Laphroaig Quarter Cask – double matured

Hjem » Skotland » Islay » Side 10

Laphroaig Quarter Cask – ex-bourbon og quarter cask

Destilleri: Laphroaig
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 48%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Laphroaig Quarter Cask er en whisky på 48% vol. Laphroaig Distillery er et af Skotlands destillerier på øen Islay. Destilleriet er under Beam Suntorys portefølje. Whiskyen er dobbelt modnet. Først har den lagret på ex-bourbon fad. Herefter lagrer den i en periode på quarter cask fad. Whiskyen er fremstillet uden kølefiltrering. Den kommer uden aldersangivelse på flasken, og betragtes der som en NAS whisky.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #358

Anmeldelse af Laphroaig Quarter Cask

Næse:

Røg kommer op som det første, når næsen nærmer sig glasset. Det er en røg, som man forventer det i sådan en dram, hvor medicinske røg-noter er fremtrædende. Det dufter næsten, som når man åbner en pakke med de gammeldags plastre med lærred på. Når whiskyen har stået nogle minutter i glasset kommer noter af vanilje og sødmefuld honning frem. I baggrunden fornemmes efterhånden en strejf at mynte og en smule tropisk frugt, med en snert af citrus.. Man mærker ikke alkoholen i næsen.

Laphroaig Quarter Cask

Laphroaig Quarter Cask

Palette:

Ganske som i duften dominerer røgen også i smagen. Det er tydelig røg, som man kender det fra et nystartet bål. Der følges op med en smag, hvor man tænker på hav og flintesten, med en let-saltet fornemmelse i munden og på læberne. Når man har vænnet sig til røgen, så kommer lidt andre nuancer frem. Vanilje og karamel bliver gradvist tydeligere. I baggrunden fornemmes lidt sødmefuld citrusfrugt, mens et strejf af peber giver lidt prikken på tungen. Alkoholen er tydeligere i smagen, men denne Islay whisky har ikke behov for vand.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Der smages nu tydeligt vanilje og karamel. En smag at egetræ følges op af let bitter note, der leder tankerne i retning af det man kender fra lakridsrod. I baggrunden opfanges momentvis lidt noter af citrusfrugt. Hele eftersmagen pakkes ind i et tydeligt lag af røg, hvor de maritime og mineralske noter tydeligt er til stede. Der mærkes varme fra de 48% vol alkohol i mund og svælg.

Hvad siger producenten:

“This expression offers an irresistible doubling of flavour due to the double maturation in two casks made of American oak. Still-maturing whisky from our standard ex-bourbon barrels is transferred to quarter casks and left to rest in our warehouse just a stone’s throw from the Atlantic shore. This process represents Laphroaig breathing new life into a once-defunct tradition: the use of the smaller cask size, which ensures increased contact with the oak, creating a soft and velvety edge to complement Laphroaig’s distinctive peatiness. On the nose the sensation is toffee and caramel, caused by the vanillas and tannins of the American oak, plus a dryness from the wood oil. The finish is long and alternates between this sweetness and smoke.”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Hvis man kan lide røget whisky, og i særdeleshed whisky fra Laphroaig Distillery, så er dette et godt bud på et fornuftigt køb. Der er ikke voldsom meget dybde og tyngde i drammen, og den er klart båret frem af sin tydelige og karakteristiske røg. Forventer en kompleks dram, så skal man se andre steder hen. Man kan købe en flaske for omkring 400,- kroner, og til den pris er det en ganske god oplevelse, hvis man er et “peat-head” som jeg. Konklusionen på denne anmeldelse af Laphroaig Quarter Cask er, at den ikke er voldsom kompleks, men en fin hverdags-dram, der er båret frem af sin markante røg.

Port Askaig 8 Year Old – Islay Single Malt

Hjem » Skotland » Islay » Side 10

Port Askaig 8 Year Old – Uafhængig Islay aftapning

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Elixir Distillers
ABV: 45,8%
Alder: 8 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Port Askaig 8 Year Old er en skotsk single malt whisky på 45,8% vol. Whiskyen er sendt på markedet af den uafhængige aftapper Elixir Distillers. På etiketten fremgår det at det er en Islay single malt. Det betyder at et af de skotske destillerier på øen, har fremstillet whiskyen, men det vides ikke hvilket der er tale om. Whiskyen har lagret 8 år på genbrugte amerikanske ex-bourbon fad. Whiskyen er desuden ikke kølefiltreret, og den kommer med naturlig farve.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #354

Anmeldelse af Port Askaig 8 Year Old

Næse:

Røg rammer næsen som det første, når der duftes til whiskyen. Det er en tør røg, som den man kender fra kul, eller når brændeovnen skal rengøres. Når drammen får lov at åbne op i glasset, så kommer lette noter af frugt frem. Der duftes grønne, syrlige æbler, og der er en snert af citrusfrugter som lime og citron. Ligeledes kommer en fjern duft af vanilje. Der opleves momentvis lidt mynte i næsen. Man mærker ikke alkoholen i duften.

