Dark Chocolate Creamy Caramel & Jim Beam – Anthon Berg

Hjem » Side 48

Dark Chocolate Creamy Caramel & Jim Beam – Bourbon og chokolade

Producent: Anthon Berg
Land: Danmark
Type: Chokolade
ABV: N/A
Whisky: Tilsat
Type: Bourbon, Jim Beam
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Dark Chocolate Creamy Caramel & Jim Beam er en chokolade med fyld af karamel og Jim Beam Original bourbon. Denne fyldte chokolade er fremstillet af den danske producent Anthon Berg A/S. Der er 90 gram i denne plade chokolade, og den sælges til Travel Retail markedet. Min kone havde denne plade med hjem til mig, efter en studietur til Flensborg i Tyskland.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #444

Anmeldelse af Anthon Berg Dark Chocolate Creamy Caramel & Jim Beam

Næse:

En duft af klassisk mørk chokolade rammer næsen så snart pakken åbnes. Først når man tager en bid af chokoladen, og kommer ind til fyldet inden i, kommer en anden duft frem. Lys karamel og vanilje, som man sagtens kan genkende fra amerikanske bourbons, kommer nu frem i duften. Alkohol er ikke noget, der opfanges i næsen i denne fyldte chokoladebar. Til gengæld er bitterheden fra den mørke choklade ganske tydelig.

Dark Chocolate Creamy Caramel & Jim Beam

Dark Chocolate Creamy Caramel & Jim Beam

Palette:

Ganske som i duften, er mørk chokolade også det første som smages. Der følges hurtigt op med karamel og vanilje, som man kender det fra bourbon. En let smag af salt opfanges i baggrunden. Med lidt god vilje fornemmes en note, der godt kan lede tankerne hen i retning af noget, der minder om alkohol i mere klassisk flaske form. Karamel og vanilje er hurtigt væk igen, og der smages atter mørk og let bitter chokolade, der næsten minder om det man kender fra sort kaffe.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne fyldte chokolade. Bitterheden fra den kraftige mørke chokolade dominerer. Momentvis opfanges stadig lidt vanilje og karamel. Tilstedeværelsen af salt er en del tydeligere i eftersmagen, end den var i smagen. Man efterlades med en smag af bitter mørk chokolade, og et minde om noget, der sagtens kan lede tankerne i retning af bourbon. En tørhed på tungen kommer gradvist mere frem. Der mangler dog varme i brystkassen og munden, som alkoholen giver, hvis man i stedet for, havde drukket sig en dram.

Hvad siger producenten:

“Modern and innovative concept with a winning mix of Anthon Berg chocolate, liquor and creamy caramel filling.”

Konklusion:

Det er en fornuftig chokolade, uden den dog imponerer. Kan man lide mørk fyldt chokolade, og man trænger til en variation til det klassiske mint- eller karamelfyld, så kan man sagtens prøve denne udgave. En plade med 90 gram koster cirka 12-13 kroner. For de penge får man faktisk en fjern smag af noget, der sagtens kan minde om noter, der også findes i bourbon. Ud fra den betragtning, er der større succes med dette stykke slik, end med Single Malt Whisky Marzipan Bar fra samme producent. Konklusionen på denne anmeldelse af Anthon Berg Dark Chocolate Creamy Caramel & Jim Beam er, at den sagtens kan spises, men jeg foretrækker stadig min bourbon i drikkelig form, selvom den er fra nederste hylde.

Springbank 21 Year Old 2020 – Campbeltown Single Malt Scotch Whisky

Hjem » Side 48

Springbank 21 Year Old 2020 – Modnet på mange typer fad

Destilleri: Springbank
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: 21 år
Fadtype: Bourbon, Sherry, Rom, Portvin
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Springbank 21 Year Old 2020 er en skotsk whisky på 46% Vol. Whiskyen fremstilles af Springbank Distillery, der ligger i det skotske Campbeltown område. Whiskyen har lagret på fleret yper fad. Det har lagret på 30% ex-bourbon fad, 30% ex-rom fad, 25% ex-sherry fad og 15% ex-portvin fad. Whiskyen har modnet i mindst 21 år på disse fad, som det også fremgår af flasken. Denne 2020 udgave af whiskyen er sendt på markedet i 3300 eksemplarer. Whiskyen er fremstillet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke tilsat farvestof.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #443

Anmeldelse af Springbank 21 Year Old 2020

Næse:

Næsen mødes først af sødmefulde tropiske frugter. Der duftes moden mango og fersken. Efter nogle minutter i glasset kommer lidt syrlige frugter også frem i duften. Der duftes mandariner og appelsiner. I baggrunden anes lidt umoden ananas. Der kommer gradvist en mere og mere tydelig tilstedeværelse af noget mineralsk, og en let note af flintesten fornemmes. Ligeledes ligger et let strejf af røg i baggrunden. Når man har smagt på drammen kommer lidt svesker og rosiner også frem i duften. Man mærker ikke de 46% Vol. alkohol i næsen.

