Bunnahabhain 25 Year Old – Islay Single Malt Scotch Whisky

Hjem » Ex-bourbon fad » Side 20

Bunnahabhain 25 Year Old – ex-bourbon og ex-sherry fad

Destilleri: Bunnahabhain
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46,3%
Alder: 25 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Bunnahabhain 25 Year Old er en whisky på 46,3% Vol. Den kommer fra det skotske destilleri Bunnahabhain Distillery på Islay. Whiskyen har lagret i et mix af ex-bourbon og ex-sherry fad. Den har modnet mindst 25 år på disse fad, inden den er aftappet uden brug af kølefiltrering, og uden brug af kunstige farvestoffer.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #454

Anmeldelse af Bunnahabhain 25 Year Old

Næse:

Næsen rammes først af en tydelig maltsødme. Der følges op med en let syrlighed, som man kender det fra solmodne appelsiner og modne mangofrugter. Tankerne ledes i retning af yoghurt. Langsomt, men sikkert, kommer tørrede mørke frugter gradvist mere og mere frem i duften. Der opfanges rosiner, abrikoser og svesker. I baggrunden mærkes et strejf af egetræ og hasselnødder. En let maritim note opfanges momentvis. Alkoholen er ikke tydelig i næsen på denne Islay whisky.

Bunnahabhain 25 Year Old - Sample

Bunnahabhain 25 Year Old – Sample

Palette:

De mørke tørrede frugter smages som det første. Ganske som i duften er der svesker, rosiner og abrikoser. Der følges hurtigt op med tydelig syrlighed fra citrusfrugter, der er mere syrlig i smagen and den er i duften. Den er nu mere som citrus og grapefrugt, end sød appelsin og mango. Efter et par nip til drammen kommer den maritime note mere frem, og man sidder med en fornemmelse af salt på læberne. I baggrunden opfanges lidt egetræ, der med sig har et strejf af bitterhed. Tankerne ledes i retning af nødder og mørk chokolade. De 46,3% Vol alkohol er tydeligere i smagen end i næsen, men whiskyen fremtræder ikke sprittet.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. Sødmen fra de mørke tørrede frugter har lagt sig som et fint lag i munden. Noterne fra citrusfrugter, trænger stadig fint igennem i smagen. Fornemmelsen af salt på læberne er tiltagende i eftersmagen. Lidt stærke krydderier som peber og kanel kommer en anelse frem i eftersmagen, og giver lidt prikken på tungen og varme i munden. Man efterlades med en fornemmelse af kaffe og mørk chokolade i munden, mens den gradvist tørrer mere og mere ud.

Hvad siger producenten:

“ One of the ‘super-premium’ members of our core range and another heavy hitter in the awards department, like all of our single malts, this is non-chill filtered and natural colour. With a strong sherry influence, our 25 Year Old is the perfect example of how well Bunnahabhain matures and the extent of the complex range of sweet oaky layers and nutty flavours which can be achieved by those few extra years in cask. ”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Kan man lide komplekse whiskyer, der kræver tid til fordybelse, så er dette et godt bud på en god dram. Man kan købe en flaske for cirka 3000,- kroner. Jeg er glad for, at have mulighed for at smage denne glimrende whisky, og ville virkelig værdsætte at følge den igennem en flaske. Desværre har jeg kun denne smagsprøve jeg har byttet mig med en kammerat, der fik et par smagsprøver på dansk whisky i bytte. Konklusionen på denne anmeldelse af Bunnahabhain 25 Year Old er, at det er en fantastisk dram, der fortjener tid til fordybelse.

Talisker Dark Storm – Single Malt Scotch Whisky

Hjem » Ex-bourbon fad » Side 20

Talisker Dark Storm – fra kraftigt brændte ex-bourbon fad

Destilleri: Talisker
Land: Skotland
Region: Island
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 45,8%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Talisker Dark Storm er en skotsk whisky på 45,8% Vol. Flasken kommer fra Talisker Distillery, der er et af de skotske destillerier, der ligger på øerne, nærmere betegnet på Isle of Skye. På den baggrund er whiskyen derfor en Island single malt whisky. Whiskyen er lagret på kraftigt forkullede ex-bourbon fad og er kølefiltreret. Whiskyen skulle være den samme som Talisker Storm, hvor fadene blot ikke er helt så hårdt brændt, som i denne udgave. Flasken kommer uden aldersangivelse.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #451

Anmeldelse af Talisker Dark Storm

Næse:

En tydelig duft af røg kommer frem fra glasset som det første. Det er en sødmefuld røg, som den man kender fra grillet og røget kød. En duft af karamel og vanilje følger efter. Langsomt kommer en duft af modne frugter frem fra røgsløret. Der duftes røde æbler og gule pærer. Efter at have smagt på drammen opfanges lette maritime og mineralske noter, som man kender det fra hav og flintesten. Alkoholen er ikke tydelig i smagen.

Talisker Dark Storm

Talisker Dark Storm

Palette:

Røgen er, som i duften, også det første der smages. Der smages grillet og let branket kød. De maritime og mineralske noter er tydeligere i smagen end i duften. Der mærkes salt på tungen, og en fornemmelse af kalk mærkes i munden, hvilket forstærkes af en let bitterhed fra egetræ. Når smagsløgene har tilvænnet sig røgen, kommer en anelse modne æbler igennem i whiskyen. I beggrunden opfanges et svagt strejf af citrusfrugter. Der mærkes momentvis sort peber og chili på tungen. De 45,8% Vol er heller ikke tydelige i smagen.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne whisky. De modne frugter smages stadig en smule, men dette aftager hurtigt. Smagen af vanilje og karamel, der også var til stede i duften, er langt tydeligere i eftersmagen. Lejlighedsvist smages stadig en let syrlig note af citrusfrugter. Munden er dækket i et let lag af røg. Man efterlades med en smule honningsødme og bitterhed i munden, som man kender det fra frugt-te med honning, mens barbecuesovs mærkes i baggrunden.

