Maker’s Mark – Kentucky Straight Bourbon Whisky

Hjem » Hel flaske » Side 59

Maker’s Mark – Letdrikkelig bourbon med meget egetræ

Destilleri: Maker’s Mark
Land: USA
Type: Bourbon
Aftapper: Destilleri
ABV: 45%
Alder: NAS
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Maker’s Mark Kentucky Straight Bourbon Whisky på 45% Vol, er en amerikansk bourbon whisky fra Kentucky. Der er en stor del hvede i urten, som destilleriet mener er årsagen til at den fremstår blød og let at drikke. Whiskyen er lagret på nye fad af amerikansk hvid egetræ. Flasken kommer uden aldersangivelse, men på hjemmesiden fremgår det, at lagringen ofte ligger mellem 6 og 7 år inden det flaskes. Det ikoniske røde voks påføres stadig manuelt, og ikke af en maskine.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #45

Anmeldelse af Maker’s Mark

Næse:

Man opfanger straks den klassiske søde bourbon duft i denne dram. Når man har justeret næsen til sødmen, så opfanger man fine nuancer af egetræ, som bliver tydeligere og tydeligere igennem oplevelsen. Den lidt vamle sødme man opfanger i starten, erstattes af en mere blomster og honning-agtig sødme efter lidt tid i glasset. I baggrunden ligger et fint strejf af karamel og vanilje. Duften kan minde en smule om, som når man har fået noget hvedeøl på fingrene, og det så er tørret lidt ind – på den gode måde.

Maker’s Mark Kentucky straight bourbon whisky

Palette:

Man mærker straks de 45% vol alkohol i denne Kentucky Straight Bourbon Whisky, men ikke “bidende” som alkohol godt kan være. Efter at smagsløgene er tilpasset alkoholen, så fremkommer en god sødme. Her er det igen en sødme man kender fra honning og blomster. Man kan fornemme lidt sød og moden frugt i baggrunden. Efter et par mundfulde bliver tilstedeværelsen af egetræ mere og mere tydelig. I baggrunden ligger en antydning af vanilje og karamel, som også var i duften. Når man har haft flasken lidt tid, og har drukket af den nogle gange, så bliver vanilje-noterne en del tydeligere, end første gang man stifter bekendtskab med drammen.

Afslutning:

Alkoholstyrken som var tydelig i smagen, er nærmest ikke til stede i eftersmagen. Der er en god og mellemlang afslutning på drammen. Også i afslutningen bliver egetræ mere og mere tydelig. Man smager vanilje og sødme. Efter et par slurke opfanger man lidt stærke krydderier som kanel og peber på spidsen af tungen. Det giver eftersmagen et fint lille spark. Slutteligt tørrer munden lidt ud, og man mærker en lille smule bitterhed bagerst på tungen.

Hvad siger producenten:

“Never bitter or sharp, Maker’s Mark® is made with soft red winter wheat, instead of the usual rye, for a one-of-a-kind, full-flavored bourbon that’s easy to drink.”

Konklusion:

Inden jeg smagte denne dram, var jeg ikke den store fan af bourbon. Det er jeg for såvidt stadig ikke, og jeg foretrækker skotsk whisky, hvis jeg skulle vælge. Når det så er sagt, så er dette virkelig en positiv overraskelse. Årsagen til at jeg købte den var, at mange single malt whiskyer har lagret på netop fad fra Maker’s Mark. Blandet andet har en del Stauning whiskyer lagret på disse fad, og derfor skal den selvfølgelig smages – af akademisk interesse naturligvis. Men det er en fin, blød og let-drikkelig bourbon, hvor egetræet spiller en ret dominerende rolle, hvilket jeg godt kan lide. Man kan købe en flaske for cirka 200,- kroner, og det er den bestemt værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Maker’s Mark Kentucky Straight Bourbon Whisky er, at det er en ganske god oplevelse, selvom man foretrækker skotsk whisky.

