Springbank Longrow Peated – Campbeltown Single Malt Scotch Whisky

Hjem » J & A Mitchell » Side 7

Springbank Longrow Peated – Den røgede fra Springbank

Destilleri: Springbank
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: N/A
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Springbank Longrow Peated er en whisky på 46% Vol. Whiskyen er fremstillet på Springbank Distillery i Campbeltown distriktet. Whiskyen er dobbelt destilleret, inden den hældes på fad. Det udmeldes ikke hvilke fad den har modnet på, men der er spekulationer på internettet, at der både benyttes ex-bourbon, ex-sherry, ex-portvin og ex-rom fad. Det oplyses heller ikke hvor længe denne modning har foregået, da flasken kommer uden aldersangivelse. Whiskyen er fremstillet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke tilsat farvestoffer.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #343

Anmeldelse af Springbank Longrow Peated

Næse:

En let note af røg kommer op af glasset som det første. Det er en lidt tør fornemmelse af røg, som den man kender fra grill-kul eller sod. Røgen træder hurtigt i baggrunden, og giver plads til andre nuancer. Der duftes nu lidt umodne æbler og grønne vindruer. Efterhånden kommer en duft af citrusfrugter mere frem i glasset. Når drammen har stået nogle minutter kommer lidt vanilje også frem. De 46% vol alkohol mærkes ikke i næsen.

Springbank Longrow Peated

Springbank Longrow Peated

Palette:

De grønne æbler og vindruer smages som det første. Der følges hurtigt op med tydelig smag af røg, der er kraftigere end den var i duften. Igen er det en tør røg, som findes i kul og sod. Langsomt træder røgen igen i baggrunden, hvor den hele tiden er til stede. Lidt vanilje og karamel kommer nu en anelse frem i smagen. Ligeledes kommer lidt maritime og mineralske noter. Der er lidt salt på læberne, og en fjern fornemmelse af flintesten i munden. Alkoholen er en anelse tydeligere i smagen end i duften, og vand kan tilsættes denne Campbeltown whisky efter behov.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. De grønne æbler og vindruer giver en let syrlighed, der gradvist forsvinder. Smagen af vanilje og karamel kommer tilsvarende gradvist mere frem, og giver en smule sødme i eftersmagen. Der smages stadig en tør røg. Der mærkes en anelse bitterhed på tungen, der minder om den man kender fra valnødder. Man efterlades med en fornemmelse af aske i munden og lidt salt på læberne.

Hvad siger producenten:

“Longrow Peated offers those who enjoy a heavily peated whisky the chance to enjoy a lingering smoky taste that travels through the senses like the smoke billows from a kiln.”

Konklusion:

Dette er en ganske glimrende whisky. Kan man lide røget whisky, uden det nødvendigvis behøver at være som kraftigt røget Islay whisky, så er dette et godt bud å en god whisky. Der er fin balance mellem røg, syrlighed, sødme og maritime noter. Den lever ganske fint op til forventningerne til en whisky fra Campbeltown regionen. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner. Det er samme prisleje som Springbank 10 Year Old, der er den medium røgede whisky fra samme destilleri. Begge er entry level whiskyer for de to udtryk. Selvom jeg sædvanligvis foretrækker så meget røg som muligt, så er er det medium røgede udtryk en del mere komplekst. Konklusionen på denne anmeldelse af Springbank Longrow Peated er, at whiskyen er fin, men det 10 årige medium røgede familiemedlem er et mulehår bedre.

Kilkerran 8 Year Old – Sherry Cask Matured 2019

Hjem » J & A Mitchell » Side 7

Kilkerran 8 Year Old – Cask Strength Sherry Cask Matured Batch #4

Destilleri: Glengyle
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 57,1%
Alder: 8 år
Fadtype: Sherry
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Kilkerran 8 Year Old Sherry Cask Matured 2019 er en whisky på 57,1% Vol fra Glengyle Distillery. Destilleriet ligger i Campbeltown regionen i Skotland, og det er under ejerskab af J & A Mitchell. Whiskyen har lagret i 8 år udelukkende på ny-forkullede ex-oloroso sherry fad. Den er aftappet ved cask strength den 10-10-2019. Der er sendt 15.000 flasker ud på markedet. Dette er batch #4 i destilleriets 8 års cask strength serie.  Der ikke tilsat kunstig farve til whiskyen, og den er desuden heller ikke kølefiltreret. Den bærer flaskekode 19/354. Jeg var heldig at finde en forhandler, som havde tre stykker på lager, så jeg købte dem alle.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #328

Anmeldelse af Kilkerran 8 Year Old Sherry Cask Matured 2019

Næse:

Næsen rammes først af sødme fra mørke tørrede frugter. Der duftes rosiner, dadler og svesker. Langsomt men sikkert kommer en let brændt note frem, der minder lidt om gammelt afbrændt træ, der for længst har været ild i. Kombinationen mellem sødme og afbrændt træ, leder næsten tankerne i retning af bacon eller skinke. I baggrunden anes svagt lidt friske krydderurter som timian og mynte. Gradvist kommer lidt vanilje og mælkechokolade frem i duften. De 57,1% Vol alkohol er ikke markante i duften.

