Thy Whisky No. 9 – Bøg

Hjem » 50.00%-54.99% Vol » Side 21

Thy Whisky No. 9 – bøgerøget whisky fra Nordjylland

Destilleri: Thy Whisky
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 50,8%
Alder: 4 år
Fadtype: Sherry
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Thy Whisky No. 9 er en dansk bøgerøget whisky på 50,8% Vol. Whiskyen er produceret af Thy Whisky, men destilleret på Nordisk Brænderi. Kornet kommet fra gården Gyrup, og er mæsket på Thisted Bryghus. Alle er bosiddende i det nordlige Jylland. Whiskyen er lagret på ex-oloroso sherry fad fra december 2014 til januar 2019, hvorefter den er flasket. Der er sendt 741 flasker på markedet. Whiskyen er ikke kølefiltreret, og med lidt hovedregning kan man regne ud at den er lige over 4 år gammel. Jeg har købt denne sample på whiskymessen 2019.

Besøg: Producentens hjemmeside og destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #50

Anmeldelse af Thy Whisky No. 9

Næse:

Man opfanger først sødme fra moden frugt når man dufter til denne whisky. Der er en svag nuance af tørre frugter, og en smule mint. Efter lidt tid i glasset fremkommer en fin note af egetræ. Man opfanger en smule vanilje i baggrunden. Alkoholen er ikke specielt tydelig på trods af de 50,8% Vol. Sjovt nok bliver alkohol-aromaen en smule tydeligere lige når man tilsætter et par dråber vand. Dette erstattes dog hurtigt af, at de andre aromaer fremtræder tydeligere. Her fremkommer også en lille snert af røg. Når man har smagt på drammen, og herefter dufter igen, så kommer kanel mere frem.

Thy Whisky No. 9 - Sample

Thy Whisky No. 9 – Sample

Palette:

Alkoholen er meget markant i smagen, men dette afhjælpes med lidt vand. Paletten er præget af god malt-sødme. Der er tydelig tilstedeværelse af mørke frugter, som rosiner og abrikoser. Efter et par mundfulde træder egetræs og vaniljenoter lidt tydeligere frem. Også her kommer stærke krydderier som kanel og peber frem efter et par mundfulde, og mælkechokolade dukker op. Der er en lidt metallisk bi-smag i baggrunden, som antyder at det er en ung whisky. Røgen er kun ganske svagt til stede.

Afslutning:

Der er em medium afslutning på drammen. Den er præget af varme fra alkoholen, men er ellers ret blød i udtrykket. I eftersmagen er mælkechokoladen en del tydeligere end i paletten. De mørke frugter, som også var at finde i smagen, er også her fint at finde. Man kan mærke de stærke krydderier på tungen. Røgen fra bøgetræet er nærmes ikke at finde i eftersmagen. Vaniljen træder slutteligt tydeligt frem, inden tungen tørrer en smule ud.

Hvad siger producenten:

“Fremstillet af Propino-byg dyrket økologisk på Gyrups marker. Maltet på Mältzerei Steinbach. Brygget på Thisted Bryghus. Destilleret på Nordisk Brænderi. Lagret og tappet af Thy Whisky”

Konklusion:

Dette er som sådan en ganske fin whisky. Den rammer en fin mellemvare, hvor der ikke er noget særlig som springer i øjnene, som adskiller den væsentligt fra andre dramme. Man kan købe en flaske for omkring 1000,- kroner, og det mener jeg bestemt er for dyrt. Når man tænker på, at man køber en whisky på blot fire år, så får man for lidt valuta for pengene. Sammenligner man med andet dansk whisky i det prisleje, så klarer den sig såmænd fint nok. At dette prisleje er for højt er en hel anden snak, og pengene vil nok være bedre brugt på en skotsk whisky, hvor man kan få ret god kvalitet for 1000,- kroner. Whiskyen skal dog have et plus for at være røget med bøgetræ, som giver et ekstra lokalt islæt. Konklusionen på denne anmeldelse af Thy Whisky No. 9 Bøg er, at den klarer sig fint i forhold til dansk whisky, men den skiller sig ikke væsentligt ud fra mængden.

