Cragganmore 12 Year Old – 2019 Special Releases

Cragganmore 12 Year Old – Rare by Nature (reklame)

Cragganmore 12 Year Old er en skotsk whisky på 58.4% Vol. Denne skotske single malt whisky, er med i Diageo’s serie “Rare by Nature”. Dette er 2019 udgaven af Diageo’s “Special Releases Collection“. Whiskyen er produceret på Cragganmore Distillery, som er beliggende i Speyside området. Whiskyen har ligget 12 år til lagring på genbrugte amerikanske ex-bourbon fad. Råspritten blev fremstillet i 2006. Som de andre flasker i denne Limited Edition serie, er whiskyen aftappet som cask strength. Denne sample har jeg fået sponsoret, så den kunne anmeldes på whiskyblog.dk. Der er sendt omkring 18.000 flasker på markedet.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #129

Anmeldelse af Cragganmore 12 Year Old

Næse:

Man rammes først af en tydelig aroma fra røg. Det er ikke den røg, som man kender det fra Islay single malt whisky, men en mere let og fin røg. Den virker næsten mere som aske end som decideret røg. Når man lige har tilpasset lugtesansen en anelse, så fremkommer også tydelig duft af egetræ. De 58.4% vol er også ganske tydelige i aromaen, og lidt vand kan med fordel tilsættes. Vandet lukker op for fin sødme af honning og blomster. Efter lidt tid i glasset fremkommer en smule syrlighed, som man kender det fra citrusfrugter. Ligeledes ligger en let aroma af vanilje i baggrunden.

Cragganmore 12 Year Old 2019 Special Releases - Sample

Cragganmore 12 Year Old 2019 Special Releases – Sample

Palette:

Det er tydeligt i paletten, af vi her har fat i en cask strength whisky. Der er godt bid i alkoholen, og en smule vand kan igen med fordel tilsættes. Aske er også markant i smagen, og giver et fint røget førstehåndsindtryk. Herefter smages igen tydelig honningsødme og blomster. Efter et par nip til drammen kommer fine noter af modne æbler og melon frem. Også her fornemmes svagt en syrlighed fra citrusfrugt. Vanilje og karamel bliver efterhånden tydeligere og tydeligere i munden, og der kommer en smule bitter tone på tungespidsen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky, Eftersmagen af først præget af lidt stærke krydderier som peber, som prikker let på tungen. Frugtsødmen dominerer efterhånden afslutningen. Sammen med en tydelig smag af vanilje og karamel ligger den sig fint i hele munden. Efterhånden aftager smagen i en let bitter note, mens man hele tiden har en fin smag af aske og røg i munden. Der mærkes en god varme i mund og svælg fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

An unusual smoky expression of a Speyside classic, never released before, matured in refill American oak casks”

Konklusion:

Her har vi fat i en virkelig god whisky. Røgen er med til at løfte den gamle kendte klassiske malt whisky Cragganmore 12 Year Old op på et langt højere niveau. Der er stadig genkendeligheden fra en whisky, man tidligere har smagt. Det hele løftes blot op på et langt højere plan med aske-røg og mere alkohol. Den gamle kending koster omkring 350,- kroner. Denne flasker koster lige godt vel det dobbelte med en pris på omkring 800,- kroner. For de penge får man til gengæld en whisky aftappet ved fuld fad styrke, og en oplevelse som er mindst dobbelt så god. Konklusionen på denne anmeldelse af Cragganmore 12 Year Old er, at den gerne må sættes i fast produktion, så den ikke længere er “Rare by Nature”.

4/5 (1)