Norlyk First Release – Small Batch Distilling

Hjem » Ex-vin fad » Side 2

Norlyk First Release – Ex-vin fad

Destilleri: Norlyk
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: 3 år
Fadtype: Vin
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Norlyk First Release er en dansk single malt på 46% Vol. Denne whisky er fra det danske Norlyk Distillery ApS. Flasken kommer uden aldersangivelse, men det fremgår af etiketten, at denne single malt er destilleret den 3/6-2022 og aftappet den 4/6-2025. Den er altså præcis tre år og en dag gammel. Whiskyen har modnet på et ex-vin fad, der tidligere har indeholdt rødvin. Dette er destilleriets første aftapning. Der er ikke tilsat kunstig farve til whiskyen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #527

Anmeldelse af Norlyk First Release

Næse:

Der kommer først tydelig sødme frem fra glasset. Der er sødme fra solmodne æbler og pærer. Efter lidt tid i glasset ændrer sødmen karakter til mere at minde om den, der kendes fra modne mørke kirsebær jordbær. Lejlighedsvidt opleves et strejf af syrlighed i baggrunden, der leder tankerne i retning af nyslået græs. Ligeledes opleves lidt friske krydderurter også i næsen. Alkoholen er ikke at mærke i duften.

Norlyk First Release - Sample

Norlyk First Release – Sample

Palette:

De 46% Vol alkohol er mere markante i smagen end i duften. Når smagsløgene har tilvænnet sig alkoholen, kommer tydelig sødme frem. Som i duften er sødme fra mørke kirsebær og jordbær ganske tydelig. Ligeledes kommer friske krydderurter som timian med en snert af mynte frem. Lejlighedsvist opleves lidt stærk wasabi på tungen i denne danske whisky, hvilket dog hurtigt forsvinder igen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på whiskyen. Sødmen fra modne bær ligger som et fint lag i munden. En let bitterhed kommer lidt frem, og med sig har det en let smag af mandler. Sammen med sødmen giver det associationer til marcipan med lys chokoladeovertræk. Lidt mynte opfanges igen hen mod slutningen, inden munden tørrer en anelse ud.

Hvad siger producenten:

“Destilation date: 3/6-22. Barrel type: Ex Red Wine. Botteling Date: 4/6-25.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Har man mod på at smage en ung whisky, fra et af de mindre destillerier, så er dette et godt bud på en flaske. Det mærkes at det er en ung whisky, men den tilbyder stadig en fin oplevelse. Whiskyen blev sat til salg for 695,- for 70 cl., og med denne prissætning er den fuldt ud konkurrencedygtig med whisky fra andre af de danske destillerier. Tager man samtidig i betragtning, at det er den første aftapning fra destilleriet, så er det faktisk en endnu mere fair pris, da disse traditionelt altid har en større efterspørgsel. Konklusionen på denne anmeldelse af Norlyk First Release er, at det er et glimrende første forsøg, og jeg ser med spænding frem til kommende aftapninger.

Bunnahabhain Eirigh Na Greine – Islay Single Malt Scotch Whisky

Hjem » Ex-vin fad » Side 2

Bunnahabhain Eirigh Na Greine – ex-vin fad

Destilleri: Bunnahabhain
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46,3%
Alder: NAS
Fadtype: Vin
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Bunnahabhain Eirigh Na Greine er en whisky på 46,3% Vol. Den er fremstillet på det skotske Islay destilleri Bunnahabhain Distillery. Whiskyen har modnet i et mix af franske og italienske ex-vin fad, der tidligere har indeholdt rødvin. Det vides ikke hvor længe den har modnet på disse fad, da flasken kommer uden aldersangivelse. Aftapningen er en Limited Edition aftappet til rejsende på Travel Retail markedet. Den er aftappet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke brugt kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #515

Anmeldelse af Bunnahabhain Eirigh Na Greine

Næse:

Sødme rammer næsen først. Der duftes søde modne æbler, og søde bær som brombær og jordbær. Man fornemmer et let vinøst udtryk, der sikkert stammer fra lagringen i de aflagte vin fad. Langsomt kommer vanilje og lys karamel mere frem i duften. Momentvis opfanges krydderurter som timian og rosmarin i næsen. Når man har smagt på drammen opfanges noter af nyslået græs og citrus. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Bunnahabhain Eirigh Na Greine - Sample

Bunnahabhain Eirigh Na Greine – Sample

Palette:

Syrligheden fra citrusfrugt og nyslået græs smages som det første i denne Islay whisky. Der følges hurtigt op med sødme fra vanilje og karamel. Bagved smages lidt modne brombær og grønne vindruer. Efter et par nip til drammen fremkommer et strejf af bitterhed. Med sig har det noter af mandler og egetræ. Der anes svagt en let maritim note af hav og salt. De 46,3% Vol er ikke tydelige i smagen.

