Balmenach 2003 12 Year Old – The Single Cask 2003/2016

Hjem » Whisky samples » Side 21

Balmenach 2003 12 Year Old – Uafhængig Speyside aftapning

Destilleri: Balmenach
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, The Single Cask
ABV: 50%
Alder: 12 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Balmenach 2003 12 Year Old er en skotsk whisky på 50% vol. Whiskyen er produceret på  Balmenach Distillery, som er et af destillerierne i Speyside regionen. Whiskyen er en single cask whisky fra et ex-bourbon fad med nummer #800437. Whiskyen er brændt den 07-08-2003, og er aftappet den 02-08-2016, og whiskyen er dermed 12 år gammel. Flasken er sendt på markedet af den uafhængige aftapper The Single Cask, og der er aftappet 107 flasker i alt. Whiskyen er desuden ikke tilsat kunstig farve, og er ikke kølefiltreret.

Besøg: Aftapperens hjemmeside

Anmeldelse #391

Anmeldelse af Balmenach 2003 12 Year Old

Næse:

Næsen rammes af en tydelig duft af mynte som det første. Mynten følges hurtigt op af andre friske krydderurter. Der duftes grønne krydderurter som timian og rosmarin. Dette aftager efter nogle minutter i glasset. Der duftes nu lidt solmoden sød appelsin. Denne duft bliver mere markant jo længere tid whiskyen står i glasset. Efterhånden kommer vanilje og karamel en smule frem fra baggrunden. Ligeledes er en snert af en let jordslået duft, som man kender det fra en fugtig kælder eller loftsrum, også at finde. Man mærker ikke alkoholen i næsen.

Balmenach 2003 12 Year Old - Sample

Balmenach 2003 12 Year Old – Sample

Palette:

Der er mere bid i de 50% vol alkohol i smagen. Denne whisky kan med fordel tilsættes et par dråber vand, for at nedtone spritten en anelse. Der lukkes op for tydelig smag af karamel og vanilje. Mynte og de andre grønne krydderurter er mere tilbagetrukne i paletten, end de var i næsen, men er stadig tydeligt til stede. Ligeledes smages også en anelse søde appelsiner, der dog tiltager kraftigt, jo længere tid drammen er i glasset. Efter et par nip af whiskyen kommer en fin smag af hasselnødder frem. Der anes en let bitter note som man også kender det fra nødder. Der mærkes lidt stærk ingefær på tungen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne single malt whisky. De søde appelsiner er tydeligere i afslutningen. Sammen med bitterheden fra hasselnødderne, giver det en fornemmelse af appelsinskal i munden. Der mærkes momentvis lidt af krydderurterne, hvor mynte kigger frem lejlighedsvist. Ligeledes mærkes stadig lidt stærk ingefær på tungen. Man efterlades med en smag af karamel og vanilje, men der mærkes en god varme i munden.

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky, uden den kommer helt op i det højeste niveau. Der er ganske interessante noter i både duft, smag og eftersmag. Særligt finder jeg krydderurterne spændende i oplevelsen, hvor mynten skiller sig positivt ud. Man kan købe en af de 107 flasker for cirka 800,- kroner, hvis man ellers kan finde den i handlen. Jeg var heldig at finde denne whisky sample til kun 20,- kroner for en 3 cl. smagsprøve. Men sådan en pris for en smagsprøve, så kan alle være med. Jeg er dog ganske tilfreds med, at jeg ikke har givet fuld pris for en flaske, men blot har købt nok til en enkelt dram. Jeg har dog en fornemmelse af, at drammen godt kunne udvikle sig positivt i flasken, da den virkelig oppede sig, jo længere tid den var i glasset. Konklusionen på denne anmeldelse af Balmenach 2003 12 Year Old er, at jeg er tilfreds med at have smagt en sample, med en ganske positiv udvikling i glasset.

