Rage, rage against the dying of the light – SMWS 29.274

Hjem » Kraftig røg » Side 16

Laphroaig 1995 25 Year Old – SMWS 29.274

Destilleri: Laphroaig
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, SMWS
ABV: 54,6%
Alder: 25 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Rage, rage against the dying of the light SMWS 29.274 er en whisky på 54.6% vol. Whiskyen er fremstillet af Laphroaig Distillery, der ligger på Islay. Den uafhængige aftapper The Scotch Malt Whisky Society har aftappet flasken. Whiskyen har lagret på et enkelt genbrugt ex-bourbon hogshead fad, og er derfor også en single cask aftapning. Spritten er destilleret den 4/4-1995, og er senere aftappet i 2020. Den kommer med en aldersangivelse på 25 år. Whiskyen er aftappet ved cask strength, og er ikke kølefiltreret. Der er ikke brugt kunstigt farvestof. Der har været et outturn på 217 flasker.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #282

Anmeldelse af SMWS 29.274

Næse:

Røg rammer næsen først. Det er den typiske medicinske røg, som man kender det i . Der kommer hurtigt mineralske og maritime noter efter, og der duftes flintesten, hav og salt som er at finde i mange Islay whiskyer. Langsomt kommer en duft af søde citrusfrugter frem i glasset. Der anes lidt syrlighed fra nogle umodne æbler, inden en let sødme fra karamel kommer frem. Efterhånden kommer en duft af egetræ frem fra baggrunden, der tilføjer en snert af vanilje i aromaen. Efter at have smagt på drammen bliver mynte også at finde i næsen. Alkoholen er ikke tydelig i duften

Rage, rage against the dying of the light 29.274 - Sample

Rage, rage against the dying of the light 29.274 – Sample

Palette:

Der er noget mere bid i de 54.6% Vol alkohol i smagen, men whiskyen virker ikke sprittet. Der følges op med stærk mynte, der giver et ekstra spark i munden. Dette aftager dog hurtigt og smagen af medicinsk røg, der ofte er at finde i whisky fra Laphroaig Distillery, bliver herefter tydelig. Ligeledes kommer noterne af flintesten, hav og salt også frem. Egetræ, karamel og vanilje er tydeligere i smagen, end de er i duften, og de forstærkes efter flere nip af drammen. I baggrunden mærkes fjernt noter af citrus frugter og umodne æbler.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på drammen. Smagen af mynte mærkes tydeligt i munden. Ligeledes er sødme fra vanilje og karamel også meget fremtrædende. Det hele pakkes fint ind i kendte Islay noter af medicinsk røg, flintesten og salt. En let bitterhed fra egetræet kommer efterhånden mere frem, og tilføjer en anelse bitterhed på tungen.  En let syrlig note fra søde appelsiner kigger lejlighedsvist frem i eftersmagen. Man efterlades med en fornemmelse af mynte, røg og varme i munden.

Hvad siger producenten:

“The nose was initially clean and vividly saline. A sheer note of citrus peel underneath and then fragrant aromas of smouldering sandalwood, earl grey tea, tinned fruit syrups, apricot and lemon balm. Cough medicines, herbal extracts, wet beach pebbles and sea spray on sheep wool. Deep and compelling. With water we found the sharpness of lemon juice, raw smoky grist, bailed hay, iodine drops and medical gauze. The palate opened with smoked spearmint, passionfruit syrups, lemon molasses, bandages and soft medical embrocations. Notes of herbal toothpaste, smoked waxes and tea tree oil. Water brought out ripe melon, clean and juicy exotic fruits, lychee, herbal cough medicines and wispy pure blue peat smoke. Some tart gooseberry acidity, hessian and a divinely satisfyingly textural and complex finish. Bright, thrilling and life-affirming whisky.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Hvis man er til klassiske Islay aftapninger, så er dette et godt bud på eb god flaske. Når det er sagt, så får man også lov til at betale 3700,- kroner, hvis man altså er heldig at få fingrene i en af de kun 217 flasker. Jeg var heldig at min søn kom hjem med denne sample til mig, så jeg har fået muligheden for at smage denne glimrende whisky. Den har gjort at jeg nu har meldt mig ind i The Scotch Malt Whisky Society, og jeg ser frem til mange flere spændende aftapninger. Konklusionen på denne anmeldelse af Laphroaig 1995 25 Year Old, Rage, rage against the dying of the light, SMWS 29.274 er, at det er særdeles god whisky, men man skal have både held og en god pengepung for at være med.

