Deanston 2008 10 Year Old – Cadenhead 2008/2018

Hjem » 50.00%-54.99% Vol » Side 7

Deanston 2008 10 Year Old – Authentic Collection

Destilleri: Deanston
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Wm Cadenhead Ltd.
ABV: 53,6%
Alder: 10 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Deanston 2008 10 Year Old er en whisky på 53,6% Vol. Whiskyen er fremstillet på Deanston Distillery, der ligger  i Highland området. Denne whisky har lagret i 10 år på et enkelt ex-bourbon hogshead fad. Dermed er den også en single cask aftapning.  Råspritten er fremstillet i 2008, og aftappet i vinteren 2018, med en aldersangivelse på 10 år. Der er sendt 270 flasker på markedet, af den uafhængige aftapper Wm Cadenhead Ltd., som del i deres serie Authentic Collection. Den er fremstillet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke tilsat farvestoffer.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #467

Anmeldelse af Deanston 2008 10 Year Old

Næse:

En let syrlighed rammer næsen først. Der duftes grønne umodne æbler. Der ligger en snert af modne mandariner bagved, der både tilfører syrlighed og sødme i næsen. Når drammen har stået i glasset i nogle minutter bliver sødmen gradvist tydeligere. Der er maltsødme, mens vanilje og lys karamel efterhånden kommer mere og mere frem. Vanilje og karamel forstærkes når man også har smagt på whiskyen. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Deanston 2008 10 Year Old

Deanston 2008 10 Year Old

Palette:

De 53,6% Vol. alkohol er mere tydelige i smagen, og dette justeres med lidt vand efter personlig smag. Maltsødme kommer som det første frem igennem alkoholen i denne uafhængige aftapning. Med lidt vand dominerer vanilje og lys karamel i smagen. Bagved ligger et strejf af syrlighed fra citrusfrugter som lime og citron. Sammen med en smule bitterhed giver det associationer til revet skal fra citroner. Der mærkes længe stærk ingefær og wasabi på tungen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Der mærkes stadig ingefær og wasabi på tungen, der gradvist aftager. Bitterheden er en del tydeligere i eftersmagen, og det tilføjer en tørhed i munden. Der smages stadig lidt sødme fra vanilje og karamel, og der er en snert af sødme som det man kender i blomsterhonning. Kun lejlighedsvist kommer syrligheden frem i eftersmagen. Man efterlades med en fornemmelse i munden, som når man har drukket en overtrukket citron te med honning, mens varmen fra alkoholen mærkes i mund og bryst.

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Kan man lide en lidt skarp dram, der ikke kræver den store fordybelse, så er dette et godt bud på en fin whisky. Forventer man tyngde og kompleksitet, så skal man se andre steder hen. Man får til gengæld en whisky, der ikke er kølefiltreret, der ikke er tilsat kunstig farve, og samtidig aftappet ved cask strength. Flasken er købt i Cadenhead Shop Berlin for 400,- kroner. Det var et lidt skidt besøg, med en der kun taler tysk, og i øvrigt ikke var særlig snakkesaglig, selvom jeg talte tysk til ham. Interessant nok, var der meget andet whisky på hylderne, end Cadenheads egne aftapninger. Konklusionen på denne anmeldelse af Deanston 2008 10 Year Old er, at whiskyen er langt bedre end oplevelsen i butikken.

Balcones Brimstone – Texas Scrub Oak Smoked

Hjem » 50.00%-54.99% Vol » Side 7

Balcones Brimstone – Texas Whisky

Destilleri: Balcones
Land: USA
Type: Corn
Aftapper: Destilleri
ABV: 53%
Alder: NAS
Fadtype: N/A
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Balcones Brimstone er en amerikansk corn whisky på 53% Vol. Den kommer fra det amerikanske destilleri Balcones Distilling i Texas. Denne majs whisky er fremstillet af røgede og ristede blå majs. Den har har efterfølgende modnet på egetræsfad lavet af soltørret Texas Scrub egetræ. Det vides ikke hvor længe den har modnet på disse fad, da den er aftappet uden aldersangivelse. Den aftappes uden kunstig farve, og der benyttes ikke kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #465

