Stauning Peated 7th Edition – 6 års røget dansk whisky

Stauning Peated 7th Edition – dansk tørverøget single malt whisky

Stauning Peated 7th Edition er en dansk tørverøget whisky på 48,4% Vol. Whiskyen er fra Stauning Whisky Distillery, der er delvis ejet af Diageo. Whiskyen er destilleret i 2012 og aftappet i maj 2018. Der er sat i alt 2293 flasker til salg, hvoraf de 600 er sat til salg på webshoppen, og begrænset til 1 flaske pr. kunde. Whiskyen er lagret på first fill Maker’s Mark ex-bourbon fad. Den er ikke kølefiltreret og er uden aldersangivelse. Som man dog kan regne ud, har den ligget godt 6 år på fad, hvilket også gør denne udgivelse til den længst lagrede tørverøgede whisky, der på dette tidspunkt er sendt på markedet fra destilleriet.

Whiskyen blev sat til salg for 895,- kr, og sendt på markedet onsdag den 20. juni 2018 kl. 13.00. Da ikke alle flasker er sat til salg i webshoppen, så tænkte jeg, at der måske var nogle internetbutikker, der allerede inden havde sat dem til salg, og så først ville afsende efter frigivelse – lidt som man kender det fra Blu-ray film. Jeg var heldig at finde en webshop, hvor der tilmed ikke var begrænsninger på antallet af flasker, og jeg bestilte straks 5 flasker – 2 dage før release dato. Jeg fik flaske #1486, #1499, #1640, #1644 og #1658.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #48

Anmeldelse af Stauning Peated 7th Edition

Næse:

I sagens natur er det første, der rammer næsen, når man dufter til denne whisky, selvfølgelig røg. Ikke tung røg som man kender det fra Islay Single malt whisky, men en fin let røg, der lægger sig på aromaen. Lidt som når naboen, to huse væk, lige har tændt op i brændeovnen. Når man vender sig til røgen, og næsen begynder at lede efter flere nuancer i aromaen, så skal man virkelig koncentrere sig, for at finde mere. Leder man godt, så opfanger man svage toner af chokolade, og en snert af moden frugt og vanilje. Det hele rundes af med en god sødme.

Stauning Peated 7th Edition

Palette:

Selvfølgelig smager whiskyen af røg, ganske som navnet antyder. Det er en røg som man kender det fra bålet i haven. Når man kommer igennem smagen af røg, så har paletten lidt mere at byde på end aromaen. Man smager toner af mælke-chokolade og vanilje. Der fornemmes en svag let-brændt sødme, som man kender fra den mørke muscovadosukker. Der fremkommer en lidt metallisk smag efter et par mundfulde. Det skyldes formentlig at whiskyen ikke har ligget helt længe nok i fadet. Der er lidt bid fra alkoholen, som afdæmpes med et par dråber vand.

Afslutning:

Der er ikke en specielt lang afslutning på whiskyen, men den er præget af røg. Den kendte fornemmelse af røg fra bålet, som også er tilstede i paletten, lægger sig fint som et lag i munden. Efter lidt tid fornemmer man ganske svagt en tilstedeværelse af vanilje, og en lille snert af karamel. Der fremkommer en smag af mælkechokolade, når man har smagt på drammen et par gange, og så lader nogle minutter gå. Man kan i baggrunden mærke lidt bitterhed fra egetræs fadet. Munden tørrer slutteligt en smule ud.

Hvad siger producenten:

“Stauning Peated Single Malt er et af vores klassiske core-produkter. Vores bud på en dansk røget whisky lavet udelukkende på lokale råvarer.”

Konklusion:

Denne whisky er som sådan ganske ufarlig, hvis man kan lide røget whisky. Den overlever på det røgede udtryk, for den har ikke meget mere end det at tilbyde. Når man tænker på, at man betaler 895,- for en flaske whisky uden aldersangivelse, så mener jeg, at man bør kunne forvente lidt mere, end denne dram tilbyder. Ikke at det er en dårlig whisky, men den skiller sig heller ikke ud som specielt god. Denne dram hører til i kategorien af den lettere mellemvare. Jeg er sikker på at nogle flere år på fad ville klæde den godt, for at tilføre noget kompleksitet fra fadet, og afdæmpe røgen lidt. Retfærdigvis skal det dog siges, at den bliver bedre efter flasken har været åben i et godt stykke tid. Noget jeg faktisk har oplevet med flere whiskyer fra Stauning Whisky Distillery. Konklusionen på denne anmeldelse af Stauning Peated 7th Edition er, at man nok bør lægge sine 900,- kroner et andet sted, hvor man kan få mere kvalitet for samme pris.

4/5 (2)