Caperdonich 18 Year Old Peated – Small Batch Release

Hjem » Kraftig røg » Side 16

Caperdonich 18 Year Old Peated – Rare Edition

Destilleri: Caperdonich
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 48%
Alder: 18 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Caperdonich 18 Year Old Peated er en skotsk whisky på 48% Vol. Whiskyen er fremstillet på det nu lukkede Caperdonich Distillery, der var et af de skotske destillerier i Speyside regionen. Den sidste ejer af destilleriet, Pernod Ricard, har via deres brand Chivas Brothers valgt, at sende nogle af det sidste whisky fra destilleriet på gaden. Whiskyen er del af deres serie “The Secret Speyside Collection”. Whiskyen har lagret på ex-bourbon fad i 18 år. Den er endvidere fremstillet uden brug af kølefiltrering. Jeg købte mig to flasker fra batch CP/002 med numrene #32237 og #32280, som er anmeldt her.

Besøg: Aftapperens hjemmeside

Anmeldelse #275

Anmeldelse af Caperdonich 18 Year Old Peated

Næse:

Næsen rammer først af røg, som den man kender fra et bål med helt tørt træ. Røgen fremstår næsten ren og fin, men er stadig ret tydelig. Der gives hurtigt plads til en duft af modne appelsiner. Der anes lidt søde blåbær og skovbær i baggrunden. Der er ligeledes en let aroma fra blomster, der kan fremtræde en anelse parfumeret i begyndelsen. Dette aftager efter nogle minutter i glasset, for til sidst helt at forsvinde. Langsomt kommer noter af karamel og vanilje frem i glasset. De 48% vol. alkohol mærkes ikke i næsen.

Caperdonich 18 Year Old Peated

Caperdonich 18 Year Old Peated

Palette:

Røgen er langt mere markant i smagen, og tankerne ledes næsten i retning af Islay single malt whisky. Ganske som i duften, er det en tør og ren fornemmelse af røg, der også træder frem i smagen. Der følges hurtigt op med modne blåbær og skovbær. Efter et par nip til drammen bliver smagen af modne appelsiner efterhånden mere og mere tydelig. Sammen med bitterhed fra egetræ mindes man om smagen fra revet appelsin-skal. Efterhånden kommer vanilje og karamel en anelse frem, og en smag af bitre mandler anes i baggrunden. Alkoholen er heller ikke tydelig i smagen. Et par dråber vand nedtoner røgen en anelse, og whiskyen fremtræder mere tør end uden vand. Noterne af blomster kigger også frem med lidt vand.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky fra Skotland. Bitterheden fra egetræ mærkes i munden, mens lidt sort peber momentvis prikker en anelse på tungen. Smagen fra karamel og vanilje fylder en del i afslutningen. Noterne fra søde bær og appelsiner anes kun fjernt i eftersmagen. Hele oplevelsen pakkes ind i en oplevelse af tør røg. Efterhånden som eftersmagen aftager, fremkommer lidt noter af salt på læberne. Kombinationen mellem tør røg, let sødme og salt minder om den man kender i lufttørret røget skinke.

Hvad siger producenten:

“Caperdonich distillery, on the banks of the river Spey is no more. A building opened i 1898 and taken down, brick by brick, in 2011. The single malt is all that remains of the whisky from the “secret well”. Even in its heyday, Caperdonich was a little distillery, making whisky in small batches. Other distilleries grew and grew, but Caperdonich stood firm and true. While the building may be gone, the distiller’s craft lives on. Smoky bonfire comes together with the classic sweet and fruity Speyside style. Matured in American oak barrels, this rare and robust single malt is subtly layered with initial aromas of peat, followed by a taste of apple and brown sugar, gentle ginger and warming orange.“

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Der er god samspil mellem tør røg, søde bær, søde appelsiner og karamel-noter. Det giver en god helhedsoplevelse. Oplevelsen bliver mere speciel når man ved at den kommer fra et af de lukkede skotske destillerier. Nuvel, en flaske koster så også godt og vel 1000,- kroner. Prisen må dog siges at være fair for en whisky på 18 år med 48% vol alkohol, fremstillet uden kølefiltrering og fra et lukket destilleri. Kan man finde en af flaskerne mener jeg bestemt man bør købe den, og jeg er tilfreds med at have en ekstra på lager. Konklusionen på denne anmeldelse af Caperdonich 18 Year Old Peated er, at at den er interessant både som whisky, men også af nostalgiske årsager.

