Strathisla 12 Year Old – blød speyside whisky

Hjem » 40.00%-44.99% Vol » Side 30

Strathisla 12 Year Old – hjørnestenen i Chivas Regal

Destilleri: Strathisla
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: 12 år
Fadtype: Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Strathisla 12 Year Old er en single malt whisky på 40% Vol. Strathisla Distillery er et af Skotlands destillerier, som ligger i Speyside området. Der laves hovedsagligt whisky til brug i blended whisky på stedet. Denne whisky udgør hjørnestenen i den verdenskendte blended whisky Chivas Regal 12 Year Old. Det er er en af de eneste officielle single malt whiskyer, der udgives fra destilleriet. Destilleriet er under ejerskab Chivas Brothers, som er en del af giganten Pernod Ricard. Whiskyen har lagret 12 år på ex-sherry fad, og den er endvidere kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #121

Anmeldelse af Strathisla 12 Year Old

Næse:

Man mærker straks en god maltsødme, når man stikker næsen hen til glasset. Man dufter søde modne frugter som man kender fra modne æbler. Der også en lille snert af modne pærer. Langsomt bliver sødmen mere i retning af rosiner. Kombinationen giver en næsten sirups-agtig sødme. I baggrunden mærkes en smule kanel i aromaen. Man mærker ikke de 40% vol alkohol. På trods af det relativt lave alkoholindhold, så kan man med fordel tilsætte et par dråber vand til denne whisky. Det åbner drammen lidt op.

Strathisla 12 Year Old

Strathisla 12 Year Old

Palette:

Der er først en kraftig syrlighed, som rammer munden, når man smager på whiskyen. Det er en syrlighed, som man kan genkender fra citrusfrugter. Straks efter bliver sødmen kraftige og skubber syrligheden væk. Nu smages rosiner og tørret frugt. Man mærker lidt egetræ i smagen, men ikke meget. I baggrunden fornemmes lidt ingefær og kanel, der giver lidt bid i drammen, på trods af lav alkoholstyrke.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne whisky. Eftersmagen er først præget af rosin-sødme. Dette erstattes en tydelig note af træ, hvor der en form for bitterhed fra garvesyren i egetræet. Det ligger sig som et lag på kanten af tungen. Bitterhed aftager og erstattes igen af sødmen, som afslutningsvist igen bliver kraftigere, og man efterlades med en fornemmelse af rosiner og tørret abrikos i munden, efter man har drukket denne single malt whisky.

Hvad siger producenten:

“A whisky produced with the love and pride of the distillery workers whose ancient traditions are expressed by the fine craftmanship whisch has existed for centuries.”

Konklusion:

Denne whisky imponerer ikke specielt. Den er til gengæld heller ikke specielt dårlig. Den er sådan lidt i midten. Man kan købe en flaske for lige under 400,- kroner. Jeg var heldig at få denne til 259,- kroner som et ja-tak tilbud i den lokale Kvickly. Den er sådan set pengene værd. Om ikke andet, så er det sjovt at lede efter genkendelighed, hvis man skulle falde over en Chivas Regal 12 Year Old igen. Det er dog værd at bemærke, at duft- og smagsindtryk forstærkes en smule, når flasken har været åbnet i nogle måneder. Drammen har godt af lidt luft, så den kan åbne lidt op, hvilket gør oplevelsen en hel del bedre. Konklusionen på denne anmeldelse af Strathisla 12 Year Old er, at den er en lidt kedelig “meter-vare”, der dog udvikler sig positivt i flasken.

Loch Dhu – The Black Whisky

Hjem » 40.00%-44.99% Vol » Side 30

Loch Dhu – 10 Year Old

Destilleri: Mannochmore
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: N/A
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Loch Dhu, også kendt som The Black Whisky, er en single malt whisky på 40% vol. Whiskyen er lavet på skotske Mannochmore Distillery, som er et whisky destilleri i Speyside regionen. Whiskyen har lagret på “kraftigt forkullede egetræsfad”, men jeg har ikke kunne finde informationer om det er ex-bourbon, ex-sherry eller andre fad. Whiskyen har lagret på disse kraftigt forkullede fad i 10 år Denne whisky er endvidere ikke kølefiltreret. Den udgik af produktion i 1999, og er efterhånden ved at blive et samlerobjekt.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #117

Anmeldelse af Loch Dhu

Næse:

Man mærker straks en mørk og kraftig duft, når glasset sættes op til næsen. Der er tydelig sødme fra malten. Ligeledes duftes en næsten brændt mørk karamel. Der er en anelse vinøs duft over den. Kombinationen mellem maltsødme, karamel og vinøs aroma leder næsten tankerne hen i retning af den man kender fra romkugle. Efter noget tid i glasset kommer en let nuance af egetræ frem, ligesom der dukker lidt noter af kaffe frem. Der er ikke noget alkohol at finde i næsen. Efter at have smagt på drammen, og man dufter til den igen, så kommer lidt lakrids frem.