Anmeldelse af Balcones Brimstone

Næse:

En tydelig duft af mørk brun sukker, der næsten minder om brun farin, kommer op fra glasset som det første. Bagved ligger et strejf af sødme fra vanilje, der gradvist kommer mere frem i duften. Langsomt kommer duften fra svesker og valnødder frem fra baggrunden. Momentvis opleves et fjernt strejf af røg, der bliver en anelse tydeligere efter at have smagt på drammen. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Balcones Brimstone - Sample

Balcones Brimstone – Sample

Palette:

Røgen rammer smagsløgene som det første, og er langt mere markant smagen end den er i duften. Det er dog ikke lige så røget, som det der kendes i eksempelvis whisky fra Islay. Der følges hurtigt op med tydelig sødme fra mørk sukker og vanilje. Efter et par nip til drammen bliver smagen af egetræ mere og mere tydelig, og forstærker fornemmelsen af valnødder. Momentvis opleves lidt frisk mynte og stærk kanel på tungen. De 53% Vol alkohol er tydeligt til stede, dog uden at det virker sprittet.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne corn whisky. Smagen af egetræ ligger som et let bittert lag i munden, mens sukkersødmen stadig er ganske tydelig. Kun fjernt opleves stadig en smule røg. Efterhånden som sødmen aftager, bliver kanel og peber mere tydelig, mens der stadig lejlighedsvist er et frisk pust af mynte. Man sidder tilbage med en fornemmelse i munden, som det man kender fra grill marinaden til bøffen om sommeren på terrassen.

Hvad siger producenten:

“This one-of-a-kind whisky is smoked with sun-baked Texas scrub oak using our own secret process. The result is a whisky full of fresh, youthful corn and light fruit notes married with a bold smokiness. Whether you like smoky whiskies, or just have a penchant for big, new flavors, Brimstone is sure to be a memorable pour. Aromas of masa, Texas campfire and powdered sugar backed by stone fruit, peppery spice, and mint. Bold yet balanced, Brimstone is yet another Texas original from Balcones.”

Konklusion:

Dette er en ganske fin whisky. Har man mod på at prøve en dram, der ikke minder om traditionel whisky, så er dette et fint bud på et køb. Hvis man kan lide whisky fra eksempelvis Indien eller Taiwan, så er denne aftapning fra Balcones Distilling et sikkert køb. Der er mange af de samme noter, som man finder i whisky fra varme himmelstrøg. Jeg fik denne sample af en ven, men en flaske kan købes for cirka 450,- kroner. Med den prissætning er den ganske konkurrencedygtig med andet “eksotisk whisky” fra varmere lande. Konklusionen på denne anmeldelse af Balcones Brimstone er, at det glimrende dram, hvis man kan lide utraditionel whisky og barbecuesauce.

Thy Whisky Bøg – Single Malt Whisky

Hjem » 50.00%-54.99% Vol » Side 7

Thy Whisky Bøg – Core Expression (reklame)

Destilleri: Thy Whisky
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 50%
Alder: NAS
Fadtype: Sherry
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Thy Whisky Bøg er en dansk single malt whisky på 50% Vol. Whiskyen kommer fra det danske destilleri Thy Whisky. Spritten er fremstillet af bøgerøget malt fra kornsorten Odyssey Byg. Den har lagret på en kombination af sherryfad, der tidligere har indeholdt Oloroso og PX sherry. Det fremgår ikke af flasken, hvor længe denne økologiske whisky har modnet på disse fad, da aftapningen kommer uden aldersangivelse. På destilleriets hjemmeside fremgår det dog præcist, hvilke fad whiskyen har lagret på, og hvornår de er påfyldt, samt anden relevant information om whiskyen. Dette tilgås med en QR kode på de nye flasker. Flasken er sendt på markedet i forbindelse med lanceringen af nyt udseende på flaskerne, og en ny opdeling af aftapninger fra destilleriet i Core Expressions, Limited Editions og Single Casks. Der er sendt 3100 flasker på markedet i denne første omgang Core Expression af aftapningen.