Hvad siger producenten:

“Dark Storm Single Malt Scotch Whisky is matured in heavily-charred oak casks for an intensely smoky flavour, designed to capture the wild, untamed spirit of a full-blown storm at sea.”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Kan man lide røget whisky, der viser en smule tænder, så er dette et godt bud på en fin flaske. Er min lige startet på sin whisky rejse, så skal man nok være lidt mere forsigtig. Så kan jeg anbefale den klassiske 10 års udgave, eller Talisker Storm, der rammer et sted i mellem. Man kan købe en flaske for omkring 600,- kroner for en liter. Nu er jeg tilfældigvis glad for whisky, der viser lidt tænder, så dette er i min optik en mere interessant aftapning. Om den er bedre er svært at sige, da det afhænger af dagen den drikkes. Konklusionen på denne anmeldelse af Talisker Dark Storm er, at vi har fat i en god aftapning fra destilleriet, særligt hvis man kan lide barbecuesovs med bid i.

Kilkerran 8 Year Old – Bourbon Cask Matured 2023

Hjem » Ex-bourbon fad » Side 20

Kilkerran 8 Year Old – Cask Strength Bourbon Cask Matured Batch #8

Destilleri: Glengyle
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 55,8%
Alder: 8 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Kilkerran 8 Year Old Bourbon Cask Matured 2023 er en whisky på 55,8% Vol fra Glengyle Distillery i Campbeltown regionen. Whiskyen har modnet på ex-bourbon fad i 8 år, inden der er aftappet ved cask strength den 22. oktober 2022. Dette er den ottende aftapning i destilleriets 8 års cask strength serie, og omtales derfor som batch #8. Den kommer med flaske kode 22.11.22 22/232. Whiskyen fremstillet uden brug af kølefiltrering, og uden kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #449

Anmeldelse af Kilkerran 8 Year Old Bourbon Cask Matured 2023

Næse:

En let røg kommer op fra glasset som det første. Det er ikke en tung røg, men mere en fjern røg, som når naboen har tændt op i brændeovnen, og man svagt fornemmer det i sin egen stue. Der følges hurtigt op med tydelig sødme fra vanilje. Bagved ligger en fin note af nyslået græs og citrusfrugter som grapefrugt og citron. Et maritimt og mineralsk strejf af hav og flintesten kommer gradvist mere frem. Alkoholen mærkes i næsen uden at dominerer.

Kilkerran 8 Year Old Bourbon Cask Matured 2023

Kilkerran 8 Year Old Bourbon Cask Matured 2023

Palette:

De 55,8% Vol. er mere fremtrædende i smagen, men dette justeres fint med lidt vand, efter personlig præference. Smagen og sødmen fra vanilje og karamel rammer smagsløgene som det første i denne Campbeltown whisky. Hurtigt følges op med en syrlighed som man kender det fra grapefrugt og citroner. Efter et par nip til drammen ændrer det en anelse karakter, og minder mere om grønne friske æbler. Gradvist kommer mere mineralske og maritime noter frem, og det giver associationer til salt og flintesten på læberne. Der mærkes stærk peber, ingefær og mynte på tungen. Hele smagsoplevelsen pakkes ind i et let strejf af røg og gammelt pakhus.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. De maritime og mineralske noter af salt, hav og flintesten er tydeligere i eftersmagen. Sammen med lidt røg, har det lagt sig som et fint lag i hele munden og på læberne. Sødmen fra vanilje og karamel trænger stadig fint igennem, og der er en smag, der minder om mælkechokolade. Citrusfrugterne kommer kun lejlighedsvist frem i eftersmagen. Man efterlades med et minde, som når man har drukket kraftigt sødet urte- og mynte-te, der har trukket lidt for længe. Munden tørrer slutteligt helt ud, mens man mærker varme fra alkoholen, og lidt salt stadig fornemmes på læber og tunge.

Hvad siger producenten:

“This limited annual release has been part of the lineup from Glengyle Distillery since 2016 but it’s been 5 years since the last bourbon matured edition which presents notes of elderflower, vanilla, pineapple, coconut and peat smoke.“

Konklusion:

Dette er en god whisky. Hvis man er glad for bourbon lagret whisky, og har mod p en dram med en anelse røg, så er dette et godt bud på en flaske. Man kan købe en flaske for omkring 600,- kroner. Når man som jeg er fan af Campletown whisky, og Glengyle Distillery i særdeleshed, så lever denne whisky helt op til forventningerne. Der er noter af hav, vanilje, citrus og gammelt pakhus, så alt er som det skal være. Når den så samtidig kommer med aldersangivelse, og aftappet ved fuld fadstyrke uden farvestoffer og uden brug af kølefiltrering, så er det virkelig en dram, der passer til mine præferencer. Konklusionen på denne anmeldelse af Kilkerran 8 Year Old Bourbon Cask Matured 2023 er, at whiskyen lever op til alle forventninger i en cask strength aftapning fra Campbeltown.