Gate Nº3/2023 – Park Bench Afternoon

Hjem » 5 Stjerner » Side 5

Gate Nº3/2023 – Imperial Stout

Bryggeri: Browar Maltgarden
Land: Polen
Type: Imperial Stout
ABV: 10,5%
Whisky: Fadlagret
Fadtype: Bourbon, Heaven Hill
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Gate Nº3/2023 er en Imperial Stout på 10,5% vol. Øllen er fremstillet på det polske bryggeri Browar Maltgarden. Denne Hazelnut Cream Imperial Stout går også under navnet Park Bench Afternoon. Øllen har lagret i 25 måneder på aflagte bourbon fad fra Heaven Hill Distillery. Denne aftapning er en Limited Edition, der er sendt på markedet i 2023.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #487

Anmeldelse af Gate Nº3/2023

Næse:

Vaniljesødme kommer op fra glasset som det første. Der følges hurtigt med en tydelig duft af hasselnødder. Langsomt men sikkert kommer en duft af mørk chokolade mere og mere frem. Kombinationen leder tankerne i retning af det, man kender fra smørepålægget Nutella. Et strejf af sød lakrids anes i baggrunden, hvilket bliver tydeligere, efter der også er smagt på øllen. De 10,5% Vol. alkohol er ikke at finde i næsen.

Gate Nº3/2023

Gate Nº3/2023

Palette:

Som i duften er vanilje og hasselnødder også det første der smages, hvor det også her giver associationer til Nutella. Der følges op med et strejf af alkohol, der dog hurtigt nedtones af sødme fra malten. Mørk chokolade og sød lakrids smager fint igennem. I baggrunden kommer en let bitter note af egetræ frem efter et par mundfulde af denne fadlagrede øl.

Afslutning:

Der er medium afslutning på øllen. Sødme fra malten og vaniljen ligger som et fint lag i munden. En tiltagende bitterhed forstærker fornemmelsen af hasselnødder og mørk chokolade. Alkoholen er ikke at finde i afslutningen, men man fornemmer, at det er med til at løfte smagsoplevelsen. Man sider tilbage med en fornemmelse i munden, som når man har spist chokoladekuglen Ferrero Rocher.

Hvad siger producenten:

“Discover Gate Numbers by Maltgarden, a limited series of beers aged in wooden barrels of fine spirits,”

Konklusion

Dette er en fantastisk øl. Hvis man kan lide kraftige øl og pastry stouts, så er dette et godt køb. Vi har ikke fat i en let-løbs øl, der passer i sommervarmen, men nærmere en øl, der fortjener tid i glasset, og bedst nydes en vinteraften foran brændeovnen. Man kan købe en dåse med 33 cl. for cirka 90,- kroner. For det beløb får man en øl, der har modnet i mere end to år på  ex-borbon fad, og en dejlig øloplevelse, der varer ved længe. Konklusionen på denne anmeldelse af Browar Maltgarden Gate Nº3/2023 Park Bench Afternoon er, at vi her har fat i en af de helt store øloplevelser, der nærmest opleves som Ferrero Rocher på dåse.

Mosgaard Black Peat 2023 – Organic Single Malt Whisky

Hjem » 5 Stjerner » Side 5

Mosgaard Black Peat 2023 – Single Cask

Destilleri: Mosgaard Whisky
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 60,2%
Alder: 5 år
Fadtype: Virgin oak
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Mosgaard Black Peat 2023 er en dansk whisky på 60,2% Vol. Whiskyen er fremstillet på det danske destilleri Mosgaard Whisky A/S på Fyn. Whiskyen har først modnet 4 år på 2 64 liters ex-bourbon quarter cask fad, inden det har fået 1 års afslutning på et 128 liters nyt fad af ungarsk egetræ. Flasken kommer uden aldersangivelse, men det fremgår af destilleriets hjemmeside, at den er 5 år gammel. Whiskyen er fremstillet af økologiske råvarer, og den kommer uden aldersangivelse på flasken. Der er sendt 198 flasker på markedet den 23. november 2023, og jeg har her anmeldt en sample fra flaske #130. Den første aftapning blev kåret som Europas bedste single malt i Jim Murray’s Whisky Bible 2023.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #477

Anmeldelse af Mosgaard Black Peat 2023

Næse:

En let duft af røg kommer først frem fra glasset, der forstærkes når der er smagt på whiskyen. Hurtigt kommer duften fra mørke bær og frugter efter. Der duftes blommer, blåbær og kirsebær. Bagved ligger vanilje og mørk karamel, der træder mere frem når drammen har stået nogle minutter i glasset. Et fjernt hint af mørk chokolade fornemmes momentvis i baggrunden. De 60,2% Vol alkohol mærkes i næsen, uden den decideret virker sprittet.

Mosgaard Black Peat 2023 - Sample

Mosgaard Black Peat 2023 – Sample

Palette:

Der smages tydeligt sødmefuld røg. Der minder om røgen, der kommer når skinken ligger og simrer på grillen. Hurtigt kommer en smag fra de mørke frugter, der også var tilstede i duften, mere og mere frem. Der smages søde modne blommer og kirsebær, mens et strejf af rosiner, der lejlighedsvist kommer lidt frem fra baggrunden. Mørk karamel, mørk chokolade og vanilje kommer mere og mere frem, efterhånden som man smager på denne danske single malt whisky. Alkoholen mærkes, men er ikke dominerende.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på whiskyen. Smagen fra blommer og rosiner har lagt sig som et sødmefuldt lag i munden. En let bitterhed og et strejf af egetræ bliver efterhånden mere tydelig i eftersmagen. I kombination med sødmen giver det associationer til sort lakrids. Der mærkes kortvarigt lidt stærk kanel på tungen. Varmen fra alkoholen breder sig i bryst og svælg, og man efterlades med et minde om mørk chokolade og kaffe i munden, mens røgen langsomt ebber ud.

