Singleton of Glen Ord 18 Year Old – 2019 Special Releases

Singleton of Glen Ord 18 Year Old – Rare by Nature (reklame)

Destilleri: Glen Ord
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 55%
Alder: 18 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Singleton of Glen Ord 18 Year Old er en skotsk whisky på 55% Vol. Flasken er del i Diageo’s serie “Rare by Nature”, som er 2019 udgaven af deres “Special Releases Collection“. Den er fremstillet af Glen Ord Distillery, der ligger i Highland området. Whiskyen har modnet i 18 år på gen-forkullede amerikanske ex-hogshead fad. Råpritten er brændt i 2000, og flasken er sendt på markedet ved cask strength. Jeg var heldig at få sponsoret denne sample til anmeldelse her på bloggen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #124

Anmeldelse af Singleton of Glen Ord 18 Year Old

Næse:

Man mødes straks af en duft som moden frugt. Dette overtages hurtigt af en honningsødme, som fylder en del i aromaen. Efter et par minutter i glasset fremkommer egetræet fra de 18 års lagring. Drammen har godt af noget luft, og den fortjener et godt stykke tid i glasset, så den kan åbne mere op. Har man tålmodighed, så vil man efter 10-15 minutter opdage en duft af blomster, appelsin og friske bær. Ligeledes kommer karamel og vanilje også tydeligt frem, og der fornemmes svagt en smule bitterhed. Man mærker ikke de 55% vol alkohol i næsen med denne skotske whisky.

Singleton of Glen Ord 18 Year Old 2019 Special Releases - Sample

Singleton of Glen Ord 18 Year Old 2019 Special Releases – Sample

Palette:

Alkoholen er mere markant i paletten. Vand kan med fordel tilsættes, så spritten reduceres til et lidt lavere niveau. Smagen af moden appelsin og friske bær, som også var at finde i duften, er meget tydelige, når man smager på drammen. Ligeledes mødes man også hurtigt af en let prikken på tungen fra stærke krydderier. Efter et par nip til glasset kommer honningsødmen frem. Karamel og vanilje bliver også tydeligere, når man har justeret smagsløgene. Man fornemmer svagt en lidt speciel bi-smag af noget, som minder lidt om smeltet plastik, med en snert af bitterhed.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne Highland whisky. Afslutningen er først præget af en søde appelsiner og modne bær. Sammen med karamel og vanilje giver det en cremet og blød fornemmelse i munden. De stærke krydderier på tungen mærkes kun svagt, og forsvinder hurtigt. Man efterlades med en nedtonet smag af egetræ, samt en følelse af bitterhed på tungen. Slutteligt tørrer munden ud, og man sidder tilbage med lidt varme fra alkoholen. Spøjst nok dukker smagen af smeltet plastik op igen, nogle minutter efter sidste mundfuld.

Hvad siger producenten:

A previously unreleased expression of lively rich fruit & spiced oak matured in freshly charred American oak hogshead”

Konklusion:

Dette er en nogenlunde whisky, som ikke imponerer specielt. Nuvel, den har da visse interessante momenter at byde. Særligt finder jeg den positive udvikling i glasset interessant, hvor den virkelig ændrer karakter, når den får lov til at åbne sig op. Brandet “Singleton” er måske lidt ilde set i whisky-kredse. Dette er et ganske fint forsøg på at bryde lidt med det supermarked image, som whisky-mærket har. En pris på omkring 1100,- kroner for en flaske, ligger også et pænt niveau over, hvad et almindeligt supermarked har på lager. Til den pris havde jeg desværre nok stadig gået udenom den på hylden, og valgt en anden flaske. Jeg fik denne sample sponsoreret, hvilket betyder jeg har fået den smagt, hvad jeg ellers ikke ville. Konklusionen på denne anmeldelse af Singleton of Glen Ord 18 Year Old er, at det er et hæderligt forsøg på, at bryde med negative fordomme, ved at lave en whisky til en luksuriøs serie som “Rare by Nature”.

