Chivas Regal 12 Year Old – klassisk blended whisky

Hjem » 1 Stjerne » Side 10

Chivas Regal 12 Year Old – den “fine” fra da far var ung

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Type: Blended
Aftapper: Chivas Brothers
ABV: 40%
Alder: 12 år
Fadtype: N/A
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Chivas Regal 12 Year Old er en skotsk blended whisky på 40% Vol. Chivas Brothers er bosiddende i samme lokaler som Strathisla Distillery i Moray i Skotland. Whiskyen er blended af flere forskellige whiskyer, som har lagret i mindst 12 år. En stor del af indholdet er Strathisla single malt whisky. Chivas hævder, at der er en tydelig Speyside karakter i whiskyen, hvilket jo giver god mening med meget Strathisla i blandingen. Whiskyen er desuden kølefiltreret. Det er endvidere en af de bedst sælgende whiskyer på verdensplan.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #116

Anmeldelse af Chivas Regal 12 Year Old

Næse:

Det første som rammer næsen, når man dufter til denne whisky, er overraskende nok egetræ, hvor 12 år på fad træder tydeligt frem. Bagved opfanger man fint lidt blomstersødme. Man fornemmer en smule vanilje og lidt syltet frugt. Der er en lidt spøjs “bi-duft”, som jeg ikke lige kan placere, men det minder lidt om blød stearin. Det lugter lidt som når man pillede i stearinlyset, da man var barn. Det forsvinder dog lidt igen, og frugtnoterne bliver tydeligere. Der er ikke meget bid i de 40% vol alkohol.

Chivas Regal 12 Year Old - Sample

Chivas Regal 12 Year Old – Sample

Palette:

Man mærker først lidt brændende fornemmelse fra alkoholen, der dog hurtig erstattes af et lidt vandet udtryk. Der er en smule krydderier at spore, der giver lidt styrke i smagen. Man fornemmer svagt lidt frugt og blomstersødme i baggrunden. Man mærker lidt bitterhed i smagen, og en smule vanilje i baggrunden

Afslutning:

Der er en kort eftersmag i denne dram. Den er præget af bitterheden, der også var til stede i paletten. Der er en svag sødme til stede, og den bliver mere dominerende efter et par mundfulde af whiskyen. I baggrunden kan man spore en smule syrlighed.

Hvad siger Producenten:

“Chivas 12 is smooth, rich and generous. It’s a blend of the finest malt and grain whiskies matured for at least 12 years, that deliver luxurious honey, vanilla and ripe apple notes. Because blended is better, in life and in Scotch. “

Konklusion:

Det er ikke den store og imponerende oplevelse man får, når man drikker denne dram. Det er faktisk kun duften, der viser en smule karakter. Da jeg var 16-18 år gammel, så var dette “den fine flaske whisky”, som blev fundet frem, når der kom gæster på besøg. Jeg må nok sige, at jeg er kommet et stykke videre i min udvikling indenfor skotsk whisky. Man kan købe en flaske for cirka 200,- kroner, og det er den bestemt ikke værd. Man kan købe meget andet single malt whisky til 200,- kroner som er langt bedre, og der bør man nok lægge sine penge. Konklusionen på denne anmeldelse af Chivas Regal 12 Year Old er, at minderne fra fordums tider, er en del bedre end whiskyen.

Port Dundas 12 Year Old Grain – Old Particular Single Grain

Hjem » 1 Stjerne » Side 10

Port Dundas 12 Year Old Grain – fra Douglas Laing & Co Ltd

Destilleri: Port Dundas
Land: Skotland
Region: Lowland
Type: Single grain
Aftapper: Uafhængig, Douglas Laing & Co. Ltd.
ABV: 48,4%
Alder: 12 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Port Dundas 12 Year Old Single Grain er en skotsk whisky på 48,4% vol. Whiskyen er destilleret på Port Dundas Distillery, der nu er lukket. Da det var aktivt, var det et de skotske destillerier fra Lowland regionen. Destilleriet producerede kun grain whisky, også kaldet for industri whisky. Denne udgivelse er en single grain whisky. Douglas Laing & Co. Ltd., som er uafhængig aftapper, har udgivet denne flaske. Udgivelsen er en single cask whisky fra et genbrugt ex-bourbon fad med nummer DL11758. Den blev fremstillet i juli 2004, og er flasket efter 12 år. Whiskyen er ikke kølefiltreret og uden kunstig farve. Der er udgivet 260 flasker fra fadet.

Besøg: Aftapperens hjemmeside

Anmeldelse #107

Anmeldelse af Port Dundas 12 Year Old Grain

Næse:

Det er en tydelig sprittet duft, der stiger op af glasset, når man dufter til det. Det er meget kraft i de 48,4% vol alkohol. Lidt vand i glasset nedtoner fornemmelsen af sprit, og giver plads til lidt andre aromaer. Man fornemmer nu en anelse vanilje og egetræ i næsen. I baggrunden fornemmes lidt mandel og bitterhed som fra nødder. Der er et generelt tyndt duft-udtryk i denne whisky.

