Edradour 2012 10 Year Old – Signatory Vintage 2012/2022

Hjem » 750-999 kr » Side 2

Edradour 2012 10 Year Old – Udvalgt til danske vinhandlere

Destilleri: Edradour
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Signatory Vintage
ABV: 58,9%
Alder: 10 år
Fadtype: Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Edradour 2012 10 Year Old er en skotsk whisky på 58,9% vol. Whiskyen er fremstillet på Edradour Distillery, beliggende i Highland distriktet. Denne single cask whisky har modnet på sherry butt fad nummer #304. Whiskyen er aftappet til danske vinhandlere af den uafhængige aftapper Signatory Vintage, og er del i deres “Cask Strength Collection”. Råpritten er destilleret den 22/6-2012, og senere aftappet ved fuld fadstyrke den 28/9-2022, med en aldersangivelse på 10 år. Der er ikke brugt kunstig farve under fremstillingen, og den er heller ikke kølefiltreret. Der er aftappet 651 flasker i alt, og denne sample er fra flaske 539.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #548

Anmeldelse af Edradour 2012 10 Year Old

Næse:

Egetræ duftes som det første, når næsen nærmer sig glasset. Hurtigt kommer sødme fra tørrede frugter efter. Der er markant tilstedeværelse af tørrede dadler og svesker. Bagved fornemmes lidt valnødder i duften. Sødme, nødder og egetræ giver i kombination associationer til det man kender fra marcipan. Når drammen har stået nogle minutter i glasset, kommer et fjernt strejf af modne søde appelsiner frem, mens et strejf af frisk pibetobak momentvis er til stede. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Edradour 2012 10 Year Old - Sample

Edradour 2012 10 Year Old – Sample

Palette:

Der smages først søde tørrede frugter. Ganske som i duften er dadler og svesker ganske tydeligt i profilen. Hurtigt kommer egetræ frem i smagen, og med sig har det en let bitterhed, der leder tankerne i retning af valnødder. Kortvarigt opfanges lidt stærk peber og kanel på tungen. Efter et par nip til drammen kommer lidt mørk chokolade og kaffe frem i smagen. De 58,9% Vol er mere fremtrædende i smagen end i duften, og drammen kan nedvandes efter personlig præference. Sødme og kanel forstærkes en anelse med lidt vand.

Afslutning:

Sødmen fra dadler og svesker ligger som et fint lag i munden. Bitterhed og smagen fra egetræ er nu ganske tydelig, og giver en let tør fornemmelse i munden. Ligeledes kommer smagen af kanel mere frem i eftersmagen. Lejlighedsvist kommer smagen af marcipan, der også var at finde i duften, også frem i eftersmagen. Man efterlades med en følelse i munden, som når man har drukket kaffe, og spist mørk, bitter chokolade.

Konklusion:

Dette er en god whisky. Kan man lide whisky, der har modnet på ex-sherry fad, og tydeligt bærer præg af denne modning, så er dette et godt køb. Samtidig er der markant tilstedeværelse af egetræ, der tilføjer en fin bitterhed. Hvis man kender den klassiske Edradour 10 Year Old, og man har fået lidt whisky erfaring, så er dette et stort step op ad stigen. Jeg var heldig at få denne smagsprøve fra en kammerat, men man købe en hel flaske for cirka 1000,- kroner. Konklusionen på denne anmeldelse af Edradour 2012 10 Year Old Signatory Vintage 2012/2022 er, at dette er en dejlig whisky, hvis man er kommet godt i gang med sin whiskyrejse.

