Springbank 10 Year Old – Palo Cortado Cask Matured

Hjem » Side 40

Springbank 10 Year Old Palo Cortado Cask Matured – Sherry Wood

Destilleri: Springbank
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 55%
Alder: 10 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Springbank 10 Year Old Palo Cortado Cask Matured er en skotsk whisky på 55% Vol. Whiskyen kommer fra det skotske Springbank Distillery i Campbeltown regionen. Spritten er destilleret i july 2013 og, der er senere aftappet den 11. september 2023 i 10.200 eksemplarer ved fuld fadstyrke. Den har først modnet i 6 år på genbrugte ex-bourbon fad, hvorefter den har modnet 4 år på ex-sherry fad, der tidlige har indeholdt Palo Cortado sherry. Whiskyen er fremstillet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke tilsat farvestoffer. Dette er den anden aftapning i destilleriets “Sherry Wood” serie. Denne flaske har kode 23/182. Som medlem af Springbank Society, kunne man deltage i lodtrækningen om, at købe et smagesæt af alle 2023 aftapninger. En sample fra dette sæt er anmeldt nedenfor.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #468

Anmeldelse af Springbank 10 Year Old Palo Cortado Cask Matured

Næse:

En let jordslået duft, som man kender det fra et fugtigt kælderrum, rammer næsen først. Sødme fra tørrede abrikoser og rosiner følger hurtigt efter. Lidt mærke solmodne kirsebær anes lejlighedsvist i næsen. Gradvist kommer sødme fra tropiske frugter som ferskner og ananas en anelse frem fra baggrunden. Ligeledes fremkommer smule bitterhed, der med sig har et strejf af egetræ. Når man har smagt på drammen opleves momentvis en duft, som den man kender fra vingummi med cola smag. De 55% vol. alkohol er ikke tydelige i duften.

Springbank 10 Year Old Palo Cortado Cask Matured

Springbank 10 Year Old Palo Cortado Cask Matured

Palette:

Alkoholen er mere fremtrædende i smagen, og lidt vand kan tilsættes efter personlig præference. Tørrede abrikoser og rosiner smages som det første. Der følges op med stærk sort peber og ingefær, der kortvarigt giver en prikkende fornemmelse på tungen. Smagen fra solomodne kirsebær og cola vingummi kommer momentvist frem fra baggrunden, og er med til at forstærke sødmen i munden. En smule bitterhed blive gradvist tydeligere, og giver associationer til kaffe og mørk chokolade.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne Campbeltown whisky. Sødmen fra de tørrede frugter og de solmodne bær ligger som et fint lag i munden. For første gang opfanges svagt et strejf af røg, der sammen med sødmen, leder tankerne i retning af sødmefuld pibetobak. En let syrlighed fra modne appelsiner opfanges i baggrunden. Bitterheden bliver efterhånden mere markant, og med sig har det et smag af valnødder. Man efterlades med en fornemmelse i munden, som når man har drukket kraftigt sødet kaffe, mens et strejf af salt ligger på læberne.

Hvad siger producenten:

“Nose: There are notes of parma violets, buttercream icing and peaches on the nose, along with hints of cola and grated ginger. Palate: Soft peat smoke comes through on the palate, complemented by notes of red velvet cake, strawberry laces and icing sugar. Finish: There is a waxiness in the finish with notes of orange rind and the continuation of the peat smoke.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Kan man lide Campbeltown whisky, og Springbank i særdeleshed, så er dette en dram man bør prøve. Den tilbyder gode oplevelser i både duft og smag, og som fan af destilleriet, vil man ikke blive skuffet. Hvis man var heldig, så var det muligt at købe en af de 10.200 flasker til en udsalgspris på 1200,- kroner. Tager man i betragtning, at denne udsalgspris i løbet af få dage er tredoblet på det sekundære marked, så er det fuldstændig vanvittigt. Der er sikkert en del flasker, der kommer til at samle støv i en whiskysamling et sted. Det er synd, for det er virkelig en dejlig dram, der fortjener at blive drukket. Konklusionen på denne anmeldelse af Springbank 10 Year Old Palo Cortado Cask Matured er, at det er synd det er blevet en enhjørning whisky, for den har virkelig meget at byde på.

Deanston 2008 10 Year Old – Cadenhead 2008/2018

Hjem » Side 40

Deanston 2008 10 Year Old – Authentic Collection

Destilleri: Deanston
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Wm Cadenhead Ltd.
ABV: 53,6%
Alder: 10 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Deanston 2008 10 Year Old er en whisky på 53,6% Vol. Whiskyen er fremstillet på Deanston Distillery, der ligger  i Highland området. Denne whisky har lagret i 10 år på et enkelt ex-bourbon hogshead fad. Dermed er den også en single cask aftapning.  Råspritten er fremstillet i 2008, og aftappet i vinteren 2018, med en aldersangivelse på 10 år. Der er sendt 270 flasker på markedet, af den uafhængige aftapper Wm Cadenhead Ltd., som del i deres serie Authentic Collection. Den er fremstillet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke tilsat farvestoffer.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #467

Anmeldelse af Deanston 2008 10 Year Old

Næse:

