Smokehead Extra Rare – Travel Retail Exclusive

Smokehead Extra Rare – 1 liter til rejsemarkedet

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Ian Macleod Distillers
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Smokehead Extra Rare er en skotsk whisky på 40% Vol. Whiskyen er en Islay single malt. Som de andre udgivelser fra Smokehead, så er der store diskussioner om, hvem der rent faktisk producerer whiskyen. Mange tror det er Ardbeg Distillery, som står bag produktionen. Et er dog sikkert, whiskyen kommer fra et af de skotske destillerier på Islay, og Ian Macleod Distillers er uafhængig aftapper af flasken. Whiskyen er lagret på ex-boubon og ex-sherry fad. Whiskyen er desuden kølefiltreret og kommer uden aldersangivelse. Denne 1 liters udgave er en såkaldt “Travel Retail Exclusive” udgivelse.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #340

Anmeldelse af Smokehead Extra Rare

Næse:

Tydelig røg er det første som rammer næsen. Det er røg som man kender det fra et bål på stranden. Langsomt tilpasser næsen sig ti røgen, og der gives plads til andre nuancer. Der duftes nu en let sødme fra tropiske frugter. Der duftes passionsfrugt og honningmelon. I baggrunden opfanges en fjern note af citrusfrugter. Når drammen har stået lidt tid i glasset kommer lidt vanilje og mælkechokolade en anelse frem. Alkoholen er ikke at finde i duften.

Smokehead Extra Rare

Smokehead Extra Rare

Palette:

Ganske som i duften, er røgen det første, der rammer smagsløgene. Igen er det røg som man kender det fra et bål. Der følges hurtigt op med maritime og mineralske noter, hvor der opfanges lidt salt og flintesten i munden. Gradvist kommer en anelse sødme frem. Der smages nu lidt honningmeloner, vanilje og mælkechokolade. I baggrunden ligger en snert af citrusfrugt. Sammen med lidt bitterhed, minder det om smagen på revet citron-skal. Heller ikke i smagen er de 40% Vol alkohol at mærke.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne Islay whisky. Sødmen fra vanilje og mælkechokolade ligger stadig i munden. Gradvist kommer en anelse bitterhed frem, og der smages nu lidt egetræ. Tankerne ledes i retning af umodne hasselnødder. Momentvis kommer lidt revet citron-skal frem i eftersmagen. Hele afslutningen er pakket ind i et fint lag af røg. Man efterlades med lidt fornemmelse af salt på læberne og flintesten i munden, mens røgen aftager.

Hvad siger producenten:

“Smokehead Extra Rare is a rich, seaweedy and intensely peaty whisky. The flavour is fresh, fryity and immense, with notes of sherry, iodine, toffee, smoke and sea salt all fighting for recognition. A really vigorous whisky not for the faint hearted… Savour and enjoy!”

Konklusion:

Dette er en ganske glimrende whisky. Kan man lide Islay whisky, hvor røgen er den bærende kvalitet, så er dette et godt bud på en god whisky. Forventer man kompleksitet, og en whisky man kan fordybe sig i, så skal man kigge andre steder hen. Det er ukendt, hvilket af de skotske destillerier på Islay whiskyen kommer fra, men de har alle aftapninger med større dybde end denne. Man kan købe en flaske på 100 cl. for omkring 450,- i lufthavnen. Til den pris får man en ganske fin hverdags-whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Smokehead Extra Rare er, at det er en dram hvor røgen er den bærende kraft, og den klarer sig fint som hverdags-dram.

Bunnahabhain 1991 28 Year Old – The Perfect Fifth 1991/2020

Bunnahabhain 1991 28 Year Old – Perfect Equilibrium (reklame)

Destilleri: Bunnahabhain
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, The Perfect Fifth
ABV: 50,5%
Alder: 28 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Bunnahabhain 1991 28 Year Old er en single malt whisky på 50,5% Vol. Den kommer fra Bunnahabhain Distillery, der ligger på Islay i Skotland. Whiskyen har lagret på et enkelt ex-bourbon fad nummer #5386, hvilket også gør den til en single cask aftapning. Spritten er hældt på fadet den 25/11-1991, og er aftappet med en aldersangivelse på 28 år den 16/6-2020. Whiskyen er flasket af den uafhængige aftapper The Perfect Fifth, der også har doneret denne sample til anmeldelse på bloggen. Der er aftappet i alt 165 flasker ved fuld fadstyrke. Whiskyen er del i aftapparens serie “Perfect Equilibrium”. Den er fremstillet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke tilsat kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #335

Anmeldelse af Bunnahabhain 1991 28 Year Old

Næse:

Det første som kommer op af glasset, er en tydelig duft af egetræ. Med sig følger masser af mørk chokolade, marcipan og vanilje. Dette aftager gradvist en smule, jo længere tid whiskyen står i glasset. Samtidig bliver en maritim og mineralsk note efterhånden mere og mere tydelig. Der duftes hav og flintesten. I baggrunden fornemmes noter af citrusfrugter, ananas og grønne æbler. Det hele toppes af med et fjernt strejf af sødmefuld honning. Man mærker ikke alkoholen i duften.