Port Dundas 12 Year Old Grain - Sample

Port Dundas 12 Year Old Grain – Sample

Palette:

Smagen er, som duften, også præget af et sprittet udtryk. Selvom man nedvander drammen, så er alkohol stadigt det bærende smagsindtryk. Forsøger man at smage igennem spritten, så kan man efter et par mundfulde smage en smule mælkechokolade og vanilje. Disse forstærkes en smule igennem drammen, men kommer aldrig til at overskygge smagen af sprit.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne industri whisky. Afslutningen er præget af en varmende fornemmelse fra alkoholen. I baggrunden mærkes en smule vanilje på tungen. Langsomt kommer en let tone af egetræ frem. Smagen klinger af i en smule bitterhed, og en smule brændende fornemmelse fra alkohol i munden.

Hvad siger producenten:

“This expression from the now closed Port Dundas Distillery, was distilled in July 2004 and bottled after 12 long years spent maturing in a Refill Barrel. It is one of only 260 bottles available.”

Konklusion:

Dette er ikke nogen stor oplevelse i hverken duft, smag eller eftersmag. Den største oplevelse består faktisk i, at man kan smage på spiritus fra et nu lukket destilleri. Jeg har købt denne sample for 30,- kroner for 3 cl., og man kan købe en flaske for 399,- kroner. Som whisky er den ikke pengene værd, og som en mulighed for at smage alkohol fra et lukket produktionsanlæg kan det endda diskuteres. Kan man lide snaps, og tydelig spiritus i, så er denne dram sikkert fin nok. Sammenligner man med andet snaps, så har jeg smagt væsentligt bedre snaps til meget færre penge. Som whisky er den ikke meget bevendt. Konklusionen på denne anmeldelse af Port Dundas 12 Year Old Grain er, at den er for dyr som fadlagret snaps, og ikke i nærheden af single malt whisky på samme prisleje.

Sir No. 1 – Finest Scotch Whisky

Hjem » 1 Stjerne » Side 10

Sir No 1 – Billig whisky fra Tyskland

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Type: Blended
Aftapper: N/A
ABV: 40%
Alder: 3 år
Fadtype: N/A
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Sir No 1 Finest Scotch Whisky er flasket på 40% Vol. Der er ingen udmeldinger om fadtyper eller lignende, men mon ikke det er gamle genbrugte ex-bourbon fad. Ligeledes har det været umuligt at finde information om, hvilke af Skotlands destillerier whiskyen kommer fra. Producenten skriver, at den er 3 år gammel.

Anmeldelse #102

Anmeldelse af Sir No 1

Næse:

Det første som rammer næsen er en tydelig sprittet duft, hvilket er meget imponerende med de begænsede 40% vol alkohol. Det antyder der brugt rigelige mængder af grain whisky, eller industri sprit, om man vil. Efter lidt tid i glasset fornemmer man svagt en smule aroma af egetræ i næsen. I baggrunden kommer an svag vanilje note frem. Man mærker en smule friske og modne frugter, når man også har fået smagt på drammen. En duft som dog ikke er at finde uden af have smagt på dråberne.

Sir No. 1 - Sample

Sir No. 1 – Sample

Palette:

Man rammes først af lidt sødme når man smager på whiskyen. Dette erstattes hurtigt af smagen af sprit. En dråbe vand tager toppen af dette, men udvander også den begrænsede smagsoplevelse en smule. Man kan svagt fornemme lidt moden frugt i baggrunden, men det har en lidt sjov, næsten kunstig smag. Efter et par mundfulde kommer lidt vanilje og mælkechokolade frem fra baggrunden.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på drammen. Eftersmagen er præget af sprit og varme fra alkoholen. Hvis man leder lidt efter det, så kan man opfange lidt vanilje og mælkechokolade. Der lægger sig et let lag af sødme på tungen, samtidig med der er en fornemmelse af bitterhed på tungespidsen, inden det hurtigt klinger helt af.

Konklusion:

Dette er ikke nogen stor smagsoplevelse. Jeg byttede mig til den for en sample Maker’s Mark med en kollega. Man kan købe en flaske syd for grænsen for under 100,- kroner. Det er selvfølgelig heller ikke forventeligt, at den tilbyder det helt store i oplevelser. Sammenligner man den med andre flasker, der koster under 100,- kroner, så klarer den sig sådan set fint. Den er en del bedre end eksempelvis White Saddle, som er i samme prisleje. Man vil dog nok gøre sig selv en tjeneste, ved at spare sammen til en whisky, som har lidt mere at byde på. Den er sikkert også glimrende i whiskysauce. Konklusionen på denne anmeldelse af Sir No 1 Finest Scotch Whisky er, at det ikke er den store oplevelse, men den klarer sig fint til en pris under 100,- kroner.