Knockdhu anCnoc Stack – Limited Edition

Hjem » Hel flaske » Side 48

Knockdhu anCnoc Stack – 10 år og 20 PPM

Destilleri: Knockdhu
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: 10 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Knockdhu anCnoc Stack er en skotsk whisky på 46% Vol. Whiskyen er lavet på Knockdhu Distillery, som er et af de skotske whisky destillerier i Highland regionen. Det betyder i sagens natur, at whiskyen er en Highland single malt whisky. Whiskyen har lagret mindst 10 år ex-bourbon fad af amerikansk egetræ, og den er desuden ikke kølefiltreret. Der er tale om en Limited Edition, hvor der kun er udgivet 6000 flasker. Stack er den sidste i destilleriets serie “Peaty Collection”, hvor Peatlands, Tushkar, Rutter, Flaughter, Cutter og Rascan tidligere er udgivet. Denne udgave er røget til et indhold på 20PPM.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #174

Anmeldelse af Knockdhu anCnoc Stack

Næse:

Der duftes med det samme røg, når næsen sættes til glasset. Det er dog ikke voldsom meget røg, men tilstrækkeligt til, at det mærkes som det første. Røgen er dog hurtigt trængt i baggrunden, hvor den hele tiden ligger fint. Duften af frugt træder hurtigt tydeligere frem. Der duftes lidt tropiske frugter som som moden ananas og fersken. Efterhånden ændrer det karakter til, at dufte mere som appelsin, som ligger lige på grænsen til at være overmoden, hvor den næsten dufter jordslået. Langsomt, men sikkert, bliver duften af vanilje mere og mere dominerende. Alkoholen er ikke at mærke i næsen på denne Highland single malt whisky.

AnCnoc Stack

AnCnoc Stack

Palette:

Igen er røgen tydelig som det første. Modne tropiske frugter er også tydelige i paletten, som de var i næsen. Igen er det modne ananas, fersken og overmoden appelsin, som er mest fremtrædende. Der er en smule sylighed og bitterhed tilstede, som leder tankerne hen på appelsinskræl. Efter et par nip af glasset bliver smagen af vanilje tydeligere og tydeligere. Ligeledes fremkommer maltsødmen også efterhånden. Der smages herefter mørk chokolade, og en hint af kaffe. Røgen lægger sig stadig i baggrunden. Alkoholen er lidt mere fremtrædende i paletten, og vand kan tilsættes efter smag, men har ingen betydning for det generelle udtryk i denne whisky.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne dram. Røgen mærkes stadig i munden, og man sidder med en fornemmelse, som når man har spist noget røget mad. Det er altså ikke kraftig smag af røg, men mere en “følelse” af røg. Malt- og frugtsødme forsvinder langsomt. Samtidig bliver smagen af vanilje og chokolade en smule tydeligere. Ligeledes bliver smagen af egetræ mere markant, og der mærkes en bitter note på tungen. Der mærkes lidt mint på tungespidsen, inden man sidder tilbage med en fjern følelse af egetræ i munden.

Hvad siger producenten:

“The liquid, which is pale gold in appearance, introduced by an initial smoky aroma, is gently pierced by accents of lemons and oranges. This citrus sharpness, so typical of anCnoc, slowly gives way to the softer sweetness of honey and vanilla. Earthy peat smoke is overlaid with dark chocolate while green apples complement this with a fruity tang.”

Konklusion:

Her har vi fat i en ganske fin whisky. Den er ikke kompleks på nogen måde, men er stadig ganske udfordrende i sit udtryk. Flasken er udgivet i serien “Peaty Collection”, hvor røg er omdrejningspunktet. Er man nybegynder ud i røget whisky, så er denne måske lige det kraftigste. Er man hard-core røg-elsker, så er det måske lige i underkanten. Der kan fås langt bedre og mere røgede whiskyer fra Islay. Whiskyen er god nok, men tager man  prisen på omkring 600,- kroner i betragtning, så den rammer måske lige i det område, hvor hverken røg-elskere eller røg-hadere er helt tilfredse. Konklusionen på denne anmeldelse af Knockdhu anCnoc Stack er, at den rammer et sted i røg-spektret, som hverken er det ene eller det andet, men egentlig ganske godt.

Knockando 18 Year Old – 1998 Vintage

Hjem » Hel flaske » Side 48

Knockando 18 Year Old – Slow matured

Destilleri: Knockando
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 43%
Alder: 18 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Knockando 18 Year Old er en skotsk whisky på 43% Vol. Knockando Distillery er et af de skotske destillerier, som er beliggende i Speyside regionen. Destilleriet ejes af Diageo. Whiskyen lagres på ex-bourbon fad af amerikansk egetræ og på ex-sherry fad af europæisk egetræ. Producenten kalder den for “slow matured”, og denne “langsomme lagring” varer altså 18 år. fad. Whiskyen er ikke kølefiltreret, og kommer med sin naturlige farve. I denne aftapning er råspritten destilleret i 1998.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #170

Anmeldelse af Knockando 18 Year Old

Næse:

Man mødes først af en meget afdæmpet aroma af søde modne frugter. Det dufter lidt som overmodne røde æbler. Når denne whisky står i glasset i minutter, og får lov til at vågne op, så lukkes der for mange aromaer. Der duftes efterhånden tørrede frugter som rosiner og abrikoser. Ligeledes kommer en snert af egetræ frem, og der mærkes en smule vanilje. Alkoholen gør sig ikke bemærket i næsen. Med lidt vand tilsat kommer nødder frem i aromaen. Der er fornemmelse af hengemt jord over hele udtrykket i duften, men det er på den gode måde.