Denne sample er med i smagesættet som destilleriet sælger på sin hjemmeside i forbindelse med lanceringen af de nye aftapninger. Smagningen foregår på engelsk online via Thy Whisky’s hjemmeside, YouTube og Facebook den 31. Maj 2024 kl. 20.00. Smagesættet indeholder syv samples af whisky, et smageglas, en pipette og tre samples af malt. Destilleriet har stillet sættet til rådighed for mig, inden online begivenheden, til anmeldelse her på Whiskyblog.dk.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #462

Anmeldelse af Thy Whisky Bøg

Næse:

En tydelig duft af røg kommer frem fra glasset først. Der følges hurtigt op med sødme fra malten. Kombinationen mellem røg og maltsødme leder tankerne i retning af det, man kender i skinke eller nogle former for spegepølse. Efter nogle minutter i glasset opfanges lidt krydderurter som mynte og timian i duften. Efter også at have smagt på denne whisky, opfanges noter af honning, mens lidt sødme fra tørrede abrikoser trænger sig på. Et strejf at egetræ opfanges momentvis o baggrunden. Alkoholen mærkes ikke i duften

Thy Whisky Bøg Core Expression - Sample

Thy Whisky Bøg Core Expression – Sample

Palette:

Røgen smages, ganske som i duften, også som det første, når whiskyen rammer smagsløgene. Malt- og honningsødme kommer hurtigt frem i smags profilen. Efter et par nip til drammen kommer sødme fra tørrede abrikoser og rosiner en anelse frem. Et strejf af ingefær giver sammen med de 50% vol alkohol en smule prikken på tungen, dog for hurtigt at forsvinde igen. I baggrunden smages lejlighedsvist lidt tropiske frugter som modne ferskner, mango og passionsfrugter.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Sødmen fra malten, honningen og de tørrede abrikoser dominerer stadig. Langsomt kommer en smule bitterhed gradvist mere og mere frem, for til sidst at dominere eftersmagen. Med sig har det noter af egetræ, lidt mørk chokolade og hårdt ristede kaffebønner. Mynte og timian, der også var til stede i duften, kommer også frem i afslutningen. Munden tørrer slutteligt helt ud, mens man mærker varme fra alkoholen, mens lidt røg ligger i det fjerne.

Hvad siger producenten:

“Bøg har fået sit navn og smag fra den ærkedanske bøgerøg. Den er inspireret af duften af lejrbål og røgerierne langs Thy’s smukke vindblæste kyst.Bøg er skabt af økologisk byg fra markerne omkring os. Maltet og røget på vores tromlemalteri, med røg fra bøgetræ. Nænsomt enkeltdestilleret for at bevare de maltede og fyldige røgnoter og lagret på gamle sherryfade.Denne whisky er varm og røget med en blid sødme af bagte frugter, maltfylde og en dyb frugtig sødme af tørrede frugter fra lagringen på oloroso og PX sherryfade. “

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Kan man lide let røget whisky, hvor røgen ikke er for dominerende, så er dette et godt bud på et fint køb. Samtidig giver bøgerøgen en profil, der ikke findes i andet whisky jeg har smagt. Man kan købe en flaske på 70 cl. til 699,- kroner. Med denne prissætning at aftapning ganske konkurrencedygtig med whisky fra andre af de danske destillerier, særligt set i forhold til de gamle aftapninger på 50 cl til omkring 1000,- kroner flasken. Ligeledes er det dejligt forfriskende, at al information om aftapningen er tilgængelig igennem en QR kode på flasken. Konklusionen på denne anmeldelse af Thy Whisky Bøg Core Expression, er at whiskyen er god, og det er virkelig positivt, at destilleriet nu kommer på banen med aftapninger, hvor fleres pengepunge kan være med.