Kilkerran 12 Year Old 2019 – Single Malt Scotch Whisky

Kilkerran 12 Year Old 2019 – ex-bourbon og ex-sherry fad

Destilleri: Glengyle
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: 12 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Kilkerran 12 Year Old 2019 er en skotsk whisky på 46% Vol fra Glengyle Distillery. Destilleriet er ligger i Campbeltown regionen. Destilleriet ejes af J & A Mitchell. Whiskyen har lagret i 12 år på en kombination af 70% ex-bourbon fad, og 30% ex-sherry fad. Den er fremstillet uden tilsætning af kunstig farve. Der er ligeledes heller ikke brugt kølefiltrering under produktionen. Flasken i anmeldelsen har kode 19/16, og er aftappet i 2019.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #370

Anmeldelse af Kilkerran Kilkerran 12 Year Old 2019

Næse:

Først kommer en let sødme fra henkogte pærer op af glasset. Der følges op med en let note af røg. Der er ikke røg, som den man kender i mange Islay whiskyer, men mere en røg som man kender det fra gammelt brændt træ, der har ligger nogle dage i brændeovnen. Langsomt kommer lidt duft af citrus og nyslået græs frem fra baggrunden. Ligeledes kommer en fjern note af vanilje og karamel også frem. En let mineralsk note ligger bagved, og giver en fornemmelse af flintesten. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Kilkerran 12 Year Old 2019

Kilkerran 12 Year Old 2019

Palette:

Syrligheden fra citrusfruger og nyslået græs rammer smagsløgene først. Det smages en kombination af grapefrugterog og søde appelsiner bagved. Der komer hurtigt stærk ingefær og sort peber på tungen, der dog også aftager hurtigt. Langsomt men sikkert kommer sødmen frem, og nu smager citrusfrugterne smager mest af søde appelsiner, med grapefrugt i baggrunden, mens de henkogte pærer jævnligt kigger frem. Sammen med sødmen fra appelsinerne, kommer også tydelig vanilje og karamel. I sammenhæng med en smule bitterhed tænkes på mandler og hasselnødder. Efter et par nip til denne whisky fra Skotland fornemmes lidt salt og flintesten på læberne. De 46% Vol alkohol er heller ikke markante i smagen.

Afslutning:

Der en medium afslutning på drammen. Sødmen fra appelsinerne og de henkogte pærer ligger som et fint lag i munden. Noterne af forkullet træ, der også var at finde i duften, kommer frem igen i eftersmagen. Sammen med en lidt bitter note, og tydelig mineralitet, forstærkes fornemmelsen af mandler og hasselnødder. Sammen med lidt vanilje og karamel ledes tankerne i retning af marcipan. Man efterlades med lidt stærk peber og muskatnød på tungen, mens alkoholen giver en let varme i brystkassen.

Hvad siger producenten:

“Initially fruity with citrus notes and orange peel, after this: vanilla, butterscotch, honeycomb and digestive biscuits can all be tasted and enjoyed”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Kan man lide let-røget whisky, med tydelig indflydelse fra ex-bourbon fad, så er dette et godt valg. Er man samtidig glad for whisky fra Campbeltown regionen, hvor der ofte findes mineralske noter, så er det en no-brainer. Er man samtidig fan af destilleriet, så sidder denne whisky lige i skabet. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner. Til den pris og med den oplevelse, så er det høj klasse for en standard-aftapning, og den bør på et tidspunkt, at finde vej til enhver whiskysamling. Konklusionen på denne anmeldelse af Kilkerran 12 Year Old 2019 er, at som fan af destilleriet og regionen, så er det svært at finde bedre standard-aftapning i dette prisleje.