Ileach Cask Strength – Peated Islay Malt

Hjem » Whisky samples » Side 21

Ileach Cask Strength – endnu en “mystery malt” fra Islay

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, The Highlands & Islands Scotch Whisky Company
ABV: 58%
Alder: NAS
Fadtype: N/A
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Ileach Cask Strength er en skotsk whisky på 58% vol. og er flasket af The Highlands & Islands Scotch Whisky Company, der er bosidende i Glasgow. Whiskyen er på flasken kategoriseret som en Islay single malt. Der er store diskussioner om, hvem der i virkeligheden producerer whiskyen. Flere mener at det er en ung whisky fra enten Caol Ila Distillery eller Lagavulin Distillery. Derfor er det en såkaldt “Mystery Malt”, som man kender fra eksempelvis Smokehead, som også er fra Islay. Det har været umuligt at finde noget om fadtyperne som denne dram har lagret på. Whiskyen er ikke kølefiltreret og uden aldersangivelse. Den er flasket ved fadstyrke.

Anmeldelse #385

Anmeldelse af Ileach Cask Strength

Næse:

Man mærker straks røg i næsen, men det er ikke en specielt tung røg. Det er som en let røg fra pibetobak eller cigar. Røgen dominerer dog ikke indtrykket på nogen måde. Duften byder også på en let honningsødme. I baggrunden fornemmer lidt mørkere noter af chokolade og karamel. På trods af de 58% vol er alkoholen ikke på nogen måde skræmmende i næsen. Et par dråber vand åbner duften en smule op, og man fornemmer nu lidt vanilje og the.

Ileach Cask Strength - Sample

Ileach Cask Strength – Sample

Palette:

Der er først et brænd fra de 58% vol alkohol, og man kan med fordel nedvande en anelse, for at smagsløgene ikke bedøves helt. Det åbner smagen væsentligt op, og skubber alkoholen i baggrunden. Efterfølgende smages naturligvis røg. Igen er det røg som fra pibetobak. Der er en god sødme i drammen, der leder tankerne hen på mørke modne frugter. Efter et par smagsprøver fremkommer lidt smag af lakrids, og man får fornemmelsen af salt på tungespidsen.

Afslutning:

Der er en god lang afslutning på whiskyen. Også eftersmagen er præget af røg og sødme. Igen fremkommer en let smag af lakrids. Munden tørrer lidt ud, og denne kombination minder lidt om den fornemmelse man har med lakridsrod. Man efterlades med en let olieret fornemmelse i munden. Slutteligt dukker en smule vanilje op i indtrykket, og den bliver en smule bitter. Jeg kommer til at tænke på frugt og lakrids the, som har trukket lidt for længe.

Hvad siger producenten:

“The true taste of Islay”

Konklusion:

Whiskyen er sådan set ganske god. Den er ikke specielt kompleks, hvilket også er forventet for en whisky uden aldersangivelse. Man efterlades dog stadig med et ganske godt og kraftfuld indtryk, hvilket fadstyrken på 58% vol naturligvis er medvirkende til. Man kan købe en flaske til omkring 400,- kroner, men jeg har modtaget denne sample fra youtube kanalen SOWLEG. Sammenlignet med andet whisky i prislejet, så mener jeg godt, at man kan få bedre “value for money” andre steder. Når det er sagt, så finder jeg det dog ganske underholdende, at lede efter genkendelige karakterer fra Islay destillerierne. Det er sjovt om man kan gætte rigtigt, og er et godt emne til samtale med andre whisky-nørder. Konklusionen på denne anmeldelse af Ileach Cask Strength er, at det sådan set er en ganske god whisky, men konkurrencen er hård på NAS whisky i dette prisleje.

