Elijah Craig Small Batch – Kentucky Straight Bourbon Whiskey

Hjem » Nedvandet » Side 13

Elijah Craig Small Batch – fra hårdtbrændte fad

Destilleri: Heaven Hill
Land: USA
Type: Bourbon
Aftapper: Destilleri
ABV: 47%
Alder: NAS
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Elijah Craig Small Batch er en amerikansk bourbon whiskey på 47% vol, hvilket svarer til 94 proof. Den fremstilles på det amerikanske destilleri Heaven Hill Distillery i Kentucky. Denne bourbon har lagret på level 3 forkullede egetræs fad, hvilket er en relativ hård afsvidning af fadet. Aftapningen kommer uden aldersangivelse, men som det fremgår af navnet, er det Small Batch i mindre oplag.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #491

Anmeldelse af Elijah Craig Small Batch

Næse:

En tydelig duft fra egetræ kommer frem fra glasset som det første. Der følges op med tydelig sødme fra mørk sukker og sirup. Langsomt kommer duften fra modne mørke som kirsebær og brombær mere frem. I baggrunden opfanges lys karamel og vanilje. Momentvis duftes krydderier som kanel, peber og nelliker. Sammen med sødmen giver det associationer til det man kender fra kagerne til juletid. Alkoholen fornemmes i næsen, og den kan opleves lidt sprittet ved første kontakt. Det aftager dog en anelse mår drammen har stået nogle minutter i glasset.

Elijah Craig Small Batch

Elijah Craig Small Batch

Palette:

Sødmen smages også som det første. Ganske som i duften, så er det mørk sukker og sirup, der dominerer i begyndelsen. Der følges hurtigt på med stærke krydderier som kanel og peber, der sammen med alkoholen, giver varme og en prikkende fornemmelse på tungen. Langsomt kommer smagen af vanilje og karamel mere frem i denne bourbon. Lejlighedsvis opleves er strejf af kirsebær i smagen, men ikke lige så tydeligt som i næsen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. sødme fra sirup og mørk sukker ligger som et fint lag i munden. Der opleves stadig tydelig kanel og peber på tungen, der sammen med alkoholen, giver varme på tungen og i brystet. En smule bitterhed kommer slutteligt lidt frem, og med sig har det et strejf af egetræ, der er med til at fremhæve vanilje og karamel. Bitterheden efterlader et spor af kaffe og mørk chokolade. Man sidder tilbage med et minde om julekager, inden munden slutteligt tørrer helt ud.

Hvad siger producenten:

“Expertly aged in Level 3 charred oak barrels, our award-winning Small Batch Bourbon is known for its signature warm spice & subtle smoke flavors. Each barrel is hand selected by our Master Distillers.”

Konklusion:

Dette er en ganske god bourbon. Hvis man kan lide tydelig sødme fra mørk sukker, sirup, karamel og vanilje, så vil man ikke blive skuffet med denne aftapning. Man kan købe en flaske for omkring 350,- kroner for 70 cl. Med denne prissætning er den ganske konkurrencedygtig med andet bourbon i dette leje. Jeg har efterhånden en del tømte flasker bourbon bag mig, og jeg må stadig tilstå, at mit hjerte ligger hos single malt whisky. Når det er sagt, så er interessen stigende for de amerikanske dråber, og denne aftapning rammer et fint “sweet spot” med mit avancement på bourbonrejsen. Konklusionen på denne anmeldelse af Elijah Craig Small Batch er, at det er en fin bourbon, hvor de fleste kan være med uanset erfaring.

Springbank Longrow 21 Year Old 2023 – Campbeltown Single Malt Scotch Whisky

Hjem » Nedvandet » Side 13

Springbank Longrow 21 Year Old 2023 – ex-sherry og ex-bourbon fad

Destilleri: Springbank
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: 21 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Springbank Longrow 21 Year Old 2023 er en skotsk whisky på 46% Vol. Whiskyen kommer fra Springbank Distillery i den skotske Campbeltown region. Den har modnet på 65% ex-sherry fad, 35% ex-bourbon fad i 21 år, som det også fremgår af etiketten på flasken. Den er fremstillet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke tilsat kunstig farve. Flasken har kode 23/218 og er aftappet den 18. oktober 2023 som en “Limited Release”. Som medlem af Springbank Society, kunne man deltage i lodtrækningen om, at købe et smagesæt med alle destilleriets 2023 aftapninger. Denne sample er fra dette sæt.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #489

Anmeldelse af Springbank Longrow 21 Year Old 2023

Næse:

Tydelig røg kommer op fra glasset først. Dette aftager gradvist når drammen har stået i glasset i nogle minutter. Efterfølgende kommer en tydelig note af egetræ mere frem, der tilfører en let bitterhed som det man kender fra hasselnødder.. Der duftes friske krydderurter som mynte og timian. Bagved anes lidt søde tropiske frugter som ananas og fersken. Alkoholen er ikke tydelig i duften.

