Trolden Nimbus – Cask No 5

Hjem » 45.00%-49.99% Vol » Side 49

Trolden Nimbus – The Kolding Single Malt Whisky

Destilleri: Trolden
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Trolden Nimbus Cask No 5 er en dansk whisky på 46% Vol. Trolden Bryghus, eller som i dette tilfælde Trolden Distillery, er et dansk destilleri og bryghus beliggende i Kolding i Sydøstjylland. Destilleriet går vel nærmest under betegnelsen mikro-destilleri. Denne whisky er deres 5. aftapning. Den blev frigivet den 12. november kl. 9.00 Jeg havde inden skrevet til destilleriet, og bedt dem lægge en flaske til side, så jeg kunne tage den med hjem, den dag jeg skulle fylde mit private whiskyfad med råsprit. Da flasken blev fundet frem, fik jeg flaske #80. Prisen ligger på 595,- kroner. Whiskyen har lagret på ex-bourbon og ex-sherry fade af forskellig størrelse. Whiskyen er uden aldersangivelse og er endvidere ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #100

Anmeldelse af Trolden Nimbus Cask No 5

Næse:

Man opfanger først tydeligt alkoholen fra de 46% vol. Dette aftager dog hurtigt, og erstattes af en tydelig sødme, som man kender fra mørke sukkertyper. Noter af tørret mørk frugt som rosiner og abrikoser træder også tydeligt frem. Efter lidt tid i glasset kommer de lidt svagere aromaer mere til sin ret, og man opfanger vanilje og noget som minder lidt om gammelt læder. Hvis man tilsætter lidt vand, neddæmpes alkoholen tidligere, og de andre aromaer fremstår fra begyndelsen mere tydeligt.

Trolden Nimbus Cask No 5

Trolden Nimbus Cask No 5

Palette:

Alkoholen er også tydelig i smagen, og kan med fordel nedtones med lidt vand. Selv med lidt vand tilsat er der stadig god kraft i smagen. Når flasken har været åbnet i nogle måneder, er dette kraftige “punch” aftaget, og man behøvet ikke tilsætte ret meget vand, hvis overhovedet noget i det hele taget. Man smager igen de mørke frugter, som også var at finde i duften. Sødmen fra aromaen er ikke helt så markant i paletten. Der imod smager man nu mere noter af læder og vanilje. Efter et par mundfulde smager man lidt nødder i baggrunden, og en snert af lakridsrod, anis og cacao kommer også frem.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på drammen. Når man drikker den uden vand, giver den en god og varm fornemmelse i munden. Når man tilsætter en smule vand, er dette indtryk ikke så dominerende, men det efterlader mere plads til smag. Igen er det de mørke smagsnuancer som dominerer. Modsat i paletten, er det nu nødder, cacao og lakrids som dominerer. Slutteligt fornemmer man egetræ, vanilje og læder, inden munden tørrer en smule ud, og disse indtryk varer ved længe efter sidste mundfuld.

Hvad siger producenten:

“We use Danish barley malt to ensure an authentic nordic taste unlike no other. Quaint, hand-beaten copper stills, patience and dedicated craftmanship is the secret behind our exclusive single malt. Slow maturation in small, hand-picked casks lends The Kolding Single Malt its unique, full-bodied taste.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Heldigvis! Da jeg har smidt mine sparepenge i et privat whiskyfad fra Trolden Distillery, uden nogensinde at have smagt whisky herfra, så var det ikke uden spænding at denne flaske blev åbnet. Heldigvis lever den op til forhåbningerne, og jeg er nu kun mere spændt på at min egen whisky bliver færdig. Der er en fin kompleksitet i både aroma, smag og afslutning. Der er fint kraft i alkoholen, der dog aftager efter nogle måneder åbnet, som gør oplevelsen lidt mildere og blødere. Det gør ikke oplevelsen dårligere på nogen måde. Flasken blev erhvervet for 595,- kroner, og det er den bestemt værd, på trods af at den ingen aldersangivelse har. Sammenligner man med andet dansk whisky, så er dette en værdig konkurrent. Konklusionen på denne anmeldelse af Trolden Nimbus Cask No 5 er, at det er en ganske god whisky, og forventningerne til mit eget whiskyfad, er nu endnu højere end før.

Wolfburn Northland – Det første kapitel

Hjem » 45.00%-49.99% Vol » Side 49

Wolfburn Northland – første udgivelse fra destilleriet

Destilleri: Wolfburn
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Wolfburn Northland er en single malt whisky på 46% vol. Wolfburn Distillery er et af de whisky destillerier i Skotland, som er beliggende i Highland området. Dette er den første gentagne udgivelse, som kommer fra dette unge destilleri. Whiskyen har lagret på ex-bourbon quarter cask fad. Denne whisky er endvidere ikke kølefiltreret, og kommer uden aldersangivelse.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #97

Anmeldelse af Wolfburn Northland

Næse:

Man mærker først en let frugtsødme i næsen. Det dufter lidt som henkogte pærer, men ikke helt så tungt, som de godt kan dufte. Det er en mere frisk udgave af henkogt pære. Der er et let maritimt udtryk, hvor man fornemmer lidt salt i og hav i aromaen. Langsomt kommer en smule egetræ og vanilje frem i næsen. Måske er der en lille snert af røg, men det kan også være fra afbrændingen af de små quarter cask fad. Man mærker ikke de 46% vol. alkohol i næsen.

