Glenrothes 2009 10 Year Old – Dràm Mòr 2009/2020

Hjem » 4 Stjerner » Side 24

Glenrothes  2009 10 Year Old – ex-bourbon og ex-sherry fad

Destilleri: Glenrothes
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Dràm Mòr Group
ABV: 58%
Alder: 10 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Glenrothes 2009 10 Year Old er en skotsk whisky på 58% Vol. Whiskyen er produceret på  Glenrothes Distillery i Speyside distriktet. Denne flaske er destilleret i 2009, og senere aftappet i 2020, af den uafhængige aftapper Dràm Mòr Group Ltd. Whiskyen har modnet 10 år på ex-bourbon og ex-oloroso sherry fad, inden den er aftappet ved cask strength. Dette er en single cask aftapning fra fad nummer #5280. Denne sample kommer fra flaske #94 af de i alt 348 flasker. Whiskyen er ikke tilsat karamel-farve, og den er ej heller kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #362

Anmeldelse af Glenrothes 2009 10 Year Old

Næse:

Man dufter med det samme honningsødme, når glasset kommer til næsen. Der følges hurtigt op med sødme fra rosiner og abrikoser. Langsomt kommer lidt duft af appelsiner frem fra baggrunden. Sammen med en let bitter note ledes tankerne i retning af revet appelsin-skal. Der anes lidt kanel og vanilje i aromaen, når glasset har stået i nogle minutter. Alkoholen mærkes i duften. Et par dråber vand nedtoner alkoholen, og trækker et vinøs note frem i duften.

Glenrothes 2009 10 Year Old - Sample

Glenrothes 2009 10 Year Old – Sample

Palette:

De 58% Vol alkohol er også tydelige i smagen. Dette justeres fint med en anelse vand. De mørke frugter er mere fremtrædende i smagen end i duften, og der smages straks rosiner og dadler. Den vinøse note, der kom frem i duften med lidt vand, er ligeledes mere markant, og giver en let syrlighed i munden. Når man har smagt på denne single malt et par gange, kommer noterne af revet appelsin-skal frem i smagen. Der mærkes lidt stærk kanel og peber på tungen.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på drammen. Der mærkes i begyndelsen stadig lidt kanel og peber på tungen, der dog aftager ret hurtigt. Honningsødme og sødmen fra de tørrede frugter har lagt sig, som et fint tyndt lag i hele munden. Det giver en blød fornemmelse i afslutningen. Noter af vanilje, karamel og mælkechokolade kommer en anelse frem. Der opstår lidt bitterhed, der minder om den man kender fra stærk the. Man efterlades med fin varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“Cask Type: Bourbon and Oloroso sherry. Nose: Sweet barley, red fruit overture, fruity vanilla, sultanas, sweet pastry, figs. Palate: Red grapes, loads of red dried fruit and orange peel. Mellow oak, silky texture, rich and polished. Finish: Long bitter orange “

Konklusion:

Dette er en god whisky. Hvis man kan lide sherry-whisky, uden det ligefrem er en sherry-bombe, så er dette den rette dram. Den tilbyder klassiske sherry-udtryk, mens lagringen på ex-bourbon fadet også kommer frem. Uafhængige aftapninger kan både sidde lige i plet, eller det kan være af mere tvivlsom kvalitet. Denne tilhører helt klart den første kategori. Man kan købe en flaske for lige under 600,-. For de penge får man en 10 års whisky, der er aftappet ved fuld fadstyrke, og ikke er kølefiltreret. Samtidig får man en glimrende whisky-oplevelse. Konklusionen på denne anmeldelse af Glenrothes 2009 10 Year Old er, at dette er en god repræsentant for uafhængige aftapninger.

