Auchroisk 1998 20 Year Old – Gleann Mór Spirits Company 1998/2018

Hjem » Ex-bourbon fad » Side 36

Auchroisk 1998 20 Year Old – Malt dé Royal

Destilleri: Auchroisk
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Gleann Mór Spirits Company
ABV: 46%
Alder: 20 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden røg
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Auchroisk 1998 20 Year Old er en skotsk whisky på 46% vol. fra Auchroisk Distillery, der er et Skotlands destillerier i Speyside regionen. Dette er en uafhængig aftapning fra Gleann Mór Spirits Company. Råspritten er destilleret i 1998, og aftappet i 2018, hvilket gør whiskyen 20 år gammel.  Whiskyen har lagret alle 20 år på et enkelt ex-bourbon fad, og det er dermed en single cask aftapning. Der er sendt 60 flasker på markedet, og det fremgår af etiketten, at det er en “Limited Edition”, samt at den er flasket uden brug af kølefiltrering og uden kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #368

Anmeldelse af Auchroisk 1998 20 Year Old

Næse:

Der duftes straks maltsødme fra glasset. Dette følges hurtigt op at en tydelig duft af vanilje. Efter nogle minutter i glasset kommer langsomt en duft af bagte og henkogte pærer frem. En snert af mælkechokolade bliver efterhånden tydeligere og tydeligere. Der fornemmes lidt ristede nødder som mandler og hasselnødder. Ligeledes fornemmes også en snert af egetræ i baggrunden på denne Speyside single malt whisky. Der opfanges momentvis også lidt mint i duften. Man mærker ikke alkoholen i de 46% vol. i duften.

Auchroisk 20 Year Old - Sample

Auchroisk 20 Year Old – Sample

Palette:

De syltede og bagte pærer, der var til stede i duften, er med det samme tydelige i smagen. Dette følges hurtigt op at stærke krydderier på tungen. Der smages sort peber og lidt chili, der dog hurtigt aftager igen. Der gives plads til en let syrlig fornemmelse på tungen, der leder tankerne i retning af sødmefuld grapefrugt. Efter et par mundfulde af glasset, bliver mælkechokolade og vanilje mere og mere tydelig i smagsbilledet. Ligeledes dukker smagen af ristede nødder også op i udtrykket. Man mærker en smule bid fra alkoholen i, men det bliver ikke så voldsomt, at det er nødvendigt at nedvande whiskyen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne dram. Maltsødme og sødme fra henkogte pærer lægger sig som et fint lag i munden. Efter nogle minutter er sødmen mere som en man kender fra blomsterhonning. Efterhånden som disse indtryk nedtones, bliver noter af mælkechokolade, karamel og vanilje tydeligere og tydeligere. Der mærkes en let bitter note, mens der ved lejlighed dukker smag af ristede mandler og hasselnødder op. Man efterlades med en fin varme og et minde om egetræ i munden, mens smagen af mint lejlighedsvis kommer frem på tungespidsen.

Konklusion:

Her er tale om ganske glimrende whisky. Der er interessante noter i både duft, smag og eftersmag. På mange måder minder den en del om den kendte Dalwhinnie 15 Year Old i mange i sine udtryk. Denne dram har dog lige et nyk eller to mere tyngde og kompleksitet, og har derfor også noget mere at byde på, end den kendte klassiske skotske malt whisky, den minder om. Nuvel, det skal man så også betale omkring 1200,- kroner for, hvis man ellers kan finde en af de få flasker. Det er omkring tre gange så meget som for en Dalwhinnie 15 Year Old. Jeg var heldig at finde denne sample på tilbud til 20,- kroner, og til den pris for 3 cl., er det bestemt oplevelsen værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Auchroisk 1998 20 Year Old er, at den er tre gange så dyr, men måske ikke helt tre gange så god, som anden og mere kendt skotsk single malt whisky, den ellers minder meget om.

