Edradour 10 Year Old – Distillery Edition

Edradour 10 Year Old – Ex-oloroso og ex-bourbon fad

Destilleri: Edradour
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: 10 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Edradour 10 Year Old er en skotsk whisky på 40% Vol. Whiskyen er produceret af Edradour Distillery, der er et af de destillerier i Skotland, som ligger i Highland området. Whiskyen er en af destilleriets kerne-produkter, og har været i produktion i omkring 150 år. Denne whisky har lagret på en kombination af ex-oloroso sherry fad og ex-bourbon fad. Whiskyen har lagret mindst 10 år på disse fad, og er desuden kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #383

Anmeldelse af Edradour 10 Year Old

Næse:

Først duftes søde modne æbler og sød blomster honning. Dette trænges hurtigt i baggrunden. Herefter kommer mørkere noter frem. Der duftes svesker og tørrede abrikoser. Sødmen minder lidt em sød pibetobak. Der er en let tilstedeværelse af egetræ i baggrunden, som giver et strejf af vanilje. Kombinationen leder tankerne i retning af det man kender fra marcipan. Alkoholen er ikke tydelig i duften.

Edradour 10 Year Old - Miniature

Edradour 10 Year Old – Miniature

Palette:

Der smages først lidt sort peber og kanel, der prikker på tungen, som hurtigt aftager igen. Tørrede søde frugter kommer herefter hurtgt frem. Som i duften er tørrede abrikoser og svesker tydelige. Sammen med egetræ ledes tankerne også her i retning af marcipan. Efter et par nip til drammen bliver egetræ gradvist tydeligere, og en let bitterhed opstår. Heller ikke i smagen er de 40% Vol alkohol tydelige.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne whisky. Bitterheden fra egetræ sidder på tungen, og giver en del tørhed. Der opfanges stadig abrikoser og svesker i munden, der dog hurtigt er væk igen, Momentvis mindes man om peber og kanel, der giver lidt varme på tungen. Man efterlades med en fornemmelse af mælkechokolade og lidt kaffe i munden.

Hvad siger producenten:

“The ten year old Edradour is handmade and one of the last Single Malt Whiskies from a traditional farm distillery still in production today. The methods of production remain virtually unchanged in the last 150 years and are only just capable of commercial quantities. Indeed Edradour Distillery makes as much whisky in a year as most distilleries produce in a week. A rare pleasure for a fortunate few.”

Konklusion:

Dette er en fin whisky. Kan man lide en dram, der er let at drikke, men stadig har ganske god kompleksitet, så er dette et godt bud på et godt køb. Man kan finde en flaske for omkring 400,- kroner. For de penge får man en whisky, hvor de både nybegynderen og den mere erfarne whisky-drikker kan få en fin oplevelse. Jeg smagte drammen hos en ven i begyndelsen af min whisky rejse, og var meget imponeret over whiskyen på tidspunktet. Her nogle år senere har jeg så smagt denne miniature flaske, og den forekommer mere spinkel i sit udtryk. Jeg ville gerne smage den med en højere alkohol procent, hvilket sikkert ville give drammen et gevaldigt løft. Konklusionen på denne anmeldelse af Edradour 10 Year Old er, at det er ganske fornuftig dram, som de fleste vil finde fornøjelse i.

Deanston 15 Year Old – Organic Whisky

Deanston 15 Year Old – Limited Release

Destilleri: Deanston
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46,3%
Alder: 15 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Deanston 15 Year Old er en whisky på 46,3% Vol. Whiskyen kommer fra det skotske destillery Deanston Distillery i Highland distriktet. Whiskyen har modnet i 15 år på ex-bourbon fad. Råspritten er fremstillet med økologisk kort fra de lokale landmænd i området omkring destilleriet. Aftapningen er udgivet i begrænset oplag, og er derfor en “Limited Release”. Den er fremstillet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke tilsat farvestoffer.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #381

Anmeldelse af Deanston 15 Year Old

Næse:

En tydelig duft af vanilje rammer næsen som det første. De følges op med en tydelig duft af maltsødme, der gradvist ændrer karakter, til at bliver mere en sødme man kender fra honning.. Efterhånden kommer lidt lettere noter frem, og der duftes nu grønne æbler og grønne lidt umodne vindruer. I baggrunden opfanges momentvis en snert af citrusfrugter. De 46,3% Vol. alkohol er ikke tydelige i næsen.