Caol Ila 2009 11 Year Old – North Star Spirits 2009/2020

Hjem » 4 Stjerner » Side 24

Caol Ila 2009 11 Year Old – Cask Series 011

Destilleri: Caol Ila
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, North Star Spirits
ABV: 58,2%
Alder: 11 år
Fadtype: Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Caol Ila 2009 11 Year Old er en skotsk whisky på 58,2% vol. Whiskyen fremstillet af Caol Ila Distillery, der er et af de skotske destillerier på Islay. Whiskyen har lagret på et enkelt ex-Oloroso sherry butt fad, hvilket gør whiskyen til en single cask aftapning. Spritten er destilleret i september 2009, og aftappet i oktober 2020. Dermed er whiskyen 11 år gammel, som det også fremgår af flasken. Whiskyen er flasket af den uafhængige aftapper North Star Spirits ved cask strength. Den indgår i deres serie kaldet “Cask Series”, og denne er i serie 011. Der er aftappet i alt 410 flasker fra fadet. Whiskyen er fremstillet uden kunstig farvestof, og der er ikke brugt kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #361

Anmeldelse af Caol Ila 2009 11 Year Old

Næse:

Man dufter først en tydelig røg. Det er en let sødmefuld røg, som den man kender fra røget kød som eksempelvis bacon og skinke. Langsomt bliver sødmen mere dominerende, og røgen træder en anelse i baggrunden. Der duftes søde dadler og rosiner. Langsomt kommer en let note af citrusfrugt frem, og der duftes nu lidt søde modne appelsiner. Der er en fjern note af egetræ og en fornemmelse af hav og salt. Når man har smagt på drammen, så ledes tankerne i retning af sød pibe-tobak. Alkoholen anes i duften, men fremtræder ikke sprittet.

Caol Ila 2009 11 Year Old

Caol Ila 2009 11 Year Old

Palette:

Ganske som i duften, så er røgen det første som rammer munden, når der smages på denne Islay whisky. Det er en tør røg, der leder tankerne i retning af kul og røg fra grillen. Smagen af sødmefulde modne appelsiner følger hurtigt efter. Der mærkes hurtigt stærk peber og chili på tungen, der giver en prikkende og lidt brændende fornemmelse på tungen, der gradvist aftager en smule igen. Når man har smagt på drammen et par gange, kommer rosiner og dadler mere frem. Kombinationen leder tankerne i retning af sød pibe-tobak. Alkoholen er tydeligere i smagen end i duften, og lidt vand kan med fordel tilsættes. Det reducerer det stærke på tungen en smule, mens noterne af citrusfrugt forstærkes.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne whisky. Røgen dominerer i eftersmagen. Den maritime note, der også var at finde i duften, kommer tydeligt frem, og tilføjer en fornemmelse af hav og salt. Ligeledes er smagen af egetræ ganske tydelig, og det giver en let bittehed på tungen, der giver associationer til mandler. Momentvis kommer de søde appelsiner, dadler og mandler frem i afslutningen, men det er langt fra ligeså markant som i både duften og smagen. Man efterlades med varme på tungen og i brystet fra alkoholen, peber og chili.

Hvad siger aftapperen:

“Distilled at the Caol Ila Distillery, Un chill-filtered, Natural Colour. Bottled from a first fill Oloroso sherry butt. Distilled Septmber 2009, matured for 11 Years.”

Konklusion:

Dette er en yderst lækker whisky. Kan man lide Islay whisky, der har lagret på ex-sherry fad, spå er dette et godt bud på en god whisky. Selvom denne uafhængige aftapning udelukkende har lagret på ex-oloroso fad, så er noterne af sherry overraskende diskrete, i forhold til, hvad der kan forventes. Det klæder whiskyen godt, og giver god kompleksitet til oplevelsen. Jeg var heldig at finde denne flaske til cirka 450,- kroner, hvilket må siges at være en ganske god pris. Hvis dette er niveauet fra denne aftapper, så skal jeg klart prøve flere af deres udgivelser. Konklusionen på denne anmeldelse af Caol Ila 2009 11 Year Old er, at dette en virkelig lækker uafhængig aftapning af sherry lagret Islay whisky.

