Vibracious verve and va-va-voom – SMWS 12.56

Hjem » 55.00%-59.99% Vol » Side 15

BenRiach 2010 10 Year Old – SMWS 12.56

Destilleri: BenRiach
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, SMWS
ABV: 56,2%
Alder: 10 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Vibracious verve and va-va-voom SMWS 12.56 er en whisky på 56.2% Vol. Den er fremstillet på det skotske destilleri BenRiach Distillery i Speyside området. Den uafhængige aftapper The Scotch Malt Whisky Society har sendt flasken på markedet til sine medlemmer. Whiskyen har lagret et enkelt first fill ex-bourbon fad. Råspiritten er fremstillet den 11/10-2010, og er efter 10 år aftappet ved cask fadstyrke efter 10 år. Whiskyen er aftappet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke tilsat farvestof. Der er aftappet 183 flasker i dette outturn.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #359

Anmeldelse af SMWS 12.56

Næse:

Næsen rammes først af sødmefulde modne tropiske frugter. Der duftes ferskner og honningmelon. Lidt syrlighed kommer gradvist mere frem, og giver en fornemmelse af modne appelsiner. Når drammen har stået nogle minutter i glasset kommer vanilje og karamel frem i duften. Sammen med en fjern fornemmelse af egetræ, giver det en oplevelse af mandler eller marcipan. Alkoholen er ikke tydelig i næsen, og kan kun svagt mærkes.

Vibracious verve and va-va-voom 12.56 - Sample

Vibracious verve and va-va-voom 12.56 – Sample

Palette:

Vanilje, karamel og mælkechokolade rammer hunden som det første. Der følges hurtigt op med honningsødme. Gradvist kommer smagen fra de modne tropiske frugter mere frem. Der smages honningmeloner og søde ferskner. Der mærkes lidt stærk ingefær på tungen, der dog er lige så hurtigt væk, som det kom frem. Efter et par til denne Speyside whisky kommer en let syrlighed frem fra baggrunden. Der smages en anelse appelsiner og klementiner. De 56,2% Vol alkohol er tydeligere i smagen, og vand kan tilsættes efter behov. Med vand kommer lidt modne kirsebær og solbær frem i smagen, mens en fornemmelse af blyant-træ kommer frem.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne whisky. Fornemmelsen af egetræ og blyant er først ganske tydelig. Dette aftager gradvist, og søde noter fra de tropiske frugter kommer igen en anelse frem. Vanilje, karamel og mælkechokolade dominerer nu eftersmagen, hvor lidt stærk ingefær momentvis kommer frem. Man efterlades med nn let bitter note, mens munden tørrer en anelse ud.

Hvad siger producenten:

“The nose opened slowly to juicy fruits (raspberry, peach, nectarine, lemon puffs), cola cubes, vanilla and blanched almonds, with teasing hints of toasted oak and mustard powder. The satisfyingly complex palate combined vibrant cherry and raspberry with vanilla custard slice; holding it in the mouth broughtout tobacco, chewed pencil ends and Big Red chewing gum. The reduced nose developed apricot yoghurt and dried banana flakes, buttery cinnamon toast, shaved wood, basketry and fag packets. On the palate, the cherry, raspberry and lemon tartness was balanced nicely by honey, Blancmange and golden meringue sweetness; hot cross bun spices warmed the finish.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Hvis man kan lide whisky med tropisk frugter og tydelig påvirkning fra ex-bourbon fad, så er dette en god whisky. Samtidig giver den lidt sjove noter af blyant, som jeg kun sjældent har oplevet i en whisky. Det giver en ganske speciel oplevelse, men er nok ikke noget, der falder i alles smag. Som medlem af SMWS kan man købe en flaske for 750,- kroner. I dette prisleje er der mange muligheder for at finde fine flasker, og konkurrencen er hård. Man skal nok være usædvanligt glad for whisky fra BenRiach Distillery, for at denne pris kan retfærdiggøres for en 10 års aftapning. Konklusionen på denne anmeldelse af BenRiach 2010 10 Year Old, SMWS 12.56, Vibracious verve and va-va-voom er, at denne aftapning er fin, men nok kun vil bliver rigtigt værdsat af destilleriets fans.

