Teaninich 2007 14 Year Old – Whiskybroker 2007/2021

Teaninich 2007 14 Year Old – ex-sherry fad

Destilleri: Teaninich
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Whiskybroker
ABV: 54,3%
Alder: 14 år
Fadtype: Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Teaninich 2007 14 Year Old er en whisky på 54,3% Vol. Den kommer fra det skotske destilleri Teaninich Distillery, der er beliggende i Highland området. Whiskyen er sendt på markedet af den uafhængige aftapper Whiskybroker. Spritten er destilleret den 9/3-2007, og har herefter lagret på et Sherry Butt indtil den 16/4-2018. Den er herefter overflyttet til et genbrugt sherry fad, indtil den er aftappet ved fuld fadstyrke den 19/8-2021, med en aldersangivelse på 14 år. Den er aftappet uden brug af kølefiltrering og kunstig farve i produktionen. Der er aftappet 297 flasker dette single cask med fad nummer #302395A.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #518

Anmeldelse af Teaninich 2007 14 Year Old

Næse:

Næsen rammes først af en duft af egetræ, der dog gradvist aftager en del. Efterfølgende kommer en duft af mørk sukker og vanilje. Langsomt kommer lidt tørrede frugter frem fra glasset. Der duftes nu tørrede abrikoser og dadler. I baggrunden anes lidt søde citrusfrugter, som vi kender det fra modne appelsiner og mandariner. Alkoholen anes, men drammen virker ikke sprittet.

Teaninich 2007 14 Year Old - Sample

Teaninich 2007 14 Year Old – Sample

Palette:

De solmodne appelsiner og mandariner smages som det første. Tropiske frugter som ferskner og mango kommer hurtigt efter. Efter et par nip af denne Highland whisky, kommer en let smag af tørrede abrikoser og dadler efterhånden mere frem. Ligeledes fremkommer smagen af brun sukker og vanilje også. Der mærkes kortvarigt lidt sort peber på tungen, der giver en let prikkende fornemmelse. De 54.3% Vol alkohol mærkes i drammen, og der kan tilsættes lidt vand efter personlig præference.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Der smages stadig brun sukker og vanilje. De tørrede frugter er væsentligt mere tilbagetrukket i eftersmagen, end i både duften og smagen. Lejlighedsvist kommer de tropiske frugter også frem i afslutningen. En smule bitterhed kommer frem til sidst. Man efterlades med lidt tørhed i munden, og med en fornemmelse som når man har drukket sødet frugt-te, der har trukket lidt for længe.

Hvad siger producenten:

“Cask number 302395A, filled into a Sherry Butt on 09/03/2007. Transferred into a refill sherry barrel on 16/04/2018. Bottled 19/08/2021”

Konklusion:

Dette er en ganske fin whisky. Der gives ganske fine noter i både duft og smag. Forventer man et sherry-monster, så bliver man til gengæld skuffet. På trods af fuld lagring på ex-sherry fad, så er de klassiske sherry noter meget underspillet i denne whisky. Det er i min optik med til at gøre drammen mere interessant, da sherry godt kan nedtone andre nuancer. Man kan købe en af de 297 flasker for omkring 725,- kroner. I dette prisleje er den ganske konkurrencedygtig i både pris og kvalitet med andre uafhængige aftapninger. Konklusionen på denne anmeldelse af Teaninich 2007 14 Year Old  er, at det er fornuftig dram, der er ganske interessant grundet sin diskrete sherry-profil.

Hødal Single Estate Peated Whisky – Fadandel fra Nordisk Brænderi

Hødal Single Estate Peated Whisky – Påfyldning af fadandel i  privat whiskyfad

Muligheden for at købe en fadandel fra Nordisk Brænderi, blev præsenteret for mig, da jeg så en video fra destilleriet på Instagram. Efter min succes med det lille 8 liters private whiskyfad fra Trolden, så har jeg længe haft lyst til at prøve kræfter med en fadandel i et større fad. Nuvel, jeg har anparter i både fad fra Radius Distillery og Sall Whisky Distillery. Det er dog ikke fad jeg umiddelbart har mulighed for at besøge og følge udviklingen af, da det enten er for langt væk, eller bare ikke er muligt at besøge.

