Balmenach 2003 12 Year Old – The Single Cask 2003/2016

Hjem » Skotland » Speyside » Side 9

Balmenach 2003 12 Year Old – Uafhængig Speyside aftapning

Destilleri: Balmenach
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, The Single Cask
ABV: 50%
Alder: 12 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Balmenach 2003 12 Year Old er en skotsk whisky på 50% vol. Whiskyen er produceret på  Balmenach Distillery, som er et af destillerierne i Speyside regionen. Whiskyen er en single cask whisky fra et ex-bourbon fad med nummer #800437. Whiskyen er brændt den 07-08-2003, og er aftappet den 02-08-2016, og whiskyen er dermed 12 år gammel. Flasken er sendt på markedet af den uafhængige aftapper The Single Cask, og der er aftappet 107 flasker i alt. Whiskyen er desuden ikke tilsat kunstig farve, og er ikke kølefiltreret.

Besøg: Aftapperens hjemmeside

Anmeldelse #391

Anmeldelse af Balmenach 2003 12 Year Old

Næse:

Næsen rammes af en tydelig duft af mynte som det første. Mynten følges hurtigt op af andre friske krydderurter. Der duftes grønne krydderurter som timian og rosmarin. Dette aftager efter nogle minutter i glasset. Der duftes nu lidt solmoden sød appelsin. Denne duft bliver mere markant jo længere tid whiskyen står i glasset. Efterhånden kommer vanilje og karamel en smule frem fra baggrunden. Ligeledes er en snert af en let jordslået duft, som man kender det fra en fugtig kælder eller loftsrum, også at finde. Man mærker ikke alkoholen i næsen.

Balmenach 2003 12 Year Old - Sample

Balmenach 2003 12 Year Old – Sample

Palette:

Der er mere bid i de 50% vol alkohol i smagen. Denne whisky kan med fordel tilsættes et par dråber vand, for at nedtone spritten en anelse. Der lukkes op for tydelig smag af karamel og vanilje. Mynte og de andre grønne krydderurter er mere tilbagetrukne i paletten, end de var i næsen, men er stadig tydeligt til stede. Ligeledes smages også en anelse søde appelsiner, der dog tiltager kraftigt, jo længere tid drammen er i glasset. Efter et par nip af whiskyen kommer en fin smag af hasselnødder frem. Der anes en let bitter note som man også kender det fra nødder. Der mærkes lidt stærk ingefær på tungen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne single malt whisky. De søde appelsiner er tydeligere i afslutningen. Sammen med bitterheden fra hasselnødderne, giver det en fornemmelse af appelsinskal i munden. Der mærkes momentvis lidt af krydderurterne, hvor mynte kigger frem lejlighedsvist. Ligeledes mærkes stadig lidt stærk ingefær på tungen. Man efterlades med en smag af karamel og vanilje, men der mærkes en god varme i munden.

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky, uden den kommer helt op i det højeste niveau. Der er ganske interessante noter i både duft, smag og eftersmag. Særligt finder jeg krydderurterne spændende i oplevelsen, hvor mynten skiller sig positivt ud. Man kan købe en af de 107 flasker for cirka 800,- kroner, hvis man ellers kan finde den i handlen. Jeg var heldig at finde denne whisky sample til kun 20,- kroner for en 3 cl. smagsprøve. Men sådan en pris for en smagsprøve, så kan alle være med. Jeg er dog ganske tilfreds med, at jeg ikke har givet fuld pris for en flaske, men blot har købt nok til en enkelt dram. Jeg har dog en fornemmelse af, at drammen godt kunne udvikle sig positivt i flasken, da den virkelig oppede sig, jo længere tid den var i glasset. Konklusionen på denne anmeldelse af Balmenach 2003 12 Year Old er, at jeg er tilfreds med at have smagt en sample, med en ganske positiv udvikling i glasset.