Talisker 15 Year Old – 2019 Special Releases

Talisker 15 Year Old – Rare by Nature (reklame)

Destilleri: Talisker
Land: Skotland
Region: Island
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 57,3%
Alder: 15 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★

Talisker 15 Year Old er en skotsk whisky på 57.3% Vol. Flasken er del af Diageo’s serie “Rare by Nature“, som er 2019 udgaven af deres “Special Releases Collection”. Whiskyen kommer fra Talisker Distillery, som er beliggende på øen Isle of Skye. Whiskyen har modnet i 15 år på ny-forkullede ex-hogshead fad af amerikansk egetræ. Råspritten er fremstillet på destilleriet i 2002. Som de andre flasker i serien, er denne også aftappet ved fuld fadstyrke. Der er sat 42.222 flasker til salg. Jeg har fået denne sample sponsoret til anmeldelse her på bloggen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #123

Anmeldelse af Talisker 15 Year Old

Næse:

Først mærkes en let røg i næsen. Det er ikke den medicinske røg, som man kender det fra Islay single malt whisky, men mere en tør og aske-agtig røg. Der er først en smule bid i næsen fra de 57.3% vol alkohol, men whiskyen virker ikke decideret sprittet i aromaen. Lidt vand kan med fordel tilsættes, hvilket lukker op for andre aromaer. Der mærkes herefter tydelige noter af friske, søde og modne frugter. Der er en snert af moden citrusfrugt i baggrunden. Kombinationen får det nærmest til at virke som tropiske frugter. Langsomt træder duften af egetræ og vanilje frem fra baggrunden, og bliver efterhånden tydeligere og tydeligere.

Talisker 15 Year Old 2019 Special Releases - Sample

Talisker 15 Year Old 2019 Special Releases – Sample

Palette:

Modne og søde frugter er det første som rammer smagsløgene. Dette følges op at den tydelige røg, som også var at finde i næsen. Hurtigt overtages smagsindtrykket af stærke krydderier, som peber og lidt chili-bid som Talisker whisky er kendt for. Vælger man ikke at nedvande, så er alkoholen markant kraftigere i paletten, end den var i næsen. Smagsudtrykkene kommer tydeligere frem med et par dråber vand. Efter et par nip til drammen, bliver smagen af karamel og vanilje tydeligere og tydeligere. Ligeledes fremkommer en fornemmelse af krydderurter i munden.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på drammen. Afslutningen er i begyndelsen præget af smagen fra modne appelsiner og tropisk frugt. Denne smag ændrer langsomt men sikkert karakter, til at være mere som krydderurter, som også var tilfældet i paletten. Det er de “mørke” krydderurter som rosmarin og basilikum som dominerer. Der ligger i fint lag at let røg, karamel og vanilje i munden. Peber og chili prikker fint på tungen imens. Efter lang tid mærkes en smule bitter note på tungen, og man efterlades med en varmende fornemmelse i munden.

Hvad siger producenten:

Rugged & smoky, made by the sea, the first ever release of Talisker as a 15 year old, matured only in freshly charred American oak hogshead”

Konklusion:

Her har vi virkelig fat i en god whisky. Jeg er glad for røget whisky, og særligt glad for Talisker, så mine forventninger var høje til denne dram. Mine forventninger blev i den grad indfriet. Der er god kompleksitet, og destilleriets typiske røg og chili bliver man ikke snydt for. Jeg finder det særligt interessant, at de modne appelsiner, og noget som minder om tropiske frugter, er så fremtrædende i udtrykket. Jeg fik denne sample sponsoreret, hvilket jeg naturligvis er glad for. Når det er sagt, så kan en flaske købes for omkring 1000,- kroner, og det er den helt bestemt værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Talisker 15 Year Old er, at kan man lide Talisker, så bør man klart investere i denne flaske “Rare by Nature”.