Auchroisk 2010 10 Year Old – Fadandel.dk 2010/2021

Hjem » 55.00%-59.99% Vol » Side 15

Auchroisk 2010 10 Year Old – 10 Year Anniversary Bottling

Destilleri: Auchroisk
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Fadandel.dk
ABV: 58,7%
Alder: 10 år
Fadtype: Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Auchroisk 2010 10 Year Old er en skotsk whisky på 58,7% vol. Whiskyen kommer fra Auchroisk Distillery, der er et af destillerierne i Speyside distriktet. Denne flaske er sendt på markedet af den danske uafhængige aftapper Fadandel.dk. Råspritten er destilleret den 21/12-2010 og er aftappet mere end 10 år senere den 17/2-2021. Modningen har foregået på first fill ex-olorosso sherry hogshead fad nummer #73. Flasken er sendt på markedet i forbindelse med Fadandel.dk’s 10 års jubilæum. Da jeg var forbi Skanderborg, hvor aftapperen har til huse, besluttede jeg at tage et smut forbi deres butik. Det viste sig at det var præcist på dagen for deres 10 års jubilæum, og jeg var naturligvis nødt til at købe præcis denne flaske, aftappet som deres “10 Year Anniversary Bottling. Whiskyen er flasket uden brug af kølefiltrering og uden kunstig farve. Der er sendt 256 flasker på markedet, og jeg købte flaske #253.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #349

Anmeldelse af Auchroisk 2010 10 Year Old

Næse:

Næsen rammes først af sødme fra tørrede frugter. Der duftes svesker, rosiner og abrikoser. Hurtigt følges op med en tydelig duft af egetræ, der gradvist trænges lidt baggrunden. De 58,7% vol alkohol er først tydelige i duften, men dette aftager, når drammen har stået nogle minutter i glasset. Maltsødme kommer herefter lidt frem, sammen med en fornemmelse af mørk chokolade og lakridsrod.

Auchroisk 2010 10 Year Old

Auchroisk 2010 10 Year Old

Palette:

Alkoholen i denne Speyside whisky rammer munden som det første. Dette aftager en anelse efter lidt tid i glasset, men man kan med fordel tilsætte en anelse vand. Der følges hurtigt op med tydelige stærke krydderier. Der smages kanel og muskatnød, der også giver varme i munden. Gradvist trænger andre noter igennem alkoholen og de stærke krydderier. Der smages nu svesker, figner og abrikoser. Smagen af mørk chokolade bliver efterhånden tydeligere. Sammen med lidt noter af mokka, kommer også en anelse bitterhed. Efter et par nip til drammen kommer en snert af egetræ frem.

Afslutning:

Der en medium afslutning på whiskyen. Sødmen fra svesker og figner er tydeligere i afslutningen end den var i smagen. Efter lidt tid kommer lidt bitre noter fra egetræ frem. Kombinationen mellem bitterhed fra egetræ og sødmen fra malt og tørrede frugter, gør fornemmelsen af mørk chokolade tydeligere. Momentvis giver de stærke krydderier stadig lidt prikken på tungen. Man efterlades med lidt tørhed i munden, mens et strejf af lakridsrod kommer frem.

Hvad siger producenten:

“I forbindelse med Fadandel.dk har 10 års jubilæum i maj 2021, har vi indkøbt og aftappet denne fantastiske Auchroisk, som er aftappet ved fuld fadstyrke på 58,7%. Whiskyen er destilleret den 21. december 2010, og har lagret på dette 1st Fill Oloroso Sherry Hogshead, frem til den er aftappet den 17. februar 2021. Aftapningen er ikke filtreret eller nedvandet inden aftapningen.”

Konklusion:

Dette er en ganske god whisky. Kan man lide sherry-whisky og kraftfulde stærke krydderier, så er det den rette dram at tage fat i. Sjældent har jeg smagt en whisky, hvor krydderiet er så markant i begyndelsen af flasken. Det bløder op igennem flaskens liv, og den udvikler sig til, at blive endnu mere delikat. Sammen med sherry og maltsødme, kan det godt minde lidt om jule-krydderkage. Man kan købe en af de 256 flasker for 670,- kroner. For de penge får man en single cask whisky, der er aftappet ved cask strength, og med en aldersangivelse på 10 år. Hvis dette er niveauet på aftapningerne fra Fadandel.dk, så skal jeg helt sikker prøve flere flasker. Konklusionen på denne anmeldelse af Auchroisk 2010 10 Year Old er, at vi her har fat i en god uafhængig aftapning, særligt hvis man kan lide krydret julekage, og en whisky der udvikler sig igennem flaskens liv.

