Black Bottle – Blended Scotch Whisky

Hjem » Side 107

Black Bottle – med røg fra Islay

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Region: N/A
Type: Blended
Aftapper: Burn Stewart Distillers
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: N/A
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★

Black Bottle er en skotsk blended whisky på 40% Vol. Whiskyen er produceret af Burn Stewart Distillers, der hører under Distell Group Limited. Oprindeligt var den kendt som “Gordon Graham’s Special Liqueur Whisky. Det fremgår på hjemmesiden, at røgen i denne blend kommer fra Islay whisky.  Der er er svært at finde yderligere viden om aftapningen, da der intet fremgår om fadtyper, alder eller andet om denne whisky.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #272

Anmeldelse af Black Bottle

Næse:

Næsen mødes af en let røg, når den første gang nærmer sig glasset. Det er en let aske-lignede røg, som når naboen havde bål i går, og man stadig kan lugte det lidt i haven. Vi er ikke ovre i den tunge røg som Islay whisky eksempelvis er kendt for, selvom hjemmesiden siger noget andet. Der kommer hurtigt en frugtnote frem. Den minder en anelse om modne æbler. Man mærker en smule vanilje i baggrunden. Alkoholen er ikke at bemærke på duften.

Black Bottle - Miniature

Black Bottle – Miniature

Palette:

Røgen rammer også munden som det første. Også her er det en let aske-lignende røg. Der følges hurtigt op med stærke krydderier som peber og lidt frisk ingefær. Der følges op med frugt- og honningsødme. Der er et fjernt hint af lidt vanilje og karamel i baggrunden. De 40% vol alkohol er heller ikke at finde i smagen på denne blended whisky.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på drammen. Eftersmagen er præget af honning- og frugtsødmen, som også var at finde i smagen. Der mærkes kortvarigt stadig lidt peber og stærk, frisk ingefær på tungen. Eftersmagen aftager hurtigt, og man sidder tilbage med et minde om vanilje og lidt karamel, imens et svagt røgslør ligger i munden.

Hvad siger Producenten:

“The blend was originally known as Gordon Graham’s Special Liqueur Whisky, and was sold in pottery bottles and five gallon jars. With many shops selling whisky, the brothers decided to look for a unique bottle, which would set their whisky apart from the many other blends on the market. They settled upon a striking black glass bottle, which they thought would perfectly suit the unusual character of their whisky, and reflect the brave and uncompromising nature of the founders. And so Black Bottle Whisky as we know it was born.”

Konklusion:

Dette er ikke nogen imponerende whisky. Kan man lide ukompliceret whisky, som bare skal drikkes, uden at det skal smages synderligt meget på, så er dette sikkert et glimrende valg. Er man derimod lidt mere kræsen, så skal man nok kigge andre steder hen. Det eneste positive træk er i mine øjne, at der trods alt er lidt bid i de stærkekrydderier. Man kan købe en flaske for cirke 200,- kroner. For de penge kan man købe en nogenlunde anstændig single malt whisky. Alternativt kunne man vælge at spare lidt mere sammen, til noget endnu bedre. Konklusionen på denne anmeldelse af Black Bottle er, at den er imponerende let-drikkelig, men kompleksitet skal findes andetsteds.

Glenfiddich 15 Year Old – Unique Solera Reserve

Hjem » Side 107

Glenfiddich 15 Year Old – Lagret efter solera metoden

Destilleri: Glenfiddich
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: 15 år
Fadtype: Bourbon, Sherry, Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Glenfiddich 15 Year Old Unique Solera Reserve er en skotsk whisky på 40% Vol. Whiskyen kommer fra Glenfiddich Distillery, der er et af de destillerier i Skotland, der ligger i Speyside regionen. Denne whisky er lagret efter solera metoden, som blandt andet også benyttes til rom, portvin og sherry. Fadet er altid mindst halvt fuld, og efterfyldes med ny 15 års whisky, som herefter får lov at “smelte” sammen, inden halvdelen igen aftappes. Efterfølgende opfyldes med ny 15 års whisky, og processen gentages. Whiskyen er lagret mindst 15 år på europæiske ex-bourbon, ex-sherry fad og nye egetræsfad. Den vandt guld i 2015 udgaven af “The Scotch Whisky Masters”.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #271

Anmeldelse af Glenfiddich 15 Year Old

Næse:

Man rammes straks af tydelig egetræs duft i næsen. Herefter fremkommer tydelige noter af frisk og moden frugt, som man også kender det fra den 12 årige lillebror. I baggrunden kommer gode toner af vanilje og karamel fra fadet. Der er en god honning-agtig sødme over det generelle indtryk, og den fremstår meget indbydende og blød. Man opfanger ikke de 40% vol alkohol i drammen.

Glenfiddich 15 Year Old - Sample

Glenfiddich 15 Year Old – Sample

Palette:

Modsat næsen, så er det umiddelbare smagsindtryk ret kraftigt, men ikke fra alkoholen. Der er tydelig smag af stærke krydderier, som peber, og måske endda en smule kanel og nelliker. Efter et par nip til drammen fremkommer de lidt finere nuancer, hvor det er igen er moden og sød frugt som dominerer. I baggrunden aner man lidt vanilje, karamel og lidt chokolade, som sikkert stammer fra fadene. Det giver næsten et kaffe lignende smagsbillede.