Cherry possets with fruit marshmallows – SMWS 9.200

Hjem » Skotland » Speyside » Side 9

Glen Grant 2003 17 Year Old – SMWS 9.200

Destilleri: Glen Grant
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, SMWS
ABV: 52,7%
Alder: 17 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Cherry possets with fruit marshmallows SMWS 9.200 er en whisky på 52,7% Vol. Den er fremstillet på det skotske destilleri Glen Grant Distillery i Speyside regionen. Whiskyen er flasket den uafhængige aftapper The Scotch Malt Whisky Society. Denne whisky har lagret på et enkelt first fill ex-bourbon fad. Spiritussen er fremstillet den 11/09-2003, og senere aftappet ved fuld fadstyrke med en aldersangivelse på 17 år. Den blev oprindeligt aftappet til Spirit of Speyside Whisky Festival 2021, der grundet COVID-19 blev aflyst. Derfor blev den sat til almindeligt salg til klubbens medlemmer. Whiskyen kommer uden kunstigt farvestof, og er ikke aftappet med brug af kølefiltrering. Der er 223 flasker i dette outturn.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #388

Anmeldelse af SMWS 9.200

Næse:

Sødmen fra modne æbler rammer næseborene som det første. Der følges hurtigt op med lidt syrlige noter, som man kender det fra umodne bær. Langsomt kommer lidt grønne urter frem i duften, hvor både timian og mynte er tydelig. Når man også har smagt på whiskyen, er vanilje og karamel også at finde i næsen. Man mærker ikke de 52,7% vol alkohol i duften.

Cherry possets with fruit marshmallows 9.200 - Sample

Cherry possets with fruit marshmallows 9.200 – Sample

Palette:

Sødmen fra vanilje, karamel og mælkechokolade rammer smagsløgene som det første. Der følges hurtigt op med syrlige noter, fra umodne æbler og bær. Der smages grønne, syrlige æbler. Sammen med en snert af bitterhed ledes tankerne i retning af det man kender fra umodne stikkelsbær. Efter et par nip til drammen kommer en anelse sødme fra røde æbler gradvist frem i denne Speyside whisky. Momentvis opfanges krydderurterne også i smagen, hvor særligt mynte er tydelig. Alkoholen er heller ikke markant i paletten.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Både sødme og syrlighed er stadig at mærke i munden. Det er en kombination af søde frugter og syrlige bær. Gradvist bliver karamel og vanilje tydeligere, får til sidst at dominere. Ligeledes forstærkes bitterheden også, og umodne stikkelsbær kommer igen frem i erindringen. Momentvis er lidt mynte at mærke på tungespidsen, inden munden slutteligt tørrer ud, mens varme fra alkoholen breder sig i mund og svælg.

Hvad siger producenten:

“We imagined standing in the kitchen cooking sweet and sour cherries in a red wine sauce as a warm sea salt spray came through the open window. Hang on – was our neighbour cooking biriyani – chicken marinated in yogurt, chilli powder and garam masala layered with fragrant spiced basmati rice and caramelised onions? With a splash of water, the aroma of vanilla panna cotta and cherries poached in pastis next to Bircher muesli with apple juice, dried fruits, honey cinnamon and strawberries came to mind. On the palate deliciously sweet and creamy reminding us of lemon and cherry possets with fruit marshmallows, Chantilly cream and vanilla custard.”

Konklusion:

Dette er en nogenlunde whisky. Kombinationen mellem sødme, syrlighed og bitterhed fungerer ganske fornuftigt. Man kan som medlem af SMWS købe en af de kun 223 flasker for 975,- kroner. Til dette beløb lever den nok ikke helt op til forventningerne. I hvert fald ikke i forhold til mine smagsløg. Ud fra den betragtning er jeg som sådan glad for, at det kun er en sample jeg har købt, og ikke en hel flaske. Jeg vil personligt vælge at lægge mine penge et andet sted, og i dette prislejer er udvalget stort, med mange fine aftapninger. Konklusionen på denne anmeldelse af Glen Grant 2003 17 Year Old, Cherry possets with fruit marshmallows, SMWS 9.200 er, at den som sådan er interessant nok, men ikke passer helt til mine præferencer for whisky.