Tomintoul Peaty Tang – Single Peated Malt Scotch Whisky

Hjem » Ex-bourbon fad » Side 36

Tomintoul Peaty Tang – Ex-bourbon fad

Destilleri: Tomintoul
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Tomintoul Peaty Tang er en whisky på 40% vol. Whiskyen er produceret på Tomintoul Distillery, der er et af Skotlands destillerier i Speyside området. Whiskyen har modnet på ex-bourbon fad. Det fremgår ikke på flasken, hvor længe whiskyen har lagret på disse fad, og det er derfor en såkaldt NAS aftapning.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #366

Anmeldelse af Tomintoul Peaty Tang

Næse:

Man dufter røgen som det første, når glasset kommer op til næsen. Det er en sødmefuld røg, som den man kender fra sød æbletobak i piben. Når røgen aftager lidt, følges op med sødme fra malt, moden frugter og bær. Der duftes røde æbler, lidt henkogte pærer og skovbær. Efter nogle minutter i glasset kommer lidt vanilje og karamel frem. Ligeledes anes også fjernt et strejf af syrlighed fra citrusfrugter. Alkoholen er ikke af finde i duften.

Tomintoul Peaty Tang - Miniature

Tomintoul Peaty Tang – Miniature

Palette:

Sødmen fra malt, bær og moden frugt smages som det første. I smagen er det også æbler, henkogte pærer og skovbær, der kommer frem. Bærrene er mere fremtrædende i smagen end de søde frugter er. Den søde piberøg følger hurtigt efter, og pakker smagen ind. Efter et par nip af glasset kommer vanilje lidt frem. Ligeledes opfanges lidt syrlighed og bitterhed i baggrunden. De 40% Vol alkohol er ikke at finde i smagen på denne Speyside whisky.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne whisky. Ganske som i både duft og smag, så er afslutningen også præget af sødme og røg. Frugtsødmen er mere tilbagetrukket i afslutningen, mens vanilje kommer mere frem. Den syrlige note er langt tydeligere i afslutningen, og virker næsten som smagen af lemon. For første gang smages også nu en snert af egetræ mens lidt kanel prikker på tungen. Slutteligt tørrer munden en anelse ud, mens man sidder tilbage med lidt bitterhed, og en let smag af sødmefuld røg.

Hvad siger producenten:

“Tomintoul “With A Peaty Tang” has been made with peated malt barley to give it a deep smoky flavour. This makes “Peaty Tang” very unusual, most distilleries in the Speyside region do not use peat.”

Konklusion:

Dette er en nogenlunde whisky. Kan man lide en whisky, hvor sødme og røg er det dominerende, så kan man godt købe denne flaske. Den tilbyder ikke voldsom stor kompleksitet, men stadig en nogenlunde oplevelse. Den lette syrlighed i eftersmagen, er med til at løfte en lidt kedelig whisky et niveau op. Man kan købe en flaske for omkring 350,- kroner. Hvis man lige har startet sin whisky-rejse, og har fået mod på røget whisky, så kan denne aftapning godt være et fint sted at starte. For den mere erfarne whisky-nyder, skal man nok lede andre steder, og jer er tilfreds med, at det kun er en miniature flaske jeg har købt. Konklusionen på denne anmeldelse af Tomintoul Peaty Tang er, at det er en ufarlig røget whisky, der nok egner sig bedst til nybegynderen.