Nu er muligheden opstået hos Nordisk Brænderi, der kun ligger 45 minutters kørsel fra min bipæl, og der vil være årlige fadejer dage. Det giver mig mulighed for at følge udviklingen af whiskyen, uden det behøver at være en dagsrejse, Så kan jeg i stedet tage min kone med på en hyggetur en gang om året, og på denne måde følge udviklingen af whiskyen. At det samtidig er en spændende whisky, gør naturligvis valget endnu lettere.

Malten, der er fremstillet på destilleriets eget malteri, er røget med lokal udgravet tørv af tørvebisserne i Moseby og Udholm. Råspritten skal påfyldes et 100 liters ex-sherry fad no 73a, der først har indeholdt Pedro Ximenez sherry. Sidenhen har rom af mærket Wanderum fra destilleriet lagret på fadet. Der er sat 17 andele til salg, og det forventes at hver andel får cirka 9 flasker whisky på 50 cl. Whiskyen forventes aftappet efter 3 til 4 år, eller når den vurderes klar, og den aftappes ved fuld fadstyrke. En fadandel koster 4.500,- kroner alt inklusiv. Den 13. April klokken 13.00 skal fadet fyldes. Dette er den første Single Estate Peated Whisky fra destilleriet, og markerer samtidig fejringen af “Det Danske Whiskymanifest”, der blev underskrevet tre dage tidligere torsdag den 10/4-2025.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Påfyldning af fadandel fra Nordisk Brænderi

Vi bliver modtaget på destilleriet at Anders Bilgram og hans kone Githa. Der serveres en whisky til hver af de omkring 30 deltagere i arrangementet. Der var blandt en del af tørvebisserne, der har gravet tørven, og et par folk fra diverse medier. Anders fortæller lidt om destilleriets historie, og vi vises herefter ind i det toldfrie område, hvor vores fad no. 73a er placeret blandt destilleriets andre fyldte fad. På vej ind får vi lov at smage på råspritten på 63,5% Vol, der står placeret i en ståltank. De 100 liter fyldes på fadet, hvorefter alle fadandelsejere får lov at skrive på fadet. Whiskyblog.dk får æren af at skrive på fadet som den første.

Turen går efterfølgende udenfor og videre over i malteriet, hvor destilleriet store maltningsanlæg står. Et maltningsanlæg, der også kan tørre malten. Dette gælder dog ikke for den røgede whisky. Den tørres i røgeret ved siden af, som Anders kalder for krematoriet, der i dagens anledning kører for fuldt blus, Vi vises nu hen i røverstuen, hvor der er kaffe, Githas hjemmebagte kage, og mere whisky at smage på. Vi smager blandt andet på en ikke røget Single Estate Whisky. Den er tre dage tidligere hældt i tre fad med whisky fra de ti underskrivende destillerier fra Det Danske Whiskymanifest. Dette mix af whisky fra destillerierne, frigives om et års tid under navnet The Mega-blend. Anders fortæller imens om manifestet.

 

Hvad siger producenten:

“Det bliver et fad, hvor vi for første gang har eksperimenteret med at tørre malten med varme og røg fra tørv gravet af de gode tørvebisser fra Moseby og Udholm. Det er tørv, som er forarbejdet efter gamle nordjyske traditioner, og gennem flere dage har varmen i ovnen tørret malten, mens røgen har tilføjet en behagelig aroma.”

 

Det Danske Whiskymanifest

Den 10. April 2025 underskrives “Det Danske Whiskymanifest”. Målet med dette manifest er at skabe whisky med umiskendeligt dansk indhold. Punkterne i manifestet lyder;

  • Dansk whisky er mæsket, gæret og destilleret i Danmark
  • Dansk whisky er lagret på træfade i mindst tre år i Danmark
  • Dansk whisky er produceret af dansk korn – hvis ikke, skal dette angives tydeligt
  • Alle korntyper må anvendes maltet eller ikke-maltet
  • Alle former for destilleringsudstyr må anvendes
  • Alle former for træsorter må anvendes
  • Anvendelse af farvestoffer, aromastoffer og sødestoffer er ikke tilladt

Manifestet er underskrevet af ti danske destillerier, og deres whisky må fremadrettet bære seglet “Authentic Danish Whisky” på sine flasker. De 10 destillerier er indtil videre:

Der håbes naturligvis at flere af de danske destillerier vil følge trop, og underskrive manifestet,

Konklusion:

