Campbeltown Loch 2023 – Blended Malt Scotch Whisky

Hjem » NAS » Side 14

Campbeltown Loch 2023 – Maltwhisky fra Campbeltown

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Blended malt
Aftapper: J & A Mitchell
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Campbeltown Loch 2023 er en skotsk blended malt whisky på 46% Vol. Whiskyen kommer fra destillerierne i den skotske Campbeltown region. Den består af whisky fra Springbank Distillery, Glen Scotia Distillery og Glengyle Distillery, der er de tre eneste destillerier i distriktet. Whiskyen har modnet på en kombination af ex-bourbon og ex-sherry fad, inden den er mixet og aftappet på Springbank Distillery. Whiskyen er aftappet den 6. september 2023, men det vides ikke hvor længe den har modnet, da den kommer uden aldersangivelse. Whiskyen er fremstillet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke tilsat farvestoffer. Denne flaske har kode 23/177.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #476

Anmeldelse af Campbeltown Loch 2023

Næse:

Tørrede frugter som svesker og rosiner duftes som det første. Der følges op med sødme fra malt, og bagved anes fjernt lidt sødme fra solmodne kirsebær. Der kommer efterhånden syrlighed mere frem, og der duftes søde mandariner med en snert af grapefrugt. Når drammen har stået i glasset i nogle minutter opfanges svagt lidt røg, mens maritime og mineralske noter af hav, salt og kalk trænger sig på. Når man også har smagt på drammen, findes lidt karamel og vanilje også i duften. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Campbeltown Loch

Campbeltown Loch

Palette:

Sødme rammer smagsløgene først. Der er først sødme fra svesker og rosiner, ganske som det også var i duften. Gradvist tager sødme fra karamel og vanilje mere over. Der er tydelig tilstedeværelse af maritime og mineralske noter af salt og hav. I kombination med karamel giver det associationer til saltkaramel. Der opleves kortvarigt lidt prikken på tungen fra sort peber og kanel. Et fjernt strejf af røg fornemmes i baggrunden på denne Campbeltown whisky. De 46% Vol mærkes, men whiskyen fremtræder ikke decideret sprittet.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Sødmen fra tørrede frugter, vanilje og karamel har lagt sig som et fint lag i munden. Bitterheden tiltager og er med til at forstærke fornemmelsen af salt og kalk. Der smages lidt mørk chokolade, mens lidt sort kaffe momentvis findes i baggrunden. Slutteligt tørrer munden helt ud, mens man efterlades med et minde om saltkaramel.

Hvad siger producenten:

“All five malts from the region’s three distilleries have been used to produce this Blended Malt. Matured in a combination of Ex-Bourbon and Ex-Sherry casks, vatted and bottled at Springbank Distillery, Campbeltown.”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Hvis man kan lide whisky fra Campbeltown distriktet, så bør man prøve denne blended malt whisky. Der er mange noter i både duft og smag man kan nikke genkendende til som fan af de tre destillerier i distriktet. Nuvel, det er måske ikke den mest komplekse oplevelse, men dog stadig et dejligt bekendtskab. Man kan købe en flaske med 70 cl. for omkring 400,- kroner. Med denne prissætning, er jeg ikke ked af, at min lokale pusher fik solgt mig en flaske til min whiskysamling. Konklusionen på denne anmeldelse af Campbeltown Loch 2023 er, at det er en god whisky, der fint viser hvad Campbeltown distriktet har at byde på.

Thy Whisky Spelt-Rye – Rye Whisky

Hjem » NAS » Side 14

Thy Whisky Spelt-Rye – Core Expression (reklame)

Destilleri: Thy Whisky
Land: Danmark
Type: Rye
Aftapper: Destilleri
ABV: 48,5%
Alder: NAS
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Thy Whisky Spelt-Rye er en dansk rug whisky på 48,5% Vol. Whiskyen produceres af det danske destilleri Thy Whisky. Destilaltet er brændt på maltet rug, spelt og byg. Den har lagret på nye egetræsfad, inden den er aftappet uden aldersangivelse. På destilleriets hjemmeside ses, præcist hvilke fad whiskyen har lagret på, og hvornår de er påfyldt. Ligeledes ligger også andre relevante informationer, der tilgås med en QR kode på de nye flasker. Aftapningen er frigivet under lanceringen af de tre nye udtryk fra destilleriet; Core Expressions, Limited Editions og Single Casks. Flaskerne har desuden fået nyt udseende og indeholder 70 cl. Der er sendt 2900 flasker af denne første omgang Core Expression af whiskyen på markedet.

Smagsprøven, i denne anmeldelse, er med i smagesættet, som destilleriet solgte på sin hjemmeside, i forbindelse med lanceringen af de nye aftapninger. Destilleriet har sendt mig sættet, inden online begivenheden, til anmeldelse her på Whiskyblog.dk.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #471

Anmeldelse af Thy Whisky Spelt-Rye

Næse:

Sødme fra vanilje og lys karamel rammer næsen som det første, når man første gang dufter til drammen. Friske krydderurter dom mynte og timian følger hurtigt efter. Efter whiskyen har stået lidt tid i glasset, kommer noter af brød og honning frem. Man aner fjernt lidt frugtige noter fra bananer og modne ferskner. Efter også at have smagt på indholdet i glasset, opfanges lejlighedsvist lidt lakridsrod i næsen. De 48,5% Vol er ikke tydelige.

