Spey Tenné – ex-bourbon og ex-portvin fad

Hjem » 45.00%-49.99% Vol » Side 51

Spey Tenné – portvinslagret speyside whisky

Destilleri: Speyside
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Portvin
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Spey Tenné er en skotsk whisky på 46% Vol. Speyside Distillery er et af de destillerier i Skotland, som ligger i Speyside regionen Destilleriet er ejet af Harvey’s of Edinburgh. Whiskyen kommer uden aldersangivelse og betragtes derfor som en såkaldt NAS whisky. Den har lagret på ex-bourbon, og afsluttes i seks måneder på Tawny ex-portvin fad. Whiskyen er desuden ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #83

Anmeldelse af Spey Tenné

Næse:

Der er tydelig frugt i næsen, når man dufter til denne whisky. Det er frugt-noter som man kender fra vin, så det tyder på en ret markant indflydelse fra de ex-portvins fad, den er afsluttet på. Det kan næsten lede tankerne hen på kirsebær. Langsomt fremkommer en smule karamel og mælkechokolade fra baggrunden. Man fornemmer lidt egetræ i baggrunden, ligesom de 46% vol alkohol også er at mærke på duften.

Spey Tenné - Sample

Spey Tenné – Sample

Palette:

Der er en umiddelbar kraftig alkoholindflydelse i smagen. Samtidig er der en kraftig syrlighed og bitterhed som rammer smagsløgene. Den virker nærmest skarp i sin fremtoning. Et par dråber vand tager toppen af dette, samtidig med et par mundfulde til at justere smagsløgene. Herefter fremkommer en fin note af fersken, og de kirsebær, som var at finde i aromaen, kommer også en smule frem. Vanilje og karamel er svagt tilstede i baggrunden.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Fersken-smagen er tydeligere i eftersmagen. Dette erstattes efterhånden af lidt syrlige og bitre noter som ligger sig på tungen. Ret hurtigt får man en tør fornemmelse på tungen. Man sidder med en smule stærke krydderier og vanilje tilbage på tungen, inden man slutteligt sidder med en varm fornemmelse i munden, og en let metallisk følelse.

Hvad siger producenten:

“The latin range of spey single malts starts with the distinctive Tenné.”

Konklusion:

Denne whisky er ikke specielt imponerende. Det er en tydelig ung whisky, hvor den virker en smule barsk i smagen, i forhold til hvad næsen antyder. Den kunne godt bruge lidt flere år på fad til at fjerne de skarpe kanter, som den præsenterer i paletten. Smagsindtrykkene er som sådan spændende nok, men den trænger til noget afrunding og kompleksitet. Man kan købe en flaske for omkring 400,- kroner. For en NAS whisky som virker tydeligt ung, og ikke tilbyder den store oplevelse, så er det efter min mening lige i overkanten. Der er pengene, efter min mening, brugt bedre andet sted. Konklusionen på denne anmeldelse af Spey Tenné er, at whiskyen fremtræder for umoden, og godt kunne bruge lidt afrunding i sit udtryk.

Glenrothes 1995 – American Oak 2017 vintage

Hjem » 45.00%-49.99% Vol » Side 51

Glenrothes 1995 – 22 årig fra Speyside

Destilleri: Glenrothes
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 45%
Alder: 22 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Glenrothes 1995 er en skotsk whisky på 45% Vol. Whiskyen er udgivet af Glenrothes Distillery, der er et af de skotske destillerier i Speyside regionen. Dette er 2017 udgaven, hvor råspritten er destilleret og lagt på fad i 1995. Det betyder at whiskyen er 22 år gammel. Whiskyen har lagret samtlige år på ex-bourbon fad af amerikansk egetræ. Denne sample er købt på whiskymessen 2019.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #81

Anmeldelse af Glenrothes 1995

Næse:

Man fanger først en kraftig syrlighed i næsen, når man dufter til denne dram. Efter nogle minutter i glasset ændrer den karakter. Syrligheden aftager gradvist, og ændrer sig til at være en behagelig let citrus-agtig duft. Der gives efterhånden plads til duft af nødder og mælkechokolade. I baggrunden er et lille spor af vanilje, egetræ og lidt stærke krydderier. Det minder en anelse om gammelt læder i aromaen. Alkoholen er ikke specielt fremtrædende.

Glenrothes 1995 - Sample

Glenrothes 1995 – Sample

Palette:

Smagen af citrusfrugt er meget tydeligere i paletten end den var i næsen. Den er meget markant. Man smager også friske grønne æbler, der også tilfører lidt syrlighed. Bag de lette og friske smagsnuancer fremkommer lidt mørkere smagsindtryk. Efter et par mundfulde bliver smagen af nødder og mælkechokolade tydeligere. I baggrunden spores lidt sødme og vanilje. De 45% vol alkohol er mere fremtrædende i smagen, og giver er godt spark.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne dram. I starten er en god varme fra alkoholen, som dog relativt hurtigt aftager. Der er ikke meget syrlighed at spore, men kun et lille strejf på tungespidsen. De mørkere nuancer kommer mere til sin ret i eftersmagen. Der smages også her mælkechokolade og nødder. Igen smages vanilje og egetræ i baggrunden, der følges op med en smule bitterhed og lidt stærke krydderier. Man kommer også her til at tænke på læder.