Det har været en fantastisk oplevelse at fylde fadet. Vi er blevet taget godt imod af både Anders og Githa, der velvilligt viste rundt, fortalte og svarede på spørgsmål. Samtidig blev der delt rigelige mængder whisky ud, så man kunne bare tage det, som man havde lyst til. Sammen med Githas hjemmebagte kage, så var det med til at sætte et fint punktum på en dejlig eftermiddag. Når man samtidig er med til at fejre et så skelsættende punkt i dansk whiskys historie, som “Det Danske Whiskymanifest” er, så gør det kun dagen endnu bedre. Nu skal tiden bare gå, så denne første Hødal Single Estate Peated Whisky kan blive færdig, men jeg får heldigvis mulighed for at besøge fadet om et års tid.

Lindores 2019 The Exclusive Cask – The Whisky Trail Edinburgh 2019/2024

Lindores 2019 The Exclusive Cask – STR ex-PX sherry fad

Destilleri: Lindores Abbey
Land: Skotland
Region: Lowland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 50%
Alder: NAS
Fadtype: Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Lindores 2019 The Exclusive Cask er en skotsk whisky på 50% Vol. Whiskyen er fremstillet af Lindores Abbey Distillery i Lowland distriktet. Denne single cask whisky er påfyldt et enkelt STR ex-PX sherry fad den 16/5-2019 og er senere aftappet den 17/4-2024, hvilket gør den lige under 5 år gammel. Denne flaske er aftappet til butikken The Whisky Trail i Edinburgh. Der er i alt aftappet 354 flasker, og denne sample kommer fra flaske 198. Den er ikke tilsat kunstig farve, og der er ikke brugt kølefiltrering under aftapningen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #513

Anmeldelse af Lindores 2019 The Exclusive Cask

Næse:

Næsen rammes først af tydelige noter fra søde mørke tørrede frugter. Der duftes rosiner, svesker, dadler og figner. Efterhånden som næsen tilvænner sig til den tydelige sødme, kommer lettere noter frem fra baggrunden. Der duftes lidt krydderurter som timian og rosmarin, mens et svagt strejf af nyslået græs trænger sig på. Kombinationen leder tankerne hen i retning af det, man kender fra en cola med sukker. Alkoholen anes, dog uden at whiskyyen fremtræder sprittet.

Lindores 2019 The Exclusive Cask - Sample

Lindores 2019 The Exclusive Cask – Sample

Palette:

Ganske som i duften, så er det sødmen der også smages som det første i denne Lowland whisky. Der smages tydeligt tørrede rosiner, dadler, svesker og figner. Noterne fra krydderurterne, der også er til stede i duften, er tydeligere i smagen, hvor timian og rosmarin kommer tydeligt frem. Momentvis opleves lidt stærk mynte, der sammen med lidt sort peber, giver lidt prikken på tungen. De 50% Vol. alkohol mærkes, og er med til at give kraft til drammen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. Sødmen ligger som et tydeligt lag i hele munden. Momentvis kigger krydderurterne også frem i afslutningen, dog for hurtigt at forsvinde igen. Lidt bitterhed kommer gradvist mere frem, og med sig har det en let tørhed i munden. Alkoholen giver stadig en varm fornemmelse i mundhulen. Man efterlades med et minde, som når man har drukket en lunken sukkersødet cola, men munden tørrer helt ud.

Hvad siger producenten:

“This specially selected sinle cask bas been bottled exclusively for The Whisky Trail Edinburgh with no chillfiltration and with no colouring at Lindores Abbey Distillery”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Har man mod på at prøve en dram fra et af de nyere skotske destillerier, så er dette et godt bud på en flaske. Der er en ganske fornuftig whisky oplevelse, hvor særligt noterne af cola, er ganske interessante. Forventer man dyb kompleksitet, så skal man lede andre steder hen. Man skal give cirka 600,- kroner for en flaske. Jeg har byttet mig til denne sample med min kammerat, som jeg spøjst nok mødte på The Royal Mile, på vores tur til Edinburgh i sommeren 2024. Ingen af os vidste, at den anden skulle derover, så det var noget af en overraskelse for os begge. Flasken blev købt på denne tur. Konklusionen på denne anmeldelse af Lindores 2019 The Exclusive Cask The Whisky Trail Edinburgh 2019/2024 er, at det er en fin dram, hvis man kan lide at sige Jolly til sin whisky.