Glenlivet 15 Year Old French Oak Reserve – fransk limousine eg

Hjem » Hel flaske » Side 59

Glenlivet 15 Year Old – ex-bourbon, ex-sherry og nye franske limousine fad

Destilleri: Glenlivet
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: 15 år
Fadtype: Bourbon, Sherry, Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Glenlivet 15 Year Old French Oak Reserve er en skotsk whisky på 40% Vol. Den er fremstillet i regionen Speyside af Glenlivet Distillery. Destilleriet er ejet af Pernod Ricard. Whiskyen har lagret i 12 år i ex-bourbon og ex-sherry fad. Det interessante ved denne flaske er, at en del af whiskyen herefter tages fra de sidste tre år. Denne del lagres i nye virgin oak fad lavet af fransk limousine egetræ, der blandt andet også bruges til modning af cognac. Disse blandes slutteligt inden produktet er klar. Whiskyen er i øvrigt kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #44

Anmeldelse af Glenlivet 15 Year Old French Oak Reserve

Næse:

Egetræ! Det første man dufter er en tydelig og kraftig indflydelse af egetræ. Når næsen har tilpasset sig den markante egetræsduft, så kommer der fine noter af sherry og tørret frugt. Man fornemmer en god sødme i whiskyen, der leder tankerne hen på mælkechokolade. Der også en relativ kraftig tilstedeværelse af krydderier. Det er vanilje og kraftige krydderier som kanel og nelliker. I baggrunden fornemmer man en svagt syrlighed og bitterhed, som leder tankerne lidt hen på noget citrus-skræl.

Glenlivet 15 Year Old

Glenlivet 15 Year Old

Palette:

Det første som rammer smagsløgene er citrusfrugt, som man svagt fornemmede i duften. Det er en ret bitter fornemmelse, som man kender fra det hvide, lige under skrællen på en citrusfrugt. Smagen bærer også tydeligt præg af de kraftige krydderier som kanel, nelliker og lidt vanilje i baggrunden. Egetræet er også klart til stede i paletten, men slet ikke så kraftigt som i duften. Efter et par mundfulde begynder man at smage tørret frugt, karamel og lidt nødder. På trods af det lidt kraftige udtryk, er der stadig en let sødme over drammen. Hvis man tilsætter en dråbe vand, for at tage toppen af det lidt voldsomme udtryk, så fremkommer nærmest lakrids-agtige noter.

Afslutning:

Eftersmagen er også præget af citrusfrugt og bitterhed. I eftersmagen kommer yderligere klassiske smagsnuancer fra Speyside regionen, hvor man nu kan smage syrlige æbler. I kombination med bitterheden kommer man til at tænke lidt på frugt-the, som har trukket lidt for længe, men ikke på en dårlig måde. De tydelige noter af kanel og nelliker giver en prikkende fornemmelse på spidsen af tungen. Slutteligt tørrer tungen ud, og egetræet bliver igen meget tydelig.

Hvad siger producenten:

“The 15 Year Old gets its distinctive rich and exotic character from a process of selective maturation in which a proportion of the spirit is matured in French oak casks. In fact, we at The Glenlivet were one of the first to use French oak for making whisky, a technique that has since been imitated the world over.“

Konklusion:

Dette er en fin whisky, det skal der ikke være tvivl om. Hvis man leder efter en dram, hvor man tydeligt mærker påvirkning fra europæisk egetræ, så er dette et skoleeksempel på en sådan. Derfor kan den anbefales, hvis man skal lære disse smagsnoter at kende, så man bedre kan udpege dem i andre whiskyer. På sin vis er det en klassisk Speyside whisky, men jeg syntes den giver det et ekstra løft, med den kraftige påvirkning fra det franske limousine egetræ. Man kan finde en flaske til omkring 400,- kroner, og det mener jeg bestemt den er værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Glenlivet 15 Year Old French Oak Reserve er, at det er en ganske god whisky, og et fint eksempel på påvirkning fra europæiske egetræsfad.

