Hazelnut Mochachino Sundae – Barrel Aged Dessert In A Can

Hjem » Side 49

Hazelnut Mochachino Sundae – Barrel Aged Imperial Stout

Bryggeri: Amundsen Bryggeri
Land: Norge
Type: Imperial Stout
ABV: 11,5%
Whisky: Fadlagret
Fadtype: Bourbon
Whiskyblog.dk: ★★★★

Hazelnut Mochachino Sundae er en fadlagret Imperial Stout på 11,5% vol. Øllen kommer fra Amundsen Bryggeri, der ligger i Oslo. Øllen går under kategorien “Pastry Stout”, der ofte leder tankerne i retning af desserter med stor sødme. Denne udgivelse er del af bryggeriets serie “Dessert In A Can”. Øllen har lagret på ex-bourbon fad, men det meldes ikke ud, hvor længe den har modnet på disse fad.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #441

Anmeldelse af Hazelnut Mochachino Sundae

Næse:

Duften af mørk ristet malt kommer som det første op fra glasset. Derefter kommer sødmen fra malten også hurtigt frem. Sødmen tiltager gradvist mere og mere, så den minder om det man kender fra en dessert. Man fornemmer et strejf af vanilje, der sagtens kan stamme fra lagringen i de gamle ex-bourbon fad. Efterhånden kommer en duft af ristede nødder og kaffe en anelse frem, der bliver mere tydelig, når man også har smagt på øllen. Man mærker ikke alkoholen i næsen.

Hazelnut Mochachino Sundae

Hazelnut Mochachino Sundae

Palette:

Ganske som i duften, er hårdt ristet malt og tydelig maltsødme, det først der smages i øllen. En tydelig smag af ristede nødder kommer herefter frem, og er ganske markant igennem hele øllen. Bagved fornemmes et strejf af kaffe. Ligeledes opfanges svagt en snert af vanilje, der mere end antyder lagringen i ex-bourbon fad. Vaniljen tiltager en anelse, når man har taget et par mundfulde af øllen. Man mærker at øllen er på 11,5% Vol, men den virker ikke sprittet.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne øl. Maltsødmen har lagt sig som et fint lag i hele munden. Man fornemmer stadig de ristede mandler, der både var at finde i duften og smagen. En let bitterhed kommer gradvist en anelse mere frem, og forstærker smagen af kaffe. I kombination med sødmen, ledes tankerne i retning af det man kender fra mørk chokolade. Man efterlades med en smule tørhed i munden, med en fornemmelse af, at have spist chokolade kage med ristede nødder.

Hvad siger producenten:

“MALT Pilsner, Rye, Roasted Barley, Caraaroma, Oats, Carafa Special III, Carared ​ HOPS Magnum ​ YEAST American Ale”

Konklusion

Dette er en fantastisk øl. Hvis man kan lide tunge, mørke øl, der tager lang tid at drikke, så er dette et glimrende bud på et godt køb. Man kan købe en dåse med 33 cl. for 67,- kroner. For de penge får man en øl, der tager lang tid at drikke, og endnu længere tid i munden bagefter. Når man er fan af Imperial Stout og fadlagrede øl, så må man sige bryggeriet her rammer plet i forhold til mine smagsløg. Konklusionen på denne anmeldelse af Amundsen Hazelnut Mochachino Sundae Barrel Aged Dessert In A Can er, at det er en øl, der er en dejlig oplevelse at drikke.

Enghaven No. 2 – Rye Whisky

Hjem » Side 49

Enghaven No. 2 Rye Whisky – dansk rug whisky

Destilleri: Brænderiet Enghaven
Land: Danmark
Type: Rye
Aftapper: Destilleri
ABV: 45%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Enghaven No. 2 Rye Whisky er en dansk rug whisky på 45% Vol. Whiskyen er produceret af Brænderiet Enghaven. Råsprtten er brændt i december 2014, hvorefter den har lagret på et ex-bourbon fad. Den er senere aftappet i oktober 2019, hvilket gør den næsten 5 år gammel. Da aftapningen kun har lagret på et enkelt fad, er whiskyen derfor også at betragte som en single cask whisky. Der er aftappet 381 flasker af denne anden udgave af destilleriets rug whisky. Denne sample var del af en “mad og whisky” smagning på Restaurantskibet Prinses Juliana.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #440

Anmeldelse af Enghaven No. 2 Rye Whisky

Næse:

Næsen rammes først af en let sødme fra henkogt frugt. Det er en sødme som minder om det man finer i desserter med syltede frugter. En anelse vanilje kommer langsomt frem fra baggrunden. Efter nogle minutter i glasset opfanges nogle krydderurter i duften. Der er tydelig mynte med lidt timian i næsen. De 45% Vol alkohol er ikke at mærke i næsen.

Enghaven No. 2 Rye Whisky - Sample

Enghaven No. 2 Rye Whisky – Sample

Palette:

Alkoholen er tydeligere i smagen, men den fremtræder ikke sprittet. Krydderurterne, der også var at finde i duften smages som det første. Der er tydelig mynte og timian, der dog er væk ligeså hurtigt som det kom. Sødmen fra de syltede frugter følger hurtigt efter. Momentvis mærkes lidt stærk sort peber på tungen, men en smag af vanilje gradvist bliver mere tydelig i denne rug whisky. Efter et par nip til drammen smages en smule lys karamel.

