Alberta Premium – 100% Rye fra Canada

Hjem » 250-499 kr. » Side 60

Alberta Premium – Canadisk rug whisky

Destilleri: Alberta Distillers
Land: Canada
Type: Rye
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Alberta Premium er en canadisk whisky på 40% Vol. Whiskyen er fremstillet af Alberta Distillers Limited, beliggende i Alberta i Canada. Whiskyen er lagret på en blanding amerikanske ex-bourbon fad og virgin oak fad. Whiskyen er destilleret ud fra en urt bestående af 100% rug, hvilket er ret specielt. Whiskyen har modnet i minimum 5 år på de forskellige fad. Whiskyen er desuden kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #65

Anmeldelse af Alberta Premium

Næse:

Der er ikke en voldsom kraftig duft i whiskyen, og den forekommer næsten neutral. På trods af kun 5 år i fad, så er det første man fanger i duften faktisk egetræ, når næsen lige har ledt lidt efter indtryk. Efter lidt tid kan man opleve lidt vanilje og en smule sødme, som man kender fra karamel, i duften. Efterhånden fremtræder lidt tydeligere noter som man kender fra rug whisky, hvor det er krydderier og rugbrød, men det forekommer slet ikke så tydeligt som i andre rye whiskyer. Der er ikke megen indflydelse fra de 40% vol. alkohol.

Alberta Premium - Sample

Alberta Premium – Sample

Palette:

Det første man fanger i smagen er de, trods alt lave, 40% vol. alkohol. Bagved alkoholen gemmer sig smagsnoter af vanilje og lidt karamel. De kendte smagsnoter af krydderi og rugbrød træder kun svagt frem i paletten, men er dog lidt til stede. Efter et par mundfulde opfanger man egetræet, som var mere markant i duften. Der er en smule syrlighed at spore i baggrunden, som godt kan lede tankerne hen på noget moden citrus-frugt.

Afslutning:

Der er en ret kort afslutning på denne dram. Afslutningen er præget af fine noter af vanilje og en smule karamel. Også her forekommer en syrlighed, som også var til stede i smagen. Slutteligt tørrer tungen en smule ud, og man fornemmer lidt bitterhed på tungespidsen, der sikkert stammer fra virgin oak fadet.

Hvad siger producenten:

“An explosive taste that is bold with its own unique earthy character, made with 100% Canadian Prairie Rye and aged for a minimum of 5 years, Alberta Premium is the original 100% rye.”

Konklusion:

Denne rye whisky generer ingen. Den er utrolig neutral i både duft, palette og eftersmag. Den vil sikkert være god for en. der skal smage sin første rug whisky, men jeg syntes den er for tynd. Der mangler de kraftigt krydrede nuancer som man kan møde i andre whiskyer af denne type. Den minder faktisk mere om en fadlagret snaps i sit udtryk, og jeg tror faktisk den ville gå ganske fint til et dansk frokostbord. Flasken koster omkring hvad der svarer til 200,- kroner på det canadiske marked, men den kan ikke fås i Danmark. Denne sample er modtaget af youtube kanalen SOWLEG, der også har anmeldt drammen. Hvis man sammenligner med snaps af god kvalitet, så er den muligvis pengene værd – som whisky er den ikke. Konklusionen på denne anmeldelse af Alberta Premium er, at der ikke er meget “premium” over den.

Tullibardine 228 – Burgundy Finish

Hjem » 250-499 kr. » Side 60

Tullibardine 228 – afsluttet på vinfad

Destilleri: Tullibardine
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 43%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Vin
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Tullibardine 228 Burgundy Finish er en skotsk whisky på 43% Vol. Whiskyen er produceret på Tullibardine Distillery i den Skotske Highland Region. Whiskyen har først lagret i ex-bourbon fad. Efterfølgende har den fået en afslutning i ex-vin fad fra Bourgogne. Disse fad kan indeholde 228 liter, hvilket afspejles i whiskyens navn. Whiskyen kommer uden aldersangivelse og er endvidere kølefiltreret. Denne sample købte jeg på whiskymessen 2019.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #63

Anmeldelse af Tullibardine 228

Næse:

Der er en tydelig vinøs duft, når man første gang sætter næsen til glasset. Man dufter modne frugter og bær. Det giver en god frugtsødme i næsen. Der er også en tydelig aroma af egetræ i drammen. Man kan svagt ane en smule vanilje i baggrunden. Der er et generelt blødt udtryk i næsen, og man mærker ikke de 43% vol.

Tullibardine 228 - Sample

Tullibardine 228 – Sample

Palette:

Smagen er også præget af modne frugtnoter, der tydeligvis stammer fra de aflagte vinfad. Det tilføjer en god sødme, og en lille smule syrlighed i baggrunden. Man mærker lidt stærke krydderier som peber og kanel på tungen, hvilket giver den en smule bid. Generelt er udtrykket i smagen blød og cremet, som den også var i aromaen. Man mærker lidt egetræ og vanilje i baggrunden, dog er egetræ ikke nær så markant i smagen, som den var i duften.

Afslutning:

Der er en ret kort afslutning på drammen. Igen er whiskyen blød og blid. Smagen er også her hovedsageligt vinøse noter. Det er sød og moden frugt. Langsomt aftager sødmen og erstattes af lidt stærke krydderier på tungen. Sluttelig kommer egetræet igen mere frem, og bliver igen tydelig, som den var i duften. Alkoholen gør ikke meget væsen af sig i eftersmagen.