Knockando 18 Year Old

Knockando 18 Year Old

Palette:

I smagen er de tørrede frugter langt mere dominerende. Der smages med det samme rosiner og abrikoser. Der er tydelig smag af mælkechokolade, som efter et par nip, mere drejer over i en smag af karamel. Alkoholen er ikke tydelig i paletten, men et par vand kan stadig med fordel tilsættes. Vandet trækker smagen af de søde modne frugter frem i smagsbilledet, så disse bliver tydeligere. Der er en snert af lidt bitterhed på tungen, men den fremtræder generelt blød og imødekommende i smagen. I baggrunden er der fin smag af egetræ, og der er en svag fornemmelse af noget brændt. Det kan skyldes ristning af fadene, eller måske en smule røget malt.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne single malt whisky. De mørke smagsnuancer er dominerende. Der er tydelig smag at rosiner og tørret frugt. Ligeledes smages en smule mælkechokolade og karamel, som også var at finde i paletten. Smagen er egetræ er mere dominerende i eftersmagen, og den lægger sig som et fint lag i munden. Det giver en smule bitterhed, og man sidder med en fornemmelse af, at have drukket stærk, hårdt ristet kaffe. Dette giver også en lidt tør fornemmelse i munden. Slutteligt kigger smagen af hasselnødder lige frem, inden man sidder tilbage med lidt bitterhed på tungespidsen.

Hvad siger producenten:

“Aged for a minimum of 18 years, Knockando Slow Matured is distinctively complex and reveals deep almond notes, sweet hints of sherry and light oak flavours, giving way to warm and smooth finish.”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Der er god dybde og kompleksitet i både duft, smag og eftersmag. Jeg finder det er særligt interessant, at det generelt bløde og imødekommende indtryk i næse og palette, virkelig får et spark i afslutningen, hvor egetræ virkelig løfter drammen op. Jeg købte denne flaske for 40,- euro i Paris. Det svarer til cirka 300, kroner, hvor den normalt koster omkring 500,- kroner i Danmark. Selv til 500,- kroner bør den være at finde i enhver whiskysamling. For de penge får man en 18 års whisky, som ikke er kølefiltreret, og uden kunstig farve, og ikke mindst en god whisky oplevelse. Konklusionen på denne anmeldelse af Knockando 18 Year Old er, at den bør stå på hylden hos enhver whiskynørd.

Benrinnes 12 Year Old – Old Particular Single Casks

Hjem » Hel flaske » Side 48

Benrinnes 12 Year Old – Single cask fra Douglas Laing & Co Ltd

Destilleri: Benrinnes
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Douglas Laing & Co.
ABV: 48,4%
Alder: 12 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Benrinnes 12 Year Old er en skotsk whisky på 48,4% vol. Whiskyen er destilleret på Benrinnes Distillery, der et af de destillerier i Skotland, der er beliggende i Speyside regionen. Denne flaske er aftappet af den uafhængige aftapper Douglas Laing & Co. Ltd. Aftapningen er single cask whisky fra et genbrugt hogshead fad DL12919. Den blev destilleret i juli 2006, og blev flasket i november 2018, hvilket gør whiskyen 12 år gammel. Whiskyen er ikke kølefiltreret og uden kunstig farve. Der er udgivet 331 flasker fra fadet.

Besøg: Aftapperens hjemmeside

Anmeldelse #168

Anmeldelse af Benrinnes 12 Year Old

Næse:

Duften af moden frugt er tydelig, når man lige sætter glasset op til næsen. Aroma af modne og søde røde æbler kommer først. Langsomt trænger en let syrlighed mere igennem. Kombinationen mellem sødme og syrlighed, leder tankerne hen i retning af moden ananas. Fra baggrunden bliver aroma af egetræ og vanilje tydeligere i næsen. Den får et næsten mint-lignende duftudtryk en gang i mellem. Man fornemmer ikke de 48,4% vol alkohol i denne Speyside single malt whisky.

Benrinnes 12 Year Old

Benrinnes 12 Year Old

Palette:

De modne frugter er også det første man stifter bekendtskab med, når man smager på drammen. Igen er det modne og søde æbler. Ganske som i næsen kommer der også her et syrligt smagsudtryk, som får oplevelsen til at minde lidt om ananas. Efter et par mundfulde bliver bitterhed lidt tydeligere. Der fremkommer noter af peber og muskatnød. Alkoholen er kraftigere i paletten på whiskyen, og man får gevinst ved at tilsætte et par dråber vand, da den kan virke lidt sprittet. Det giver mere plads til en let smag af vanilje, samt gør smagen af ananas tydeligere.

Afslutning:

Der er en medium lang afslutning på oplevelsen. Eftersmagen er først præget af stærke krydderier som sort peber og kanel. Samtidig er der en let syrlig afslutning, som langsomt erstattes af mere bitre toner. Man sidder med et tør fornemmelse i munden. Igen kigger et mint-lignende udtryk frem fra tid til anden. Man sidder tilbage med en fin smag af vanilje, og en god varme i munden fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“Nicely and warmly spiced above all, with a later vanilla fudge backdrop.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Man kan købe en flaske for 469,- kroner, og det er den bestemt værd. Jeg var heldig et finde den til 299,- kroner i Salling, og så er det virkelig en skarp pris. Man får ikke stor kompleksitet, men der er stadig en del interessante oplevelser i drammen. Det er en whisky som er meget afvekslende i både duft, smag og eftersmag, uden at den bliver alt for krævende at drikke. Det er dog heller ikke en whisky, som man sætter sig ned, hiver proppen af, og så deler med vennerne. Der fortjener denne uafhængige aftapning trods alt bedre. Konklusionen på denne anmeldelse af Benrinnes 12 Year Old er, at det er god whisky, der har en del at byde på til prisen.