Thy Whisky Spelt-Rye Core Expression - Sample

Thy Whisky Spelt-Rye Core Expression – Sample

Palette:

Lige som i duften, er det sød vanilje og lys karamel, der først smages i denne rye whisky. Der mærkes hurtigt lidt stærk kanel og muskatnød på tungen, der dog aftager hurtigt igen. Der gives nu plads til lidt søde tropiske frugter som modne ferskner og mango. Efter et par nip til drammen kommer en let bitterhed frem, der med sig har et strejf af chokolade og lakridsrod. Momentvis opleves også her lidt mynte, der også var at finde i duften. Alkoholen er ikke markant i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Der er stadig tydelig sødme fra vanilje og modne tropiske frugter. Efter hånden som sødmen aftager, bliver bitterheden gradvist mere og mere tydelig. Smagen fra lakridsrod er mere markant i eftersmagen, end den er i duften og smagen, og forstærkes af den tiltagen bitterhed.  Også i afslutningen kommer lidt mynte med mellemrum frem. Man sidder tilbage med en let tørhed i munden, med et minde om hjemmebagt rugbrød, egetræ, kanel og muskatnød, mens man mærker en smule varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“Vores nordiske bud på en rye whisky lavet på maltet spelt, rug og byg. Forskellige kornsorter, som indgår som en naturlig del af vores økologiske sædskifte. Inspireret af den danske kærlighed til rugen og rugbrødet og de gamle hvedesorter. Spelt-Rye viser hvordan en nænsom udvælgelse af kornsorter, vores eget malteri og eksperimenter med nye mashbills kan skabe en helt ny smagsprofil til vores whisky.Efter lagring på nye egetræsfade er Spelt-Rye en fyldig og frugtig, krydret og floral whisky med en fin fadbalance. Aromaer af fyldig vanilje, rosé peber, flødekaramel, citrus og lyngblomster.”

Konklusion:

Dette er fin rye whisky. Hvis man kan lide de ofte krydrede noter, der typisk er at finde i whisky lavet på rug, så vil man ikke blive skuffet med denne aftapning. Med en prissætning på 599,- for en flaske på 70 cl., så er den fuldt ud konkurrencedygtig med rye whisky fra både internationale destillerier, men i særdeleshed også fra de danske destillerier. Når man er en whisky nørd som jeg, så er det også dejligt med fuld gennemsigtighed i produktionen, via QR koden på flasken. Konklusionen på denne anmeldelse af Thy Whisky Spelt-Rye Core Expression er, at det er en dejlig rye whisky, der sagtens kan blande sig i det gode selskab.

Balcones Brimstone – Texas Scrub Oak Smoked

Hjem » NAS » Side 14

Balcones Brimstone – Texas Whisky

Destilleri: Balcones
Land: USA
Type: Corn
Aftapper: Destilleri
ABV: 53%
Alder: NAS
Fadtype: N/A
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Balcones Brimstone er en amerikansk corn whisky på 53% Vol. Den kommer fra det amerikanske destilleri Balcones Distilling i Texas. Denne majs whisky er fremstillet af røgede og ristede blå majs. Den har har efterfølgende modnet på egetræsfad lavet af soltørret Texas Scrub egetræ. Det vides ikke hvor længe den har modnet på disse fad, da den er aftappet uden aldersangivelse. Den aftappes uden kunstig farve, og der benyttes ikke kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #465

Anmeldelse af Balcones Brimstone

Næse:

En tydelig duft af mørk brun sukker, der næsten minder om brun farin, kommer op fra glasset som det første. Bagved ligger et strejf af sødme fra vanilje, der gradvist kommer mere frem i duften. Langsomt kommer duften fra svesker og valnødder frem fra baggrunden. Momentvis opleves et fjernt strejf af røg, der bliver en anelse tydeligere efter at have smagt på drammen. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Balcones Brimstone - Sample

Balcones Brimstone – Sample

Palette:

Røgen rammer smagsløgene som det første, og er langt mere markant smagen end den er i duften. Det er dog ikke lige så røget, som det der kendes i eksempelvis whisky fra Islay. Der følges hurtigt op med tydelig sødme fra mørk sukker og vanilje. Efter et par nip til drammen bliver smagen af egetræ mere og mere tydelig, og forstærker fornemmelsen af valnødder. Momentvis opleves lidt frisk mynte og stærk kanel på tungen. De 53% Vol alkohol er tydeligt til stede, dog uden at det virker sprittet.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne corn whisky. Smagen af egetræ ligger som et let bittert lag i munden, mens sukkersødmen stadig er ganske tydelig. Kun fjernt opleves stadig en smule røg. Efterhånden som sødmen aftager, bliver kanel og peber mere tydelig, mens der stadig lejlighedsvist er et frisk pust af mynte. Man sidder tilbage med en fornemmelse i munden, som det man kender fra grill marinaden til bøffen om sommeren på terrassen.

Hvad siger producenten:

“This one-of-a-kind whisky is smoked with sun-baked Texas scrub oak using our own secret process. The result is a whisky full of fresh, youthful corn and light fruit notes married with a bold smokiness. Whether you like smoky whiskies, or just have a penchant for big, new flavors, Brimstone is sure to be a memorable pour. Aromas of masa, Texas campfire and powdered sugar backed by stone fruit, peppery spice, and mint. Bold yet balanced, Brimstone is yet another Texas original from Balcones.”

Konklusion:

Dette er en ganske fin whisky. Har man mod på at prøve en dram, der ikke minder om traditionel whisky, så er dette et fint bud på et køb. Hvis man kan lide whisky fra eksempelvis Indien eller Taiwan, så er denne aftapning fra Balcones Distilling et sikkert køb. Der er mange af de samme noter, som man finder i whisky fra varme himmelstrøg. Jeg fik denne sample af en ven, men en flaske kan købes for cirka 450,- kroner. Med den prissætning er den ganske konkurrencedygtig med andet “eksotisk whisky” fra varmere lande. Konklusionen på denne anmeldelse af Balcones Brimstone er, at det glimrende dram, hvis man kan lide utraditionel whisky og barbecuesauce.