Bunnahabhain 1991 28 Year Old - Sample

Bunnahabhain 1991 28 Year Old – Sample

Palette:

Smagen af citrusfrugter og grønne æbler smages som det første. Der følges op med søde topiske frugter som moden ananas og honningmelon. Som i duften er der også i smagen et tydeligt maritim og mineralsk tilsnit, hvor flintesten og salt mærkes på tungen og læberne. Efter et par nip til denne Islay whisky, kommer vanilje, karamel og marcipan mere og mere frem i paletten. Samtidig træder de syrlige og søde frugter træder mere i baggrunden. Momentvis opfanges lidt brændt egetræ, der kan minde lidt noget røget i drammen. Samtidig opfanges et strejf af mynte i munden. Heller ikke i smagen mærkes de 50,5% Vol alkohol.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne whisky. Smagen af karamel, vanilje og marcipan hænger længe ved i munden. Momentvis mærkes en smule prikken på tungen fra lidt peber. En anelse syrlighed findes i baggrunden, der giver et fjernt minde om revet skal fra en citron. Der mærkes varme i munden fra alkoholen, men det er ikke sprittet. Fornemmelsen af salt på læberne tiltager en anelse, inden man slutteligt efterlades med lidt tørhed i munden, og lidt smag af lakridsrod og lidt mynte.

Hvad siger producenten:

“A bright and herbal Bunnahabhain from the 1990s, which ticked all the boxes for character traits we love from this era. A great example of the diversity of flavour which can be found on the powerhouse whisky island of Islay, this Bunnahabhain is an unpeated dram packed with all the maritime nature that we have come to expect from the region.”

Konklusion:

Dette er god whisky. Hvis man kan lide whisky fra Islay, så går man ikke galt i byen med denne dram. Kombination ag søde og syrlige frugter, i samspil med vanilje og karamel, passer perfekt sammen med de mineralske og maritime noter af hav og flint. Det giver god kompelksitet, og gør den virkelig spændende at drikke. Man kan købe en af de kun 165 flasker for cirka 5.500,- kroner. Desværre er det kun en sample jeg her har anmeldt, for jeg ville virkelig gerne følge denne whisky igennem en hel flaskes liv. Med den pris kommer det desværre næppe til at ske for mit vedkommende, men jeg er glad for, at have fået muligheden for at smage den. Konklusionen på denne anmeldelse af Bunnahabhain 1991 28 Year Old er, at som fan af ikke røget Islay whisky, så er dette en sikker vinder dram.

Aberlour 1989 30 Year Old – The Perfect Fifth 1989/2020

Aberlour 1989 30 Year Old – Perfect Equilibrium (reklame)

Destilleri: Aberlour
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, The Perfect Fifth
ABV: 51,5%
Alder: 30 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Aberlour 1989 30 Year Old er en single malt whisky på 51,5% Vol. Den kommer fra Aberlour Distillery, der ligger i Speyside området i Skotland. Denne single cask whisky har lagret på et enkelt ex-bourbon fad nummer #11050. Råspritten er fremstillet og påfyldt fadet den 20/10-1989, og whiskyen er senere aftappet 15/6-2020, med en aldersangivelse på 30 år. Den uafhængige aftapper The Perfect Fifth har aftappet i alt 241 flasker fra fadet, og har desuden doneret denne sample til anmeldelse på bloggen. Whiskyen er del i aftapparens serie “Perfect Equilibrium”. Whiskyen er fremstillet uden kunstig farve, uden brug af kølefiltrering og ved cask strength.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #332

Anmeldelse af Aberlour 1989 30 Year Old

Næse:

Næsen rammes først af en tydelig duft af modne frugter. Søde røde æbler og honningmeloner kommer først. Der følges op med solmodne appelsiner og klementiner. Efter nogle minutter i glasset kommer vanilje og karamel frem. Ligeledes kommer en fin duft af marcipan gradvist mere og mere frem. Når man også har smagt på drammen opfanges også en anelse krydderurter, hvor mynte er ganske tydelig. Man mærker ikke de 51,5% Vol alkohol i næsen.

Aberlour 1989 30 Year Old - Sample

Aberlour 1989 30 Year Old – Sample

Palette:

Ganske som i duften, så mødes smagsløgene også af tydelig frugt. Der smages tydelig honningmelon, hvor modne æbler er lidt mere tilbagetrukket. Efter et par nip til drammen bliver modne sødmefulde appelsiner mere og mere tydelige i smagen i denne Speyside whisky. Efterhånden kommer krydderurter som timian og mynte frem fra baggrunden, mens noter af vanilje og karamel giver ekstra sødme. Alkoholen er tydeligere i smagen end i duften, men whiskyen virker ikke sprittet.

Afslutning:

Der er en lang eftersmag på denne dram. Vanilje og karamel dominerer i afslutningen. Søde appelsiner og honningmeloner kommer momentvis frem, mens lidt frisk mynte mærkes på tungespidsen. Tydelig smag af egetræ kommer frem, og dominerer efterhånden afslutning. Der kommer samtidig en let note af marcipan, der også var at finde i duften. Man efterlades med lidt tørhed og bitterhed i munden, mens alkoholen giver en smule varme i svælget.

Hvad siger producenten:

“A truly Speyside whisky, this release embodies all of the luxurious, sweet rich fruitiness which has made it the number one whisky in France. A slow distillation process, in a classic design of pot still, results in a calm, sweet and warming character.”

Konklusion:

Det er en glimrende whisky. Der er godt samspil mellem noter af sødmefuld frugt, friske krydderurter, karamel og vanilje. Det giver en ganske god kompleksitet i whiskyen. Man kan købe en af de 241 flasker for lige godt og vel 15.500,- kroner. Derfor er ej selvfølgelig glad for at få doneret denne smagsprøve til anmeldelse, da jeg ikke ellers har mulighed for at smage whisky i dette prisleje. Konklusionen på denne anmeldelse af Aberlour 1989 30 Year Old er, at det en meget fin whisky, men det kræver en god tegnebog, at købe en hel flaske.