Hvad siger producenten:

“American Oak. 22 year old vintage from 1995. Distilled 26/10/1995 Approved: 28/07/2016 Bottled: 2017 “

Konklusion:

Det er en fantastisk whisky. Den har meget at byde på. Man bliver trukket igennem lette, syrlige noter, videre til mørke og tungere nuancer, og slutter af i let bitterhed og krydderier. Det giver en god kompleks oplevelse. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner, og det er den bestemt værd. Det er svært at finde en 22 årig kvalitets whisky til under 500 kroner. Finder man den på hylden hos sin whisky-handler, så skal den købes med hjem. Konklusionen på denne anmeldelse af Glenrothes 1995 American Oak 2017 vintage er, at det er en whisky, man bør have i sin whiskysamling.

Stauning Heather – dansk lyngrøget whisky

Hjem » 45.00%-49.99% Vol » Side 51

Stauning Heather – lyngrøget luksus

Destilleri: Stauning Whisky
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 48,7%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Stauning Heather er en dansk single malt whisky på 48,7% Vol. Whiskyen er fra det danske destilleri Stauning Whisky Distillery, der er delvis ejet af Diageo. Whiskyen er destilleret i 2013-2014 og flasket i september 2017 – ialt ca. 3200 flasker. Den blev sat til salg for 895,- kr, og sendt på markedet den 12. oktober 2017 klokken 10.00 – og den blev udsolgt på 5 minutter. Klokken 10.05 blev den sidste kunde ekspederet på webshoppen! Jeg sikrede mig tre flasker – nummer #1121, #1132 (anmeldt her) og #1140 (solgt). Whiskyen er ikke kølefiltreret og har lagret på 200 liters first fill ex-bourbon fad. Flasken er åbnet den 6. maj 2018 – da jeg kom hjem fra min datters konfirmation.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #79

Anmeldelse af Stauning Heather

Næse:

Man rammes først af en let røg i næsen. Dette erstattes hurtigt af en duft som minder lidt om mandler. Man fornemmer også tilstedeværelsen af mørk chokolade, Det giver et lidt bittert indtryk i næsen. Denne bitterhed indhyldes stille og roligt i en god honningsødme. Mandler. bitterhed og sødme kan lede tankerne hen på noget som minder lidt om marcipan. Man mærker ikke den relativt høje alkoholprocent på 48,7% vol. i næsen.

Stauning Heather

Stauning Heather

Palette:

Også smagen er i starten præget af den lette røg. Man fornemmer også her noget honningsødme, men den er ikke kraftig. Man kan svagt ane lidt nuancer af blomster, som sikkert kommer fra lyngen, som er brugt under produktionen. Smagen har en lille snert af noget som minder om chokolade og vanilje, Det samlede indtryk leder også her tankerne hen på en marcipanbar med nougat. Alkoholen er mere markant i smagen end den var i næsen. Den grænser endda til at være for sprittet i udtrykket. Hvis man tilsætter et par dråber vand, så nedtoner det spritten, men det nedtoner desværre også smagen.

Afslutning:

Der er ikke en lang afslutning på denne whisky. Afslutningen er præget af spritten fra den unge whisky. Bagved alkoholen fornemmer man også i eftersmagen disse toner af marcipan. Det er mandler og vanilje, der er dominerende i den korte oplevelse. Der er en nogenlunde fornuftig sødme på tungen, og dette erstattes efter lidt tid af tørhed og egesmag fra fadene. Der fremkommer en lidt metallisk bi-smag, hvilket desværre er ofte forekommende i unge whiskyer, der mangler noget tid i fadet.

Hvad siger producenten:

“Stauning Heather is a Single Malt Whisky. A whisky that appeals not only to fans of Islay whisky. It has got its smoky characteristics of drying and smoking the malted barley with burnt heather from the westcoast Heathlands. But as the smoke is very gentle, delicate and sweet it is not too much for non “Peat Heads”.”

 

Konklusion:

Denne whisky imponerer ikke synderligt. Den er ganske enkelt ikke kompleks nok, og den mangler noget at byde på i oplevelsen. Når man tænker på, at en 50 cl. koster 895,- kroner, så syntes jeg man burde forvente noget mere. Det hurtige salg af de 3200 flasker må bygge alene på den “hype” der var omkring Stauning Distillery på tidspunktet. Hvis man sammenligner med Stauning Young Rye, som koster lige under 500,- kroner, så har rug whiskyen væsentligt mere at byde på. Når dette er sagt, så har jeg oplevet at whiskyen er blevet bedre, efter flasken har været åbnet i nogle måneder, og den har fået lov til at lukke sig op. Det har taget toppen af det sprittede indtryk i smagen, og gjort drammen mere rund, hvilket klæder den godt. Konklusionen på denne anmeldelse af Stauning Heather er, at den er fornuftig nok, men mangler kompleksitet, og burde koste det halve.