Smokehead Rock Edition II – Rock On!

Smokehead Rock Edition II – New Release af en Special Edition

Smokehead Rock Edition II er en skotsk single malt whisky på 46,6% vol. flasket af den uafhængige aftapper Ian Macleod Distillers. På flasken er denne whisky kategoriseret som en Islay single malt, hvilket blot hentyder til, at den er lavet af et af de skotske destillerier på øen, men ikke hvilket. Det er derfor en af de whiskyer, der betegnes som en “Mystery Malt“. Det har været svært at finde noget information om lagringen, men flasken kommer uden aldersangivelse.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #425

Anmeldelse af Smokehead Rock Edition II

Næse:

En tydelig duft af røg kommer op fra glasset som det første. Det er røg som man kender fra et udbrændt bål, hvor der er tør aske dagen efter. Langsomt kommer en let sødme fra malten mere frem, og tankerne ledes nu i retning af røget skinke eller bacon. Når drammen har stået i glasset i nogle minutter, opfanges et strejf af umodne grønne æbler og citrusfrugter i baggrunden. Efter at have smagt på drammen opfanges momentvis lidt moden banan og yoghurt i duften. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Smokehead Rock Edition II

Smokehead Rock Edition II

Palette:

Røgen er, som det også var i duften, det første der smages. Det er en fornemmelse af aske og kul man sidder med i munden. Når smagsløgene har tilvænnet sig røgen, kommer sødme fra malt, vanilje og moden banan frem. Efter et par nip af denne Smokehead whisky, kommer lidt syrlighed frem fra baggrunden. Sammen med sødmen ledes tankerne i retning af det, man oplever i yoghurt med frugter. Heller ikke i smagen er de 46,6% vol alkohol tydelig.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne dram. Der er stadig sødme fra vanilje og malt i munden. En smule bitterhed kommer frem fra baggrunden, og med sig bringer det et strejf af egetræ. Lejlighedsvist opleves lidt stærk kanel på tungen, der dog hurtigt er væk igen. Hele eftersmagen er pakket ind i et fint lag at smag fra aske. Man efterlades med et minde om mørk chokolade og kaffe i munden.

Hvad siger producenten:

“Smokehead is not for the faint hearted. Vigorous and intensely peaty, the flavour hits sweet notes of sherry and toffee. Then there’s the seaweedy richness, smoke and sea salt all jostling to the front. It’s loud. And unruly.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Kan man lide røget whisky, der ikke stiller de store krav til nyderen, så er dette et godt bud på en fin dram. Når det er sagt, så tilbyder denne Islay whisky dog stadig en ganske fin oplevelse, hvis man vil bruge lidt tid på at fordybe sig i den. Særligt finder jeg noterne af yoghurt med frugt ganske underholdende. Man kan købe en flaske for omkring 600,- kroner for en liter. I dette prisleje er konkurrencen hård, og om denne flaske kan klare sig i opløbet, må være op til personle præferencer. Konklusionen på denne anmeldelse af Smokehead Rock Edition II er, at det er en fornuftig whisky, der tilbyder mere end røg, hvis man bruger lidt tid på fordybelse.

3/5 (1)

Smokehead Sherry Bomb – Limited Edition

Smokehead Sherry Bomb – ex-oloroso fad

Smokehead Sherry Bomb er en skotsk whisky på 48% Vol. Ingen ved dog, hvem der er den egentlig producent, af denne Islay single malt whisky. Den er hældt på flaske af den uafhængige aftapper Ian Macleod Distillers. Vi ved dog, at den er fremstillet på et af de skotske destillerier på Islay, da den fremstår som “Islay Single Malt Scotch Whisky” på flasken. Denne udgave har udelukkende lagret på ex-oloroso sherry fad. Whiskyen er en “Limited Edition”, der kun er udgivet i et oplag på 18.000 flasker. Den kommer desuden ikke med aldersangivelse, og er ikke kølefiltreret.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #378

Anmeldelse af Smokehead Sherry Bomb

Næse:

Røg kommer op af glasset som det første. Der duftes tydelig røg, som man kender fra tørt pejse-brænde, der lige er blevet tændt. Der følges op med mineralske og maritime noter, hvor tankerne ledes i retning af hav og strand. Gradvist kommer sødme mere og mere frem i duften. Der duftes søde røde bær, som solbær og kirsebær. Kombinationen kan minde lidt om det man kender i sød pibetobak og røget kød. I baggrunden opfanges momentvis lidt mynte. Alkoholen opfanges, men den dominerer ikke.