En let syrlighed rammer næsen først. Der duftes grønne umodne æbler. Der ligger en snert af modne mandariner bagved, der både tilfører syrlighed og sødme i næsen. Når drammen har stået i glasset i nogle minutter bliver sødmen gradvist tydeligere. Der er maltsødme, mens vanilje og lys karamel efterhånden kommer mere og mere frem. Vanilje og karamel forstærkes når man også har smagt på whiskyen. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Deanston 2008 10 Year Old

Deanston 2008 10 Year Old

Palette:

De 53,6% Vol. alkohol er mere tydelige i smagen, og dette justeres med lidt vand efter personlig smag. Maltsødme kommer som det første frem igennem alkoholen i denne uafhængige aftapning. Med lidt vand dominerer vanilje og lys karamel i smagen. Bagved ligger et strejf af syrlighed fra citrusfrugter som lime og citron. Sammen med en smule bitterhed giver det associationer til revet skal fra citroner. Der mærkes længe stærk ingefær og wasabi på tungen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Der mærkes stadig ingefær og wasabi på tungen, der gradvist aftager. Bitterheden er en del tydeligere i eftersmagen, og det tilføjer en tørhed i munden. Der smages stadig lidt sødme fra vanilje og karamel, og der er en snert af sødme som det man kender i blomsterhonning. Kun lejlighedsvist kommer syrligheden frem i eftersmagen. Man efterlades med en fornemmelse i munden, som når man har drukket en overtrukket citron te med honning, mens varmen fra alkoholen mærkes i mund og bryst.

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Kan man lide en lidt skarp dram, der ikke kræver den store fordybelse, så er dette et godt bud på en fin whisky. Forventer man tyngde og kompleksitet, så skal man se andre steder hen. Man får til gengæld en whisky, der ikke er kølefiltreret, der ikke er tilsat kunstig farve, og samtidig aftappet ved cask strength. Flasken er købt i Cadenhead Shop Berlin for 400,- kroner. Det var et lidt skidt besøg, med en der kun taler tysk, og i øvrigt ikke var særlig snakkesaglig, selvom jeg talte tysk til ham. Interessant nok, var der meget andet whisky på hylderne, end Cadenheads egne aftapninger. Konklusionen på denne anmeldelse af Deanston 2008 10 Year Old er, at whiskyen er langt bedre end oplevelsen i butikken.

Fireball – Cinnamon Whisky

Hjem » Side 40

Fireball Cinnamon Whisky – kanel, kanel, kanel

Producent: Sazerac Company
Land: Canada
Type: Likør
ABV: 33%
Whisky: Tilsat
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Fireball Cinnamon Whisky er en canadisk whisky likør på 33% vol. Likøren er fremstillet af Sazerac Company. Drikken består af en blanding mellem canadisk whisky og kanel. Produktet blev udviklet i Canada, og kom første gang på markedet i midten af 1980’erne. Ofte serveres drikken som et shot, i et glas med isterninger, eller som mixer i en drink.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #466

Anmeldelse af Fireball Cinnamon Whisky

Næse:

Duften af kanel er det første, der kommer op af glasset. Det er en markant, og næsten entydig, kanelduft. Man skal lede længe efter andet end kanel i aromaen. Efter lidt tid i glasset kommer sødmen også frem. det er sødme som man kender det fra brun sukker. Med lidt god vilje kommer lidt vanilje også frem i baggrunden. Man mærker ikke de 33% vol. alkohol i næsen.

Fireball - Cinnamon Whisky

Fireball – Cinnamon Whisky

Palette:

Kanel er igen det altoverskyggende i udtrykket. Hurtigt følges smagen af kanel op af sødme fra brun sukker. Smagen leder tankerne hen på de store forvandlingskugler eller “jawbreakers” om man vil, som man fik da man var barn. Der var en særlig stærk udgave, hvor kanel var den bærende kraft i det “hotte”. Der opfanges ingen whisky i smagen overhovedet.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne likør. Igen er det kanel som er dominerende. Sødmen fra det brune sukker lægger sig som et lag i munden. Der mærkes en lille smule bitterhed på tungen, som er det første, som antyder at denne drik overhovedet har været i nærheden af noget whisky. Der varme i munden, men det er mere en brændende fornemmelse fra kanel, end det er alkoholen, der giver varmen.

Hvad siger producenten:

“If you haven’t tried it yet, just imagine what it feels like to stand face-to-face with a fire-breathing dragon who just ate a whisky barrel full of spicy cinnamon. Live it, love it, shoot it – what happens next is up to you.”

Konklusion:

Det smager sådan set nogenlunde, i hvert fald hvis man kan lide kanel. Forventer man bare en snert af whisky-oplevelse, så skal man lede andre steder. Hvis man kunne lide de stærke forvandlingskugler som barn, så vil man få en fin genopfriskning af smagen med denne drik. Et glas som dette er dog rigeligt, for det når hurtigt at blive for sødt og klistret. Jeg kan godt lide kanel, og derfor er denne drik også tålelig for mig. Jeg foretrækker dog til enhver tid en skotsk whisky frem for dette. Konklusionen på denne anmeldelse af Fireball Cinnamon Whisky er, at det tåleligt, hvis man kan lide kanel, men whisky er langt bedre.