Loch Dhu - Sample

Loch Dhu – Sample

Palette:

Smagen er også mørk i sit udtryk. Også her er der tydelig næsten brændt karamel. Man smager mørke kandiserede frugter. Der er kraftig maltsødme over hele smagsoplevelsen. Efter et par mundfulde kommer lidt hasselnødder og kaffe frem fra baggrunden. Samtidig smages mørk chokolade og lakridsrod. Alkoholen er lidt kraftigere i paletten, men bliver aldrig dominerende eller for kraftig. Det vinøse, som også var at finde i næsen, er også til stede i smagen, og leder igen tankerne hen på romkugler.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne single malt whisky. Maltsødmen lægger sig som et lag i munden. Noterne af lakridsrod er kraftigere i eftersmagen. Langsomt bliver smagen af hårdt ristet kaffe tydeligere, og man fornemmer lidt bitterhed på tungen. Ligeledes dukker lidt stærke krydderier op på tungespidsen. Der smages lidt sort peber og kanel. En smag, som man nok bedst kan sammenligne med “kandiseret rosin” afslutter oplevelsen.

Hvad siger producenten:

“Patiently rested in charred sweet oak casks to create a whisky as black as night, With a rich velvety taste. Savour the smooth. Intense flavour and discover hidden complexities in this unique black whisky. “

Konklusion:

Det er en oplevelse at drikke denne whisky. Den er så langt fra alt andet jeg har smagt, og så utraditionel på alle måder. Whiskyen er ofte udskældt på internettet, og sammenlignes med soya, hostesaft og lignende. Selvom det ikke er en god skotsk whisky, så syntes jeg måske ikke, at den fortjerner helt så hård en medfart. Den får lidt point for at tænke ud af boksen og utraditionelt. Jeg elsker mørk øl, og denne whisky er ovre i den retning i sit udtryk. Jeg købte denne sample på 3 cl. for 60,- kroner, hvilket er en yderst fornuftig pris, når en flaske på 70 cl. koster omkring 2000,- kroner. Vel at mærke, hvis man er heldig at finde den på internettet. Den er jo trods alt gået ud af produktion for mere end 20 år siden. Konklusionen på denne anmeldelse af Loch Dhu The Black Whisky er, at et sammensurium af smagsoplevelser, gør den til whiskyens svar på romkugler.

Chivas Regal 12 Year Old – klassisk blended whisky

Hjem » 40.00%-44.99% Vol » Side 30

Chivas Regal 12 Year Old – den “fine” fra da far var ung

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Type: Blended
Aftapper: Chivas Brothers
ABV: 40%
Alder: 12 år
Fadtype: N/A
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Chivas Regal 12 Year Old er en skotsk blended whisky på 40% Vol. Chivas Brothers er bosiddende i samme lokaler som Strathisla Distillery i Moray i Skotland. Whiskyen er blended af flere forskellige whiskyer, som har lagret i mindst 12 år. En stor del af indholdet er Strathisla single malt whisky. Chivas hævder, at der er en tydelig Speyside karakter i whiskyen, hvilket jo giver god mening med meget Strathisla i blandingen. Whiskyen er desuden kølefiltreret. Det er endvidere en af de bedst sælgende whiskyer på verdensplan.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #116

Anmeldelse af Chivas Regal 12 Year Old

Næse:

Det første som rammer næsen, når man dufter til denne whisky, er overraskende nok egetræ, hvor 12 år på fad træder tydeligt frem. Bagved opfanger man fint lidt blomstersødme. Man fornemmer en smule vanilje og lidt syltet frugt. Der er en lidt spøjs “bi-duft”, som jeg ikke lige kan placere, men det minder lidt om blød stearin. Det lugter lidt som når man pillede i stearinlyset, da man var barn. Det forsvinder dog lidt igen, og frugtnoterne bliver tydeligere. Der er ikke meget bid i de 40% vol alkohol.

Chivas Regal 12 Year Old - Sample

Chivas Regal 12 Year Old – Sample

Palette:

Man mærker først lidt brændende fornemmelse fra alkoholen, der dog hurtig erstattes af et lidt vandet udtryk. Der er en smule krydderier at spore, der giver lidt styrke i smagen. Man fornemmer svagt lidt frugt og blomstersødme i baggrunden. Man mærker lidt bitterhed i smagen, og en smule vanilje i baggrunden

Afslutning:

Der er en kort eftersmag i denne dram. Den er præget af bitterheden, der også var til stede i paletten. Der er en svag sødme til stede, og den bliver mere dominerende efter et par mundfulde af whiskyen. I baggrunden kan man spore en smule syrlighed.

Hvad siger Producenten:

“Chivas 12 is smooth, rich and generous. It’s a blend of the finest malt and grain whiskies matured for at least 12 years, that deliver luxurious honey, vanilla and ripe apple notes. Because blended is better, in life and in Scotch. “

Konklusion:

Det er ikke den store og imponerende oplevelse man får, når man drikker denne dram. Det er faktisk kun duften, der viser en smule karakter. Da jeg var 16-18 år gammel, så var dette “den fine flaske whisky”, som blev fundet frem, når der kom gæster på besøg. Jeg må nok sige, at jeg er kommet et stykke videre i min udvikling indenfor skotsk whisky. Man kan købe en flaske for cirka 200,- kroner, og det er den bestemt ikke værd. Man kan købe meget andet single malt whisky til 200,- kroner som er langt bedre, og der bør man nok lægge sine penge. Konklusionen på denne anmeldelse af Chivas Regal 12 Year Old er, at minderne fra fordums tider, er en del bedre end whiskyen.