Fragrant honeysuckle – SMWS 18.31

Hjem » Ex-bourbon fad » Side 36

Inchgower 2007 13 Year Old – SMWS 18.31

Destilleri: Inchgower
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, SMWS
ABV: 55,9%
Alder: 13 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Fragrant honeysuckle SMWS 18.31 er en skotsk whisky på 55.9% Vol. Whiskyen er fremstillet på Inchgower Distillery i Speyside området. Den er udgivet af den uafhængige aftapper The Scotch Malt Whisky Society. Whiskyen har først lagret på et ex-bourbon fad, og har efterfølgende fået en afslutning på et ex-rye fad. Spritten er blevet brændt den 18/09-2007, og senere aftappet i 2020. Som det fremgår på etiketten er whiskyen altså 13 år gammel. Whiskyen er aftappet uden kunstig farve og uden brug af kølefiltrering. Den er flasket med et outturn på 262 flasker ved cask strength.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #365

Anmeldelse af SMWS 18.31

Næse:

Frugtsødme kommer op af glasset som det første. Der duftes søde røde æbler med et strejf af modne pærer. Gradvist kommer lidt tropiske frugter efterhånden mere frem, og der duftes nu mango og moden ananas. Ligeledes kommer sødmen fra blomsterhonning også efterhånden frem. Der kan svagt anes en smule vanilje i baggrunden. Lidt krydderurter som mynte og basilikum kommer momentvis frem i aromaen. Alkoholen anes i duften, men er ikke sprittet.

Fragrant honeysuckle 18.31 - Sample

Fragrant honeysuckle 18.31 – Sample

Palette:

I smagen er sødmen fra røde æbler også det første der stiftes bekendtskab med. Også her kommer lidt tropiske frugter som mango og søde ananas med lidt efter. Smagen af vanilje er langt tydeligere nu end den var i duften. En anelse bitterhed følger hurtigt med, og minder om det man kender fra mandler. Sødmen og mandlerne leder tankerne i retning af marcipan. Når man har smagt på drammen et par gange, opfanges en lille syrlig note, der minder om appelsin-skal, i baggrunden. Alkoholen er tydeligere i smagen, og der kan tilsættes et par dråber vand efter behov. Med vand kommer krydderurterne, der også var i duften, også frem i smagen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne Speyside single malt whisky. Smagen af vanilje ligger som et fint lag i munden. De bitre noter fra mandlerne er langt tydeligere i eftersmagen, hvilket giver en anelse tørhed på tungen. Denne tørhed forstærkes med en anelse stærk kanel, der dog hurtigt er væk igen. Momentvis kommer frugt – og honningsødmen frem. Ligeledes opfanges krydderurterne også lejlighedsvist, hvor mynte mærkes på tungespidsen. Man efterlades med lidt bitterhed i munden og et minde om marcipan, men der mærkes lidt varme i svælget.

Hvad siger producenten:

“Buttery biscuits and custard tarts arrived with an impressive amount of fruit that combined mangos, banana chips and satsumas with fragrant honeysuckle and waxy textures. On the palate, a burst of red apples, poached pears and soft plums joined crumbly shortbread sprinkled with ginger, dry roasted almonds and just a suggestion of cocoa powder. With a small dash of water came coconut milk with the accentuated fragrance of cherry blossom, jasmine and buttercups in the sunshine. Fruity flavours now embraced bramble and apricot jam on Battenberg cake with vanilla icing. Orange peel brought a fresh zing as cinnamon spice joined bananas flambeed in spiced rum. After spending 11 years in an ex-bourbon hogshead this was transferred into a 1st fill ex-rye hogshead for the remainder of its maturation.”

Konklusion:

Dette er en nogenlunde whisky, der ikke imponerer specielt. Nuvel, der er fine noter af både frugter, honning og mandler, der fungerer ganske godt sammen. Prisen ligger på 775,- for en af de 262 flasker. Personligt vil jeg bruge mine penge på en af de andre aftapninger fra The Scotch Malt Whisky Society. I dette prisleje er der mange muligheder for whisky, der falder bedre i min smag, end denne specifikke aftapning. I dette tilfælde er jeg glad for, at det kun er en sample jeg har købt. Konklusionen på denne anmeldelse af Inchgower 2007 13 Year Old, SMWS 18.31, Fragrant honeysuckle er, at der findes whisky, der passer bedre til mine præferencer.