James E. Pepper 1776 Straight Bourbon Whiskey – 100 Proof

Hjem » Amerika » Side 9

James E. Pepper 1776 Straight Bourbon Whiskey – 50% vol alkohol

Destilleri: James E. Pepper Distilling Co.
Land: USA
Type: Bourbon
Aftapper: Destilleri
ABV: 50%
Alder: NAS
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

James E. Pepper 1776 Straight Bourbon Whiskey er en amerikansk bourbon på 50% Vol. Den er fremstillet af James E. Pepper Distilling Co., der er et af de mange amerikanske destillerier, der har hjemme i Kentucky i USA. Der benyttes mere end 38% rug i fremstillingen af denne dram. Som loven foreskriver, benyttes nye fad af amerikansk egetræ til lagringen. Der er ingen aldersangivelse på flaskerne, men det oplyses, at der ikke benyttes kølefiltrering under produktionen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #194

Anmeldelse af James E. Pepper 1776 Straight Bourbon Whiskey

Næse:

Det første der møder næsen er sødme, som den man kender fra brun sukker. Når glasset har stået i et par minutter, aftager sødmen en smule. Der duftes nu også modne æbler og pærer. Der ligger en note af modne krisebær i baggrunden. Ligeledes fornemmes en note af vanilje, kanel og kaffe. Kombinationen kan lede tankerne hen i retning af marcipan. Duften af vanilje bliver tydeligere med lidt vand tilsat. Alkoholen er ikke tydelig i næsen på denne bourbon.

James E. Pepper 1776 Straight Bourbon Whiskey - Sample

James E. Pepper 1776 – Sample

Palette:

Der er noget mere bid i de 50% vol alkohol i smagen, og et par dråber vand kan tilsættes, for at nedtone spritten en anelse. Med lidt vand gives plads til at smage karamelsødme og vanilje. Der mærkes lidt prikken på tungen fra stærk kanel. Sødmen bliver efterhånden mere som honningsødme, og en sødme som minder lidt om sød finsk lakrids. Kirsebær, som også var at finde i duften, kan anes svagt igennem sødmen. Der er en snert af egetræ at spore i paletten.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne dram. Den kraftige sødme hænger stadig ved, og der tænkes på karamel og sød finsk lakrids. Vanilje og egetræ bliver gradvist mere tydelig. Der mærkes stadig lidt prikken på tungen fra kanel. Oplevelsen aftager om smagen af mørk chokolade og kaffe kommer en anelse frem. Man sidder tilbage med lidt tørhed på tungen, og en fornemmelse af mint på tungespidsen.

Hvad siger producenten:

“100 Proof – Not Chill-Filtered – Over 38% Rye in the Mash Bill. Rich Bourbon Sweetness & Rye Spice; vanilla, honey, cloves, & chocolate. Neat, over ice, or in a proper Old Fashioned, this whiskey rocks.”

Konklusion:

Denne Straight Bourbon Whiskey er ganske god. Der er fin kompleksitet, og den tilbyder en interessant oplevelse for næse og smagsløg. Som mange andre bourbons jeg har smagt, så er den stadig båret frem af kraftig sødme, som måske ikke passer helt til min smag. Man kan købe en flaske for mellem 400,- og 450,- kroner. For de penge kunne man også købe en glimrende flaske fra et af de skotske destillerier. Om man vælger det ene eller det andet er naturligvis op til den enkelte, men jeg ved godt hvor mit hjerte ligger. Konklusionen på denne anmeldelse af James E. Pepper 1776 Straight Bourbon Whiskey er, at man her får en stabil oplevelse til sanserne.

Evan Williams Single Barrel – 2010 Vintage

Hjem » Amerika » Side 9

Evan Williams Single Barrel – destilleret i 2010 og aftappet i 2017

Destilleri: Heaven Hill
Land: USA
Type: Bourbon
Aftapper: Destilleri
ABV: 43,3%
Alder: NAS
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Evan Williams Single Barrel, er en amerikansk bourbon whiskey på 43,3% vol, fra Kentucky. Spritten brændes på det amerikanske destilleri Heaven Hill Distillery. Whiskeyen er lagret på nye fad af amerikansk hvid egetræ. Denne bourbon kommer uden aldersangivelse, men denne udgave er destilleret i 2010, og senere flasket i 2017, hvilket gør den mellem 6 og 7 år gammel.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #191

Anmeldelse af Evan Williams Single Barrel

Næse:

Man rammes straks af egetræ i duften, når man sætter næsen hen til glasset. Dette følges hurtigt op af markant sødme, som man kender det fra brun sukker. Langsomt bliver vaniljen tydeligere og tydeligere.. I baggrunden kan man svagt fornemme en smule kanel. Man mærker ikke de 43,3% vol alkoholen i denne bourbon.

Evan Williams Single Barrel - Sample

Evan Williams Single Barrel – Sample

Palette:

Smagen er også præget af egetræ, der er meget markant når man smager første gang. Dette nedtones dog efter et par nip at denne bourbon. Efterhånden bliver vanilje tydeligere. Der kommer også en tydelig smag af kanel frem i paletten. I baggrunden fornemmes lidt søde æbler som drejer sødmen fra brun sukker, over i retning af den man kender fra honning. Alkoholen er heller ikke markant i smagen.