Deanston 15 Year Old

Deanston 15 Year Old

Palette:

Ganske som i næsen, så rammes smagsløgene også først af sødme. Også her er det tydelig vaniljesødme, hvor malt- og honningsødme også kommer frem. Der følges hurtigt op med lidt sort pebver, der dog kun er til stede kortvarigt. Efterhånden kommer modne pærer og æbler frem i smagen. Momentvis opfanges en let syrlig note, der leder tankerne i retning af de grønne æbler og vindruer, der også var i duften. Efter et par nip til denne Highland whisky fornemmes lidt egetræ i munden. Alkoholen mærkes, men er ikke voldsom, og vand kan tilsættes efter personlig smag.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Sødmen dominerer først i eftersmagen. Der er stadig markant vanilje- og honningsødme. Der opleves også en anelse maltsødme. Kombinationen leder tankerne i retning af det man kender i mariekiks. Syrligheden kommer mere frem efterhånden som sødmen klinger af. Der smages igen lidt grønne umodne æbler og vindruer, med et strejf af citrus. Man sidder tilbage med et minde om egetræ, mens lidt stærk peber og alkoholen mærkes på tungen og i svælget.

Hvad siger producenten:

“Our very first Organic Limited Release is smooth and creamy with a malty honeyed spice and a crisp, long lasting oaky finish. “

Konklusion:

Dette er en god whisky. Hvis man kan lide whisky, der med stor tydelighed viser, at den har lagret på et ex-bourbon fad, så er dette den rette whisky. Vanilje dominerer i både duft, smag og eftersmag. Der gives stadig plads til andre indtryk end kun vanilje, hvilket er med til at give en fin dybde og kompleksitet i whiskyen. Man kan købe en flaske for omkring 700,- kroner. Jeg var heldig at finde den på tilbud til omkring 450,- kroner. Til den pris skulle jeg nok have købt en ekstra flaske til min whiskysamling. Konklusionen på denne anmeldelse af Deanston 15 Year Old er, at denne “ex-bourbon bombe”, tilbyder andet end vanilje, og er en fornøjelse at drikke.

Glen Scotia 15 Year Old – Single Malt Scotch Whisky

Glen Scotia 15 Year Old – Ex-bourbon fad

Destilleri: Glen Scotia
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: 15 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Glen Scotia 15 Year Old er skotsk whisky på 46% Vol. Whiskyen kommer fra Glen Scotia Distillery, der er et af Skotlands destillerier i Campbeltown området. Whiskyen har lagret på ex-bourbon fad af amerikansk egetræ. Denne lagring har varet i mindst 15 år, som det også fremgår på flasken. Whiskyen er fremstillet uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #377

Anmeldelse af Glen Scotia 15 Year Old

Næse:

Sødme fra lys karamel rammer næsen som det første. Sødmen fra tørrede frugter er ligeledes hurtigt fremme i glasset. Der duftes dadler og tørrede figner. I baggrunden duftes sødme og lidt syrlighed, som den man kender i både søde appelsiner og moden ananas. Der anes en let mineralsk note, der leder tankerne i retning af flintesten, der slås mod hinanden. Efter nogle minutter i glasset fremkommer en lidt jordslået duft, som den man kender fra en fugtig kælder et et gammelt loftsrum. De 46% Vol. alkohol mærkes ikke i duften.

Glen Scotia 15 Year Old - Miniature

Glen Scotia 15 Year Old – Miniature

Palette:

De søde tørrede frugter rammer smagsløgene først. Igen er det dadler og figner, men også lidt tørrede abrikoser. Syrligheden i i appelsinen og ananassen er mere markant i smagen, end hvad duften umiddelbart gav udtryk for. Der mærkes stærk ingefær og kanel på tungen, der giver varme og en lidt prikkende følelse. Efter et par nip til denne Campbeltown whisky fremkommer egetræ også i smagen, og medbringer lidt bitterhed og tørhed. Noterne af karamel, som mødte næsen først, kommer nu også frem i smagen. Alkoholen er heller ikke tydelig i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. Den stærke ingefær og kanel mærkes stadig på tungen, og aftager langsomt. Bitterheden er tydeligere i eftersmagen, og tankerne ledes i retning af mandler. I baggrunden smages stadig lidt appelsin og ananas. De tørrede frugter kommer momentvis frem i afslutningen, men er ikke så tydelige som i smagen. Man efterlades med en smag af karamel, lidt bitter kaffe og mørk chokolade, mens munden tørrer helt ud.

Hvad siger producenten:

“The whisky has been gently matured in our finest American oak barrels before bottling. The signature nose has hints of vanilla oak, interwoven with the subtle notes of sea spray and spicy aromatic fruits.”

Konklusion:

Dette er en ganske god whisky. Der er fint samspil mellem sødme, syrlighed og bitterhed, der tilbyder en ganske fin kompleksitet. Dette er en whisky som man sagtens kan bruge en del tid med i glasset, og det kunne være interessant at følge en hel flaskes liv. Man kan købe en flaske for cirka 550,- kroner. Hvis man som jeg er glad for Campbeltown whisky, så bør man helt sikkert prøve at købe denne. En prissætning i dette niveau for en aftapning med aldersangivelse på 15 år, er et yderst rimeligt niveau. Konklusionen på denne anmeldelse af Glen Scotia 15 Year Old, er at det er fornuftig whisky til en fornuftig pris, og som Campbeltown fan er det et “must”.