Ballechin 10 Year Old – 50 ppm fra Edradour Distillery

Hjem » Nedvandet » Side 94

Ballechin 10 Year Old – Kraftig røg fra Highland

Destilleri: Edradour
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: 10 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★

Ballechin 10 Year Old er en skotsk whisky på 46% Vol. Whiskyen er lavet på Edradour Distillery i Highland området i Skotland. Whiskyen har været produceret siden 2003. Denne whisky har lagret hovedsagligt på ex-bourbon fad, og toppes af med whisky lagret på ex-oloroso sherry fad. Den har lagret i minimum 10 år på disse fad, og er tørverøget til mindst 50 ppm. Whiskyen er endvidere ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #85

Anmeldelse af Ballechin 10 Year Old

Næse:

Der er tydelig røg i aromaen i denne dram. Det er røg som man kender det fra et bål i haven. Når man har indstillet næsen til røgen, så kommer der en god maltsødme frem fra baggrunden. Der er også lidt tilstedeværelse af mærke og modne frugter. Man fornemmer en smule vanilje og karamel. Når man har duftet til den nogle gange, så bliver det nærmest en mint-agtig fornemmelse i næsen, og egetræ kommer langsomt frem. Man mærker ikke de 46% vol. alkohol på duften.

Ballechin 10 Year Old - Miniature

Ballechin 10 Year Old – Miniature

Palette:

Smagen er naturligvis også præget af røg. Når smagsløgene har vænnet sig til røgen, så fremkommer de andre smagsnoter tydeligere. Man smager nu mørk frugt, som svesker og abrikoser. Også paletten har en god sødme. Efter et par smagsprøver fremkommer en næsten mandel lignende smag, som leder tankerne hen på marcipan. Dette går igen over i lidt smag af lakrids, Der smages lidt stærke krydderier som peber og kanel på tungen. Alkoholen gør heller ikke her meget væsen af sig, og drammen virker faktisk ret blid og blød i sit smagsudtryk.

Afslutning:

Der er en god lang afslutning på whiskyen, og den fremstår en del kraftigere end smagsoplevelsen i sit udtryk. Eftersmagen er også præget af røg i starten. Dette aftager dog langsomt, og erstattes af en god sødme fra frugt. Efter lidt tid bløder udtrykket lidt op, og man sidder med en lidt tør fornemmelse i munden, og man smager lidt egetræ. På tungespidsen mærker men lidt krydderier. Igen kommer der lakrids frem. Sammen med det lidt tørre udtryk minder det lidt om lakridsrod.

Hvad siger producenten:

“Distilled using barley which has been infused with peat to a level not less than 50ppm.”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Den svinger imellem det kraftige og røgede udtryk, over i de blide og bløde nuancer. Det giver en god kompleksitet i drammen. Hvis man kan lide røget whisky, som man kender det fra Islay regionen, så bør man gøre sig den tjeneste at købe denne. Man kan købe en flaske for omkring 400,- kroner, og det er den bestemt værd. Det er virkelig valuta for pengene. Man får en god whisky, som laves på et af de helt små skotske destillerier. Derfor produceres den i relativt begrænsede mængder sammenlignet med andre. Finder man en flaske, så bør man købe den. Konklusionen på denne anmeldelse af Ballechin 10 Year Old er, at kan man lide røg, så er dette et “must have” på hylden.

Fettercairn 12 Year Old – en tropisk Highlander

Hjem » Nedvandet » Side 94

Fettercairn 12 Year Old – en letdrikkelig dram

Destilleri: Fettercairn
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: 12 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Fettercairn 12 Year Old er en skotsk whisky på 40% Vol. Whiskyen er produceret på Fettercairn Distillery i det skotske Highland område. Whiskyen har lagret i 12 år på ex-bourbon fad af amerikansk hvid egetræ. Whiskyen er endvidere ikke kølefiltreret. Denne sample købte jeg på whiskymessen 2019.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #84

Anmeldelse af Fettercairn 12 Year Old

Næse:

Man dufter straks frugt når man stikker næsen til sit glas. Der er markant tone af modne pærer. Efter lidt tid i glasset kommer fine toner af blomster frem til overfladen. Bagved ligger fine noter af vanilje og en smule egetræ. Man kan svagt ane en lidt syrlig note, som minder en smule om mandarin. Alkoholen er ikke at mærke i næsen, og den har et generelt blød udtryk.

