Johnnie Walker Red Label – en sjus til isterninger

Hjem » 1 Stjerne » Side 13

Johnnie Walker Red Label – whisky on the rocks

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Type: Blended
Aftapper: Diageo
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: N/A
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Johnnie Walker Red Label er en skotsk blended whisky på 40% Vol. Producenten var oprindeligt bosiddende i det sydvestlige Skotland i byen Kilmarnock, men noget af produktionen er nu flyttet til Glasgow. Whiskyen er blended af omkring 35 forskellige grain og malt whiskyer. Det fremgår ikke hvilke der er tale om. Whiskyen er endvidere uden aldersangivelse. Denne blended scotch whisky er nok mest kendt fra amerikanske film af ældre dato, hvor den serveres “on the rocks”, og nærmest har ikonisk status.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #20

Anmeldelse af Johnnie Walker Red Label

Næse:

Næsen forekommer ved første snif ret sprittet. Dette er egentlig overraskende nok for en whisky, der trods alt kun er på 40 % Vol. Der er ikke de helt store og komplekse dufte i denne dram. Hvis man leder godt efter, så fornemmer man lidt frugtige noter, der kan minde lidt om umodne æbler, der giver en lidt syrlig næse.

Johnnie Walker Red Label

Johnnie Walker Red Label

Palette:

Også i smagen er der tydelig tilstedeværelse af alkohol på trods af den relativt lave alkoholprocent. Man aner toner af peber og frugt, hvis man smager godt efter. Der er måske en lille snært af noget som minder om røg. Der er lidt sødme i drammen også, men uden det bliver for meget.

Afslutning:

Der er ingen afslutning på denne whisky. Man sidder kun med et mindre “alkohol-burn” på tungen, og det er egentlig det eneste, der minder en om, at man lige har drukket en whisky-sjus.

Hvad siger Producenten:

“Johnnie Walker Red Label is our Pioneer Blend, the one that introduced our whisky to the world. Highly versatile and with universal appeal, it has a bold, distinctive flavor that shines through even when mixed.”

Konklusion:

På trods af den ikoniske status denne whisky har, så er den altså ikke på nogen måde imponerende. Den har ganske enkelt ikke rigtigt noget at byde på, ud over noget sprit.  Spritten fremtræder tydeligt. Formentlig på grund af, at whiskyen ikke har så meget andet at byde på end netop alkohol. Whiskyen kan redes lidt ved at man serverer den på isterninger. Det tager toppen af fornemmelsen af alkohol, og nedtoner også smagen. Ikke fordi smagen er specielt fremtrædende i forvejen. Whiskyen kan også bruges som mixer i drinks eller irsk kaffe. Flasken kan købes til cirka 100,- kr. hvilket må siges at være et passende niveau for en whisky af denne kaliber, og den er måske endda lidt bedre end andre whiskyer på dette prisniveau. Konklusionen på denne anmeldelse af Johnnie Walker Red Label er, at den egner sig bedst på is eller som mixer.

Single Malt Whisky Marzipan Bar – Anthon Berg og whisky

Hjem » 1 Stjerne » Side 13

Marcipanbrød med single malt whisky

Bryggeri: Anthon Berg
Land: Danmark
Type: Chokolade
ABV: N/A
Whisky: Tilsat
Whiskytype: N/A
Whiskyblog.dk: ★★★★

Single Malt Whisky Marzipan Bar er et klassisk marcipanbrød tilsat single malt whisky. Marcipanbrødet er fremstillet af den danske marcipan producent Anthon Berg A/S. Marcipanbrødet indeholder 40 gram.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #18

Anmeldelse af Anthon Berg Single Malt Whisky Marzipan Bar

Næse:

Marcipanbrødet har den klassiske duft, som man kender fra det almindelige Anthon Berg brød. Der er ikke nogen antydning af whisky i næsen. Man opfanger kun marcipan og chokolade.

Single Malt Whisky Marzipan Bar

Single Malt Whisky Marzipan Bar

Palette:

Smagen er ikke helt som den gamle og kendte smag. Man mærker først en bitterhed i munden, som bliver efterfulgt af sødme fra chokoladen. Jeg synes ikke man kan smage whisky i brødet, men der er et eller andet som ikke er helt som det plejer. Det er sikkert whiskyen som påvirker smagen, men det er altså ikke en udpræget og utvetydig whiskysmag, men nærmere en lidt uheldig bi-smag.

