Hødal Whisky No. 6 Masters Choice 5 år – Dansk Single Malt Whisky

Hjem » Nedvandet » Side 20

Hødal Whisky No. 6 Masters Choice 5 år – Special Edition No. 6 (reklame)

Destilleri: Nordisk Brænderi
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 48%
Alder: 5 år
Fadtype: Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Hødal Whisky No. 6 Masters Choice 5 år er en dansk single malt whisky på 48% Vol. Whiskyen er fremstillet på Nordisk Brænderi. Urten er fremstillet på Thisted Bryghus og Skagen Bryghus. Herefter er et 200 liters og to 100 liters ex-PX sherry fade blev påfyldt råspritten i september 2017 og oktober 2018.  Whiskyen er nedvandet til 48% Vol. med vand fra Hødals morænebakker, inden den er aftappet den 28. november 2023. Flasken kommer med en aldersangivelse på 5 år. Denne Limited Edition er sendt på markedet den 29. november 2023, 10 år efter destilleriet sendte sin første whisky på gaden, og på master distiller Anders Bilgrams fødselsdag. Der er ikke brugt kølefittrering under fremstillingen. Destilleriet har sendt mig denne flaske nummer #113 til anmeldelse her på bloggen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #445

Anmeldelse af Hødal Whisky No. 6 Masters Choice 5 år

Næse:

Sødme kommer frem fra glasset som det første. Det er sødme fra malten, der rammer næsen først. Efterhånden kommer noter af tørrede frugter mere frem i næsen. Der duftes tørrede svesker og abrikoser. I baggrunden anes en let bitterhed, der minder om det man kender fra valnødder. I kombination med sødmen, giver det associationer til sødmefuld pibetobak. Når drammen har stået i glasset i nogle minutter, anes momentvis krydderurter som mynte og timian. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Hødal Whisky No. 6 Masters Choice 5 år

Hødal Whisky No. 6 Masters Choice 5 år

Palette:

Mynte og timian kommer frem først, når der smages på drammen, men forsvinder nærmest med det samme. Tydelig sødme fra malten tager hurtigt over. Ganske som i duften smages også tørrede abrikoser og svesker. Kanel og sort peber giver en prikkende fornemmelse på tungen. Sammen med de 48% vol alkohol giver det kortvarigt en kraftig varme i munden. Efter et par nip til drammen kommer en let bitterhed frem, og med sig har det nuancer af nødder og et strejf af chokolade.

Afslutning:

Der er medium afslutning på denne danske single malt whisky. Sødmen ligger som et let og fint lag i munden. Bitterheden er mere fremtrædende i eftersmagen end i både duften og smagen. Der smages tydelig valnødder og mørk chokolade, mens et strejf af kaffe lejlighedsvist kommer frem. Afslutningen leder tankerne i retning af gamle Chesterfield lædermøbler. Man sidder tilbage med et minde om sød pibetobak, mens kanel, sort peber og alkoholen giver varme i munden og brystkassen.

Hvad siger producenten:

“Det er 10 år siden vi i Nordisk Brænderi lancerede vores første whisky – Special Edition No. 1, og det skete på min fødselsdag 29. November 2013.Og nu i dag 29. November 2023 lancerer vi vores Special Edition No. 6, i Hødal design. Det er en whisky, som er lagret i 5 år på blandt andet PX Sherry fade, hvor ca. halvdelen har lagret i først et 200 liters fad og er afsluttet på et 100 liters fad, og den anden halvdel er lagret i den fulde tid på et 100 liters fad.Urtbrygningen er sket i tæt samarbejde med både Thisted Bryghus og Skagen Bryghus, hvor deres dygtige bryggere har lavet den whisky-urt, som senere er blevet destilleret og lagret her i Nordisk Brænderi.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Hvis man kan lide whisky med tydelig indflydelse fra ex-PX sherry fad, og har mod på at prøve dansk single malt, så er dette et godt bud. Man kan købe en flaske på 50 cl. for cirka 850,- kroner. For de penge får man en god whisky-oplevelse, med en fin kompleksitet. Det er en dram, der fremtræder fint modnet, på trods af en aldersangivelse på blot 5 år. Det er i øvrigt et godt initiativ med både aldersangivelse og oprindelse på flasken, hvor flere af de danske destillerier burde følge trop. Disse fakta er med til at vække interessen hos whisky-nørder. Konklusionen på denne anmeldelse af Hødal Whisky No. 6 Masters Choice 5 år er, at udover at være ganske glimrende, så tilbyder denne whisky også fuld gennemsigtighed, i det vi sidder og nyder i glasset.

Springbank 21 Year Old 2020 – Campbeltown Single Malt Scotch Whisky

Hjem » Nedvandet » Side 20

Springbank 21 Year Old 2020 – Modnet på mange typer fad

Destilleri: Springbank
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: 21 år
Fadtype: Bourbon, Sherry, Rom, Portvin
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Springbank 21 Year Old 2020 er en skotsk whisky på 46% Vol. Whiskyen fremstilles af Springbank Distillery, der ligger i det skotske Campbeltown område. Whiskyen har lagret på fleret yper fad. Det har lagret på 30% ex-bourbon fad, 30% ex-rom fad, 25% ex-sherry fad og 15% ex-portvin fad. Whiskyen har modnet i mindst 21 år på disse fad, som det også fremgår af flasken. Denne 2020 udgave af whiskyen er sendt på markedet i 3300 eksemplarer. Whiskyen er fremstillet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke tilsat farvestof.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #443

Anmeldelse af Springbank 21 Year Old 2020

Næse:

Næsen mødes først af sødmefulde tropiske frugter. Der duftes moden mango og fersken. Efter nogle minutter i glasset kommer lidt syrlige frugter også frem i duften. Der duftes mandariner og appelsiner. I baggrunden anes lidt umoden ananas. Der kommer gradvist en mere og mere tydelig tilstedeværelse af noget mineralsk, og en let note af flintesten fornemmes. Ligeledes ligger et let strejf af røg i baggrunden. Når man har smagt på drammen kommer lidt svesker og rosiner også frem i duften. Man mærker ikke de 46% Vol. alkohol i næsen.