Auchroisk 1998 20 Year Old – Gleann Mór Spirits Company 1998/2018

Auchroisk 1998 20 Year Old – Malt dé Royal

Destilleri: Auchroisk
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Gleann Mór Spirits Company
ABV: 46%
Alder: 20 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden røg
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Auchroisk 1998 20 Year Old er en skotsk whisky på 46% vol. fra Auchroisk Distillery, der er et Skotlands destillerier i Speyside regionen. Dette er en uafhængig aftapning fra Gleann Mór Spirits Company. Råspritten er destilleret i 1998, og aftappet i 2018, hvilket gør whiskyen 20 år gammel.  Whiskyen har lagret alle 20 år på et enkelt ex-bourbon fad, og det er dermed en single cask aftapning. Der er sendt 60 flasker på markedet, og det fremgår af etiketten, at det er en “Limited Edition”, samt at den er flasket uden brug af kølefiltrering og uden kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #368

Anmeldelse af Auchroisk 1998 20 Year Old

Næse:

Der duftes straks maltsødme fra glasset. Dette følges hurtigt op at en tydelig duft af vanilje. Efter nogle minutter i glasset kommer langsomt en duft af bagte og henkogte pærer frem. En snert af mælkechokolade bliver efterhånden tydeligere og tydeligere. Der fornemmes lidt ristede nødder som mandler og hasselnødder. Ligeledes fornemmes også en snert af egetræ i baggrunden på denne Speyside single malt whisky. Der opfanges momentvis også lidt mint i duften. Man mærker ikke alkoholen i de 46% vol. i duften.

Auchroisk 20 Year Old - Sample

Auchroisk 20 Year Old – Sample

Palette:

De syltede og bagte pærer, der var til stede i duften, er med det samme tydelige i smagen. Dette følges hurtigt op at stærke krydderier på tungen. Der smages sort peber og lidt chili, der dog hurtigt aftager igen. Der gives plads til en let syrlig fornemmelse på tungen, der leder tankerne i retning af sødmefuld grapefrugt. Efter et par mundfulde af glasset, bliver mælkechokolade og vanilje mere og mere tydelig i smagsbilledet. Ligeledes dukker smagen af ristede nødder også op i udtrykket. Man mærker en smule bid fra alkoholen i, men det bliver ikke så voldsomt, at det er nødvendigt at nedvande whiskyen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne dram. Maltsødme og sødme fra henkogte pærer lægger sig som et fint lag i munden. Efter nogle minutter er sødmen mere som en man kender fra blomsterhonning. Efterhånden som disse indtryk nedtones, bliver noter af mælkechokolade, karamel og vanilje tydeligere og tydeligere. Der mærkes en let bitter note, mens der ved lejlighed dukker smag af ristede mandler og hasselnødder op. Man efterlades med en fin varme og et minde om egetræ i munden, mens smagen af mint lejlighedsvis kommer frem på tungespidsen.

Konklusion:

Her er tale om ganske glimrende whisky. Der er interessante noter i både duft, smag og eftersmag. På mange måder minder den en del om den kendte Dalwhinnie 15 Year Old i mange i sine udtryk. Denne dram har dog lige et nyk eller to mere tyngde og kompleksitet, og har derfor også noget mere at byde på, end den kendte klassiske skotske malt whisky, den minder om. Nuvel, det skal man så også betale omkring 1200,- kroner for, hvis man ellers kan finde en af de få flasker. Det er omkring tre gange så meget som for en Dalwhinnie 15 Year Old. Jeg var heldig at finde denne sample på tilbud til 20,- kroner, og til den pris for 3 cl., er det bestemt oplevelsen værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Auchroisk 1998 20 Year Old er, at den er tre gange så dyr, men måske ikke helt tre gange så god, som anden og mere kendt skotsk single malt whisky, den ellers minder meget om.

Cadenhead’s 1842 Campbeltown PBS – Live Casks

Cadenhead’s 1842 Campbeltown PBS – Hand bottled whisky

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Blended malt
Aftapper: Wm Cadenhead Ltd.
ABV: 56,9%
Alder: NAS
Fadtype: N/A
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Cadenhead’s 1842 Campbeltown PBS er en skotsk whisky på 56,9% Vol. Whiskyen er en blended malt fra det skotske Campbeltown distrikt. I sommerferien 2021 var familien med et smut i Odense, og jeg skulle naturligvis forbi Cadenhead’s Whisky Shop, når vi nu var på de kanter. De var ved at tømme deres “Live Cask” da vi kom ind i butikken. Det skulle tømmes, da nye told-regler i England har gjort, at det ikke må være i træ-fad. Årsagen er, at man skal kunne se mængden af alkohol i det fad, der aftappes fra. Det skal derfor nu være i en beholder af glas, hvor niveauet er visuelt. Da butikken i Odense skal følge standarderne fra de andre butikker, var de desværre nødt til at tømme dette levende fad.