Afslutning:

Der er kort afslutning på whiskyen. Vanilje og karamel dominerer i begyndelsen, men aftager hurtigt. Krydderurterne, der også var i både duft og smag, kommer nu også frem i eftersmagen. Igen smages mynte og timian. En anelse bitterhed kommer frem hen mod afslutningen. Men efterlades med en fornemmelse i munden, som når man har drukket sød is-the, der har trukket lidt for længe.

Hvad siger producenten:

“Rye Cask No 2 er produceret på en blanding af maltet byg og rug fra Enghavens egne marker. Vi har ladet kornet gære med for at tilføre yderlig sødme. Destillatet har under lagringen kun været på et fad, et ex. Bourbon fad. Duften giver noter af vanilje, tørret frugt og leder tankerne hen på en vild eng og hø. Den rummer masser af sødme i munden, samt en kombination af birk og træsmag. Den har lang og varm eftersmag”

Konklusion:

Dette er en middelmådig whisky. Har man mod på at prøve dansk whisky, og ikke ønsker en af de helt kraftige slags i duft og smag, så er dette et fint bud på en flaske. En flaske med 50 cl. kan købes for cirka 750,- kroner. Med denne prissætning, rammer den meget godt lejet for andre danske whiskyer. Når det er sagt, så er der andre danske aftapninger, der passer en del bedre til mine smagsløg end denne gør. Sammenligner man med prislejet på skotske whiskyer, så er der langt bedre flasker at finde. Konklusionen på denne anmeldelse af Enghaven No. 2 Rye Whisky er, at den er interessant, fordi den kommer fra et lille dansk destilleri, og ikke så meget for oplevelsen den tilbyder.

Sall Whisky Inaugural Release – Organic Danish Whisky

Hjem » Side 49

Sall Whisky Inaugural Release – Den første aftapning

Destilleri: Sall Whisky
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 52,5%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Sall Whisky Inaugural Release er en single malt whisky på 52,2% Vol. Whiskyen kommer fra det danske destilleri Sall Whisky Distillery. Denne aftapning er den første officielle aftapning fra destilleriet, og den er frigivet den 1/2-2023. Denne første aftapning er fremstillet af korn fra destilleriets egne marker. Den har modnet i 3 år på ex-bourbon fad, men kommer uden aldersangivelse på flasken. Whiskyen er desuden økologisk, Der er frigivet 1295 flasker i denne første aftapning. Det er en sample fra aftapningen, der er anmeldt her.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #439

Anmeldelse af Sall Whisky Inaugural Release

Næse:

Der kommer først sødme fra malten frem fra glasset. Der følges op med en let sødme fra vanilje og karamel. Bagved ligger en fin duft fra nyslået græs og hø. Der anes lidt syrlighed fra citrusfrugter, som citron. Sammen med sødmen kan det også minde lidt om det syrlighed, der kendes fra modne mandariner og klementiner. Momentvis opfanges lidt krydderurter som timian og mynte i næsen. Alkoholen mærkes i næsen, og drammen kan nedvandes efter personligt behov, hvilket også er med til at fremhæve duften af citrusfrugter.

Sall Whisky Inaugural Release

Sall Whisky Inaugural Release

Palette:

De 52,2% Vol. alkohol kommer frem i smagen som det første, og der kan med fordel tilsættes et par dråber vand. Der mærkes med det samme krydderier som sort peber og lidt chilifrugt på tungen. Dette aftager hurtigt, og sødme fra karamel og vanilje kommer hurtigt efter. Ganske som i smagen, ligger nyslået græs og citrusfrugter fint i baggrunden. Efter et par nip af denne danske whisky, kommer en smule bitterhed efterhånden frem. Med sig har det et strejf af egetræ.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på drammen. Egetræ og bitterhed er mere fremtrædende i eftersmagen. Ganske som i både duften og smagen ligger et strejf af citrusfrugter i baggrunden. Momentvis kommer krydderurter som timian og mynte momentvis frem i eftersmagen, som man også oplever det i næsen. Munden tørrer slutteligt ud, og man sidder tilbage med lidt peber på tungen, med et fjernt minde om vanilje og karamel.

Hvad siger producenten:

“Skabt af egne hænder med Lars’ økologiske Evergreen vårbyg. Sået og høstet fra den jyske muld på Lars’ marker Mosevang og Stadsgaard. Mæsket ved håndkraft og fermenteret i 120 til 168 timer. Dobbeltdestilleret langsomt i direct fired kobber pot stills. Modnet i tre år i omhyggeligt udvalgte ex-bourbon barrels.”

Konklusion:

Dette er et ganske fin whisky. Hvis man har lyst til at bevæge sig ud i whisky fra et af de mindre og nye danske destillerier, så er dette et glimrende eksempel på sådan en aftapning. Forventer man stor kompleksitet og dybde, så skal man se andre steder hen. Man kan købe en af de 1295 flasker for 1395,- kroner. Jeg har fået flasken i 50 års fødselsdagsgave af min kone. Jeg fik flaskenummer #0738, hvilket ikke kan passe meget bedre i den anledning, da jeg er fra ’73 og født den 8/8. Jeg har købt andel i et fad med deres Sall Whisky’s røgede råsprit, og det bliver spændende, hvordan den falder ud på et tidspunkt. Konklusionen på denne anmeldelse af Sall Whisky Inaugural Release er, at det er en fin første aftapning, og jeg ser frem til at følge destilleriet fremadrettet.