Glen Grant The Major’s Reserve – billig Speyside

Glen Grant The Major’s Reserve – Reserve er nøgleordet

Glen Grant The Major’s Reserve er en skotsk single malt whisky på 40% Vol. Glen Grant Distillery er et af de skotske whisky destillerier i Speyside regionen. Dette gør whiskyen til en Speyside single malt whisky. Glen Grant er ejet af det italienske Gruppo Campari. Whiskyen har lagret på ex-bourbon fad. Whiskyen er endvidere kølefiltreret, og den er uden aldersangivelse, en såkaldt NAS.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #135

Anmeldelse af Glen Grant The Major’s Reserve

Næse:

Den virker først let, blid og blød i næsen. Man skal lede lidt efter duftnuancer. Langsomt kommer lidt frugtsødme fra røde æbler frem, Ligeledes fornemmes malten også i duften. I baggrunden kan svagt fornemmes vanilje og lidt karamel. Efter nogle minutter kommer en svag duft af hø og citrus. Man mærker ikke de 40% vol alkohol på duften i denne Speyside whisky.

Glen Grant The Major's Reserve

Glen Grant The Major’s Reserve

Palette:

Igen er denne skotske whisky blid og blød. Sødme fra friske røde æbler kommer frem. Ligeledes fornemmes en lidt blomsteragtig og honningagtig sødme. Efter et par nip til drammen mærkes en smule nødder i smagen. Vanilje og karamel kigger lidt frem fra baggrunden. Der er lidt bid fra en smule stærke krydderier på tungen. Alkoholen mærkes heller ikke på smagen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne single malt whisky. Frugt- og maltsødme ligger som et lag i munden, der dog hurtigt er væk. Det erstattes af en let bitter og syrlig citrusnote. Endelig dør drammen hurtigt ud i en smag af nødder, vanilje og en smule egetræ. Man sidder tilbage med en snert af bitter fornemmelse på tungespidsen.

Hvad siger producenten:

Inspired by James ‘The Major’ Grant, this easy drinking single malt is the most fresh and light of the Glen Grant range. Creamy and fruity on the palate it has a slightly dry, nutty finish. ”

Konklusion:

Denne whisky imponerer ikke. Har man ikke tidligere smagt skotsk single malt whisky, så kan man godt starte her. Der stilles ikke de store krav til nyderen for at drikke denne whisky. Den er let at drikke, og er blød og imødekommende. Har man en mere veludviklet næse, og en smule erfaring i at udfordre sine smagsløg, så skal man lede andre steder. En flaske kan købes for under 200,- kroner. Om den er pengene værd er svært at sige. Som en dram, der nydes som den er, så bruges pengene bedre andre steder. Hvis den bruges i drinks og cocktails kunne jeg godt forestille mig, at den ville være ganske fin. Konklusionen på denne anmeldelse af Glen Grant The Major’s Reserve er, at det er en entry-level whisky, som nok ikke egner sig bedst til at drikke rent.

1/5 (1)

Wild Turkey 101 – Kentucky Straight Bourbon Whiskey

Wild Turkey 101 – 101 proof eller 50,5%

Wild Turkey 101 er en amerikansk straight bourbon whiskey på 50,5% Vol. Bourbonen er fremstillet af Wild Turkey Distilling Company, der ligger i Lawrenceburg, Kentucky. En bourbon skal minimum lagre i 2 år inden den må kaldes for bourbon. Det udmeldes ikke hvor længe denne har lagret. Denne Kentucky Straight Bourbon Whiskey har lagret på nye egetræsfad af amerikansk hvid eg. Navnet henviser til alkoholstyrken i drammen – 101 proof svarer til 50,5% Vol. Denne sample fik jeg på whiskymessen 2019.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #99

Anmeldelse af Wild Turkey 101

Næse:

Man dufter straks den høje alkoholprocent sammen med tydelig egetræ. Man kan med fordel afdæmpe alkoholprocenten på 50,5% vol med et par dråber vand. Når spritten er nedtonet lidt, så bliver egetræ tydeligere. Det lukker også op for de lidt finere nuancer, hvor vanilje og kanel er de mest markante. Når næsen har tilpasset sig, så fremkommer en let sødme i næsen. Samtidig fornemmes en smule syrlighed i baggrunden. Det kan minde lidt om duften af et nymalet hus – på den gode måde.

Wild Turkey 101 - Sample

Wild Turkey 101 – Sample

Palette:

Smagen er også først præget af alkohol, som igen er bedst tjent med at blive dæmpet med lidt vand. Herefter er det stærke krydderier fra nye egetræsfad som er mest markant. Der smages kanel, muskatnød og vanilje. Der er en let klassisk bourbon-sødme i smagen. Efter et par mundfulde træder syrligheden, som også var at finde i duften, frem fra baggrunden, og bliver næsten som appelsin. Der fremkommer også lidt bitterhed samt svage nuancer af nødder.

Afslutning:

Der er en medium lang afslutning på denne bourbon. Stærke krydderier som kanel og peber er tydelige på tungen. Syrligheden er markant tydeligere i eftersmagen, og den giver en næsten citrus-agtig fornemmelse i munden. Alkoholen efterlader en god varme i mund og krop. Slutteligt aftager smagen i en let bitterhed, hvor man sidder tilbage med en smule sødme og vanilje i munden, inden den til sidst tørrer ud.

Hvad siger producenten:

For more than 60 years, legendary Master Distiller Jimmy Russell has been crafting Wild Turkey 101 the right way. With a high rye content, this iconic bourbon is perfectly aged in American White Oak barrels with the deepest char for more character.”

Konklusion:

Dette er en glimrende bourbon. Den giver både en god oplevelse i aroma, smag og eftersmag. Jeg har efterhånden smagt en del bourbon, og det er ikke alle som falder i min smag. Denne adskiller sig dog fra de fleste andre jeg har smagt. Den har ikke i samme grad den kraftige sødme, som eller ofte er at finde i amerikansk bourbon. Det klæder den godt, og den bliver ikke kvalmende på samme måde, som jeg ellers har oplevet. Man kan købe en flaske for lige omkring 250,- kroner,. Hvis man er træt af kedelig og stereotyp bourbon, så bør man gøre sig selv den tjeneste, at prøve denne glimrende variant. Konklusionen på denne anmeldelse af Wild Turkey 101 er, at den fremstår som en positiv overraskelse, for en som normalt ikke er glad for bourbon.

3/5 (1)