Kilkerran 8 Year Old Sherry Cask Matured 2019

Kilkerran 8 Year Old Sherry Cask Matured 2019

Palette:

De søde tørrede mørke frugter er også det første som smages i denne Campbeltown whisky. Ganske som i duften er det dadler, svesker og rosiner som smages. Der følges op med søde mørke bær, hvor der smages modne kirsebær og skovbær. I smagen opfanges også en tydeligt brændt note, der ikke er helt som den røg, der findes i eksempelvis Islay whisky. Det er mere som et fjernt minde, om noget der engang har brændt. Igen giver kombinationen associationer til bacon og skinke. Lidt mørk chokolade smages i baggrunden. Momentvis opfanges lidt stærk ingefær på tungen, og lidt mynte på tungespidsen. Heller ikke i smagen er alkoholen tydelig, men det mærkes, at den er til stede. Med vand blødes smags-profilen en anelse op. Den kan endda tage en del vand uden at “drukne”.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på whiskyen. Sødmen fra de søde mørke frugter har lagt sig som et fint lag i munden. Der smages stadig tørrede frugter og mørke modne bær. Den brændte note er tydeligere i eftersmagen, og minder nu mere om rigtig røg, end den gjorde i duften og smagen. Der kommer en anelse bitterhed fra mørk chokolade frem. Momentvis kommer mynte stadig frem på tungespidsen. Langsomt aftager whiskyen, og man efterlades med et minde om espresso i munden, og varme fra alkoholen i hals og svælg.

Hvad siger producenten:

“The new edition of the Kilkerran 8yo Cask Strength is available from tomorrow (9th November 2019). Bottled at 57.1% this new KK 8yo CS was matured in 100% Re-charred Oloroso Sherry Casks.”

Konklusion:

Dette er en fantastisk whisky. Kan man lide whisky, med kraftig påvirkning af ex-sherry fad, og med kraft og kompleksitet i smagen, så er dette et godt bud på et godt køb. Hvis man i forvejen er fan af de klassiske udtryk, der ofte er at finde i whisky fra Campbeltown regionen, så er denne dram et “must”. Jeg er tilfældigvis både glad for regionen, og i særdeleshed Glengyle Distillery. Flasken blev sat til salg for omkring 550,- kroner. Whiskyen fik hurtigt voldsom popularitet i whisky-miljøet, og er derfor svær at finde. Den kan findes på auktioner til høje priser. Den aktuelle flaske, der her er anmeldt, fik jeg af min kone i bryllupsdagsgave. Konklusionen på denne anmeldelse af Kilkerran 8 Year Old Sherry Cask Matured 2019 er, at dette er whisky fra øverste hylde, og en whisky alle Campbeltown og Kilkerran nørder bør have på hylden.

Springbank Hazelburn CV – Campbeltown Single Malt Scotch Whisky

Hjem » J & A Mitchell » Side 7

Springbank Hazelburn CV – Trippel destilleret

Destilleri: Springbank
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Springbank Hazelburn CV er en skotsk whisky på 46% Vol. Whiskyen er produceret af Springbank Distillery, beliggende i Campbeltown i Skotland. Denne whisky er derfor en Campbeltown single malt. Whiskyen er lagret på et mix af amerikanske ex-bourbon fad og ex-sherry fad. Whiskyen er uden aldersangivelse, men har lagret mellem 6 og 10 år i de forskellige fad. Whiskyen er ikke kølefiltreret, og der er ikke tilsat kunstig farve. Whiskyen er destilleret tre gange, som også ofte er benyttet i Irsk whiskey.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #291

Anmeldelse af Springbank Hazelburn CV

Næse:

Man rammes af en duft af egetræ og nødder. Efterhånden bliver nødde-duften tydeligere, og der er tydelig tilstedeværelse af hasselnødder og mandler, som giver en lidt marcipan lignende aroma. I baggrunden fornemmer man lidt mørk og moden frugt, som sammen med malten giver en god sødme i duftindtrykket. Man mærker ikke de 46% vol i næsen.

Hazelburn CV – Sample

Palette:

De mørke og søde frugter er det første som rammer smagsløgene. Sammen med malten giver det en god sødme til denne dram. Efter et par smagsprøver bliver hasselnødder og mandler tydeligere, som man også havde i duften. Modsat i næsen, så er alkoholen mere tydelig i paletten, men det er med til at give lidt styrke til whiskyen. I baggrunden fornemmes lidt vanilje og karamel.

Afslutning:

Der er en ret kort afslutning på denne Campbeltown whisky. Igen er sødmen dominerende, og munden belægges med et fint lag af sødme. Efterhånden mærker man lidt stærke krydderier som peber og kanel. Det hele klinger ud i en svag smag af vanilje og karamel, inden munden tørrer en anelse ud.

Hvad siger producenten:

“Having first been distilled in 1997, Hazelburn is the newest whisky to be produced here. By using malt that is air dried only and distilling the whisky three times in our old copper stills, we achieve a spirit that is light, fruity and subtle.”

Konklusion:

Denne whisky gør ikke meget væsen af sig. Den er blød, blid og sød. Det er som man kan forvente af en trippel destilleret, ikke røget whisky uden aldersangivelse. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner. Jeg har byttet mig til denne sample. Når man sammenligner med andre flasker fra destilleriet, så er pengene efter min mening bedre brugt på en flaske Springbank 10 Year Old, som ligger i samme prisleje. Den har dog stadig gjort stort nok indtryk på mig, til at jeg sidenhen har købt en 10 års udgave af Hazelburn. Konklusionen på denne anmeldelse af Springbank Hazelburn CV er, at denne dram  er ganske ukompliceret, og ikke stiller de store krav.