Springbank 10 Year Old – kompleksitet fra Campbeltown

Hjem » Hel flaske » Side 59

Springbank 10 Year Old – en klassisk Campbeltown single malt

Destilleri: Springbank
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: 10 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Springbank 10 Year Old er en skotsk whisky på 46% Vol. Springbank Distillery er beliggende på Kintyre halvøen i Campbeltown, og denne 10 års udgave betragtes således som en Campbeltown single malt whisky. Springbank Distillery er ejet J & A Mitchell, der også ejer Glengyle Distillery, ligeledes beliggende Campeltown. Whiskyen er lagret 10 år på både ex-bourbon fad og ex-sherry fad. Det er værd at bemærke, at whiskyen ikke er kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #42

Anmeldelse af Springbank 10 Year Old

Næse:

Man mødes først af en let og delikat røg første gang man dufter til denne whisky. Det er ikke en dominerende røg, som man eksempelvis kender det fra Islay single malt whisky. Denne røg giver mere en blød fornemmelse i næsen. Der også en god maltsødme at spore i duften. Endvidere fornemmer man noter af tørret frugt som dadler og rosiner. Der er også tydelige noter af vanilje, der sammen med sødmen, leder tankerne hen på en blanding mellem mørk chokolade og mælkechokolade. I baggrunden fornemmes svagt tilstedeværelse af egetræ fra fadet. Man mærker ikke umiddelbart de 46% vol alkohol på duften.

Springbank 10 Year Old

Springbank 10 Year Old

Palette:

Det første indtryk, når man smager denne whisky, er styrke og intensitet, der blandt andet skyldes alkoholen. Denne whisky kan med fordel tilføres et par dråber vand, der nedtoner det umiddelbare barske indtryk, med et mere blidt og nuanceret smagsindtryk. Man kan smage tydelige nuancer af nødder og mørk chokolade. De tørre frugter er også tydelige i smagen ligesom i duften. Der er tydelig smag af vanilje og lidt stærke krydderier, og i baggrunden fornemmes lidt salt. Det kan lede tankerne hen på læder. Efter et par mundfulde kan man finde smagstoner, som minder om ananas og tropisk frugt, og faktisk også noget som minder om mint. Røgen er ikke dominerende i paletten, men lægger sig som et fint lag over hele smagsoplevelsen.

Afslutning:

Afslutningen på whiskyen har medium længde, og giver en god varm oplevelse. Her opfanges god sødme, som man kender fra honning. Der er også en smule bitterhed i baggrunden, som sagtens kan komme fra fadet. De tropiske frugter, man oplever i paletten, er også at finde i eftersmagen, og der kan endvidere opfanges smag af citrusfrugter. Slutteligt er egetræ og vanilje mere tydeligt, og munden tørrer en smule ud. Også her er der et fint strejf af røg. Oplevelsen minder lidt om pibetobak med frugtsmag.

Hvad siger producenten:

“Our 10-year-old offers whisky drinkers the perfect introduction to the Springbank range. Matured in a combination of bourbon and sherry casks, it is perfectly balanced from the first sip through to the full, rich finish.”

Konklusion:

Denne whisky er utrolig kompleks, og tilbyder en fantastisk oplevelse. Den kan i første omgang virke en smule barsk, men dette nedtones ved at tilsætte et par dråber vand. Dette lukker virkelig op for en godtepose af indtryk, og mange spændende nuancer. Jeg syntes man finder flere og flere forskellige sanse-indtryk, jo flere gange man smager denne whisky. Man kan købe en flaske for omkring 400,- kroner, og det er whiskyen helt bestemt værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Springbank 10 Year Old er, at alle med interesse for whisky, bør at smage denne dram, for den er virkelig spændende og udfordrende.