Amrut – Indian Single Malt Whisky

Hjem » 250-499 kr. » Side 35

Amrut – Indisk single malt whisky

Destilleri: Amrut
Land: Indien
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Amrut er en indisk whisky på 46% Vol. Whiskyen er fremstillet på Amrut Distilleries Ltd, der er beliggende i Bangalore i Indien. Der er udelukkende brugt indisk malt i produktionen. Whiskyen er lagret på nye amerikanske fad, og traditionelle ex-bourbon egetræsfad. Det er uvist, hvor lang tid spritten har modnet på disse fad. Whiskyen kommer uden aldersangivelse, og er derfor en såkaldt NAS. Whiskyen er fremstillet uden kølefiltrerring. Denne miniature flaske er fra Batch #119 Juni 2017.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #221

Anmeldelse af Amrut

Næse:

Sødme er det første som rammer næsen. Det er næsten en mørk sukkersødme, som minder om den man kender fra muscovadosukker eller brun farin. Langsomt ændrer den karakter til at være honningsødme. Der er tydelig tilstedeværelse af en duft af egetræ. Efter nogle minutter i glasset kommer en snert af kanel og lakrids frem fra baggrunden. Der fornemmes også lidt noter af nødder. Man mærker ikke de 46% vol alkohol på duften. Når man har smagt på drammen, så fremkommer en fin snert af kaffe i næsen.

Amrut - Miniature

Amrut – Miniature

Palette:

Sødmen er også det første man stifter bekendtskab med, når man smager på denne single malt whisky. Det er en sødme som man kender fra let-brændt sukker, hvor det nærmest går over i at være karamel. Ganske som i næsen ligger der en fin honningsødme i baggrunden. Alkoholen er mere markant i smagen end i duften, uden den dog bliver sprittet. Lidt vand kan med fordel tilsættes. Det lukker op for fine noter af citrusfrugt. Der er en fin smag af solmoden appelsin. Efter et par mundfulde smages en smule lakrids og kaffe i baggrunden.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne indiske whisky. Der mærkes en smule syrlig note på tungen fra citrusfrugter. Dette gær efterhånden over i en bitter note, som man kender det fra nødder. Der ligger stadig en fin sukker- og honningsødme i munden. Efterhånden tørrer munden en anelse ud, og fornemmelsen af egetræ kommer lidt frem igen.

Hvad siger producenten:

“Outstanding richness and sheen to the enormous barley-oak sweetness; again there is a big bourbony cut to the cloth with all the liquorice and molassed sugar normally associated; but the barley adds that extra dimension”

Konklusion:

Dette er en ganske god whisky. Den er ikke specielt kompleks, men den er stadig ganske interessant. Jeg er særligt glad for de let-brændte sukkernoter, som giver drammen lidt kant og adskiller den fra andet whisky jeg har smagt. Man kan købe en flaske for under 400,- kroner. Den er fuldt ud konkurrencedygtig med andet whisky i det prisleje. Har man ikke tidligere stiftet bekendtskab med indisk whisky, så er dette en god introduktion. Konklusionen på denne anmeldelse af Amrut Indian Single Malt Whisky er, at det er en god whisky, og fin repræsentant for mere eksotisk whisky.

Balcones Baby Blue – Corn Whisky

Hjem » 250-499 kr. » Side 35

Balcones Baby Blue – fremstillet af blå majs

Destilleri: Balcones
Land: USA
Type: Corn whisky
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Balcones Baby Blue er en amerikansk whisky på 46% Vol. Den er fremstillet af Balcones Distilling. der er et amerikansk destilleri, hjemmehørende i Texas. Denne whisky er som den første i verden fremstillet af udelukkende ristede blå majs. Whiskyen er dobbelt destilleret, inden den lagres i mindst 6 måneder på genbrugte 5 gallons fad. Det meldes ikke ud, hvor længe den har lagret på fadene. Der benyttes ikke kølefiltrering under produktionen, og der er ikke tilsat kunstig farve. Den har vundet flere internationale priser.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #220

Anmeldelse af Balcones Baby Blue

Næse:

Man mødes først af tydelig honningsødme, som man kender det fra blomsterhonning. Der følges hurtigt op med noter af chokolade og vanilje. Efter lidt tid i glasset bliver aromaen mere over i retning af sort kaffe og mørk, næsten brændt, karamel. Alkoholen fornemmes i næsen, uden den bliver decideret sprittet at dufte til. Efter at have smagt på drammen, duftes også en anelse kanel. Overordnet kan duften minde lidt om den man kan finde i helt sorte stouts.

Balcones Baby Blue - Sample

Balcones Baby Blue – Sample

Palette:

Der er noget mere bid i de 46% vol alkohol i smagen. Sammen med de stærke krydderier, man mødes af, når man smager denne amerikanske whisky, giver det virkelig et spark i munden. Lidt vand nedtoner spritten det en anelse, og krydderierne kommer lidt mere frem. Der smages nu tydeligt peber og kanel på tungen. Den mørke, brændte karamel, som også var at finde i duften, er langt tydeligere i smagen. Efter et par nip til drammen bliver vanilje og egetræ tydeligere.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne whisky. De stærke krydderier aftager ligeså stille. Vanilje og karamel tiltager en anelse. Ligeledes bliver egetræ også tydeligere. Der opstår en smule bitter note i munden, som igen leder tankerne hen på sort kaffe, som også var tilstede i næsen. Der smages momentvis en let honningsødme i baggrunden. Slutteligt sidder man tilbage med en fornemmelse af mælkechokolade og varme i mund og svælg.