Afslutning:

Der er en medium lang eftersmag på whiskyen. Afslutningen er præget at frugtsødmen, som også var gennemgående i både næse og palette. Egetræet dominerer, hvor man får lidt syre fra de friske fad, samt lidt bitterhed fra de mindst 15 år den har lagret. Det kan lede tankerne hen på lidt citrus skræl, dog uden at smage af egentlig citrusfrugt. Man mærker fint vanilje og karamel i baggrunden. Slutteligt tørrer tungen lidt ud.

Hvad siger Producenten:

“Never emptied, and kept half full of whiskies since 1998, our Solera Vat is the culmination of curious minds and the pioneering spirit of our family. It’s also the secret behind this whisky becoming the first 15 year old expression to enter the top ten best selling single malts.”

Konklusion:

Det er en god whisky, der har ret meget at byde på. Har man stiftet bekendtskab med lillebroderen Glenfiddich 12 Year Old, så kan man genkende mange aspekter i denne dram. De løftes blot op på et noget højere plan med de 3 år ekstra, samt produktionsmetoden med solera system. Man kan købe en flaske for mellem 400,- og 500,- kroner, og det mener jeg bestemt den er værd. Hvis man er nybegynder af single malt whisky, og har startet med 12 års udgaven, så er dette en naturlig forsættelse af ens udvikling som whiskydrikker. Konklusionen på denne anmeldelse af Glenfiddich 15 Year Old er, at den har væsentligt  mere at byde på, end den meget kendte 12 årige opkomling.

Dyrehøj Vingaard Rös Whisky – Dansk Maltwhisky

Hjem » Side 107

Dyrehøj Vingaard Rös Whisky – Begrænset oplag

Destilleri: Dyrehøj Vingaard
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: 3 år
Fadtype: N/A
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Dyrehøj Vingaard Rös Whisky er en whisky på 40% Vol. Denne whisky er fra det danske destilleri og vinproducent Dyrehøj Vingaard, der ligger på Røsnæs ved Kalundborg. Det meldes ikke ud præcis hvilke fad den har lagret på, men det fremgår på flasken, at den har lagret på eg, og at den har modnet i 3 år. Whiskyen er aftappet i et begrænset oplag på 650 flasker, der alle er nummererede. Jeg har fået fat i flaske nummer #116.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #270

Anmeldelse af Dyrehøj Vingaard Rös Whisky

Næse:

Man mødes først af en parfumeret duft a blomster, når næsen kommer hent til glasset. Langsomt aftager det parfumerede udtryk, og lidt søde frugter kommer frem. Der duftes syrlige friske æbler. I baggrunden anes lidt mandariner. Kombinationen mellem blomster og syrligheden fra æbler og mandarinerne leder tankerne i retning af billig vingummi. Når flasken har været åbnet i nogle uger, så ændrer duften karakter, og tydelig kokos kommer frem. Man kan ganske svagt fornemme noget som minder lidt om vanilje i baggrunden. Man mærker ikke alkoholen i duften.

Dyrehøj Vingaard Rös Whisky

Dyrehøj Vingaard Rös Whisky

Palette:

Det parfumerede udtryk i duften afspejler sig først også i smagen. Der er blomsternoter og sød honning, der kommer frem efterhånden som parfumen aftager. Der opleves i begyndelsen kortvarigt stærk peber på tungen, men det fortager sig hurtigt. Efter et par nip til drammen en anelse syrlighed fra grønne æbler og mandariner frem fra baggrunden. Der anes svagt lidt vanilje, egetræ og karamel. Når flasken har været åbnet noget tid, så kommer kokos også frem i smagen. De 40% vol. alkohol er ikke at mærke i smagen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne danske whisky. Syrligheden fra æblerne og mandarinerne aftager gradvist. Der kommer efterhånden en anelse sødme frem, som minder lidt den man kender fra blomster-honning. Vanilje og karamel er tydeligere i afslutningen. Man efterlades med lidt mint på tungespidsen, og et minde om kunstig vingummi.

Hvad siger producenten:

“Efter 3 år på et egefad er denne whisky landet blødt. Smagen er mild med en anelse honning, tørrede abrikoser, lidt eg og måske lidt toffee i eftersmagen.”

Konklusion:

Dette er ikke nogen stor whisky. Nuvel, der er da ganske interessante noter af frugt og vanilje, der sammen med lidt egetræ og peber, godt kan give en fornuftig oplevelse. Særligt finder jeg det interessant, at den i stor grad udvikler sig positivt nogle uger efter åbning, hvor noter af kokos kommer frem i duft og smag. Man kan købe en flaske for 395,- kroner på producentens hjemmeside. Sammenligner man med andet dansk whisky, så er det cirka halv pris i forhold til mange andre danske aftapninger. Når det er sagt, så er der også dansk single malt whisky på markedet, der er mindst dobbelt så godt som denne. Jeg er glad for, at have smagt drammen, og det er endnu et hak i mit bælte af danske whiskyudgivelser, men helt i min smag er den ikke. Konklusionen på denne anmeldelse af Dyrehøj Vingaard Rös Whisky er, at der findes andre danske alternativer, som passer bedre til mine smagsløg.