Springbank 21 Year Old 2020 - Sample

Springbank 21 Year Old 2020 – Sample

Palette:

Mørke tørrede frugter smages som det første. Der smages svesker og rosiner. Der følges hurtigt op med citrusfrugter, hvor der smages mandariner og appelsiner. De tropiske frugter, der er dominerende i duften, er mere tilbagetrukne i smagen. Der fornemmes lidt noter af modne ferskner og mangofrugter i baggrunden. Ganske som i duften, fornemmes et let lag af røg over hele udtrykket. Efter et par nip til denne Springbank whisky forstærkes de mineralske noter, der leder tankerne i retning af flintesten. Der opleves lejlighedsvist lidt stærk kanel på tungen. Heller ikke i smagen er alkoholen tydelig.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne whisky. Sødme fra svesker og rosiner ligger sammen med en let røg, som et fint lag i munden. Der er en let bitterhed at mærke på tungen. Sammen med lidt vanilje og karamel, giver det en fornemmelse af mælkechokolade i munden. Momentvis kommer tropiske frugter og citrusfrugter også en anelse frem i eftersmagen, men de er langt mere tilbagetrukne end i både duft og smag. Lidt flint og salt mærkes på læberne. Man efterlades med en blød fornemmelse i munden, med et minde om syltede søde tropiske frugter.

Hvad siger producenten:

“With its warm golden glow, our 21-year-old is inviting, creamy and offers unbelievable complexity. The maritime influences uncovered in this single malt will take you on a journey to its Campbeltown home.”

Konklusion:

Dette er en virkelig god whisky. Kan man lide let røg, tropiske frugter, citrusfrugter og mineralske noter, så er dette den helt rigtige whisky. Der er stor kompleksitet, og den fortjener lang tid i glasset, hvor der hele tiden kommer nye noter frem. Det er en whisky, hvor jeg gerne vil følge en hel flaske fra start til slut. Sådan en oplevelse får man lov til at betale lige under 2500,- kroner for. Det er en voldsom høj pris for en whisky for en flaske 21 års whisky, men det afspejler tydeligt hypen omkring destilleriet, Jeg må i denne omgang nøjes med denne sample, men jeg vil klart overveje, om en hel flaske skal på hylden på et tidspunkt. Konklusionen på denne anmeldelse af Springbank 21 Year Old 2020 er, at det er whisky af høj kvalitet, og en fantastisk oplevelse for sanserne.

Glen Calder – Fine Old Scotch Whisky

Hjem » Side 48

Glen Calder – Fra The Glenlivet District

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Region: N/A
Type: Blended
Aftapper: Gordon & MacPhail
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: N/A
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Glen Calder er en skotsk blended whisky på 40% Vol. Blenderen af denne whisky er den kendte uafhængige aftapper Gordon & MacPhail. Der er ikke meget information til rådighed om aftapningen, men det lader til der er sendt på markedet i 2003. Der meldes intet ud om fadtyper, alder eller andet om denne blended scotch whisky.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #442

Anmeldelse af Glen Calder

Næse:

Sødmen fra modne frugter rammer næsen som det første. Der duftes søde modne æbler og pærer. Efterhånden følges op med sødme fra modne appelsiner og blomsterhonning. Efter at have smagt på drammen kommer vanilje og lys karamel også frem i duften. En smule egetræ anes svagt i baggrunden. De 40% Vol alkohol er ikke at mærke i næsen.

Glen Calder - Miniature

Glen Calder – Miniature

Palette:

Honningsødme rammer munden som det første. Der følges hurtigt op med tydelig smag fra modne æbler og pærer. De modne appelsiner, der også var at finde i duften opfanges svagt i baggrunden. Lidt stærk sort peber giver lidt prikken på tungen, men er hurtigt væk igen. Der fornemmes en svag bitterhed fra egetræ. Alkoholen er heller ikke at finde i smagen på denne blended whisky.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne dram. Sødmen fra vanilje og lys karamel dominerer i eftersmagen. Der opfanges stadig momentvis lidt sort peber på tungen. Bitterheden er en anelse mere markant i eftersmagen, og tilfører en smule tørhed i munden. Man efterlades med et minde om søde frugter og honning.

Hvad siger Producenten:

“From The Glenlivet district fine old Scotch whisky blended and bottled by Gordon & MacPhail”

 

Konklusion:

Dette er en middelmådig whisky. Kan man lide en simpel blended whisky, der ikke stiller de store krav, så er dette et godt bud på en fin dram. Forventer man tyngde og kompleksitet, så skal man kigge andre steder. Skal man sidde med nogle venner, og man skal dele en flaske spiritus, uden stillingtagen til oplevelsen, så går den fint an. Er man ny ud i whiskyens verden, så kan den også godt drikkes. Man kan købe en flaske for cirka 250,-, men den kan være lidt svær at finde på det danske marked. For de penge kan man godt finde en entry-level single malt whisky, og jeg ville nok personligt kigge i den retning. Konklusionen på denne anmeldelse af Glen Calder er, at det er en dram der ikke stiller krav, og alle kan være med, men en stor oplevelse er det ikke.