Jim Beam Original – en fornuftig straight bourbon til prisen

Hjem » 40.00%-44.99% Vol » Side 42

Jim Beam Original – Kentucky Straight Bourbon Whiskey

Destilleri: Jim Beam
Land: USA
Type: Bourbon
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Jim Beam Original, eller Jim Beam White Label om man vil, er en amerikansk straight bourbon på 40% vol. Jim Beam Distillery er ejet af Beam Suntory. Denne bourbon er fremstillet efter gældende amerikanske krav, og er derfor lagret på nye egetræs fad, hvorefter den er modnet i minimum to år. Denne Kentucky straight bourbon whiskey er endvidere kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #22

Anmeldelse af Jim Beam Original

Næse:

Det første som rammer næsen er sødme. Man fornemmer også tydeligt tilstedeværelsen af alkohol, på trods af den kun 40% Vol, og dette toppes med et let syrligt strejf. Når lugtesansen har tilpasset sig, så ligger der faktisk noter af blomster og vanilje gemt i baggrunden. Man får lidt en fornemmelse af the eller frisk pibetobak, når man dufter til denne bourbon.

Jim Beam Original

Jim Beam Original

Palette:

Som i næsen, viser denne dram i smagen, også først sødme og sprit, på trods af relativt lav alkoholprocent. Også her fornemmer man en form for syrlighed, men sødmen har dog klart overtaget. Den kan næsten minde lidt om sirup i smagen.

Afslutning:

Der er ikke det store at komme efter i afslutningen på Jim Beam original. Der er en kort eftersmag, der også er præget af sødme. Dog fornemmer man også her en kortvarig tilstedeværelse af noget syre, der dog hurtigt fortager sig igen.

Hvad siger producenten:

“220 years of experience goes into every bottle. Along with corn, rye, malted barley, water, time, pride, and, of course, true passion. Isn’t it good to know some things never go out of style? Take a sip and you’ll know what we mean.”

Konklusion:

Denne straight bourbon whiskey har ikke det helt store at byde på. Tager man derimod prisen på omkring de 100,- kroner i betragtning, så mener jeg faktisk den gør sig ganske fornuftigt. Hvis man eksempelvis sammenligner den med Jack Daniel’s Old No. 7, som koster næsten det dobbelte, så klarer den sig egentligt godt. Den kan drikkes rent, men er sikkert mere fornuftig at bruge som mixer til drinks. Konklusionen på denne anmeldelse af Jim Beam Original er, at den klarer sig fornuftigt i forhold til den lave pris, men en stor nydelse er det ikke.

Johnnie Walker Red Label – en sjus til isterninger

Hjem » 40.00%-44.99% Vol » Side 42

Johnnie Walker Red Label – whisky on the rocks

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Type: Blended
Aftapper: Diageo
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: N/A
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Johnnie Walker Red Label er en skotsk blended whisky på 40% Vol. Producenten var oprindeligt bosiddende i det sydvestlige Skotland i byen Kilmarnock, men noget af produktionen er nu flyttet til Glasgow. Whiskyen er blended af omkring 35 forskellige grain og malt whiskyer. Det fremgår ikke hvilke der er tale om. Whiskyen er endvidere uden aldersangivelse. Denne blended scotch whisky er nok mest kendt fra amerikanske film af ældre dato, hvor den serveres “on the rocks”, og nærmest har ikonisk status.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #20

Anmeldelse af Johnnie Walker Red Label

Næse:

Næsen forekommer ved første snif ret sprittet. Dette er egentlig overraskende nok for en whisky, der trods alt kun er på 40 % Vol. Der er ikke de helt store og komplekse dufte i denne dram. Hvis man leder godt efter, så fornemmer man lidt frugtige noter, der kan minde lidt om umodne æbler, der giver en lidt syrlig næse.

Johnnie Walker Red Label

Johnnie Walker Red Label

Palette:

Også i smagen er der tydelig tilstedeværelse af alkohol på trods af den relativt lave alkoholprocent. Man aner toner af peber og frugt, hvis man smager godt efter. Der er måske en lille snært af noget som minder om røg. Der er lidt sødme i drammen også, men uden det bliver for meget.

Afslutning:

Der er ingen afslutning på denne whisky. Man sidder kun med et mindre “alkohol-burn” på tungen, og det er egentlig det eneste, der minder en om, at man lige har drukket en whisky-sjus.

