Ardbeg Auriverdes – The Ultimate

Hjem » Skotland » Islay » Side 13

Ardbeg Auriverdes – Ardbeg Day 2014

Destilleri: Ardbeg
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 49,9%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Ardbeg Auriverdes er en whisky på 49,9% Vol. Whiskyen kommer fra Ardbeg Distillery, der er et af destillerierne på Islay. Whiskyen har primært lagret på ex-bourbon fad, med nyligt ristede fad-ender. Det vides ikke hvor længe den har modnet på disse fad, da flasken kommer uden aldersangivelse. Flasken blev sat til salg på “Ardbeg Day” i 2014. Whiskyen er fremstillet uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #308

Anmeldelse af Ardbeg Auriverdes

Næse:

Næsen mødes først af tydelig røg. Røgen er ikke så kraftig, som den man kender i eksempelvis Ardbeg Ten. Det minder mere om askerøgen fra et dag-gammelt fyldt askebæger, som jeg husker det fra kollegieværelset i studietiden. Langsom men sikkert kommer en tydelig note tropiske frugter frem. Der duftes lidt banan og en anelse appelsin-skal. Ligeledes kommer vanilje og karamel efterhånden frem i glasset, hvilket gradvist bliver mere dominerende. Man mærker ikke alkoholen i næsen.

Ardbeg Auriverdes - Sample

Ardbeg Auriverdes – Sample

Palette:

Igen er den lidt tørre fornemmelse af aske-røg det første, man stifter bekendtskab med, når man smager på whiskyen. Der er lidt mere bid i alkoholen i munden, end der var i næsen, og der kan nedvandes efter behov. Vaniljesødme kommer hurtigt efter, sammen med en sødme som man kender fra mørk sukker. Ligeledes følger lidt egetræ fint med, og tilføjer lidt bitterhed. Med lidt vand kommer sødmen fra de tropiske frugter en anelse mere frem i smagen. Ligeledes kommer lidt mynte og timian frem fra baggrunden. Når man har smagt på drammen et par gange bliver medicinske noter tydeligere og tydeligere. Noter jeg ofte har fundet i aftapninger fra Laphroaig Distillery.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. Den tørre aske-røg hænger fint ved i munden. Bitterhed og smag fra egetræ er mere tydelig i afslutningen. Samtidig anes vanilje, karamel og tropiske frugter stadig fjernt i baggrunden. Momentvis mærkes lidt peber og ingefær på tungen, mens mynte kigger lidt frem. Man efterlades med en smule tørhed i munden, mens man mærker lidt varme fra alkoholen, med et minde om lidt karamel og noter af kaffe.

Hvad siger producenten:

“The whisky of gold (Auri) in an unmistakable green (Verde) bottle uses toasted cask lids to create mocha coffee flavours that team up with creany vanilla – it’s a dram of two halves.“

Konklusion:

Dette er en god whisky. Der tilbydes fine noter af tropiske frugt, masser af vanilje der løftes op af en fin mængde alkohol. Det hele pakkes ind i et aske-agtigt og næsten tørt røgslør. Man får lov til at betale cirka 1800,- kroner for en flaske af denne aftapning. En pris, der nok kun kan retfærdiggøres, for hardcore Ardbeg fanboys. Jeg byttede mig til denne sample, og er glad for, at have smagt den. Hvis jeg skulle lægge samme beløb på whisky, ville jeg nok vælge et par andre flasker, med mindst ligeså gode oplevelser. Konklusionen på denne anmeldelse af Ardbeg Auriverdes er, at whiskyen er god, men det får man i den grad lov at betale for.

Ardbeg Wee Beastie – The Ultimate

Hjem » Skotland » Islay » Side 13

Ardbeg Wee Beastie – 5 Year Old

Destilleri: Ardbeg
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 47,4%
Alder: 5 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Ardbeg Wee Beastie 5 Year Old er en whisky på 47,4% Vol. Whiskyen fremstilles på Ardbeg Distillery, der er et destillerierne på Islay. Whiskyen har primært lagret på ex-bourbon fad og ex-oloroso sherry fad. Den har modnet 5 år på disse fad, inden den er aftappet og sendt på markedet. Whiskyen er fremstillet uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #298

Anmeldelse af Ardbeg Wee Beastie

Næse:

Næsen mødes straks af en tydelig kraftig røget duft. Ret hurtigt følger søde, næsten overmodne, æbler efter, men s noter af moden banan også anes. Langsomt kommer noter af friske krydderurter frem fra baggrunden, og der duftes nu timian og mynte. Et maritimt letsaltet udtryk kommer frem, når whiskyen har stået i glasset i noget tid. Ligeledes dukker lidt citrusfrugt også op. Efter at have smagt på drammen kommer vanilje og karamel også frem i næsen. Alkoholen er ikke tydelig og kan kun svagt anes.