Hvad siger producenten:

“The first Texas whisky on the market since Prohibition, Baby Blue is crafted from roasted heirloom blue corn. This rich and oily maize adds new sophistication to the corn whisky tradition while keeping the freshness and verve of classic American distilling. Intentionally youthful, Baby Blue captures the essence of this prized corn with a round nuttiness, roasted overtones and refined complexity. The mouthfeel is viscous with a soft finish. A true Texas original that we are delighted to share with the world.“

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Hvis man kan lide en dram med spark i begyndelsen af oplevelsen, så er dette lige sagen. Der er virkelig gang i alkohol og stærke krydderier, som virkelig giver et spark i sanserne. På mange områder tænker jeg øltypen stout, når jeg drikker denne dram. Den har mange af de samme dufte og smagsnoter, med udtagelse af krydderierne og den højere alkohol procent. Som tilhænger af skotsk whisky, så finder jeg den faktisk ganske tiltalende og interessant. Man kan finde en flaske for lige under 500,- kroner. Konklusionen på denne anmeldelse af Balcones Baby Blue er, at kan man lide noterne i whisky og stout, så er dette et fornuftigt bud på en god oplevelse.

Woodford Reserve – Straight Bourbon Whiskey

Hjem » 250-499 kr. » Side 35

Woodford Reserve – Distiller’s Select

Destilleri: Woodford Reserve
Land: USA
Type: Bourbon
Aftapper: Destilleri
ABV: 43,2%
Alder: NAS
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Woodford Reserve Distiller’s Select er en amerikansk Kentucky Straight Bourbon Whiskey på 43,2% Vol. Bourbonen er produceret af Woodford Reserve Distillery. Destilleriet er et af de mange amerikanske destillerier, som ligger i Kentucky. Destilleriet ejes af giganten Brown-Forman Corporation. Produktet består af en kombination af 72% majs, 18% rug og 10% traditionel byg-malt. Der udmeldes ikke hvor længe denne bourbon har modnet på fadene, men det skulle være omkring 6 år. Som alle andre amerikanske bourbons, kan det dog siges med sikkerhed, at den mindst har lagret 2 år på nye egetræsfad.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #218

Anmeldelse af Woodford Reserve Distiller’s Select

Næse:

Næsen rammes først af tydelig sødme fra modne frugter. Der følges hurtigt op med sødme fra honning. Langsomt, men sikkert, bliver duften af vanilje mere og mere tydelig. Ligeledes fremkommer en fin aroma af mælkechokolade fra baggrunden. En markant note af egetræ findes over hele duft-indtrykket. Der anes en smule alkohol fra de 43,2% vol, dog uden den fremtræder sprittet.

Woodford Reserve Straight Bourbon Whiskey - Miniature

Woodford Reserve Straight Bourbon Whiskey – Miniature

Palette:

Sødme fra vanilje smages som det første, når denne bourbon første gang hældes i munden. Der følges hurtigt op med en let parfumeret smag, som man også finder i noget rye whisky. Dette aftager dog hurtigt, og mælkechokolade og sød karamel tager over. Der lægger et tydeligt lag af egetræ i hele munden. På tungen anes lidt prikken fra stærk peber og kanel. Alkoholen er ikke at mærke i smagen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne straight bourbon whiskey. Egetræ er stadig tydelig i munden. Dette aftager gradvist, og man efterlades med en lidt tør fornemmelse på tungen. Der opstår en let bitter note, som leder tankerne hen i retning af umodne hasselnødder. Oplevelsen aftager hurtigt, og man sidder tilbage med et minde om kanel og mælkechokolade i munden, imens der mærkes varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“The art of making fine bourbon first took place on the site of the Woodford Reserve Distillery, a National Historic Landmark, in 1812. The perfectly balanced taste of our Kentucky Straight Bourbon Whiskey is comprised of more than 200 detectable flavor notes, from bold grain and wood, to sweet aromatics, spice, and fruit & floral notes.”

Konklusion:

Denne bourbon imponerer ikke specielt, men den skuffer sådan set heller ikke. Hvis man skal trække noget positivt frem, i forhold til andre bourbons i prislejet, så skal det være, at den ikke er ligeså sukkersød som andre jeg har smagt. Der er ganske interessante og klassiske noter af egetræ, vanilje og krydderier, men uden den næsten vamle sødme konkurrerende mærker kan have. Når det er sagt, så kan den næsten fremtræde en smule tynd, svag og næsten udvandet i hele sit udtryk. Jeg kunne godt bruge lidt mere tyngde. Man kan købe en flaske for lige under 300,- kroner, og til den pris findes også meget god skotsk whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Woodford Reserve Distiller’s Select er, at det ikke bliver denne udgivelse, der får mig til at tænke på andet end skotsk whisky.