Kilkerran 8 Year Old – Sherry Cask Matured 2019

Hjem » 55.00%-59.99% Vol » Side 15

Kilkerran 8 Year Old – Cask Strength Sherry Cask Matured Batch #4

Destilleri: Glengyle
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 57,1%
Alder: 8 år
Fadtype: Sherry
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Kilkerran 8 Year Old Sherry Cask Matured 2019 er en whisky på 57,1% Vol fra Glengyle Distillery. Destilleriet ligger i Campbeltown regionen i Skotland, og det er under ejerskab af J & A Mitchell. Whiskyen har lagret i 8 år udelukkende på ny-forkullede ex-oloroso sherry fad. Den er aftappet ved cask strength den 10-10-2019. Der er sendt 15.000 flasker ud på markedet. Dette er batch #4 i destilleriets 8 års cask strength serie.  Der ikke tilsat kunstig farve til whiskyen, og den er desuden heller ikke kølefiltreret. Den bærer flaskekode 19/354. Jeg var heldig at finde en forhandler, som havde tre stykker på lager, så jeg købte dem alle.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #328

Anmeldelse af Kilkerran 8 Year Old Sherry Cask Matured 2019

Næse:

Næsen rammes først af sødme fra mørke tørrede frugter. Der duftes rosiner, dadler og svesker. Langsomt men sikkert kommer en let brændt note frem, der minder lidt om gammelt afbrændt træ, der for længst har været ild i. Kombinationen mellem sødme og afbrændt træ, leder næsten tankerne i retning af bacon eller skinke. I baggrunden anes svagt lidt friske krydderurter som timian og mynte. Gradvist kommer lidt vanilje og mælkechokolade frem i duften. De 57,1% Vol alkohol er ikke markante i duften.

Kilkerran 8 Year Old Sherry Cask Matured 2019

Kilkerran 8 Year Old Sherry Cask Matured 2019

Palette:

De søde tørrede mørke frugter er også det første som smages i denne Campbeltown whisky. Ganske som i duften er det dadler, svesker og rosiner som smages. Der følges op med søde mørke bær, hvor der smages modne kirsebær og skovbær. I smagen opfanges også en tydeligt brændt note, der ikke er helt som den røg, der findes i eksempelvis Islay whisky. Det er mere som et fjernt minde, om noget der engang har brændt. Igen giver kombinationen associationer til bacon og skinke. Lidt mørk chokolade smages i baggrunden. Momentvis opfanges lidt stærk ingefær på tungen, og lidt mynte på tungespidsen. Heller ikke i smagen er alkoholen tydelig, men det mærkes, at den er til stede. Med vand blødes smags-profilen en anelse op. Den kan endda tage en del vand uden at “drukne”.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på whiskyen. Sødmen fra de søde mørke frugter har lagt sig som et fint lag i munden. Der smages stadig tørrede frugter og mørke modne bær. Den brændte note er tydeligere i eftersmagen, og minder nu mere om rigtig røg, end den gjorde i duften og smagen. Der kommer en anelse bitterhed fra mørk chokolade frem. Momentvis kommer mynte stadig frem på tungespidsen. Langsomt aftager whiskyen, og man efterlades med et minde om espresso i munden, og varme fra alkoholen i hals og svælg.

Hvad siger producenten:

“The new edition of the Kilkerran 8yo Cask Strength is available from tomorrow (9th November 2019). Bottled at 57.1% this new KK 8yo CS was matured in 100% Re-charred Oloroso Sherry Casks.”

Konklusion:

Dette er en fantastisk whisky. Kan man lide whisky, med kraftig påvirkning af ex-sherry fad, og med kraft og kompleksitet i smagen, så er dette et godt bud på et godt køb. Hvis man i forvejen er fan af de klassiske udtryk, der ofte er at finde i whisky fra Campbeltown regionen, så er denne dram et “must”. Jeg er tilfældigvis både glad for regionen, og i særdeleshed Glengyle Distillery. Flasken blev sat til salg for omkring 550,- kroner. Whiskyen fik hurtigt voldsom popularitet i whisky-miljøet, og er derfor svær at finde. Den kan findes på auktioner til høje priser. Den aktuelle flaske, der her er anmeldt, fik jeg af min kone i bryllupsdagsgave. Konklusionen på denne anmeldelse af Kilkerran 8 Year Old Sherry Cask Matured 2019 er, at dette er whisky fra øverste hylde, og en whisky alle Campbeltown og Kilkerran nørder bør have på hylden.