Afslutning:

Der ligger et let lag af sødme fra frugter og bær i munden. Gradvist tager bitterheden mere og mere over. Samtidig kommer timian og rosmarin, der ligeledes var at finde i duften, også frem i eftersmagen. Noter af hav og salt er tydelige i afslutning, og mærkes på læberne. Smagen af egetræ og mandler tager slutteligt mere og mere over, for til sidst at dominere. Man efterlades med at minde som når man har drukket frugt-te, med en citronskive i, der har trukket lidt for længe.

Hvad siger producenten:

“Meaning “morning sky” in Gaelich, Eirigh Na Greine is a limited edition release that is as unique as the breathtaking sunrises you see from the pier at Bunnahabhain. Scents of sweet, rich spice evolve into flavours of roasted nuts, fresh fruit, and hints of sea salt and smoke.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Er man glad for whisky fra destilleriet, og har mod på at prøve en aftapning, der har modnet på lidt alternative fad, så er dette et fint valg. Forventer man lidt tungere noter, som man eksempelvis finder i den klassiske Bunnahabhain 12 Year Old, så skal man se andre steder hen. Man kan købe en flaske for omkring 700,- kroner. Med denne prissætning har jeg smagt aftapninger fra destilleriet, der falder væsentligt bedre i min smag. Jeg er derfor ganske tilfreds med kun at smage denne 3 cl. sample. Konklusionen på denne anmeldelse af Bunnahabhain Eirigh Na Greine er, at der er andet whisky fra destilleriet, der passer bedre til mine smagsløg.

Slyrs Fifty One – Single Malt Whisky

Hjem » Ex-vin fad » Side 2

Slyrs Fifty One – Bourbon-, Sherry- og Portvinsfad

Destilleri: Slyrs
Land: Tyskland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 51%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Portvin, Sherry, Vin
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Slyrs Fifty One er en whisky på 51% Vol. Whiskyen er fremstillet på Slyrs Distillery i Tyskland. Whiskyen har modnet i en kombination af ex-bourbon fad, ex-sherry fad, ex-portvin fad og ex vin fad, der tidligere har indeholdt Sauternes vin. Det vides ikke hvor længe den har modnet i disse fad, da whiskyen kommer uden aldersangivelse. Denne miniatureflaske er købt på vores ferie til Berlin i sommeren 2022.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #506

Anmeldelse af Slyrs Fifty One

Næse:

En tydelig duft af egetræ kommer frem fra glasset som det første. Der følges op med en markant fornemmelse af alkohol i næsen, der dog hurtigt aftager igen. Langsomt kommer en let duft af søde modne frugter og bær gradvist mere frem i denne single malt whisky. Der duftes modne æbler, blommer og kirsebær. Efter et par nip til drammen opfanges svagt en fjern note af mælkechoklade.

Slyrs Fifty One - Miniature

Slyrs Fifty One – Miniature

Palette:

Ganske som i duften, så er egetræ også det første der smages. Der følges op med tydelig maltsødme. Langsomt kommer smagen af søde modne æbler og blommer mere frem i smagen. Momentvis opleves lidt stærk peber på tungen, der giver en let prikkende fornemmelse. Efter et par nip til whiskyen opfanges en let bitterhed og et strejf af mælkechokolade. Ligeledes kommer en let note af citrusfrugt, der minder om moden mandarin lejlighedsvist frem i smagen. De 51% Vol alkohol er tydelig, men den fremtræder ikke sprittet.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne dram. De modne, og let syrlige citrusfrugter er tydeligere i eftersmagen. Sammen med en tiltagen bitterhed, ledes tankerne i retning af revet skal fra appelsiner. Munden tørrer gradvist mere ud, mens smagen af mælkechokolade og lidt vanilje bliver lidt tydeligere. Man efterlades med en tør og bitter fornemmelse i munden, mens man mærker alkoholen i svælget.

Hvad siger Producenten:

“What makes him SLYRS Whisky that unique? Is it the sun-ripened Bavarian summer barley, the good spring water or the gentle ripening? The mixture of all these ingredients under the eyes of experienced distillers creates a strong aroma with a light smoky note and a wonderfully fresh nose. This is a cuvée that has it all in the truest sense of the word. Because to mature this German Whisky In addition to the usual casks, casks that previously contained port wine, sherry or Sauternes are also used.”

Konklusion:

Dette er ikke en whisky, der imponerer specielt. Kan man lide ung whisky, der ikke har den store kompleksitet, så er dette måske et fint bud. Ligeledes kan det være interessant, hvis man som jeg, er nysgerrig på whisky fra hele verden, og ikke kun den sædvanlige skotske whisky. Man kan købe en flaske for cirka 450,- kroner. Sammenlignet med eksempelvis whisky fra et af de efterhånden mange danske whisky destillerier, så er den den ganske konkurrencedygtig på prisen. Om den også er konkurrencedygtig på whisky oplevelsen, må være op til den enkelte at vurdere. Konklusionen på denne anmeldelse af Slyrs Fifty One er, at det mest interessante ved den er, at den kommer fra Tyskland.