Afslutning:

Marcipanbrødet har den traditionelle eftersmag. Der er ikke alverden at komme efter her. Det kan forekomme let kvalmende, med den kraftige sødme fra både marcipanen og chokoladen. Heller ikke her fornemmer man whisky.

Hvad siger producenten:

“Anthon Bergs marcipanbrød med mørk chokolade er en dansk klassiker, og er i dag kendt over hele verden. Successen startede helt tilbage i 1884, da Anthon Berg begyndte at sælge sine nu så kendte chokolader.”

Konklusion:

Der er ikke så meget at sige til det. Man kan vel nærmest kalde marcipanbrødet for lidt småkedeligt. Der er 486 kcal i 100 gram, hvilket svarer til 195 kcal i denne bar. Til sammenligning er der cirka det samme i 8 cl. whisky. Jeg foretrækker at indtage mine kalorier i form af en rigtig dram, frem for dette stykke slik – og det er endda en relativt stor dram jeg kan få. Konklusionen på denne anmeldelse af Single Malt Whisky Marzipan Bar er, at den minder om klassikeren, men med en mærkelig bi-smag.

Jack Daniel’s Old No. 7 – en klassisk Tennessee whiskey

Hjem » 1 Stjerne » Side 13

Jack Daniel’s Old No. 7 – Tennessee Sour Mash Whiskey

Destilleri: Jack Daniel’s
Land: USA
Type: Bourbon
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Jack Daniel’s Old No. 7, flasket på 40% Vol, er en amerikansk whiskey fra Tennessee – for det er nemlig ikke en bourbon. Processen med at filtrere den igennem forkullet ahorn, gør at det ikke er en traditionel amerikansk bourbon, som man ellers skulle tro. Whiskeyen er lagret på nye amerikanske egetræsfad og er uden aldersangivelse. Den er også kendt som Jack Daniels’s Black Label.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #13

Anmeldelse af Jack Daniel’s Old No. 7

Næse:

Næsen på denne whiskey forekommer ved første duft en anelse tynd. Der er umiddelbart ikke alverden at komme efter. Hvis man koncentrerer sig kan man fornemme toner af vanilje og frugt. Endvidere fornemmer man også en svag sprittet duft på trods af de kun 40% Vol. Blandingen af disse toner, får det samlede indtryk til at fremstå lidt, som den duft man kender fra en ny-åbnet pose vingummi, af den mere kunstige slags.

Jack Daniel's Old No. 7

Jack Daniel’s Old No. 7

Palette:

Paletten på denne whisky fremstår også relativt neutralt og tyndt. Der er ikke meget at komme efter til at udfordre smagsløgene. Whiskeyen forekommer lidt syrlig i smagen med en snært af bitterhed. Man kan også ane en lille note af mandler. Man kan svagt fornemme lidt egetræ i baggrunden, men så er det vist også sagt.

Afslutning:

Også i eftersmagen er Jack Daniel’s Old No. 7 ret tynd. Man fornemmer en del sødme og en let brændt eftersmag. Det minder lidt om den fornemmelse man kender fra skumfiduser, som man har ristet over bålet da man var barn. Det kan faktisk forekomme en smule kvalmende i længden. Stille og roligt tørrer munden lidt ud, og man fornemmer en lille bitte smule lakridsrod til sidst.

Hvad siger producenten:

“Mellowed drop by drop through 10-feet of sugar maple charcoal, then matured in handcrafted barrels of our own making. And our Tennessee Whiskey doesn’t follow a calendar. It’s only ready when our tasters say it is. We judge it by the way it looks. By its aroma. And of course, by the way it tastes. It’s how Jack Daniel himself did it over a century ago. And how we still do it today.”

Konklusion:

Jack Daniel’s Old No. 7 er på alle områder en tynd whiskey. Er man til let-drikkelig spiritus, hvor der ikke stilles de store krav, så er den sikkert fin. Efter min smag tilbyder den simpelthen for lidt, og det er mig en gåde, at det vel nok er verdens bedst sælgende whiskey. Når det så er sagt, kan den dog med succes bruges til at blande i drinks, fødevarer og endda i øl. Hvis man ikke lige er rockstjerne, og derfor er nødt til at drikke denne klassiske drik i de kredse, så syntes jeg faktisk, de cirka 200,- kroner flasken koster, er bedre brugt på andre whiskyer. Man kan eksempelvis få Talisker Skye til stort set samme pris. Konklusionen på anmeldelsen af Jack Daniel’s Old No. 7 er, at den ikke er specielt god alene, men til opblanding med andre produkter er den ganske fin.