WhistlePig 10 Year Old – Drinks By The Dram Exclusive

Hjem » Privatejet » Side 29

WhistlePig 10 Year Old – Straight Rye Whiskey

Destilleri: WhistlePig
Land: USA
Type: Rye
Aftapper: Destilleri
ABV: 56,3%
Alder: 10 år
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

WhistlePig 10 Year Old er en straight rye whiskey på 56,3% Vol. Den er i virkeligheden destilleret af Alberta Distillers Limited i Canada, og herefter fragtet til WhistlePig Farm i Vermont i USA, hvor den så har lagret i 10 år. Årsagen til dette er, at destilleriet ikke har haft egen kapacitet, til allerede at have egen 10 års whiskey klar, da egen produktion først startede i 2015. Denne rug whiskey har lagret på et enkelt nyt fad af amerikansk egetræ, så den er en single cask aftapning, eller Single Barrel om man vil. Den er håndaftappet specifikt til Drinks by the Dram, der sælger diverse whisky samples. Den er flasket i 2019.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #201

Anmeldelse af WhistlePig 10 Year Old

Næse:

Næsen mødes først af tydeligt duft fra vanilje. Hurtigt følges op med en aroma af let-brændt egetræ. Efter lidt tid i glasset kommer efterhånden noter af lakridsrod og frisk mynte frem fra baggrunden. Der er en lille smule alkohol i næsen, uden den dog virker sprittet. Lidt vand i drammen nedtoner alkoholnoterne, og der gøres plads til lidt nye nuancer. Der anes nu en snert af sød appelsin og lidt søde jordbær. Egetræ forstærkes også med lidt vand i denne straight rye whiskey.

WhistlePig 10 Year Old - Sample

WhistlePig 10 Year Old – Sample

Palette:

Duften føres fint over i smagen. Vanilje rammer munden som det første. De 56,3% vol alkohol er også ganske tydelige i paletten, og vand kan med fordel tilsættes. Egetræ kommer herefter fint frem. Ganske som i duften følges hurtigt op med lidt tør lakrids, som den man kender fra lakridsrod. Der mærkes momentvis lidt mynte på tungen. Der mærkes en smule brænd på tungen fra kanel. I baggrunden anes lidt mælkechokolade og mørk sukker.

Afslutning:

Vanilje, mørk sukker og mælkechokolade ligger som et fint lag i munden. Der mærkes stadig stærk kanel på tungen i denne rug whiskey. Smagen af egetræ bliver efterhånden tydeligere og tydeligere, hvilket giver en lidt bitter og tør note på tungen. Ligeledes bliver tilstedeværelsen af mynte på tungespidsen også mere markant. Søde appelsiner og bær kommer lejlighedsvist frem i afslutningen. Man efterlades med varme i mund og hals, mens man mindes om lakridsrod og vanilje.

Hvad siger producenten:

“Fortune, superb taste, and hustle lead us to the discovery of an aged Rye Whiskey stock in Alberta, Canada. We rescued the stock from misuse as a blending whiskey, aged it in new American Oak, then hand-bottled this rye on its own. We’re honored to present the most awarded Rye Whiskey in the world.

Konklusion:

Dette er en glimrende straight rye whiskey. Der er spændende nuancer i både duft, smag og afslutning, og oplevelsen virker ganske vel balanceret. Med oplevelser som denne, så er det ikke sidste gang jeg kaster mig ud i amerikansk, eller for den sags skyld canadisk, rye whiskey. Man kan købe en flaske for lige omkring 900,- kroner. I dette prisleje findes til gengæld også meget godt skotsk whisky, hvilket i den grad gør konkurrencen hård. Selvom mit whisky-hjerte ligger i Skotland, så er det dog altid interessant at smage andre dramme. På den måde udvikler man både sin viden, og evne til at finde nye oplevelser i sin dram. Konklusionen på denne anmeldelse af WhistlePig 10 Year Old Drinks By The Dram Exclusive er, at det er en god oplevelse uanset om den er amerikansk eller canadisk.

James E. Pepper 1776 Straight Bourbon Whiskey – 100 Proof

Hjem » Privatejet » Side 29

James E. Pepper 1776 Straight Bourbon Whiskey – 50% vol alkohol

Destilleri: James E. Pepper Distilling Co.
Land: USA
Type: Bourbon
Aftapper: Destilleri
ABV: 50%
Alder: NAS
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

James E. Pepper 1776 Straight Bourbon Whiskey er en amerikansk bourbon på 50% Vol. Den er fremstillet af James E. Pepper Distilling Co., der er et af de mange amerikanske destillerier, der har hjemme i Kentucky i USA. Der benyttes mere end 38% rug i fremstillingen af denne dram. Som loven foreskriver, benyttes nye fad af amerikansk egetræ til lagringen. Der er ingen aldersangivelse på flaskerne, men det oplyses, at der ikke benyttes kølefiltrering under produktionen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #194

Anmeldelse af James E. Pepper 1776 Straight Bourbon Whiskey

Næse:

Det første der møder næsen er sødme, som den man kender fra brun sukker. Når glasset har stået i et par minutter, aftager sødmen en smule. Der duftes nu også modne æbler og pærer. Der ligger en note af modne krisebær i baggrunden. Ligeledes fornemmes en note af vanilje, kanel og kaffe. Kombinationen kan lede tankerne hen i retning af marcipan. Duften af vanilje bliver tydeligere med lidt vand tilsat. Alkoholen er ikke tydelig i næsen på denne bourbon.