Stauning Young Rye, October 2017 – en dansk rug whisky

Hjem » 50.00%-54.99% Vol » Side 21

Stauning Young Rye, October 2017 – en dansk straight rye whisky

Destilleri: Stauning Whisky
Land: Danmark
Type: Rye
Aftapper: Destilleri
ABV: 51,1%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Stauning Young Rye er en dansk rug whisky på 51,1% Vol. Denne whisky er fra Stauning Whisky Distillery, der er delvis ejet af Diageo. Whiskyen er destilleret i 2013 og flasket i oktober 2017 – i alt 2614 flasker. Den blev sat til salg for 495,- kr, og sendt på markedet den 10. november 2017 klokken 12.00 – og den blev udsolgt på 5 minutter. Jeg købte tre flasker. Whiskyen er lagret på nye egetræsfad (virgin oak) og quarter casks. Den er ikke kølefiltreret og er uden aldersangivelse. Den har dog, med lidt hurtig hovedregning, ligget 3-4 år til lagring.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #11

Anmeldelse af Stauning Young Rye, October 2017

Næse:

Det første næsen opfanger er en god mørk duft. Det minder lidt om en blanding af mørkt rugbrød og mørk chokolade i skøn forening. Man aner også lidt mørk karamel med vaniljeduft og egetræ. Bag det umiddelbart mørke førstehåndsindtryk gemmer sig dog lidt lettere noter af græs og mark. Sammen med alkoholduften giver den, den ellers tunge Stauning Young Rye, et frisk løft.

Stauning Young Rye, October 2017

Stauning Young Rye, October 2017

Palette:

Førstehåndsindtrykket, når man smager whiskyen, adskiller sig fra det man havde forventet fra udtrykket i næsen. Den virker faktisk utroligt frisk i smagen. Man smager frisk frugt og græs nuancer. Ved anden tår fremtræder de mørke toner fra næsen tydeligere. Man smager nu egetræ, vanilje og en mørk honningsødme. Der er prikken på tungen fra lidt stærke krydderier som kanel og peber, samt et spark fra de 51,1% Vol.

Afslutning:

Der er en god og lang afslutning på whiskyen. Her er det også de mørke smagstoner man opfanger. Igen fornemmes kanel og peber som observeret tidligere. Efter lidt tid får man en fornemmelse af lakrids i munden. Slutteligt fremkommer en chokolade lignende smag, og så tørrer munden lidt ud til sidst. Sammen med lakridssmagen giver det en følelse, som når man har spist lakridsrod.

Hvad siger producenten:

“It’s warm, friendly and fresh at the same time, spicy, bold, full-bodied and seems considerably older than the age suggests. One clearly senses the Rye and recognize the scent of freshly baked Rye bread.”

Konklusion:

Denne unge rug whisky – straight rye whisky – hvis man skal være lidt international, er et utroligt spændende bekendtskab. De mørke og lyse duft- og smagsoplevelser kommer i skøn forening. Stauning Young Rye har krop og fylde som en dram med god alder, men den er samtidig frisk og spændstig, som man oplever ved unge whiskyer. Det giver en kompleks whisky, der udfordrer sanserne. Prisen på 495,- kr for 50 cl. er måske lige i overkanten, i forhold til det man ellers kan få, indenfor den prisramme. At de sælges for endnu højere pris efter udgivelsen forekommer mig lidt mystisk. Det er selvfølgelig et udtryk for udbud og efterspørgsel, men også grundet en del “hype” omkring Stauning Whisky Distillery. Konklusionen på denne anmeldelse af Stauning Young Rye, October 2017 er, at det er en utrolig spændende whisky, som man bør prøve, i hvert fald til en pris under 500,- kr.