Port Askaig 8 Year Old - Miniature

Port Askaig 8 Year Old – Miniature

Palette:

Ganske som i duften, er røg også det første som smages. Igen er det en tør aske-lignende røg. Vanilje er meget tydeligere i smagen end i duften. Med sig har det en fin smag af lys karamel. Der opleves et lidt mineralsk og maritimt udtryk, hvor salt og kalk kommer frem i smagen. I baggrunden anes de syrlige æbler og citrusfrugterne. Efter et par nip til denne Islay whisky fremkommer lidt bitterhed, som minder om det der findes i mandler. Der er lidt bid i alkoholen, der sammen med en anelse peber, giver lidt prikken på tungen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne whisky. Vanilje og lys karamel dominerer eftersmagen i starten. Efterhånden som det aftager kommer de syrlige æbler og citrusfrugter igen en anelse frem. Bitterheden er tydeligere i eftersmagen, og sammen med lidt egetræ, tænkes på mandler og lakridsrod. Smagen af salt og lidt kalk ligger sig fint på læberne, mens munden er pakket ind i et tyndt lag af tør røg. Man efterlades med tørhed og et minde om mælkechokolade i munden.

Hvad siger producenten:

“The core expression from Port Askaig. Its soft, sweet peaty character makes it the perfect introduction to the Island of Islay. Aged in refill American oak, the character of the spirit shines through, making for a gentle, smoky, moreish dram.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Kan man lide røget Islay whisky, der ikke stiller de store krav til kompleksitet og dybde, så er dette et godt bud på en fin whisky. Whiskyen virker på nogle områder næsten fin og spinkel. Måske den kunne være et godt bud som det første bekendtskab med røget Islay whisky, for dem som er nået dertil på whisky-rejsen. Man kan købe en flaske for lige under 400,- kroner. Jeg gav 60,- for denne miniature flaske, og er som sådan glad for, at det ikke var en stor flaske jeg købte. Jeg kan godt lide røg, men der må også gerne være lidt mere tyngde i drammen efter min smag. Konklusionen på denne anmeldelse af Port Askaig 8 Year Old er, at den er fin til nybegynderen af kraftig røget Islay whisky.

Kilchoman Sanaig – Islay Single Malt Scotch Whisky

Hjem » Skotland » Islay » Side 10

Kilchoman Sanaig – ex-sherry og ex-bourbon fad

Destilleri: Kilchoman
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Kilchoman Sanaig er en whisky på 46% Vol. Whiskyen er produceret på Kilchoman Distillery, der er et af Skotlands destillerier på Islay. Whiskyen har lagret på en kombination af ex-bourbon fad og ex-sherry fad. En stor del af ex-sherry fadene har tidligere indeholdt Oloroso sherry. Det vides ikke hvor længe whiskyen har modnet på de respektive fad, da den kommer uden aldersangivelse. Det fremgår af flasken, at whiskyen ikke er tilsat kunstig farve, og der er heller ikke brugt kølefiltrering under produktionen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #346

Anmeldelse af Kilchoman Sanaig

Næse:

Næsen rammes først af tydelig røg. Det rød som leder tankerne i retning af aske, og en pejs med helt tørt brænde. Når man har tilpasset sig til den markante røg, så kommer andre noter mere frem. Der duftes nu også rosiner og svesker. I baggrunden anes en let note af citrus og nyslået græs. Efter nogle minutter i glasset, kommer en note af frugtbolcher og modne solbær en anelse frem. Alkoholen er ikke at mærke i duften.

Kilchoman Sanaig

Kilchoman Sanaig

Palette:

Ganske som i duften, så er røg det første som smages. Det er røg som man kender det fra de skotske destillerier på Islay. Som i næsen er det pejs og aske som kommer frem. Sødmen fra svesker og rosiner trænger hurtigt frem igennem røgen. Sammen med røgen virker det næsten som den smag, der er i røget bacon eller røget skinke. En anelse bitterhed dukker op efter et par nip til drammen, og med sig er en let smag af egetræ. I baggrunden anes svagt lidt frisk frugt og lidt mælkechokolade. Alkoholen er heller ikke tydelig i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. Sødmen fra de tørrede frugter findes stadig i munden. Momentvis opleves lidt stærk kanel på tungen. Bitterheden fra egetræ er mere fremtrædende i afslutningen, hvilket også giver en lidt tør fornemmelse i munden. Hele eftersmagen pakkes ind i et tæt lag af markant tør røg. Man efterlades med et minde om bål og lidt mælkechokolade, mens man mærker varme fra 46% vol alkohol i svælget.

Hvad siger producenten:

“Sanaig, named after an inlet on Islay’s rugged Atlantic cost, is a vatting of Kilchoman matured in both sherry and bourbon barrels. This sherry cask scotch whisky is matured in a high proportion of oloroso barrels, imparting a balance of dried fruits, dark chocolate and rich peat smoke into the spirit.”

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftigt whisky. Kan man lide Islay whisky, hvor røgen er dominerende og et bærende element, så er dette et sikkert valg. Er man nybegynder i kraftigt røget whisky, så skal man kigge andre steder hen, og ikke lade sig “snyde” af lagringen på ex-oloroso sherry fad, for det er en smule nedtonet i oplevelsen. Det bliver dog tydeligere efterhånden som man kommer ned i flasken, og den har været åbnet i nogle måneder. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner. Konkurrencen i dette prisleje er hård, og man kan købe mange gode aftapninger for pengene. Denne whisky er fint på niveau med mange af dem. Konklusionen på denne anmeldelse af Kilchoman Sanaig er, at dette er en glimrende ung whisky, hvor røgen dominerer og sherry-noterne er bedre gemt.