Springbank 21 Year Old 2020 - Sample

Springbank 21 Year Old 2020 – Sample

Palette:

Mørke tørrede frugter smages som det første. Der smages svesker og rosiner. Der følges hurtigt op med citrusfrugter, hvor der smages mandariner og appelsiner. De tropiske frugter, der er dominerende i duften, er mere tilbagetrukne i smagen. Der fornemmes lidt noter af modne ferskner og mangofrugter i baggrunden. Ganske som i duften, fornemmes et let lag af røg over hele udtrykket. Efter et par nip til denne Springbank whisky forstærkes de mineralske noter, der leder tankerne i retning af flintesten. Der opleves lejlighedsvist lidt stærk kanel på tungen. Heller ikke i smagen er alkoholen tydelig.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne whisky. Sødme fra svesker og rosiner ligger sammen med en let røg, som et fint lag i munden. Der er en let bitterhed at mærke på tungen. Sammen med lidt vanilje og karamel, giver det en fornemmelse af mælkechokolade i munden. Momentvis kommer tropiske frugter og citrusfrugter også en anelse frem i eftersmagen, men de er langt mere tilbagetrukne end i både duft og smag. Lidt flint og salt mærkes på læberne. Man efterlades med en blød fornemmelse i munden, med et minde om syltede søde tropiske frugter.

Hvad siger producenten:

“With its warm golden glow, our 21-year-old is inviting, creamy and offers unbelievable complexity. The maritime influences uncovered in this single malt will take you on a journey to its Campbeltown home.”

Konklusion:

Dette er en virkelig god whisky. Kan man lide let røg, tropiske frugter, citrusfrugter og mineralske noter, så er dette den helt rigtige whisky. Der er stor kompleksitet, og den fortjener lang tid i glasset, hvor der hele tiden kommer nye noter frem. Det er en whisky, hvor jeg gerne vil følge en hel flaske fra start til slut. Sådan en oplevelse får man lov til at betale lige under 2500,- kroner for. Det er en voldsom høj pris for en whisky for en flaske 21 års whisky, men det afspejler tydeligt hypen omkring destilleriet, Jeg må i denne omgang nøjes med denne sample, men jeg vil klart overveje, om en hel flaske skal på hylden på et tidspunkt. Konklusionen på denne anmeldelse af Springbank 21 Year Old 2020 er, at det er whisky af høj kvalitet, og en fantastisk oplevelse for sanserne.

Glen Calder – Fine Old Scotch Whisky

Hjem » Nedvandet » Side 20

Glen Calder – Fra The Glenlivet District

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Region: N/A
Type: Blended
Aftapper: Gordon & MacPhail
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: N/A
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Glen Calder er en skotsk blended whisky på 40% Vol. Blenderen af denne whisky er den kendte uafhængige aftapper Gordon & MacPhail. Der er ikke meget information til rådighed om aftapningen, men det lader til der er sendt på markedet i 2003. Der meldes intet ud om fadtyper, alder eller andet om denne blended scotch whisky.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #442

Anmeldelse af Glen Calder

Næse:

Sødmen fra modne frugter rammer næsen som det første. Der duftes søde modne æbler og pærer. Efterhånden følges op med sødme fra modne appelsiner og blomsterhonning. Efter at have smagt på drammen kommer vanilje og lys karamel også frem i duften. En smule egetræ anes svagt i baggrunden. De 40% Vol alkohol er ikke at mærke i næsen.

Glen Calder - Miniature

Glen Calder – Miniature

Palette:

Honningsødme rammer munden som det første. Der følges hurtigt op med tydelig smag fra modne æbler og pærer. De modne appelsiner, der også var at finde i duften opfanges svagt i baggrunden. Lidt stærk sort peber giver lidt prikken på tungen, men er hurtigt væk igen. Der fornemmes en svag bitterhed fra egetræ. Alkoholen er heller ikke at finde i smagen på denne blended whisky.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne dram. Sødmen fra vanilje og lys karamel dominerer i eftersmagen. Der opfanges stadig momentvis lidt sort peber på tungen. Bitterheden er en anelse mere markant i eftersmagen, og tilfører en smule tørhed i munden. Man efterlades med et minde om søde frugter og honning.

Hvad siger Producenten:

“From The Glenlivet district fine old Scotch whisky blended and bottled by Gordon & MacPhail”

 

Konklusion:

Dette er en middelmådig whisky. Kan man lide en simpel blended whisky, der ikke stiller de store krav, så er dette et godt bud på en fin dram. Forventer man tyngde og kompleksitet, så skal man kigge andre steder. Skal man sidde med nogle venner, og man skal dele en flaske spiritus, uden stillingtagen til oplevelsen, så går den fint an. Er man ny ud i whiskyens verden, så kan den også godt drikkes. Man kan købe en flaske for cirka 250,-, men den kan være lidt svær at finde på det danske marked. For de penge kan man godt finde en entry-level single malt whisky, og jeg ville nok personligt kigge i den retning. Konklusionen på denne anmeldelse af Glen Calder er, at det er en dram der ikke stiller krav, og alle kan være med, men en stor oplevelse er det ikke.