Fettercairn 12 Year Old - Sample

Fettercairn 12 Year Old – Sample

Palette:

Ligeså blød som whiskyen var i næsen, ligeså kraftig er den i smagen. Smagsløgene rammes straks af stærke krydderier som nelliker og en smule kanel. Der fremkommer hurtigt en nærmest kaffe-agtig smag, og en bitterhed som man også forbinder med kaffe. Efter et par mundfulde fremkommer de lidt finere nuancer frem, og man smager nu lidt vanilje og karamel. Der er igen en smule syrlighed at finde. Der er lidt mere bid i de 40% vol. alkohol i smagen.

Afslutning:

Der er medium eftersmag på drammen. Igen bliver de modne pærer tydelige, og der fremkommer en god sødme i munden. Den svage syrlighed fra både næse og palette er lidt tydeligere i afslutningen. Den ligger som en lidt prikkende fornemmelse på tungen. Langsomt bliver karamel og vanilje tydeligere, og man sidder tilbage med en god varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“Refreshing nectarine and tropical fruit, with subtle roasted coffee, clove, and ginger. A memorable finish of sultanas and black toffee”

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftig dram. Særlig kan jeg godt lide, at det blide udtryk i duften, erstattes af en del mere power i smagen. Det efterlader et ganske indtryk, og giver lidt udfordringer til nyderen. Nuancerne af mandarin, kaffe, pærer og kanel giver næsten drammen et tropisk udtryk. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner, og det mener jeg som sådan også at den er værd. Man kan købe meget god whisky i dette prisleje, og denne kan fint klare sig i konkurrencen. Konklusionen på denne anmeldelse af Fettercairn 12 Year Old er, at det er en fin whisky, som viser lidt tænder i smagen.

Spey Tenné – ex-bourbon og ex-portvin fad

Hjem » Nedvandet » Side 94

Spey Tenné – portvinslagret speyside whisky

Destilleri: Speyside
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Portvin
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Spey Tenné er en skotsk whisky på 46% Vol. Speyside Distillery er et af de destillerier i Skotland, som ligger i Speyside regionen Destilleriet er ejet af Harvey’s of Edinburgh. Whiskyen kommer uden aldersangivelse og betragtes derfor som en såkaldt NAS whisky. Den har lagret på ex-bourbon, og afsluttes i seks måneder på Tawny ex-portvin fad. Whiskyen er desuden ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #83

Anmeldelse af Spey Tenné

Næse:

Der er tydelig frugt i næsen, når man dufter til denne whisky. Det er frugt-noter som man kender fra vin, så det tyder på en ret markant indflydelse fra de ex-portvins fad, den er afsluttet på. Det kan næsten lede tankerne hen på kirsebær. Langsomt fremkommer en smule karamel og mælkechokolade fra baggrunden. Man fornemmer lidt egetræ i baggrunden, ligesom de 46% vol alkohol også er at mærke på duften.

Spey Tenné - Sample

Spey Tenné – Sample

Palette:

Der er en umiddelbar kraftig alkoholindflydelse i smagen. Samtidig er der en kraftig syrlighed og bitterhed som rammer smagsløgene. Den virker nærmest skarp i sin fremtoning. Et par dråber vand tager toppen af dette, samtidig med et par mundfulde til at justere smagsløgene. Herefter fremkommer en fin note af fersken, og de kirsebær, som var at finde i aromaen, kommer også en smule frem. Vanilje og karamel er svagt tilstede i baggrunden.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Fersken-smagen er tydeligere i eftersmagen. Dette erstattes efterhånden af lidt syrlige og bitre noter som ligger sig på tungen. Ret hurtigt får man en tør fornemmelse på tungen. Man sidder med en smule stærke krydderier og vanilje tilbage på tungen, inden man slutteligt sidder med en varm fornemmelse i munden, og en let metallisk følelse.

Hvad siger producenten:

The latin range of spey single malts starts with the distinctive Tenné.”

Konklusion:

Denne whisky er ikke specielt imponerende. Det er en tydelig ung whisky, hvor den virker en smule barsk i smagen, i forhold til hvad næsen antyder. Den kunne godt bruge lidt flere år på fad til at fjerne de skarpe kanter, som den præsenterer i paletten. Smagsindtrykkene er som sådan spændende nok, men den trænger til noget afrunding og kompleksitet. Man kan købe en flaske for omkring 400,- kroner. For en NAS whisky som virker tydeligt ung, og ikke tilbyder den store oplevelse, så er det efter min mening lige i overkanten. Der er pengene, efter min mening, brugt bedre andet sted. Konklusionen på denne anmeldelse af Spey Tenné er, at whiskyen fremtræder for umoden, og godt kunne bruge lidt afrunding i sit udtryk.