Redbreast 12 Year Old – lagret på ex-oloroso fad

Hjem » Whisky samples » Side 57

Redbreast 12 Year Old – irsk julekage

Destilleri: Midleton
Land: Irland
Type: Single pot still
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: 12 år
Fadtype: Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Redbreast 12 Year Old er en irsk whiskey på 40% Vol. Whiskeyen er fremstillet af Redbreast. men er i virkeligheden destilleret af Midleton Distillery, der ligger i Midleton, Irland. Drammen er lavet på single pot stills. Den har lagret 12 år på ex-oloroso sherry fad. Endvidere er den ikke kølefiltreret. Denne sample fik jeg på whiskymessen 2019.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #105

Anmeldelse af Redbreast 12 Year Old

Næse:

Man dufter straks indflydelse fra ex-sherry fad, hvor der er tydelig sødme og frugt aromaer. Det er tørrede frugter som figner og abrikoser. Samtidighed fornemmer man lidt syrlighed fra friske, næsten umodne, frugter. Efter lidt tid i glasset kommer fine nuancer af egetræ, som går over i vanilje, karamel og kaffe. Man mærker ikke de 40% vol alkohol i denne dram.

Redbreast 12 Year Old - Sample

Redbreast 12 Year Old – Sample

Palette:

Man smager straks en god honningsødme når man første gang smager på whiskeyen. Dette erstattes dog straks af tydelige stærke krydderier som peber og muskatnød. Efter et par smagsprøver ændrer drammen karakter, og det er nu de let bitre indtryk som fremkommer. Man smager først kaffe og kakao. Dette går efterhånden over i en smag af mørk og bitter chokolade, men stadig med et sødt strejf af honningen. Alkoholen er ikke tydelig i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Den er præget af noter af kaffe og kakao. Der er en god sødme som ligger sig som et lag på tungen. Efterhånden overtager de finere noter af egetræ og vanilje. Man mærker en lille smule stærke krydderier som peber på tungen. Slutteligt tørrer tungen lidt ud, men der er et generelt blødt udtryk.

Hvad siger producenten:

“Our signature bottling, full of aroma and flavour, Redbreast 12 Year Old benefits from a strong contribution from distillates which have matured in Oloroso sherry casks, giving it its trademark Christmas cake character.”

Konklusion:

Det er en ganske fin irsk whiskey. Der er en god balance mellem sødme, krydderi og bitre nuancer. Jeg kunne godt ønske, at den havde lidt højere alkoholprocent til at løfte oplevelsen en smule. Drammen kan komme til at virke lidt vandet og tynd i paletten. Jeg tror også afslutningen ville få et gevaldigt løft med lidt højere alkohol procent. Man kan købe en flaske for omkring 500,- kroner, og det mener jeg måske er lige i overkanten, i forhold til det man får for pengene. Har man kun prøvet Tullamore Dew eller Jameson standard udgivelser, så er dette dog et ganske stort skridt op ad kvalitets-stigen. Konklusionen på denne anmeldelse af Redbreast 12 Year Old er, at det er en ganske god irsk whiskey, der har en del at byde på.

Blair Athol 1973 – Mackillop’s Choice

Hjem » Whisky samples » Side 57

Blair Athol 1973 – 30 år gammel Highland whisky

Destilleri: Blair Athol
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Mackillop’s Choice
ABV: 43%
Alder: 30 år
Fadtype: N/A
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Blair Athol 1973 er en skotsk whisky på 43% vol. og flasket af den uafhængige aftapper Mackillop’s Choice. Whiskyen er destilleret på Blair Athol Distillery, der er et af Skotlands destillerier, i Highland området. Råspritten er produceret  den 23. oktober 1973, og senere hældt på flaske i marts 2004. Det betyder at denne whisky er 30 år gammel. Jeg har ikke fundet noget data på, hvilken fadtype lagringen har foregået på. Dog fremgår det at whiskyen har lagret på fad #8569, hvilket også gør det til en single cask whisky. Det har heller ikke været muligt at finde nogen form for information, om denne dram er kølefiltreret eller ej.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #104

Anmeldelse af Blair Athol 1973

Næse:

Der er først en afdæmpet duft af egetræ, når man sætter næsen til glasset. Efter nogle minutter i glasset åbner whiskyen sig lidt op. Der fremkommer en let frugtsødme, som fra modne æbler. aromaen ændrer langsomt karakter, og drammen for en smule hengemt duft. En duft som man kender fa en fugtig kælder eller, loftet i et gammelt hus. Kombinationen af egetræ, sødme og “jordslået” duft leder tankerne hen i retning af pibetobak og the. Man mærker ikke de 43% vol. i næsen. Et par dråber vand giver plads til en lille note af mælkechokolade.