Nice to meat you – SMWS 108.27

Hjem » Skotland » Speyside » Side 9

Allt-a-Bhainne 2012 7 Year Old – SMWS 108.27

Destilleri: Allt-a-Bhainne
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, SMWS
ABV: 66,3%
Alder: 7 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Nice to meat you SMWS 108.27 er en whisky på 66,3% Vol. Den er fremstillet på det skotske destilleri Allt-a-Bhainne Distillery i Speyside området. Whiskyen er sendt på markedet af den uafhængige aftapper The Scotch Malt Whisky Society. Denne aftapning har lagret på et enkelt second fill ex-bourbon fad, og betragtes derfor som en single cask aftapning. Spiritussen er brændt den 24/08-2012, og senere hældt på flaske ved fuld fadstyrke efter 7 år. Whiskyen er ikke tilsat kunstigt farvestof eller aftappet ved brug af kølefiltrering. Der er 226 flasker i dette outturn.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #372

Anmeldelse af SMWS 108.27

Næse:

En tydelig duft af røg komme op fra glasset som det første. Det er en duft af røg, som man kender det fra et daggammelt bål, hvor det har regnet om natten. Det giver en en let duft af aske sammen med fugtig jord. En svag duft af sødmefulde gule æbler ligger i baggrunden. Momentvis kommer et strejf af mynte og fyrnåle forbi næsen, der blot forstærkes, når man også har smagt på whiskyen. Når flasken har været åbnet i nogle måneder opfanges lejlighedsvist lidt kokos. Man mærker ikke de imponerende 66,3% Vol alkohol i denne cask strength aftapning.

Nice to meat you 108.27

Nice to meat you 108.27

Palette:

Alkoholen er langt tydeligere i smagen, og man kan med fordel tilsætte lidt vand, for at nedtone spritten en smule. Røgen springer også i smagen frem som det første. Det er en mere markant aske-røg, end der antydes i duften. En tydelig smag af fyrnåle og mynte mærkes i munden. En let sødme fra modne æbler ligger i baggrunden. Lidt vanilje og karamel kommer frem efter et par nip til denne Speyside whisky. Ligeledes fremkommer stærk ingefær og wasabi også.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne dram. Den lette sødme fra de modne æbler er i begyndelsen til stede, men aftager hurtigt. Ligeledes aftager smagen af fyrnåle også ganske hurtigt, mens mynte bliver mere dominerende. Sammen med stær ingefær og wasabi, har man næsten en fornemmelse i munden, som når man lige har børstet tænder. Eftersmagen pakkes ind i aske-røg. Man sidder tilbage med en let bitterhed i munden, og et minde om de lakridsrødder man spiste som barn.

Hvad siger producenten:

“Antiseptic sprayed on latex! The talcum powder puff of an inverted medical glove. Spun sugar laced with aniseed, curls of leafy bonfire smoke, burnt brisket ends, roast coffee beans and mutton broth spilled in a muddy changing room. Reduction gave us spicy pulled pork, hot smoked salmon, sizzling milk in a pan, malt vinegar and plain peat smoke with newspaper ashes. In the mouth, there were oodles of Elastoplast, salt and vinegar crisps, game salami, hot tar, anchovy paste and raw petrol mixed with salty rice cakes and black olives. Hints of wasabi cracker, miso and seawater. The reduced palate was full of ploughman’s pickle, smoked white fish, anthracite coals, industrial mouthwash, roof pitch, star anise and mercurochrome. ”

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftig whisky. Kan man lide røget whisky, uden den helt store kompleksitet, så er dette et godt bud på en fin flaske. The Scotch Malt Whisky Society har sendt den på markedet til 675,- kroner. Får de penge får man en single cask aftapning, på imponerende 66,3% Vol alkohol, og en ganske god oplevelse. Oplevelsen bliver bedre og bedre, jo mere tid man bruger med whiskyen. da den godt kan virke lidt barsk i begyndelsen. Der er dog mange gode timer i flasken, når man først har lært den at kende. Konklusionen på denne anmeldelse af Allt-a-Bhainne 2012 7 Year Old, SMWS 108.27, Nice to meat you er, at dette er en whisky, hvor en hel flaske giver det bedste indtryk, så man lærer drammen at kende.