Lagg Corriecravie Edition – Single Malt Scotch Whisky

Lagg Corriecravie Edition – Sherry Cask Finish

Destilleri: Lagg
Land: Skotland
Region: Island
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 55%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★

Lagg Corriecravie Edition er en whisky på 55% Vol. Den kommer fra det skotske destilleri Lagg Distillery på Isle of Arran. Destilleriet er søster destilleri til Lochranza Distillery, der ligger på samme ø. Den har modnet på ex-bourbon fad, inden den har fået en afslutning på sherry fad, der tidligere har indeholdt oloroso sherry fra Miguel Martin. Det vides ikke, hvor længe den har lagret, da flasken kommer uden aldersangivelse. Dette er blot den anden “core range” aftapning fra destilleriet. Whiskyen er fremstillet uden brug kunstige farvestoffer, og er desuden aftappet uden  kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #562

Anmeldelse af Lagg Corriecravie Edition

Næse:

Tydelig røg duftes først. Det er sødmefuld røg, som man kender det fra grillet kød, røget skinke og bacon. Når næsen er tilvænnet røgen, så kommer en duft af søde røde bær frem. Der duftes solmodne jordbær og kirsebær. Momentvis opfanges svagt en let syrlig note. Sammen med sødmen leder det tankerne i retning af det, man kender fra modne appelsiner. Alkoholen fornemmes, dog uden whiskyen virker decideret sprittet.

Lagg Corriecravie Edition

Lagg Corriecravie Edition

Palette:

Som i duften, så er røgen også det første, der rammer smagsløgene. Også her er det en sødmefuld røg, der minder om det der er i røget kød. Der følges hurtigt op med noter af søde tørrede frugter, som rosiner, svesker og abrikoser. I baggrunden opfanges en let sødme fra vanilje. Sammen med en fjern floral note, gives der associationer til honning. Efter et par nip til denne ø-whisky, opfanges en let syrlighed. Sammen med en tiltagende smag af egetræ, og dertilhørende bitterhed, minder det om smagen fra revet citronskal. De 55% vol alkohol er ikke markante i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Sødmen fra rosiner, svesker og abrikoser ligger som et fint lag i munden. Bitterheden, og tilstedeværelsen af egetræ, er mere tydelig i eftersmagen end i smagen. Honning er mere fremtrædende i eftersmagen, og sammen med et strejf af blomster og citrus, minder det om honningsødet frugt-te, der har trukket lidt for længe. Røgen er mere nedtonet i afslutning, men er dog stadig ganske tydelig. Alkoholen, og en snert chili og sort peber, giver en varm fornemmelse i munden og på tungen.

Hvad siger producenten:

“The Corriecravie Edition starts its maturation journey in Bourbon Barrels and is then refined for about six months in Oloroso Sherry Hogsheads, sourced directly from the renowned producer Miguel Martin in Jerez, Spain.For this edition, we use Concerto malted barley and pure water from our own borehole. Our selected yeast and extended fermentation process help us achieve the full-bodied flavor that defines this whisky. This edition boasts a slightly richer taste profile compared to our Kilmory expression, highlighting notes of sweet spiced berries, dark chocolate and hazelnut.”

Konklusion:

Dette er en dejlig whisky. Kan man lide røget whisky, som man ofte finder i whisky fra Islay, så vil man ikke blive skuffet med denne aftapning. Hvis man samtidig er fan af røget whisky fra ex-sherry fad, så er denne dram et sikkert hit. Man kan købe en flaske for cirka 650,- kroner. I dette prisleje er konkurrencen hård, men denne whisky kan sagtens stå distancen. Dette endda på trods af en manglende aldersangivelse, på en formentlig ret ung whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Lagg Corriecravie Edition er, at kan man lide røget whisky fra Islay, så er dette et glimrende alternativ.

4/5 (1)

Robert Burns – Blended Scotch Whisky

Robert Burns – blended whisky fra Arran

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Region: N/A
Type: Blended
Aftapper: Isle of Arran Distillers
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: N/A
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Robert Burns er en skotsk blended whisky på 40% Vol. Whiskyen er sendt på markedet af Isle of Arran Distillers. Aftapperen, som ligger på øen Isle of Arran, er i særdeleshed kendte for sine single malt whiskyer. Hjertet i dette blend består af whisky fra Lochranza destilleriet. Flasken kommer uden aldersangivelse, og er derfor en såkaldt NAS. Ligeledes vides det ikke, hvilke fad den har lagret på.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #488

Anmeldelse af Robert Burns

Næse:

Et strejf af alkohol fra de 40% Vol rammer næsen som det første. Det er dog hurtigt borte igen, og der er plads til andre indtryk. Der duftes grønne æbler og umodne pærer. Langsomt kommer lidt vanilje og karamel frem i glasset, men en fornemmelse af nyslået hø ligger i baggrunden. Når man har smagt på drammen opfanges ligeledes en anelse egetræ og mælkechokolade i smagen.