Dark Quarterer – Stauning Whisky Barrel Aged

Hjem » 4 Stjerner » Side 24

Dark Quarterer Stauning Whisky Barrel Aged – Whiskyfad lagret 2021

Bryggeri: Frederikshavn Bryghus
Land: Danmark
Type: Imperial Stout
ABV: 12,5%
Whisky: Fadlagret
Fadtype: Whisky, Stauning
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Dark Quarterer Stauning Whisky Barrel Aged er en Imperial Stout på 12,5% vol. Øllen er brygget på det danske Frederikshavn Bryghus A/S. Dette er en Limited Edition af deres standard aftapning, der efterfølgende har lagret i mindst 6 måneder på aflagte whiskyfad fra Stauning Whisky Distillery. Øllen er dobbeltmæsket, med europæisk malt og belgisk gær. Den kommer med en bitterhed på 60 IBU, og farven er 200 EBC. Det er 2021 udgaven af øllen, der her er anmeldt.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #357

Anmeldelse af Dark Quarterer Stauning Whisky Barrel Aged

Næse:

En duft af hårdt ristet malt kommer op fra glasset som det første. Der følges op med sødme, som den man kender fra mørk sirup og rosiner. Langsomt kommer en let bitterhed frem i glasset, og med sig kommer gradvist mere kaffe og mørk chokolade frem i duften. I baggrunden anes svagt et strejf af vanilje, som man også kan finde i meget whisky. Hverken humle eller alkoholen er tydelig i næsen.

Dark Quarterer Stauning Whisky Barrel Aged

Dark Quarterer Stauning Whisky Barrel Aged

Palette:

Den mørke malt rammer også munden som det første. Der er maltsødme og bitterhed fra den hårdt ristede malt. Noterne af kaffe og mørk chokolade er mere markante i smagen, end de var i duften. Et let strejf af frisk, og lidt syrlig humle, stikker frem igennem de mørke noter. Efter et par mundfulde af øllen, bliver vanilje, karamel, og en smule egetræ tydeligere, hvilket også ofte er at finde i whisky. Kombinationen af mørk sødme og bitterhed kan lede tankerne i retning af det man kender i engelsk lakrids. Alkoholen er tydeligere i smagen, men den er ikke sprittet.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på øllen. Sødmen, fra den mørke malt, har lagt sig som et fint lag i munden. Der smages rosiner, mørk chokolade og vanilje. Momentvis bliver man mindet om den engelske lakrids. Mod slutningen bliver egetræ mere tydelig, og giver en næsten tør fornemmelse på tungen. De 12.5% Vol alkohol giver varme i brystkassen. Man sidder tilbage med en følelse i munden, som når man har drukket kaffe for en halv time siden.

Hvad siger producenten:

“Whisky tønder af amerikansk egetræ er hemligheden bag denne afbalancerede og bløde øl. På grund af den belgiske gær er skummet flot, stabilt og udvikler sig i slowmotion under skænkning. I duften findes noter af chokolade, egetræ, vanilje, og mørke frugter. Smagen er fyldig, krydret, meget cremet og bitter/ ristet nok til at gøre øllet let drikkelig. Chokolade-, vanilje- og kaffearomaer bliver på tungen i lang tid. Denne øl er en klassisk kraftig, ristet og velbalanceret imperial stout.”

Konklusion

Dette er en glimrende øl. Kan man lide de tunge udtryk, der er at finde i en Imperial Stout, hvor det er den mørke malt der dominerer, så er dette et godt valg. Kan man samtidig lide noter, der også er at finde i whisky, så er det et endnu bedre valg. Man kan købe denne fadlagrede øl for omkring 100,- kroner for 37.5 cl. Ganger man det op til 70 cl., så betyder det faktisk, at den har samme pris som single malt whisky i den pris-lette afdeling. Nuvel, med denne øl får man lidt fra begge afdelinger alligevel, da de mindst 6 måneder på de aflagte Stauning whiskyfad, tydeligt kommer frem i øllen. Konklusionen på denne anmeldelse af Dark Quarterer Stauning Whisky Barrel Aged er, at det er virkelig god øl, hvor whiskyfadene tydeligt kommer frem i oplevelsen.