Hvad siger producenten:

“The auburn hue of the whisky comes directly from its time spent in the 228 litre barriques that previously held pinot noir from Chateau de Chassagne Montrachet. The nose of the 228 features red cherries and vanilla with hints of chocolate and turkish deligth. On the palate, there is a real hint of red summer fruit, more chocolate and a sweet spice note on the finish.”

Konklusion:

Whiskyen er ganske fornuftig, og har faktisk en del at tilbyde. Den er dejlig afbalanceret, og blid og blød i hele sit væsen. Man kan købe en flaske for omkring 300,- kroner. Tager man prisen i betragtning, så er dette virkelig et fantastisk køb. Sammenholder man pris og kvalitet, så er denne whisky svær at slå. Man finder ikke mange flasker i det prisleje, som har så meget at byde på. Konklusionen på denne anmeldelse af Tullibardine 228 er, at det er svært at finde en bedre whisky til prisen.

Glen Scotia Double Cask – Werther’s Original og Chai Latte

Hjem » 250-499 kr. » Side 60

Glen Scotia Double Cask – Ex-bourbon og PX fad

Destilleri: Glen Scotia
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Glen Scotia Double Cask er en skotsk whisky på 46% Vol. Whiskyen er produceret af Glen Scotia Distillery, beliggende i Campbeltown, Skotland, hvilket også gør whiskyen til en såkaldt Campbeltown single malt. Destilleriet er ejet af Loch Lomond Group. Whiskyen er uden aldersangivelse. Som navnet antyder har whiskyen lagret på to typer af fad. Den har lagret på first fill ex-bourbon fad og Pedro Ximenez (PX) sherry fad. Endvidere bør det nævnes at whiskyen ikke er kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #61

Anmeldelse af Glen Scotia Double Cask

Næse:

Karamel er det første man tænker på når man dufter til denne whisky. Endvidere opfanger man straks, at denne whisky har afsluttet sin lagring på et PX sherry fad. Der er en tydelig sherry-note i næsen. Man kan dufte mørke frugter, der tilfører en god tyngde og sødme i indtrykket. Jeg kommer til at tænke på kaffetypen Chai Latte, når jeg sætter næsen i glasset. Når man kommer lidt mere ind i whiskyen tilbyder den også et fint indtryk af træ, og noter af vanilje fra fadet. Man kan i baggrunden opfange små nuancer af nødder og mandler, der nærmest kan virke lidt marcipan-agtig. Man mærker ikke de 46% Vol. alkohol i duften.

Glen Scotia Double Cask

Glen Scotia Double Cask

Palette:

Modsat duften, så er det første man stifter bekendtskab med i smagen, de 46% Vol alkohol. Det giver en ret markant brændende fornemmelse på tungen. Smagen er også præget af god sødme og nuancer af moden frugt. Man opfanger også toner af mørk, tørret frugt som rosiner og svesker. I baggrunden fremkommer svage toner af træ og vanilje. Blandingen af disse smagsindtryk virker lidt som den man kender fra flødekarameller eller Weerther’s Original. Efter et par mundfulde opfanger man desværre en lille metallisk bi-smag, som antyder at der er ung whisky i flasken. Man kan med fordel tilsætte et par dråber vand for at nedtone alkoholen, men også åbne op for de ellers fine indtryk.

Afslutning:

Når man ikke nedvander whiskyen er afslutningen præget af en brændende fornemmelse af alkohol. Dette ændrer sig naturligvis efter man har tilsat et par dråber vand. Så tilbyder afslutningen fine krydderi-noter af peber og vanilje. Der opstår en vis form for syrlighed, med bitre undertoner, efter lidt tid. Det minder lidt om skallen fra citus-frugter. Slutteligt tørrer tungen en anelse ud. Afslutningen på drammen er hurtigt overstået.

Hvad siger producenten:

“Our Double Cask is matured in the finest first fill bourbon barrels before being finished for up to twelve months in Pedro Ximenez sherry casks producing this outstanding single malt whisky that provides the perfect balance of rich spicy fruits, overlaid with the characteristic sea spray and vanilla oak finish for which the house of Glen Scotia is famous.”

Konklusion:

Der er en formidabel og god duft på denne whisky. Desværre lever hverken smagen eller afslutningen op til dette. Ikke at det er decideret dårligt, men forventningerne er bare skruet op, efter det fine førstehåndsindtryk. Både smag og eftersmag er præget af alkohol, hvilket med fordel kan reduceres med et par dråber vand. Efter at flasken har været åbnet i noget tid, så bliver alkoholen også nedtonet, og man skal være mere sparsom med vand, hvis det overhovedet skal tilsættes. Dette åbner lidt mere op for whiskyen. Man kan købe en flaske for ca. 400,- kr. hvilket er et fornuftigt niveau. Er man syd for grænsen kan den jævnligt erhverves for under 300,- kroner, og så bør man klart købe den. Konklusionen på denne anmeldelse af Glen Scotia Double Cask er, smagsoplevelsen ikke lever op til duftoplevelsen, men den er stadig en fin dram.