Kilkerran Heavily Peated – Peat In Progress 1

Hjem » Kraftig røg » Side 16

Kilkerran Heavily Peated – Batch #1

Destilleri: Glengyle
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 59,3%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Kilkerran Heavily Peated er en whisky på 59,3% Vol fra det skotske Glengyle Distillery. Destilleriet er beliggende i Campbeltown regionen. Whiskyen har modnet på ex-bourbon fad, og ex-sherry fad. Disse mixes med forholdet 55% ex-bourbon fad og 45% ex-sherry fad. Whiskyen kommer uden aldersangivelse. Dette er den første udgivelse af deres kraftigt røgede serie. Den kaldes også “Peat In Progress” eller kun PIP. Den er aftappet ved fuld fadstyrke den 20/2-2019, og den har flaskekode 19/062. Whiskyen er ikke kølefiltreret, og der er heller ikke tilsat farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #273

Anmeldelse af Kilkerran Heavily Peated

Næse:

Der duftes røg med det samme, men det er ikke en voldsom kraftig røg. Det er en røg som den man kender fra naboen, der har smidt en skinke på grillen inde ved siden af. Der duftes samtidig en let syrlig note, der leder tankerne hen i retning af yoghurt med frugt. Efter lidt tid i glasset kommer en smule maltsødme frem. Efterhånden kommer vanilje og karamel frem i duften. Ligeledes fornemmes lidt tørrede rosiner. Der ligger en snert aroma af kokos og lakrids i baggrunden. De 59,3% vol er, imponerende nok, ikke markante i duften. Lidt vand forstærker dog de generelle duftindtryk. Når flasken har været åbnet i nogle måneder, bliver duften af vanilje gradvist mere og mere tydelig.

Kilkerran Heavily Peated Batch #1

Kilkerran Heavily Peated Batch #1

Palette:

Der er mere bid i alkoholen fra fadstyrken i paletten. En smule vand nedtoner fint dette. Faktisk kan den tage en del vand uden at miste smag. Røgen er også tydelig i smagen, og går i retning af aske. Når munden har tilpasset sig røgen, så kommer der hurtigt andre smagsindtryk frem. Der smages nu tørrede frugter som rosiner og dadler. Ligeledes fremtræder vanilje og karamel tydeligere og tydeligere. Ganske som i næsen, så mærkes lidt kokos og lakrids i baggrunden. Efter et par nip til whiskyen mærkes lidt egetræ også i smagen. Der mærkes en anelse bitterhed på tungen. Der er fin maltsødme over hele smagsbilledet. Tid i glasset får virkelig drammen til at vågne op.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne Campbeltown single malt whisky. Der smages tørrede frugter. Igen er det rosiner og dadler. Vanilje og karamel er også stadig tydelige. I kombinationen med røgen, ledes tankerne hen på pibetobak. Der mærkes kortvarigt lidt peber på tungen. Egetræ bliver efterhånden tydeligere og tydeligere, og der opstår en lidt tør og bitter fornemmelse på tungen. Man efterlades med en smag af mælkechokolade og sød lakrids i munden, og man mærker varme i mund og svælg.

Hvad siger producenten:

“Opens up to reveal citrus notes, vanilla cheesecake, rhubarb and custard sweets with delicate peat smoke. Freshly baked Bramley apple pie and sweet salted caramel. The peat is prolific yet well integrated. A fresh coastal influence evokes memories of a blustery, busy, sea sprayed harbour. Notes of toasted oak and pencil shavings give way to a lasting sweet, fruity peat smoke. “

Konklusion:

Dette er en fantastisk whisky. Nuvel, den bærer præg af at være ung, men den har stadig meget at byde på. Den rammer et “sweet-spot” mellem ex-bourbon og ex-sherry fad, som virkelig falder i min smag. I kombination med røgen, så er det vrikelig en interessant oplevelse. Jeg var heldig at finde flasken til 480,- kroner, men den er noget dyrere nu. Jeg købte 2 flasker, og det er jeg glad for. Jeg har tidligere anmeldt Kilkerran Work In Progress 1 her på bloggen, og jeg må nok sige, at denne Peat In Progress tiltaler mig mere. det bliver spændende at følge udviklingen til færdigt produkt. Konklusionen på denne anmeldelse af Kilkerran Heavily Peated Peat In Progress 1 er, at hvis dette er startstedet, så er der virkelig meget at glæde sig til, når det færdige produkt kommer i handlen.