Hvad siger producenten:

“Black Peat er 5 år gammel, og har ligget 4 år på ex. bourbon fade og dernæst et år på et nyt fad af ungarsk eg. Det er tiden på den ungarske eg, der giver den dybe mørke farve. Med en alkoholprocent på 60,2 % er det en intens whisky, med mandler, sødme og blødhed fra Bourbon fadet, der står i kontrast til en rå duft af skovbund og svampe og smag af chokolade og lakrids, og selvfølgelig røg. De krydrede tanniner fra virgin oak fadet får røgen til at vibrere helt fantastisk.”

Konklusion:

Dette er en fantastisk whisky. Hvis man kan lide røget whisky, og har mod på at prøve dansk whisky, så er dette et godt bud på et køb. Kombinationen mellem røg, sødme og mørke frugter går op i en højere enhed. Særligt finder jeg det interessant, at der kommer duft- og smagsnoter frem, der ofte findes i whisky modnet på ex-sherry fad, uden whiskyen har været i nærheden af sådan et fad. En flaske på 50 cl. koster 900,- kroner, men jeg var heldig at få denne sample af en kammerat. På trods af den relativt høje prissætning, så er det stadig en dram, hvor jeg godt gad følge den igennem en hel flaskes liv. Konklusionen på denne anmeldelse af Mosgaard Black Peat 2023 er, at det endnu engang viser, at det lille danske destilleri er mester i, at få det maksimale ud af små fad.

Springbank 10 Year Old – Palo Cortado Cask Matured

Hjem » 5 Stjerner » Side 5

Springbank 10 Year Old Palo Cortado Cask Matured – Sherry Wood

Destilleri: Springbank
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 55%
Alder: 10 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Springbank 10 Year Old Palo Cortado Cask Matured er en skotsk whisky på 55% Vol. Whiskyen kommer fra det skotske Springbank Distillery i Campbeltown regionen. Spritten er destilleret i july 2013 og, der er senere aftappet den 11. september 2023 i 10.200 eksemplarer ved fuld fadstyrke. Den har først modnet i 6 år på genbrugte ex-bourbon fad, hvorefter den har modnet 4 år på ex-sherry fad, der tidlige har indeholdt Palo Cortado sherry. Whiskyen er fremstillet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke tilsat farvestoffer. Dette er den anden aftapning i destilleriets “Sherry Wood” serie. Denne flaske har kode 23/182. Som medlem af Springbank Society, kunne man deltage i lodtrækningen om, at købe et smagesæt af alle 2023 aftapninger. En sample fra dette sæt er anmeldt nedenfor.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #468

Anmeldelse af Springbank 10 Year Old Palo Cortado Cask Matured

Næse:

En let jordslået duft, som man kender det fra et fugtigt kælderrum, rammer næsen først. Sødme fra tørrede abrikoser og rosiner følger hurtigt efter. Lidt mærke solmodne kirsebær anes lejlighedsvist i næsen. Gradvist kommer sødme fra tropiske frugter som ferskner og ananas en anelse frem fra baggrunden. Ligeledes fremkommer smule bitterhed, der med sig har et strejf af egetræ. Når man har smagt på drammen opleves momentvis en duft, som den man kender fra vingummi med cola smag. De 55% vol. alkohol er ikke tydelige i duften.

Springbank 10 Year Old Palo Cortado Cask Matured

Springbank 10 Year Old Palo Cortado Cask Matured

Palette:

Alkoholen er mere fremtrædende i smagen, og lidt vand kan tilsættes efter personlig præference. Tørrede abrikoser og rosiner smages som det første. Der følges op med stærk sort peber og ingefær, der kortvarigt giver en prikkende fornemmelse på tungen. Smagen fra solomodne kirsebær og cola vingummi kommer momentvist frem fra baggrunden, og er med til at forstærke sødmen i munden. En smule bitterhed blive gradvist tydeligere, og giver associationer til kaffe og mørk chokolade.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne Campbeltown whisky. Sødmen fra de tørrede frugter og de solmodne bær ligger som et fint lag i munden. For første gang opfanges svagt et strejf af røg, der sammen med sødmen, leder tankerne i retning af sødmefuld pibetobak. En let syrlighed fra modne appelsiner opfanges i baggrunden. Bitterheden bliver efterhånden mere markant, og med sig har det et smag af valnødder. Man efterlades med en fornemmelse i munden, som når man har drukket kraftigt sødet kaffe, mens et strejf af salt ligger på læberne.

Hvad siger producenten:

“Nose: There are notes of parma violets, buttercream icing and peaches on the nose, along with hints of cola and grated ginger. Palate: Soft peat smoke comes through on the palate, complemented by notes of red velvet cake, strawberry laces and icing sugar. Finish: There is a waxiness in the finish with notes of orange rind and the continuation of the peat smoke.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Kan man lide Campbeltown whisky, og Springbank i særdeleshed, så er dette en dram man bør prøve. Den tilbyder gode oplevelser i både duft og smag, og som fan af destilleriet, vil man ikke blive skuffet. Hvis man var heldig, så var det muligt at købe en af de 10.200 flasker til en udsalgspris på 1200,- kroner. Tager man i betragtning, at denne udsalgspris i løbet af få dage er tredoblet på det sekundære marked, så er det fuldstændig vanvittigt. Der er sikkert en del flasker, der kommer til at samle støv i en whiskysamling et sted. Det er synd, for det er virkelig en dejlig dram, der fortjener at blive drukket. Konklusionen på denne anmeldelse af Springbank 10 Year Old Palo Cortado Cask Matured er, at det er synd det er blevet en enhjørning whisky, for den har virkelig meget at byde på.