Glengoyne Cask Strength – Batch 8

Hjem » 750-999 kr » Side 2

Glengoyne Cask Strength – Limited Batch

Destilleri: Glengoyne
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 59,2%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Glengoyne Cask Strength er en whisky på 59,2% Vol. Whiskyen kommer fra Glengoyne Distillery, der er et af de skotske destillerier, som ligger i Highland distriktet. Whiskyen har lagret i en tredjedel ex-sherry fad og to tredjedele genbrugte ex-bourbon fad. Det udmeldes ikke hvor længe whiskyen har lagret på disse fad, da aftapningen kommer uden aldersangivelse. Som navnet antyder er den flasket ved fuld fadstyrke. Aftapningen er udgivet i begrænset oplag, og det fremgår af indpakningen, at det er et “Limited Batch”. Denne flaske kommer fra det 8. batch. Den er fremsstillet uden brug af kunstig farve, og der er ikke brugt kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #532

Anmeldelse af Glengoyne Cask Strength

Næse:

Det første der rammer næsen er duften af solmodne røde æbler og modne pærer. Sødme fra vanilje og lys karamel følger hurtigt efter. Når whiskyen har stået i glasset i et par minutter, så kommer et strejf af nyslået græs og citrusfrugter som grape og lime en anelse frem fra baggrunden. Ligeledes kommer en snert af tørrede abrikoser også frem, der forstærkes efter at have smagt på drammen. Alkoholen er ikke tydelig i duften.

Glengoyne Cask Strength

Glengoyne Cask Strength

Palette:

De 59,2% Vol alkohol er tydeligere i smagen end i duften, og man kan vande whiskyen ned efter personlig præference. Med lidt vand åbnes mere op for drammen, og der smages først tørrede frugter som abrikoser og rosiner. Der følges hurtigt op med stærke krydderier som kanel og sort peber, der sammen med alkoholen giver varme og prikken på tungen. Efter et par nip til drammen kommer sødme fra vanilje og karamel mere frem, mens der momentvis opfanges lidt honningsødme.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne Highland whisky. Sødme ligger som et fint lag i hele munden. Der smages stadig tørrede abrikoser og rosiner, mens sødme fra de solmodne æbler igen kommer lejlighedsvist frem. Gradvist bliver honningsødmen mere dominerende, mens der stadig mærkes sort peber og kanel på tungen. Mod afslutningen kommer lidt bitterhed frem, der med sig har en fornemmelse af mørk chokolade og valnødder. Man sidder tilbage med varme i mund og svælg fra alkoholen og de stærke krydderier.

Hvad siger producenten:

“Bottled at the strength it emerges from the cask, this delicious amber gold dram is un-chillfiltered, unfussed and untamed; the closest you’ll get to opening the cask yourself. A peppery tingle gives way to rich flavours of ripe banana, digestive biscuits Matured in one third sherry casks, two thirds refill casks and a smattering of bourbon barrels. Big and bold with a gloriously thick mouthfeel and a delightful, lingering, oak-infused finish.

Konklusion:

Dette er en god whisky. Kan man lide whisky fra destilleriet, og har mod på at prøve en aftapning med fuld fadstyrke, så vil man ikke blive skuffet med denne flaske. Man kan købe en flaske for omkring 750,- kroner. Denne flaske blev åbnet inden min tur til Edinburgh, hvor jeg besøgte Glengoyne Distillery. Her smagte jeg et par af deres whiskyer, der også tidligere er anmeldt her på bloggen. Jeg må sige at det klæder deres whisky at blive aftappet ved cask strength, og de burde overveje flere variationer med højt alkoholindhold. Det løfter i den grad oplevelsen af deres ellers fine whiskyer. Konklusionen på denne anmeldelse af Glengoyne Cask Strength er, at det er en dejlig whisky, der virkelig løftes af en høj alkoholprocent.