Hvad siger Producenten:

“Johnnie Walker Red Label is our Pioneer Blend, the one that introduced our whisky to the world. Highly versatile and with universal appeal, it has a bold, distinctive flavor that shines through even when mixed.”

Konklusion:

På trods af den ikoniske status denne whisky har, så er den altså ikke på nogen måde imponerende. Den har ganske enkelt ikke rigtigt noget at byde på, ud over noget sprit.  Spritten fremtræder tydeligt. Formentlig på grund af, at whiskyen ikke har så meget andet at byde på end netop alkohol. Whiskyen kan redes lidt ved at man serverer den på isterninger. Det tager toppen af fornemmelsen af alkohol, og nedtoner også smagen. Ikke fordi smagen er specielt fremtrædende i forvejen. Whiskyen kan også bruges som mixer i drinks eller irsk kaffe. Flasken kan købes til cirka 100,- kr. hvilket må siges at være et passende niveau for en whisky af denne kaliber, og den er måske endda lidt bedre end andre whiskyer på dette prisniveau. Konklusionen på denne anmeldelse af Johnnie Walker Red Label er, at den egner sig bedst på is eller som mixer.

Glenkinchie 12 Year Old – honning, frugt og citrus

Hjem » 40.00%-44.99% Vol » Side 42

Glenkinchie 12 Year Old – honning, frugt og citrus serveret på engen

Destilleri: Glenkinchie
Land: Skotland
Region: Lowland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 43%
Alder: 12 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Glenkinchie 12 Year Old er en skotsk whisky på 43% Vol. Denne whisky er fra Glenkinchie Distillery, der er beliggende tæt på Edinburgh. Destilleriet er et af de få Lowland destillerier, og whiskyen er derfor at betragte som en Lowland single malt whisky. Destilleriet er ejet af Diageo, og denne 12 års udgave er med i den serie, de kalder “De 6 klassiske single malt whisky fra Skotland“. Whiskyen er kølefiltreret og har lagret alle 12 år på ex-bourbon fad.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #15

Anmeldelse af Glenkinchie 12 Year Old

Næse:

Glenkinchie 12 Year Old forekommer utrolig blød og behagelig i næsen. Der er nærmest ingen fornemmelse af alkohol i duften. Man fornemmer en god sødme af honning. Man fornemmer friske frugter som æbler og mandarin. Tilstedeværelsen af pærer er meget tydelig i næsen. Det hele toppes fint af med en fornemmelse af blomster noter.

Glenkinchie 12 Year Old

Glenkinchie 12 Year Old

Palette:

Denne whisky er meget afdæmpet i smagen. Den forekommer nærmest lidt tør når man tager den første mundfuld. Man fornemmer smagstoner af umodne æbler og umodne druer, som bekendt også kan forekomme med en lidt tør fornemmelse i munden. Man smager også tydelige syrlige nuancer, nærmest som mandarin. Samlet minder det lidt om smagen på græs. Efter et par mundfulde fornemmer man ganske fine undertoner af egetræ og lidt vanilje. Modsat den manglende alkohol i duften, så er den relativt tydelig i smagen, taget de 43% Vol i betragtning.

Afslutning:

Afslutningen på denne dram er også let og afdæmpet. Man fornemmer en smule brændende fornemmelse fra alkoholen, men ikke så voldsomt at det bliver dominerende. Man fornemmer noter af karamel, og efter lidt tid fornemmer man også lidt vanilje i baggrunden. Også i eftersmagen anes noter af citrus og der er en også form for honning restsødme. Også her sidder man lidt med en fornemmelse af græs og eng, men ikke så tydeligt som i paletten. Eftersmagen afdæmpes hurtigt, hvorefter den forsvinder.

Hvad siger producenten:

“This subtly sophisticated Lowland Single Malt Scotch Whisky is a superb pre-dinner drink; try it with a few drops of water.”

Konklusion:

Dette er en god whisky, der dog ikke på nogen måde imponerer specielt. Den er let at drikke og tilbyder egentlig en god og nærmest frisk oplevelse. Er man ny indenfor verden af single malt whisky, så er dette et godt sted at starte. Prisen på 400 til 500 kroner for en flaske, syntes jeg dog ikke helt står mål med oplevelsen i denne whisky. Mange betegner whiskyen som en “dame-whisky”, hvilket vel egentlig også er et kendetegnene ved Lowland single malt whisky mere generelt. Konklusionen på denne anmeldelse af Glenkinchie 12 Year Old er, at det er en fin dram, der er god til nybegyndere af single malt, men den er dog lidt i den dyre ende.