James E. Pepper 1776 Straight Bourbon Whiskey - Sample

James E. Pepper 1776 – Sample

Palette:

Der er noget mere bid i de 50% vol alkohol i smagen, og et par dråber vand kan tilsættes, for at nedtone spritten en anelse. Med lidt vand gives plads til at smage karamelsødme og vanilje. Der mærkes lidt prikken på tungen fra stærk kanel. Sødmen bliver efterhånden mere som honningsødme, og en sødme som minder lidt om sød finsk lakrids. Kirsebær, som også var at finde i duften, kan anes svagt igennem sødmen. Der er en snert af egetræ at spore i paletten.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne dram. Den kraftige sødme hænger stadig ved, og der tænkes på karamel og sød finsk lakrids. Vanilje og egetræ bliver gradvist mere tydelig. Der mærkes stadig lidt prikken på tungen fra kanel. Oplevelsen aftager om smagen af mørk chokolade og kaffe kommer en anelse frem. Man sidder tilbage med lidt tørhed på tungen, og en fornemmelse af mint på tungespidsen.

Hvad siger producenten:

“100 Proof – Not Chill-Filtered – Over 38% Rye in the Mash Bill. Rich Bourbon Sweetness & Rye Spice; vanilla, honey, cloves, & chocolate. Neat, over ice, or in a proper Old Fashioned, this whiskey rocks.”

Konklusion:

Denne Straight Bourbon Whiskey er ganske god. Der er fin kompleksitet, og den tilbyder en interessant oplevelse for næse og smagsløg. Som mange andre bourbons jeg har smagt, så er den stadig båret frem af kraftig sødme, som måske ikke passer helt til min smag. Man kan købe en flaske for mellem 400,- og 450,- kroner. For de penge kunne man også købe en glimrende flaske fra et af de skotske destillerier. Om man vælger det ene eller det andet er naturligvis op til den enkelte, men jeg ved godt hvor mit hjerte ligger. Konklusionen på denne anmeldelse af James E. Pepper 1776 Straight Bourbon Whiskey er, at man her får en stabil oplevelse til sanserne.

Teeling Single Malt – Irish Whiskey

Hjem » Privatejet » Side 29

Teeling Single Malt – afsluttet på 5 vin fad

Destilleri: Teeling
Land: Irland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Vin
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Teeling Single Malt er en irsk whiskey på 46% Vol. Whiskeyen er fremstillet på det irske destilleri Teeling Distillery, der ligger i Dublin. Whiskeyen har først lagret på ex-bourbon fad. Herefter har den fået en afslutning på fem forskellige typer af ex-vin fad, inden den slutteligt er hældt sammen, og senere aftappet. Den er afsluttet på ex-portvin fad, ex-sherry fad, ex-madeira fad, ex-hvid bourgogne fad og ex-cabernet sauvignon fad. Whiskeyen kommer uden aldersangivelse, og er derfor at betragte som en NAS. Desuden er den ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #193

Anmeldelse af Teeling Single Malt

Næse:

Man mærker først en smule sprit i næsen, fra de 46% vol alkohol. Det er dog relativt hurtigt væk igen. Der duftes herefter friske frugter. Det er frugter som modne pærer og æbler. Efter lidt tid i glasset kommer en fin duft af vanilje frem fra baggrunden. Med et par dråber vand kommer en note som minder lidt om kokos frem. Ligeledes kommer lidt tropisk frugt frem, og der duftes ananas og bananer.

Teeling Single Malt - Miniature

Teeling Single Malt – Miniature

Palette:

Smagen af sprit er også det første som rammer munden, når man tager den første slurk. Lidt vand kan også her med fordel tilsættes, for at nedtone alkoholen en smule. Herefter kommer en god honningsødme frem. Smagen af de friske modne frugter som pærer og æbler ligger fint i baggrunden. Efter et par nip af glasset smages vanilje og lidt mælkechokolade i denne single malt. Kombinationen af frugtsødme, honningsødme og vanilje leder tankerne hen på frugtvingummi. Der mærkes lidt stærk peber og muskatnød på tungen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne irske whiskey, I starten er der stadig rest sødme fra honning og frugt i munden. Dette fortager sig hurtigt, og vanilje og mælkechokolade bliver tydeligere. Der fornemmes lidt citrus og bitterhed på tungen, som minder om den man kender fra citronskal. Der er stadig lidt prikken på tungen fra muskatnød og sort peber. Munden tørrer hurtigt helt ud, og man sidder tilbage med lidt varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

Teeling Single Malt consists of a range of Single Malts varying in both age and cask. Combined within this multi-layered liquid is the influence of 5 wine casks including Port, Sherry, Madeira, White Burgundy and Cabernet Sauvignon. With these 5 cask influences working in harmony, this whiskey has been described as “a symphony” of flavour, and bottling at 46% with no chill filtration lets the true character and depth of this whiskey ring through.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig og ganske interessant irsk whiskey. Man mærker den er ung, og at den mangler lidt dybe i smagen. Dette gør den til gengæld let at drikke. Der forsøges at rette op på den manglende dybde, ved at kombinere flere typer af fad. Det lykkedes faktisk ganske godt, og det tilføjer en fornuftig kompleksitet til drammen. Man kan købe en flaske for cirka 400,- kroner. I det prisleje er udvalget stort og konkurrencen hård. Man kan eksempelvis købe en del skotsk whisky i det prisleje. Det er naturligvis smag og behag, hvad man syntes er bedst. Konklusionen på denne anmeldelse af Teeling Single Malt er, at det er en frisk, ung whiskey, der viser ganske god kompleksitet.