Ardbeg Wee Beastie

Ardbeg Wee Beastie

Palette:

Smagsløgene mødes af røg som det første. Det er røg som man kender det fra et bål, med godt tørt træ, hvor det næsten minder om aske. Smagen fra krydderurterne er også ganske tydelige. Ligeledes er det maritime, og let-saltede udtryk også ganske dominerende i begyndelsen. Efter at have smagt på drammen et par gange, så kommer de sødmefulde æbler og bananer efterhånden mere og mere frem. I baggrunden anes lidt citrusfrugt. Karamel og vanilje bliver gradvist mere og mere tydelig, efterhånden som man kommer ned i glasset. De 47,4% Vol. alkohol er tydeligere i paletten, men den fremtræder ikke sprittet. Et par dråber vand skubber sødmen længere frem,

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne single malt whisky. Mynte mærkes stadig en anelse på tungespidsen, men aftager hurtigt. Malt- og frugtsødme ligger som et fint lag i munden, sammen med et lag af let røg. Der kan kortvarigt mærkes lidt stærk peber på tungen. En smule bitterhed fremkommer sammen med en snert af egetræ. Lidt salt mærkes stadig på læberne, mens man sidder tilbage med lidt vanilje og karamel i munden.

Hvad siger producenten:

“Young and intensely smoky, this is a dram untamed by age. Matured in ex-bourbon and Oloroso sherry casks, Wee Beastie is perfect for enjoying neat or as the mouth-watering main ingredient in a powerfully smoky cocktail.”

Konklusion:

Dette er en ganske glimrende whisky. Kan man lide klassiske Islay Single Malt Whisky maritime noter og røg, så er dette den helt rette dram. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner, hvilket er cirka samme pris som for Ardbeg 10 Year Old. Personligt finder jeg en del større fornøjelse i den dobbelt så gamle storebror. Når det er sagt, så er det virkelig beundringsværdigt, at sende en flaske på markedet med en 5 års aldersangivelse. Man kan også sammenligne aftapningen med Stauning Peated 7th Edition, der har næsten samme alder, og også er kraftigt røget. I den konkurrence klarer Ardbeg’s 5 års udgave sig bedst både på pris og kvalitet. Konklusionen på denne anmeldelse af Ardbeg Wee Beastie er, at det er godt bud på en ung Islay whisky, der dog står i lidt skyggen af sin 5 år ældre storebror.

Smokehead Rum Rebel – Rum Cask Finish

Hjem » Skotland » Islay » Side 13

Smokehead Rum Rebel – Limited Edition

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Ian Macleod Distillers
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Rom
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Smokehead Rum Rebel er en skotsk whisky på 46% Vol. Det er en Islay single malt whisky, aftappet af Ian Macleod Distillers. Det er ukendt, hvem der producerer whiskyen. Det kan dog med sikkerhed siges, at den kommer fra et af de skotske destillerier på Islay, som det også fremgår af flasken. Whiskyen har lagret på ex-boubon fad, og har efterfølgende fået en afslutning på ex-rom fad fra Caribien. Whiskyen kommer uden aldersangivelse. Det fremgår af flasken, at aftapningen er en “Limited Edition”.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #290

Anmeldelse af Smokehead Rum Rebel

Næse:

Røg kommer op af glasset som det første. Hurtigt følger lidt frisk fugt efter, hvor der duftes lidt syrlige grønne æbler. Langsomt kommer sødme frem, og der duftes lidt honningmeloner. Sødmen bliver gradvist mere og mere tydelig, og bliver mere i retning af mørk sukker. Kombinationen af røg og mørk sukkersødme, leder tankerne i retning af sød pibetobak. I baggrunden anes lidt mineralske og maritime noter, som minder om duften af hav og frisk tang. Alkoholen er ikke at mærke i næsen.

Smokehead Rum Rebel

Smokehead Rum Rebel

Palette:

Røgen smages som det første, mens tydelige maritime og mineralske noter af salt og flintesten følger efter. Smagen af mørk sukker er tydeligere i smagen, end den var i duften. I baggrunden smages syrlige friske frugter, som grønne æbler med en snert af citrusfrugt. Der smages en anelse vanilje og saltkaramel efter at have smagt på whiskyen et par gange. De 46% vol. alkohol er tydeligere i smagen, men er ikke sprittet, så vand kan tilsættes efter behov. Lidt vand trækker vanilje og mørk sukker en anelse mere frem i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne dram. Sødmen fra den mørke sukker ligger som et fint lag på tungen. Der mærkes stadig momentvis lidt syrlighed fra citrusfrugter og umodne grønne æbler. Der opleves en anelse prikken fra frisk ingefær på tungen, der dog hurtigt er væk igen. Langsomt men sikkert kommer en smag af egetræ frem, mens en smule bitterhed og tørhed bliver tydeligere. Man sidder tilbage med lidt sukkersødme og vanilje i munden, mens lidt salt mærkes på læberne.

Hvad siger producenten:

“When Smokehead meets a rum cask cousin. Fiery peat smoke and burnt marshmallows, softened with caramelised fruit. Taste the rebellion.”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Hvis man kan lide Islay Single Malt whisky, så er dette et godt bud på en fin whisky. Der er røg, maritime noter og fin sødme. Jeg har tidligere smagt whisky, der har lagret på ex-rom fad, og det har været med svingende succes. Jeg har oplevet at sødmen fra rommen ofte bliver for dominerende i forhold til min smag. Det er ikke tilfældet med denne whisky. Sødmen fra mørk sukker er til stede, men er ikke for voldsom, og giver plads til tydelige Islay karaktertræk. Man kan købe en flaske for cirka 450,- kroner. For de penge får man en whisky, uden den helt store kompleksitet, men med alt hvad en Islay whisky skal have. Konklusionen på denne anmeldelse af Smokehead Rum Rebel er, at den heldigvis er mere Islay, end den er rom.