Afslutning:

Der er en relativ kort afslutning på denne dram. Afslutningen er præget af krydderi. Sammen med alkoholen giver det en smule bid på tungen. Der ligger et fint lag af egetræs-smag rundt i munden. Honningsødmen aftager langsomt, inden man til sidst sidder med en en let bitter og tør fornemmelse på tungen. Man sidder med en følelse som når man har spist en lidt for sød mælkechokolade.

Hvad siger producenten:

“Evan Williams Single Barrel Bourbon is handcrafted and specially selected by our Master Distillers. A five-time winner of “Whiskey of the Year,” it’s our most premium and decorated Bourbon that measures up to exacting standards. “

Konklusion:

Dette er en klassisk bourbon. Jeg er ikke den helt store fan af amerikansk bourbon, og foretrækker klart skotsk whisky. Jeg kan til gengæld godt lide at udfordre mig selv, så derfor drikker jeg forsøgsvis også noget amerikansk whiskey. Denne dram passer præcis ind i min forestilling om, hvad en amerikansk bourbon skal tilbyde. Der er tydelig, og næsten kvalmende sødme, der kun redes ved hjælp fra den kraftige indflydelse af egetræ, vanilje og kanel. Man kan købe en flaske for lige under 400,- kroner. Til den pris, eller endda billigere, har jeg smagt bedre bourbon, hvor ekesempelvis Wild Turkey 101 skiller sig positivt ud. Konklusionen på denne anmeldelse af Evan Williams Single Barrel er, at den lever op til forventningerne til en standard bourbon, men den er nok en kende for dyr i forhold til oplevelsen.

Barton 1792 Small Batch – Kentucky Straight Bourbon Whiskey

Hjem » Amerika » Side 9

Barton 1792 Small Batch – Standard amerikansk bourbon

Destilleri: Barton 1792
Land: USA
Type: Bourbon
Aftapper: Destilleri
ABV: 46,85%
Alder: NAS
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Barton 1792 Small Batch er en amerikansk Kentucky Straight Bourbon Whiskey på 46,85% Vol, eller hvad der svarer til 93.7 proof. Denne bourbon er produceret på Barton 1792 Distillery, der ligger i Bardstown, som er et af de amerikanske destillerier i Kentucky. Destilleriet er under ejerskab af det amerikanske Sazerac Company. Det har ikke været muligt at finde information om, hvor længe den bourbon har modnet. Tidligere havde flasken påtrykt “Small Batch Aged 8 years”, men det fremgår ikke længere. Oprindeligt blev denne bourbon solgt under navnet “Ridgewood Reserve 1792”, der igen ændrede navn til “1792 Ridgemont Reserve”, inden den endeligt fik det nuværende navn.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #187

Anmeldelse af Barton 1792 Small Batch

Næse:

Man dufter straks vanilje og karamel, når næsen stikkes hen til glasset for første gang. Der mærkes også en let syrlig note, som hurtig fortager sig, så vanilje og karamel er endnu tydeligere. Der fornemmes også lidt mørk sukker og honning, som er med til at forstærke det søde duftbillede. Efter lidt tid i glasset kommer egetræ fint frem,og man aner lidt kaffe i baggrunden. Alkoholen mærkes lidt i næsen, men den bliver aldrig dominerende i denne Kentucky Straight Bourbon Whiskey.

Barton 1792 Small Batch

Barton 1792 Small Batch

Palette:

Som i næsen er vanilje og karamel også dominerende i paletten. Samtidig smages brun sukker. Der mærkes hurtigt lidt stærke krydderier på tungen. Der smages kanel og peber, der giver en lidt prikkende fornemmelse. Smagen af egetræ kommer langsomt frem fra baggrunden, men bliver aldrig tydelig. Den ligger blot som en følelse af egetræ i munden. Efter et par nip af glasset kommer en smule syrlighed frem, der minder lidt om citrusfrugt og fyrretræsnåle. Man mærker ikke de 46,85% vol alkohol i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne amerikanske whiskey. Sødmen dominerer også eftersmagen, ganske som den også gjorde i duft og smag. Igen er det den mørke sødme der tydelig. Vanilje og karamel ligger som et fint lag i hele munden. Fornemmelsen af egetræ bliver en smule tydeligere i afslutningen. Det giver en smule tørhed på tungen. Samtidig er der stadig tydelige stærke krydderier på tungen, og der mærkes en lidt bitter note. Der mærkes lidt varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

1792 Small Batch Bourbon is sophisticated and complex. A distinctly different bourbon created with precise craftsmanship. Made from our signature “high rye” recipe and the marriage of select barrels carefully chosen by our Master Distiller. 1792 Bourbon has an expressive and elegant flavor profile. Unmistakable spice mingles with sweet caramel and vanilla to create a bourbon that is incomparably brash and bold, yet smooth and balanced. Elevating whiskey to exceptional new heights, 1792 Bourbon is celebrated by connoisseurs worldwide.”

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftig bourbon. Kombinationen mellem tydelig karamel, vanilje og sødme, sammen med stærke krydderier og egetræ, giver en udmærket smagsoplevelse. Den adskiller sig dog ikke væsentligt fra andre bourbons jeg har smagt i prislejet. Man kan købe en flaske for cirka 350,- kroner. Er man glad for amerikansk bourbon, så er det et fornuftigt niveau. Hvis man er glad for skotsk whisky, så kan man altså også finde mange gode flasker i det prisleje. Konklusionen på denne anmeldelse af Barton 1792 Small Batch er, at den er ganske drikkelig, og lever op til forventningerne for en amerikansk dram i dette prisleje.