Jeg fik en god snak med personalet, der fortalte at fadet ikke har været tømt i mere end 15 år. Der er blot fyldt single malt whisky oven i. De modtager cask-ends, og lignende slatter fra hovedafdelingen, til at fylde i fadet. Dermed bliver det til at fad med blended malt whisky. J & A Mitchell ejer både den uafhængige aftapper Wm Cadenhead Ltd, men også Springbank Distillery og Glengyle Distillery. Derfor kan man formode, at indholdet i fadet primært er fra disse destillerier. Alderen på indholdet i fadet er ukendt, men jeg fik at vide, at der er virkelig gammel Springbank i blandingen. Ligeledes melder historien ikke noget om, hvilke fad whiskyen oprindeligt har lagret på. Min søn og jeg fik en smagsprøve på whiskyen, og jeg var naturligvis nødt til, at købe en flaske med hjem. Whiskyen er aftappet i fuld fadstyrke, og der er ikke tilsat kunstig farve,

Besøg: Aftapperens hjemmeside

Anmeldelse #367

Anmeldelse af Cadenhead’s 1842 Campbeltown PBS

Næse:

En tydelig duft af jordslået kælder og gammelt loftsrum, rammer næsen som det første. Det er en duft som man også finder i de klassiske “dunnage warehouses”. Gradvist kommer tørrede frugter mere frem i næsen. Der duftes rosiner, dadler og abrikoser. En fjern duft af mandler kommer momentvis frem, og giver en let fornemmelse af marcipan. Vanilje og mælkechokolade kommer frem, når drammen har stået i glasset i lidt tid. Ligeledes fornemmes en snert af kaffe, når man også har smagt på denne Campbeltown whisky. Alkoholen mærkes kun svagt i næsen.

Cadenhead's 1842 Campbeltown PBS

Cadenhead’s 1842 Campbeltown PBS

Palette:

Alkoholen er en del tydeligere i smagen, end den er i duften, og man kan med fordel tilsætte et par dråber vand far at nedtone dette. Lidt vand giver plads til en tydelig smag af tørrede frugter. Ganske som i duften kommer rosiner, dadler og abrikoser tydeligt frem. Der følges hurtigt op med prikkende stærk peber og mynte på tungen. Efter et par nip til drammen kommer noter af mælkechokolade og kaffe gradvist mere og mere frem. En let bitterhed mærkes i baggrunden, og tankerne ledes i retning af bitre mandler.

Afslutning:

Der er en medium eftersmag på denne whisky. Mælkechokolade og noter af kaffe dominerer i begyndelsen. Efterhånden som det aftager, kommer sødmen fra de tørrede frugter igen en anelse frem. Bitteheden fra mandlerne er tydeligere i eftersmagen, og tilføjer en smule tørhed i munden. Sammen med en fornemmelse af “jordslåethed” drejer eftersmagen i retning af lakridsrod og the, som har trukket for lang tid. Der fremkommer momenntvis en note, som godt kan minde om lidt røg, eller i hvert fald hårdt brændte fad. Man efterlades med et minde om kaffe og marcipan i munden, mens tungen tørrer mere og mere ud.

Hvad siger producenten:

“Distilled in Campbeltown, Scotland.Hand Bottled directly from the cask at cask strength in Odense. A vatted malt whisky from Campbeltown, Scotland. (Due to UK Customs requirements, the product is labelled PBS – Plain British Spirit).”

Konklusion:

Dette er en fantastisk whisky. Kan man lide whisky fra Campbeltown distriktet, så er denne dram et sikkert hit. Sammenholdt med en god oplevelse i butikken, da flasken blev aftappet og prøvesmagt, så bliver det næsten ikke bedre. Jeg betalte 295,- kroner for en flaske på 35 cl.. Det svarer til en pris på 590,- kroner for en standard 70cl. flaske, og til den pris er denne dram sværd at slå. Lige præcis denne aftapning, kan man være heldig at finde, da hele fadet blev tømt hos Cadenhead’s Whisky Shop i Odense. Idéen med et Live Cask er ellers, at det er i konstant udvikling, som jeg kender det fra mine solera-flasker. Konklusionen på denne anmeldelse af Cadenhead’s 1842 Campbeltown PBS er, at dette Live Cask virkelig er faldet godt ud, og har givet os en super god whisky.