Mosgaard Cask Experiment Series #4 – Økologisk Single Malt Whisky

Hjem » 750-999 kr » Side 2

Mosgaard Cask Experiment Series #4 – Ex-bourbon og ex-sherry fad

Destilleri: Mosgaard Whisky
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 57%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Mosgaard Cask Experiment Series #4 er en dansk whisky på 57% Vol. Whiskyen kommer fra det danske destilleri Mosgaard Whisky A/S. Whiskyen er først modnet på ex-bourbon fad, og har efterfølgende lagret på ex-sherry fad, der tidligere har indeholdt Manzanilla sherry. Whiskyen er aftappet den 13/5-2024 med cask strength, men flasken kommer uden aldersangivelse. Dette er destilleriets fjerde og sidste aftapning i serien, hvor der leges med forskellige måder at lave whisky på. Whiskyen er aftappet uden brug af kunstige farvestoffer, og den er ikke kølefiltreret. Der er sendt 440 flasker på markedet, og jeg anmelder her en sample fra flaske #191.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #530

Anmeldelse af Mosgaard Cask Experiment Series #4

Næse:

En let røg kommer op fra glasset med det samme næsen nærmer sig. Det er ikke en voldsom kraftig røg, som den man kender fra meget Islay whisky, men en mere afdæmpet og blød røg, som man også finer i pibetobak. Der følges op med sødme fra tørrede svesker og rosiner. Sammen med noter af vanilje og mandler giver det associationer til chokoladen “Blomme i Madeira”. Alkoholen anes, men den er ikke på nogen måder dominerende.

Mosgaard Cask Experiment Series #4 - Sample

Mosgaard Cask Experiment Series #4 – Sample

Palette:

Sødme fra de tørrede svesker og rosiner smages først. Hurtigt følger smagen af solmodne blommer, kirsebær og solbær. Efter et par nip af denne whisky, kommer letter noter af lidt umodne pærer og citrus frem fra baggrunden. Røgen smages først kun svagt, men bliver gradvist mere kraftig, efterhånden som man kommer ned i glasset. Ganske som i duften, leder den også i smagen, tankerne i retning af sød pibetobak. En let bitterhed tilfører lidt mandler og mørk chokolade til smagen. De 57% vol alkohol i denne cask strength whisky mærkes, men den virker ikke sprittet på nogen måder. Vand kan tilsættes efter personlig præference.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Sødmen fra tørrede frugter ligger som et fint lag i munden. Bitterheden, der også er til stede i smagen, er mere markant i eftersmagen. Mandler og mørk chokolade er langt mere tydelig nu. I baggrunden anes svagt en let syrlig note af nyslået græs og citrusfrugter. Lejlighedsvis mærkes lidt prikken på tungen fra stærk ingefær og alkoholen. Et strejf af mynte og røg mærkes i munden, mens den langsomt tørrer helt ud.

Hvad siger producenten:

“CES#4 er en røget whisky lagret først på ex. Bourbon og herefter et Manzanilla sherry hogshead. Formodningen i Ex. Bourbon fade giver en dejlig vanilje- og mandel sødme, som er grundlaget inden den anden lagring på Manzanilla.Manzanilla er en tør sherry som en ”Fino” men lagret ved Atlanterhavets kyst, mere specifikt Sanlúcar de Barrameda. Den salte havluft sætter sit tydelige præg på sherryen, der har en karakteristisk salthed oveni noter som grønne æbler og nødder.Det færdige resultat er en lækker balance med dybe smagsnoter af blommer over mod det sveskeagtige, men også lysere frugter som ferskner, pære, lime og til sidst jordbær. Klassisk sherrykarakter med smag af nødder, mørk chokolade og bitter marcipan blandet med fornemmelsen af friske høvlspåner. Og til sidst den salte fornemmelse, der leder tankerne hen på både tang og tørret skinke.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Hvis man kan lide dansk whisky, og whisky fra dette destilleri i særdeleshed, så vil man ikke blive skuffet med denne aftapning. Hvis man samtidig finder det interessant, når destillerier leger med forskellige fadtyper og typer af råsprit, så er dette et sikker valg. Når det er sagt, så skal man så også betale 900,- kroner for 50 cl. for den fornøjelse. Med denne prissætning er konkurrencen hård, også indenfor de danske destillerier, men denne aftapning vil stadig klare sig fint i opløbet. Konklusionen på denne anmeldelse af Mosgaard Cask Experiment Series #4 er, at det er en dejlig whisky, og forfriskende med nye eksperimenter.