Smokehead Extra Rare – Travel Retail Exclusive

Hjem » Ex-bourbon fad » Side 42

Smokehead Extra Rare – 1 liter til rejsemarkedet

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Ian Macleod Distillers
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Smokehead Extra Rare er en skotsk whisky på 40% Vol. Whiskyen er en Islay single malt. Som de andre udgivelser fra Smokehead, så er der store diskussioner om, hvem der rent faktisk producerer whiskyen. Mange tror det er Ardbeg Distillery, som står bag produktionen. Et er dog sikkert, whiskyen kommer fra et af de skotske destillerier på Islay, og Ian Macleod Distillers er uafhængig aftapper af flasken. Whiskyen er lagret på ex-boubon og ex-sherry fad. Whiskyen er desuden kølefiltreret og kommer uden aldersangivelse. Denne 1 liters udgave er en såkaldt “Travel Retail Exclusive” udgivelse.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #340

Anmeldelse af Smokehead Extra Rare

Næse:

Tydelig røg er det første som rammer næsen. Det er røg som man kender det fra et bål på stranden. Langsomt tilpasser næsen sig ti røgen, og der gives plads til andre nuancer. Der duftes nu en let sødme fra tropiske frugter. Der duftes passionsfrugt og honningmelon. I baggrunden opfanges en fjern note af citrusfrugter. Når drammen har stået lidt tid i glasset kommer lidt vanilje og mælkechokolade en anelse frem. Alkoholen er ikke at finde i duften.

Smokehead Extra Rare

Smokehead Extra Rare

Palette:

Ganske som i duften, er røgen det første, der rammer smagsløgene. Igen er det røg som man kender det fra et bål. Der følges hurtigt op med maritime og mineralske noter, hvor der opfanges lidt salt og flintesten i munden. Gradvist kommer en anelse sødme frem. Der smages nu lidt honningmeloner, vanilje og mælkechokolade. I baggrunden ligger en snert af citrusfrugt. Sammen med lidt bitterhed, minder det om smagen på revet citron-skal. Heller ikke i smagen er de 40% Vol alkohol at mærke.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne Islay whisky. Sødmen fra vanilje og mælkechokolade ligger stadig i munden. Gradvist kommer en anelse bitterhed frem, og der smages nu lidt egetræ. Tankerne ledes i retning af umodne hasselnødder. Momentvis kommer lidt revet citron-skal frem i eftersmagen. Hele afslutningen er pakket ind i et fint lag af røg. Man efterlades med lidt fornemmelse af salt på læberne og flintesten i munden, mens røgen aftager.

Hvad siger producenten:

“Smokehead Extra Rare is a rich, seaweedy and intensely peaty whisky. The flavour is fresh, fryity and immense, with notes of sherry, iodine, toffee, smoke and sea salt all fighting for recognition. A really vigorous whisky not for the faint hearted… Savour and enjoy!”

Konklusion:

Dette er en ganske glimrende whisky. Kan man lide Islay whisky, hvor røgen er den bærende kvalitet, så er dette et godt bud på en god whisky. Forventer man kompleksitet, og en whisky man kan fordybe sig i, så skal man kigge andre steder hen. Det er ukendt, hvilket af de skotske destillerier på Islay whiskyen kommer fra, men de har alle aftapninger med større dybde end denne. Man kan købe en flaske på 100 cl. for omkring 450,- i lufthavnen. Til den pris får man en ganske fin hverdags-whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Smokehead Extra Rare er, at det er en dram hvor røgen er den bærende kraft, og den klarer sig fint som hverdags-dram.

Glencadam 15 Year Old – Highland Single Malt

Hjem » Ex-bourbon fad » Side 42

Glencadam 15 Year Old – The Rather Dignified

Destilleri: Glencadam
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: 15 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Glencadam 15 Year Old er en whisky på 46% vol. Whiskyen er produceret på Glencadam Distillery, der et af Skotlands destillerier, der ligger i Highland distriktet. Whiskyen er modnet i 15 år udelukkende på ex-bourbon fad. Det fremgår på flasken, at whiskyen er fremstillet uden kølefiltrering, og uden tilsætning af kunstig farve. Som det fremgår af indpakningen, så gøres dette for bi-beholde de aromatiske komponenter i whiskyen. Destilleriet kalder også drammen for “The Rather Dignified Highland Single Malt Scotch Whisky”. Den har vundet flere internationale priser, og den navnkundige YouTuber Ralfy har givet den titlen som årets whisky i 2017.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #337

Anmeldelse af Glencadam 15 Year Old

Næse:

Man dufter med det samme sødme fra malten, når næsen kommer hen til glasset. Sødme fra modne frugter følger efter, hvor pærer, røde æbler og honningmelon kommer frem. Efter lidt tid i glasset kommer en note af citrusfrugter mere og mere frem. Ligeledes bliver vanilje også tydeligere og tydeligere. I baggrunden anes svagt lidt nyslået græs og banan. Ligeledes anes også svagt lidt bitterhed fra hasselnødder. De 46% vol. alkohol er ikke tydelige i næsen.