Springbank Longrow 21 Year Old 2023 - sample

Springbank Longrow 21 Year Old 2023 – sample

Palette:

Der er mere kraft i de 46% vol alkohol i smagen, men den virker dog ikke sprittet. Der er tydelig stærk peber og kanel på tungen, der sammen med alkoholen giver tydelig varme i munden som det første. Der gives dog hurtigt plads karamel- og sirupssødme. Efter et par nip til denne Campbeltown whisky kommer de tropiske frugter, der også var at finde i duften, en anelse mere frem fra baggrunden. Der smages søde ferskner og ananas. Der anes et let lag af røg over hele smagsindtrykket, men det er meget tilbagetrukket.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne whisky. Der anes stadig sødme fra sirup, karamel og søde frugter i munden. Der er en tiltagen bitterhed i afslutningen, og der smages mandler og hasselnødder. I kombination med sødmen giver det associationer til marcipan. Maritime og mineralske noter kommer sluttelig frem, og giver en fornemmelse af flintesten, hav og salt på læberne. Sammen med et strejf af røg giver det en tør afslutning.

Hvad siger producenten:

“Nose: There is a savoury note in the introduction to this dram, along with hints of hazelnut and blackcurrants. Palate: Syrupy sweet yet delicate on the papalte, there are notes of fizzy cola bottles and cigar box smoke. Finish: A characteristically Longrow finish reminiscent of single beaches, flint and seaweed.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Hvis man kan lide whisky fra Campbeltown distriktet, og Springbank i særdeleshed, så vil man ikke blive skuffet med denne dram. Der er god kompleksitet og fine oplevelser for alle sanserne. Når det er sagt, så koster en flaske omkring 3500,- kroner. Med denne prissætning kan der findes meget andet god whisky. Personligt ville jeg nok foretrække at købe 3 – 4 flasker andet whisky. Jeg er dog ganske tilfreds med at have smagt denne sample, for der er så absolut ikke noget galt med whiskyen. Konklusionen på denne anmeldelse af Springbank Longrow 21 Year Old 2023 er, at det er en dejlig whisky, men det får man i den grad også lov at betale for.

Robert Burns – Blended Scotch Whisky

Hjem » Nedvandet » Side 13

Robert Burns – blended whisky fra Arran

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Region: N/A
Type: Blended
Aftapper: Isle of Arran Distillers
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: N/A
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Robert Burns er en skotsk blended whisky på 40% Vol. Whiskyen er sendt på markedet af Isle of Arran Distillers. Aftapperen, som ligger på øen Isle of Arran, er i særdeleshed kendte for sine single malt whiskyer. Hjertet i dette blend består af whisky fra Lochranza destilleriet. Flasken kommer uden aldersangivelse, og er derfor en såkaldt NAS. Ligeledes vides det ikke, hvilke fad den har lagret på.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #488

Anmeldelse af Robert Burns

Næse:

Et strejf af alkohol fra de 40% Vol rammer næsen som det første. Det er dog hurtigt borte igen, og der er plads til andre indtryk. Der duftes grønne æbler og umodne pærer. Langsomt kommer lidt vanilje og karamel frem i glasset, men en fornemmelse af nyslået hø ligger i baggrunden. Når man har smagt på drammen opfanges ligeledes en anelse egetræ og mælkechokolade i smagen.

Robert Burns - Miniature

Robert Burns – Miniature

Palette:

Syrligheden fra de grønne æbler, der også var at finde i duften, smages som det første. Der følges hurtigt op med stærk sort peber, der dog hurtigt aftager igen, for til sidst helt at forsvinde. Efter et par nip til drammen kommer lidt syrlighed fra citrusfrugter frem. Ligeledes bliver lidt egetræ, vanilje og mælkechokolade efterhånden at finde i smagen. Alkoholen fornemmes uden at denne blended whisky virker sprittet.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne dram. Vanilje og mælkechokolade dominerer. Lidt syrlighed fra de grønne æbler og citrusfrugterne kommer momentvis frem i afslutning. En let bitterhed bliver efterhånden mere fremtrædende, inden man efterlades med et strejf af alkohol i munden.

Hvad siger producenten:

With the acclaimed Arran Single Malt at its heart, this blend is refreshingly dry in character with a smooth finish and the subtlest hints of peat-smoke in the background. An outstanding example of a great quality blended whisky, this is the perfect dram to be enjoyed on any occasion and a fitting tribute to Scotland’s greatest poet.”

Konklusion:

Dette er ikke nogen stor whisky, men kan dog stadig sagtens drikkes. Man kan købe en flaske for lige over 200,- kroner, og sammenligner man med andre blendede whiskyer i dette prisleje, så er den ganske konkurrencedygtig. Skal man sidde en hel aften, og drikke en flaske whisky med gutterne, uden der skal tages stilling til det, der er i glasset, så er den sikkert ganske fin. Stiller man lidt større krav, så bør man overveje at bruge et par hundrede kroner mere på en entry level Arran single malt whisky fra aftapperens Lochranza Distillery i stedet. Konklusionen på denne anmeldelse af Robert Burns Blended Scotch Whisky er, at det ikke er nogen stor oplevelse, og man bør gå efter aftapperens single malt whisky i stedet.