Wolfburn Northland - Miniature

Wolfburn Northland – Miniature

Palette:

Alkoholen er tydelig i smagen. Den virker næsten en smule sprittet i sit udtryk. Et par dråber vand nedtoner alkoholen, og giver mere plads til de andre smagsnuancer. Smagen af moden og henkogt pære er tydeligere i smagen, hvilket giver en fin sødme. Ligeledes af egetræ tydelig i paletten, og de små fad har gjort et fint stykke arbejde. I baggrunden kommer en svag bitter note og en let smag af nødder. Der er en lille metallisk bismag, som antyder, at vi har en ung whisky i glasset.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på drammen. Eftersmagen er først præget af de modne pærer. Dette går efterhånden over i egetræ. Langsomt kommer en smule vanilje frem fra baggrunden. Ligeledes fornemmer man en bitterhed på tungespidsen. Slutteligt sidder man tilbage med lidt varme i munden fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“The smooth and warming flavours present in Northland come from the unhurried way in which the spirit is made, and from the maturation, which takes place in American oak quarter casks. Matured and bottled on site, Northland represents the first chapter in the history of Wolfburn.”

Konklusion:

Dette er ikke en stor nydelse. Der er ingen tvivl om at dette er en ung whisky, der næppe er meget mere end 3 år gammel. Den tilbyder ikke meget mere, end noget som minder lidt henkogte pærer, og noget egetræ. Når det er sagt, så er det måske et ganske fornuftigt første forsøg på en whisky. Der vises trods alt lidt gode takter, med et vist maritimt tilsnit. Det kan blive spændende at følge. Jeg købte denne miniature flaske på 5 cl. til 9 euro i La Maison du Whisky i Paris. Det er en lille flaske måske nok værd, om ikke andet for at få prøvet lidt dråber fra destilleriet. Man kan købe en hel flaske for 450,- kroner, men det mener jeg er for dyrt, for en ung, og indtil nu lidt uinteressant whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Wolfburn Northland er, at det er et fint første forsøg, men der skal mere til inden det bliver godt.

Bunnahabhain 12 Year Old – fantastisk prisrigtig dram

Hjem » 45.00%-49.99% Vol » Side 49

Bunnahabhain 12 Year Old – en kompleks Islay whisky

Destilleri: Bunnahabhain
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46,3%
Alder: 12 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Bunnahabhain 12 Year Old er en skotsk whisky på 46,3% Vol. Bunnahabhain Distillery er et af de destillerier i Skotland, der er beliggende på Islay. Denne 12 års udgave er derfor en Islay single malt whisky. Bunnahabhain Distillery er ejet af Distell Group Limited. Whiskyen er lagret på en kombination af ex-bourbon fad, ex-sherry fad og genfyldte whiskyfad. Whiskyen er 12 år gammel og endvidere ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #91

Anmeldelse af Bunnahabhain 12 Year Old

Næse:

Man mødes af en blød og behagelig let brændt aroma, når man dufter til denne whisky. Det er ikke som man er vant til med Islays røgede dramme, men en mere mørk og ristet duft. Den overskygger ikke de fine og lette nuancer af karamel og vanilje fra fadene. Man fornemmer heller ikke de 46,3% vol i denne dram. Når man tilsætter et par dråber vand, så åbner den lidt op i duften, og man fornemmer nu lidt sødme og tilstedeværelse af sherry-fad.

Bunnahabhain 12 Year Old

Bunnahabhain 12 Year Old

Palette:

Man får en lidt olie-agtig fornemmelse i munden, når man første gang smager på drammen. Man rammes herefter af kraftige smagsnuancer af noget brændt, uden det er som rigtig røget whisky. Det er mere en “mørk” smag. Smagen er dog ikke så voldsom, at den dækker over de andre noter som denne dram tilbyder. Man smager god indflydelse fra fadene, hvor både egetræ, krydderi og sherry-sødme træder fint frem. Når der tilsættes lidt vand åbnes op for lidt tydeligere noter af nødder og mørk, tørret frugt. Der er en snert af syrlighed i baggrunden, som godt kan lede tankerne hen på noget citrus-agtigt.

Afslutning:

Denne whisky har en god og lang eftersmag. Eftersmagen er præget af toner fra tørret frugt, som dadler og abrikoser. Tilstedeværelsen af valnødder er også tydelig, og det giver et lidt bittert indtryk. Igen kommer smagen af nødder frem. Whiskyen har en let malt-sødme som fint komplimenterer de mørkere nuancer. Det hele toppes af med et fint og let brændt udtryk.

Hvad siger producenten:

“Our 12 year old Islay Single Malt Scotch Whisky was the beginning of our Bunnahabhain range, launched to fanfare and praise alike. Taste the origins of Bunnahabhain with an alluring balance of sweet fruit, nuts, vanilla and a delicate coastal influence.”

Konklusion:

Dette er en fantastisk whisky! Den har en god kompleksitet. De lette nuancer i næsen blæses i den grad af vejen i både paletten og afslutningen. Det gør helhedsoplevelsen til noget ganske særligt. Man kan købe en flaske for omkring 300,- til 400,- kroner, og det er den bestemt værd. Hvis man sammenligner med andre whiskyer i dette prisleje, så får man virkelig valuta for pengene i dette tilfælde. Man får en 12 års whisky på over 46% vol, der ikke er kølefiltreret – det er høj klasse til få penge. Det er en flaske som bør stå i enhver whiskysamling. Hvis man skal trække lidt ned på whiskyen, så mister den en smule af sine udtryk, når flasken har været åbnet i nogle måneder. Det er dog ikke noget som trækker ned i det generelt positive billede. Konklusionen på denne anmeldelse af Bunnahabhain 12 Year Old er, at det er fantastisk dram, og det er svært at finde bedre i dette prisleje.