Glencadam 15 Year Old

Glencadam 15 Year Old

Palette:

Sødmefulde modne pærer er det første som smages. Det minder næsten om de henkogte pærer man køber på dåse. Hurtigt bliver smagen af vanilje også meget tydelig i denne Highland whisky. Røde æbler og honningmelon kommer langsomt frem. Som i duften ligger en let note af citrusfrugter i baggrunden. Momentvis mærkes en smule prikken på tungen fra lidt stærk peber. I baggrunden mærkes lidt bitterhed fra umodne hasselnødder. Jeg har oplevet at finde et fjernt strejf af røg i smagen, men det er ikke altid. Jeg tænker det kommer fra ristningen i fadene, mere end røget malt. Alkoholen er heller ikke at finde i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Sødmen fra de henkogte pærer og vanilje er stadig tydelig. Denne sødme aftager langsomt, og maltsødmen kommer igen en anelse frem. Bitterheden fra hasselnødder er mere markant i afslutning, og tilføjer en anelse tørhed på tungen. Momentvis kommer lidt syrlighed fra citrusfrugter, og lidt prikken fra stærk peber, igennem det generelt søde udtryk. Man efterlades med et minde om karamel og mælkechokolade.

Hvad siger producenten:

“Multi-award winning Glencadam Highland Single Scotch Malt Whisky Aged 15 Years is a fine example of centuries of craftsmanship and tradition. “The rather dignified” malt with a beautifully mouth-watering, true flavour.”

Konklusion:

Dette er en god whisky, det skal der ikke være tvivl om. Sødmen fra malt, vanilje og henkogte pærer får næsten whiskyen til at virke som en dessert på flaske. Samtidig giver lidt syrlighed, bitterhed, stærk peber og fin alkohol indhold et godt løft til oplevelsen. Samtidig er der fin kompleksitet, og noter opleves den ene gang man drikker, men ikke den næste gang den kommer i glasset. Man kan købe en flaske for omkring 600,- kroner. For de penge får man en whisky, der er fremstillet uden kølefiltrering, uden kunstig farvestof, og med en stabil aldersangivelse på 15 år. Alle ting, der lyder godt i en whisky-nørds ører. Man bør have en flaske i sin whiskysamling på et tidspunkt i sin whiskyrejse. Konklusionen på denne anmeldelse af Glencadam 15 Year Old er, at det er en whisky, som alle seriøse whisky elskere bør stifte bekendtskab med på et tidspunkt.

Glenglassaugh Revival – Highland Single Malt Scotch Whisky

Hjem » Ex-bourbon fad » Side 42

Glenglassaugh Revival – ex-bourbon, ex-vin og ex-sherry fad

Destilleri: Glenglassaugh
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry, Vin
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Glenglassaugh Revival er en skotsk whisky på 46% vol. Glenglassaugh Distillery ligger i Highland området. Whiskyen har først lagret på nye ex-bourbon fad og ex vin fad, som har indeholdt rødvin. Disse er herefter mixet sammen, og har fået en yderligere modning i 6 måneder på ex-oloroso sherry fad. Denne udgivelse var den første som kom på markedet, efter destilleriet havde været lukket i mere en 20 år. Den er nu et af deres kerneprodukter. Whiskyen kommer uden aldersangivelse. Den kommer med naturlig farve og er ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #336

Anmeldelse af Glenglassaugh Revival

Næse:

Næsen rammes først af tydelig note af alkohol. Det er dog væk i løbet af ganske få sekunder i glasset, og mærkes ikke efterfølgende. Der kommer nu duft af friske, og lidt umodne frugter. Det minder lidt om duften man også kan finde i en lidt sødlig hvidvin, hvor også syrligheden mærkes i baggrunden. Nogle minutter i glasset lukker op for noter af mælkechokolade og vanilje. Når man også har smagt på whiskyen, så smages også lidt bitre nødder i duften, og en snert af rosin dukker lejlighedsvist op.

Glenglassaugh Revival - Miniature

Glenglassaugh Revival – Miniature

Palette:

Frugtsødme er det første som rammer munden. Lige så frisk, og umoden, som oplevelsen var i næsen, er oplevelsen i munden omvendt sød og moden. Der smages modne æbler, søde appelsiner og mandariner. Der mærkes også en honningsødme og sødme fra dadler efter et par nip til drammen. Efterhånden blive noter af mælkechokolade og vanilje mere og mere tydelige. Der mærkes stærk peber og ingefær på tungen. De 46% vol alkohol er ikke tydelige i smagen på denne skotske whisky.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på drammen. Sødmen fra honning og dadler hænger fast i munden, og aftager gradvist. Samtidig bliver smagen af egetræ tydeligere. Der mærkes stadig lidt stærk på tungen fra ingefæren, der også var tilstede i smagen. Der er en let mineralsk fornemmelse i munden, som sammen med egetræet, giver en lidt tør fornemmelse i munden, inden man slutteligt efterlades med en snert metallisk følelse.

Hvad siger producenten:

“The Revival is the first expression released from Glenglassaugh distillery after being mothballed for more than 20 years. The Glenglassaugh Revival has been matured in a balanced mix of ex-red wine and fresh bourbon casks, vatted and re-racked for double maturation in rich sherry casks. Bottled at 46%, non chill filtered and of natural colour, Revival is a stunning Highland single malt with a coastal charm.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky, uden den imponerer specielt. Tager man i betragtning, at whiskyen er meget ung, så ser det dog ganske fornuftigt ud, og der vises gode takter. Man kan købe en flaske for cirka 350,- kroner. Denne pris kan virke lige i overkanten for en så ungdommelig whisky. Er man til friske, unge whiskyer, der stadig tilbyder pondus og god oplevelse, så er dette et ganske glimrende bud. Glenglassaugh er i hvert fald et af Skotlands destillerier, som jeg vil holde øje med fremadrettet. Hvis de kan lave sådan et produkt med ung alder, så kan en ældre aftapning sagtens vise sig at være en super dram. Konklusionen på denne anmeldelse af Glenglassaugh Revival er, at der formentlig bliver noget at se frem til fra producenten.