Robert Burns - Miniature

Robert Burns – Miniature

Palette:

Syrligheden fra de grønne æbler, der også var at finde i duften, smages som det første. Der følges hurtigt op med stærk sort peber, der dog hurtigt aftager igen, for til sidst helt at forsvinde. Efter et par nip til drammen kommer lidt syrlighed fra citrusfrugter frem. Ligeledes bliver lidt egetræ, vanilje og mælkechokolade efterhånden at finde i smagen. Alkoholen fornemmes uden at denne blended whisky virker sprittet.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne dram. Vanilje og mælkechokolade dominerer. Lidt syrlighed fra de grønne æbler og citrusfrugterne kommer momentvis frem i afslutning. En let bitterhed bliver efterhånden mere fremtrædende, inden man efterlades med et strejf af alkohol i munden.

Hvad siger producenten:

With the acclaimed Arran Single Malt at its heart, this blend is refreshingly dry in character with a smooth finish and the subtlest hints of peat-smoke in the background. An outstanding example of a great quality blended whisky, this is the perfect dram to be enjoyed on any occasion and a fitting tribute to Scotland’s greatest poet.”

Konklusion:

Dette er ikke nogen stor whisky, men kan dog stadig sagtens drikkes. Man kan købe en flaske for lige over 200,- kroner, og sammenligner man med andre blendede whiskyer i dette prisleje, så er den ganske konkurrencedygtig. Skal man sidde en hel aften, og drikke en flaske whisky med gutterne, uden der skal tages stilling til det, der er i glasset, så er den sikkert ganske fin. Stiller man lidt større krav, så bør man overveje at bruge et par hundrede kroner mere på en entry level Arran single malt whisky fra aftapperens Lochranza Distillery i stedet. Konklusionen på denne anmeldelse af Robert Burns Blended Scotch Whisky er, at det ikke er nogen stor oplevelse, og man bør gå efter aftapperens single malt whisky i stedet.

2/5 (1)

Arran Port Cask Finish – Single Malt Scotch Whisky

Arran Port Cask Finish – Afsluttet på ex-portvin fad

Destilleri: Lochranza
Land: Skotland
Region: Island
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 50%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Portvin
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Arran Port Cask Finish er en whisky på 50% Vol. Den kommer fra Isle of Arran i Skotland, fra destilleriet Lochranza Distillery. Whiskyen har modnet i mindst 8 år på klassiske ex-bourbon fad. Den har efterfølgende fået en afslutning på ex-portvins fad fad. Det udmeldes ikke, hvor længe den samlede lagring har varet, og flasken kommer uden egentlig aldersangivelse. Den er fremstillet uden kunstige farvestoffer og uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #461

Anmeldelse af Arran Port Cask Finish

Næse:

Man dufter tydelig maltsødme som det første. Der følges op med søde skovbær og modne kirsebær. Når drammen har stået i glasset i nogle minutter bliver duften af karamel og vanilje gradvist mere markant. Lejlighedsvist duftes et strejf af kanel og kakao. Kombinationen leder tankerne i retning af mælkechokolade. De 50% Vol alkohol er ikke fremtrædende i næsen.

Arran Port Cask Finish

Arran Port Cask Finish

Palette:

Der er mere kraft i alkoholen i smagen end i duften, og man kan nedtone dette med lidt efter personlig præference. Med vand træder sødmen fra malten og de modne bær, der også var tydelige i duften. mere frem i smagen. Der mærkes lidt stærk ingefær og en smule kanel på tungen. Dette aftager dog hurtigt igen. Efter et par nip til denne ø whisky, bliver vanilje og karamel en del tydeligere. I kombination med maltsødmen giver det et strejf af mælkechokolade,

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne dram. Vanilje og mælkechokolade er dominerende nu. Momentvis kommen smagen fra de søde bær frem fra baggrunden. En smule bitterhed begynder at komme mere og mere frem. Dette forstærker fornemmelsen af chokolade, så det næsten minder mere om det man kender fra hollandsk kakao. Man sidder tilbage med lidt smag af ingefær i munden, mens varmen fra alkoholen breder sig i mund og svælg.

Hvad siger producenten:

“After initially maturing in traditional oak casks for approximately 8 years, The Arran Single Malt in this bottling was finished in a selection of Port casks sourced from an artisan producer of this iconic Portuguese fortified wine.”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Hvis man kan lide whisky der har lagret på aflagte portvins fad, så er dette et godt bud på et godt køb. Der er mange af noterne som kendes fra netop denne lagring, hvor der typisk smages søde bær. Hvis man samtidig er glad for netop dette destilleri, så er det bare at købe en flaske. Man kan købe en flaske for omkring 450,- til 500,- kroner. I dette prisleje er der mange fine aftapninger af skotsk whisky, men denne er ganske konkurrencedygtig med disse. Forventer man stor kompleksitet, så skal man nok se andre steder hen. Konklusionen på denne anmeldelse af Arran Port Cask Finish er, at det er glimrende dram, der har fået fint udbytte af sin afslutning på gamle portvins fad.

4/5 (1)