Sweet coquetry with whispers of oak – SMWS 68.55

Hjem » Whisky samples » Side 21

Blair Athol 2011 9 Year Old – SMWS 68.55

Destilleri: Blair Athol
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 57,5%
Alder: 9 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Sweet coquetry with whispers of oak SMWS 68.55 er en whisky på 57,5% Vol. Den er produceret af det skotske destilleri Blair Athol Distillery i Highland regionen. Den uafhængige aftapper The Scotch Malt Whisky Society har aftappet denne single cask whisky. Den har lagret på et enkelt ex-bourbon hogshead fad i 9 år. Spritten er fremstillet den 13/10-2011, og senere aftappet ved cask strength. Den var oprindeligt tiltænkt The Highland Whisky Festival 2021, men grundet COVID-19 blev arrangementet aflyst, og flasken sat til salg til klubbens medlemmer. Whiskyen er er ikke kølefiltreret, og er der ikke tilsat kunstig farve. Der er udgivet 174 flasker i dette outturn.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #382

Anmeldelse af SMWS 68.55

Næse:

Næsen mærker først en let sødme fra moden frugter og tydelig malt. Maltsødmen minder næsten om duften i nylavet urt, når der brygges øl, men det aftager dog hurtigt i glasset. I baggrunden opfanges momentvis lidt sødmefulde appelsiner. Langsomt kommer en duft af karamel og vanilje gradvist mere frem i duften. De 57,5% Vol alkohol mærkes ikke i næsen.

Sweet coquetry with whispers of oak 68.55 - Sample

Sweet coquetry with whispers of oak 68.55 – Sample

Palette:

Alkoholen er anelse tydeligere i smagen end i duften, men den er ikke ligefrem sprittet. Vand kan tilsættes efter behov. Sammen med stærk ingefær og friske krydderurter, som mynte og timian, giver den høje alkoholprocent et kraftigt første indtryk. Med lidt vand kommer vaniljesødme og karamel tydeligt frem. Efter et par nip til drammen følges op med honningsødme, og en snert egetræ tilfører lidt bitterhed. Tankerne ledes i retning af frugt-the med honning, som man drikker når man har ondt i halsen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne Highland whisky. Karamel og vanilje dominerer i eftersmagen. Momentvis kommer lidt sødmefulde appelsiner frem, ganske som man også fandt det i duften. Fornemmelsen af frugt-the forstærkes i afslutningen. Samtidig mærkes lidt mynte på tungespidsen, mens alkoholen giver varme i mund og svælg. Man efterlades med et minde om egetræ og mælkechokolade i munden.

Hvad siger producenten:

“The nose teased us with coquettish sweetness – demerara, toffee, salted caramel, raisins and dark chocolate orange. Sweet on the palate too (honey, sweet vanilla), before ginger and chilli chocolate heat appeared –– but throughout the whole experience the re-charred cask left ghostly whispers – dry sherry astringency, polished oak, treacle on toast and burnt wood. The reduced nose picked up candied violets and incense, banoffee ice-cream and clotted cream fudge. The palate combined that floral element with cereals, tangerines, cherry liqueurs, Earl Grey tea and rich tea biscuits – the spiciness now unmistakable pink peppercorns and still that persistent reminder of sawdust and wood.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Kan man lide en whisky, som ved første indtryk virker lidt barsk, men sidenhen bløder væsentligt op, så er dette den rette whisky. Kombinationen mellem vanilje, frugtsødme, friske krydderurter og lidt bitterhed fungerer godt sammen. Det gør denne 9 årige aftapning fra The Scotch Malt Whisky Society til en ganske kompleks oplevelse. Jeg har kun smagt denne sample, men brugte gerne 675,- kroner på en af de kun 174 flasker i dette outturn. Jeg ville gerne opleve udviklingen igennem en hel flaske, så jeg bedre kan sætte mig ind i alle nuancer i whiskyen. Konklusionen på denne anmeldelse af Blair Athol 2011 9 Year Old, Sweet coquetry with whispers of oak, SMWS 68.55 er, at det er en ung whisky med stor kompleksitet, som jeg gerne vil lære bedre at kende.