Blair Athol 1973 - Sample

Blair Athol 1973 – Sample

Palette:

Man rammes først at en meget speciel syrlighed, når man smager på denne 30 år gamle whisky. Det er ikke en syrlighed jeg har oplevet i en whisky før. Det minder lidt om en blanding mellem syre, man kan finde i umodne citroner, og kunstigt syrnet slik. Med lidt vand nedtones dette en anelse. Det let hengemte udtryk kommer også frem i smagen, hvor nuancerne af “jordslåethed” også er tydelige. Kombinationen virker næsten svovlagtig i munden. Langsomt kommer de søde frugter frem fra baggrunden. Efter nogle nip til glasset bliver sødmen tydeligere og tydeligere. Man mærker lidt vanilje og chokolade i det fjerne. Alkoholen er lidt tydeligere i paletten end i næsen.

Afslutning:

Der er en medium lang eftersmag på drammen. Afslutningen er præget af en mere markant egetræsnote. Der er en tydelig bitterhed som lægger sig i munden. Bitterheden forekommer en smule mindre efter et par dråber vand er tilsat, men den er stadig tydelig. Vandet giver plads til lidt sødme og vanilje i eftersmagen. Munden tørrer hurtigt ud, og man sidder tilbage med tydelig bitterhed fra fadet på tungespidsen. Der er en fornuftig varme i munden fra den begrænsede alkoholstyrke.

Konklusion:

Dette er en interessant whisky. Om whiskyen er god, det er måske så meget sagt, men oplevelsen som sådan er ganske god. Det er en whisky som fortjener lang tid i glasset, hvorved den stille og roligt åbner sig op, og tilbyder en yderst fornuftig helhedsoplevelse. Jeg ville dog gerne smage en udgave med lidt mere alkoholprocent, lige til at give et ekstra spark. Jeg byttede mig til denne sample, men man kan være heldig at finde den på auktion til mellem  1100,- og 1200,- kroner, og det er den måske ikke værd. Det kostede den ikke da den udkom, og da havde den sikkert et mere interessant prisleje. Når det er sagt, så er den dog lidt ekstra sjov for mig. Whiskyen er destilleret i mit fødeår, og hældt på flaske i min datters fødeår. Det sætter lidt ekstra krydderi på min oplevelse med drammen. Konklusionen på denne anmeldelse af Blair Athol 1973 er, at det er en whisky som fortjener tid, og at den så ender med at blive ganske fornuftig.

Sir No. 1 – Finest Scotch Whisky

Hjem » Whisky samples » Side 57

Sir No 1 – Billig whisky fra Tyskland

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Type: Blended
Aftapper: N/A
ABV: 40%
Alder: 3 år
Fadtype: N/A
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Sir No 1 Finest Scotch Whisky er flasket på 40% Vol. Der er ingen udmeldinger om fadtyper eller lignende, men mon ikke det er gamle genbrugte ex-bourbon fad. Ligeledes har det været umuligt at finde information om, hvilke af Skotlands destillerier whiskyen kommer fra. Producenten skriver, at den er 3 år gammel.

Anmeldelse #102

Anmeldelse af Sir No 1

Næse:

Det første som rammer næsen er en tydelig sprittet duft, hvilket er meget imponerende med de begænsede 40% vol alkohol. Det antyder der brugt rigelige mængder af grain whisky, eller industri sprit, om man vil. Efter lidt tid i glasset fornemmer man svagt en smule aroma af egetræ i næsen. I baggrunden kommer an svag vanilje note frem. Man mærker en smule friske og modne frugter, når man også har fået smagt på drammen. En duft som dog ikke er at finde uden af have smagt på dråberne.

Sir No. 1 - Sample

Sir No. 1 – Sample

Palette:

Man rammes først af lidt sødme når man smager på whiskyen. Dette erstattes hurtigt af smagen af sprit. En dråbe vand tager toppen af dette, men udvander også den begrænsede smagsoplevelse en smule. Man kan svagt fornemme lidt moden frugt i baggrunden, men det har en lidt sjov, næsten kunstig smag. Efter et par mundfulde kommer lidt vanilje og mælkechokolade frem fra baggrunden.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på drammen. Eftersmagen er præget af sprit og varme fra alkoholen. Hvis man leder lidt efter det, så kan man opfange lidt vanilje og mælkechokolade. Der lægger sig et let lag af sødme på tungen, samtidig med der er en fornemmelse af bitterhed på tungespidsen, inden det hurtigt klinger helt af.

Konklusion:

Dette er ikke nogen stor smagsoplevelse. Jeg byttede mig til den for en sample Maker’s Mark med en kollega. Man kan købe en flaske syd for grænsen for under 100,- kroner. Det er selvfølgelig heller ikke forventeligt, at den tilbyder det helt store i oplevelser. Sammenligner man den med andre flasker, der koster under 100,- kroner, så klarer den sig sådan set fint. Den er en del bedre end eksempelvis White Saddle, som er i samme prisleje. Man vil dog nok gøre sig selv en tjeneste, ved at spare sammen til en whisky, som har lidt mere at byde på. Den er sikkert også glimrende i whiskysauce. Konklusionen på denne anmeldelse af Sir No 1 Finest Scotch Whisky er, at det ikke er den store oplevelse, men den klarer sig fint til en pris under 100,- kroner.