Smokehead Sherry Bomb

Smokehead Sherry Bomb

Palette:

Røgen dominerer også i smagen som det første, som det næsten forventes i en Islay whisky. Sødmen fra solmodne røde bær fælger hurtigt op. Ligeledes mærkes også hurtigt lidt stærk chili og mynte på tungen, der dog ligeså hurtigt er væk igen. Efter et par nip til drammen bliver lidt salt og flintesten en anelse tydeligere. Sammen med lidt egetræ giver det en anelse tørhed i munden. Sødmen og røgen giver en fornemmelse i munden, som når man lige har spist røget skinke eller bacon. En let syrlighed opfanges momentvis i baggrunden. De 48% Vol. alkohol mærkes, og drammen kan nedvandes efter behov.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. De maritime og minealske noter dominerer i eftersmagen. Der mærkes salt på læberne, mens egetræ og flintesten tørrer munden ud. Lidt syrlige citrusfrugter ligger i baggrunden, der sammen med lidt bitterhed minder om revet skal fra en citron. Hele afslutningen pakkes ind i et fint lag af tydelig røg. Man sidder tilbage med lidt stærk chili på tungen og varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“Indulge your senses with a peaty Smokehead that’s been boldly blasted by Oloroso sherry casks. Emerging full bodied, fruity & fierce, spicy & smooth. A whisky that’s more explosive than an armada cannonball.”

Konklusion:

Det er en glimrende udgave af Smokehead Ian Macleod Distillers her har sendt på markedet. Kan man lide klassiske noter, som man kender fra Islay, så er det sikkert valg. Der er røg, hav og styrke i både duft og smag. Dog er røgen måske en anelse mere tilbagetrukket i denne aftapning, end andre whiskyer i serien. Til gengæld får du en fin påvirkning fra sherry fadene, der er med til at tilføre lidt mere kompleksitet i drammen. Man kan købe en flaske for omkring 600,- kroner, men den kan være svær at finde på det danske marked. Konklusionen på denne anmeldelse af Smokehead Sherry Bomb er, at den på alle måder er en klassisk Islay whisky, og et sikkert hit til fans af røget whisky.

3/5 (1)

Smokehead Extra Rare – Travel Retail Exclusive

Smokehead Extra Rare – 1 liter til rejsemarkedet

Smokehead Extra Rare er en skotsk whisky på 40% Vol. Whiskyen er en Islay single malt. Som de andre udgivelser fra Smokehead, så er der store diskussioner om, hvem der rent faktisk producerer whiskyen. Mange tror det er Ardbeg Distillery, som står bag produktionen. Et er dog sikkert, whiskyen kommer fra et af de skotske destillerier på Islay, og Ian Macleod Distillers er uafhængig aftapper af flasken. Whiskyen er lagret på ex-boubon og ex-sherry fad. Whiskyen er desuden kølefiltreret og kommer uden aldersangivelse. Denne 1 liters udgave er en såkaldt “Travel Retail Exclusive” udgivelse.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #340

Anmeldelse af Smokehead Extra Rare

Næse:

Tydelig røg er det første som rammer næsen. Det er røg som man kender det fra et bål på stranden. Langsomt tilpasser næsen sig ti røgen, og der gives plads til andre nuancer. Der duftes nu en let sødme fra tropiske frugter. Der duftes passionsfrugt og honningmelon. I baggrunden opfanges en fjern note af citrusfrugter. Når drammen har stået lidt tid i glasset kommer lidt vanilje og mælkechokolade en anelse frem. Alkoholen er ikke at finde i duften.

Smokehead Extra Rare

Smokehead Extra Rare

Palette:

Ganske som i duften, er røgen det første, der rammer smagsløgene. Igen er det røg som man kender det fra et bål. Der følges hurtigt op med maritime og mineralske noter, hvor der opfanges lidt salt og flintesten i munden. Gradvist kommer en anelse sødme frem. Der smages nu lidt honningmeloner, vanilje og mælkechokolade. I baggrunden ligger en snert af citrusfrugt. Sammen med lidt bitterhed, minder det om smagen på revet citron-skal. Heller ikke i smagen er de 40% Vol alkohol at mærke.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne Islay whisky. Sødmen fra vanilje og mælkechokolade ligger stadig i munden. Gradvist kommer en anelse bitterhed frem, og der smages nu lidt egetræ. Tankerne ledes i retning af umodne hasselnødder. Momentvis kommer lidt revet citron-skal frem i eftersmagen. Hele afslutningen er pakket ind i et fint lag af røg. Man efterlades med lidt fornemmelse af salt på læberne og flintesten i munden, mens røgen aftager.

Hvad siger producenten:

“Smokehead Extra Rare is a rich, seaweedy and intensely peaty whisky. The flavour is fresh, fryity and immense, with notes of sherry, iodine, toffee, smoke and sea salt all fighting for recognition. A really vigorous whisky not for the faint hearted… Savour and enjoy!”

Konklusion:

Dette er en ganske glimrende whisky. Kan man lide Islay whisky, hvor røgen er den bærende kvalitet, så er dette et godt bud på en god whisky. Forventer man kompleksitet, og en whisky man kan fordybe sig i, så skal man kigge andre steder hen. Det er ukendt, hvilket af de skotske destillerier på Islay whiskyen kommer fra, men de har alle aftapninger med større dybde end denne. Man kan købe en flaske på 100 cl. for omkring 450,- i lufthavnen. Til den pris får man en ganske fin hverdags-whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Smokehead Extra Rare er, at det er en dram hvor røgen er den bærende kraft, og den klarer sig fint som hverdags-dram.

3/5 (1)