Auchentoshan Three Wood – 3 slags fad

Hjem » Ex-oloroso fad » Side 25

Auchentoshan Three Wood – Trippel destilleret og trippel lagret

Destilleri: Auchentoshan
Land: Skotland
Region: Lowland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 43%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Auchentoshan Three Wood er en skotsk whisky på 43% Vol. Whiskyen er produceret på Auchentoshan Distillery i Lowland regionen i Skotland. Whiskyen kommer uden aldersangivelse, og den betragtes derfor som en NAS. Whiskyen er trippel destilleret, hvilket er lidt usædvanligt for skotsk whisky. Herefter har den lagret på ex-bourbon fad. Slutteligt har whiskyen fået en afslutning i 2 år på ex-oloroso fad, og endelig 6 måneder på ex-PX sherry fad – heraf navnet Three Wood. Whiskyen er kølefiltreret. Denne sample købte jeg på whiskymessen 2019.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #59

Anmeldelse af Auchentoshan Three Wood

Næse:

Man dufter straks sødme fra en overmoden frugtskål. Man dufter appelsin og mørke kirsebær som det tydeligste. I baggrunden kan man fornemme lidt blommer. Der er også tørre frugter, som svesker og rosiner. Man fornemmer en smule egetræ i næsen. Kombinationen leder tankerne hen på en nyåbnet dåse med sød pibetobak. De 43% vol er ikke at mærke i aromaen.

Auchentoshan Three Wood - Sample

Auchentoshan Three Wood – Sample

Palette:

Appelsin er også tydelig i smagen. Ikke de friske syrlige appelsiner, men søde appelsiner, som er lige ved at være for overmodne, så de får en lidt “jordslået” smag. Igen fornemmer man også mørke frugter som kirsebær og blommer. De tørre frugter bliver mere, og mere tydelige når der er smagt et par gange. Så kommer rosiner og svesker frem i paletten. I baggrunden fornemmer man en smule bitterhed som fra hasselnødder. Alkoholen er lidt tydeligere i smagen end den var i duften.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Den er først præget af frugtsødmen fra de overmodne og tørrede frugter. Efterhånden kommer en mere sirups-agtig sødme og lægger sig på tungen. Man smager så lidt karamel og vanilje i baggrunden. Sluttelig er en smule bitterhed som fra mørk chokolade og nødder. Man mærker lidt prikken på tungen fra stærke krydderier som kanel og peber.

Hvad siger producenten:

“From American Bourbon to Spanish Oloroso Sherry – and finally Pedro Ximenez Sherry casks – this is a rich, complex whisky with toffee and sherry flavours.”

Konklusion:

Her er tale om en god whisky. Når man tænker på at trippel destilleret whiskey fra Irland, ofte er blide og bløde, så er denne mere bastant. Der er en fin og mørk oplevelse igennem hele drammen, og det er helt sikkert en whisky jeg godt kunne finde på at købe. Jeg ville gerne prøve at følge den igennem en hel flaskes liv. Man kan finde en flaske til under 500,- kroner, og det mener jeg helt klart, at den er værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Auchentoshan Three Wood er, at det er en fantastisk dram til prisen.

Braunstein Library Collection 19:1 – sherry og portvin

Hjem » Ex-oloroso fad » Side 25

Braunstein Library Collection 19:1 – Release på whiskymessen 2019

Destilleri: Braunstein
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Portvin, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Braunstein Library Collection 19:1 er en dansk whisky på 46% Vol. Whiskyen er produceret af Braunstein Distillery på Sjælland. Whiskyen er lagret på ex-oloroso fad og ex-portvinsfad. Dette er den første udgivelse i 2019, og den frigives på whiskymessen 2019, hvor jeg købte denne sample. Whiskyen er ikke kølefiltreret og kommer uden aldersangivelse.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #56

Anmeldelse af Braunstein Library Collection 19:1

Næse:

Maltsødme er det første man opfanger når man dufter til denne dram. Når næsen har justeret sig til sødmen, så mærker man tydeligt mørke tørrede frugter som dadler og figner. Der er en smule syrlighed at spore i baggrunden. Egetræ og vanilje ligger fint hen over udtrykket. Kombinationen leder tankerne hen i retning af mandler og marcipan. De 46% Vol alkohol er ikke dominerende på nogen måde.

Braunstein Library Collection 19:1 - Sample

Braunstein Library Collection 19:1 – Sample

Palette:

Alkoholen er mere fremtrædende i smagen, men den nedtones fint med lidt vand. Paletten er præget af mandel og marcipan, som kun svagt var til stede i duften. Man mærker en god sødme, som man kender det fra næsten overmoden frugt. Syrligheden er mere fremtrædende i paletten. Sammen med en let bitterhed, giver det en følelse i munden, som man kender fra citrusskræl. Igen er vanilje og træ fra fadet kun en smule at bemærke.

Afslutning:

Der er en medium eftersmag på drammen. Syrligheden og bitterheden bliver nu mere dominerende. Stærkere krydderier som peber kom nu frem. Sammen med alkoholen giver det en lidt skarp fornemmelse på tungen. Efterhånden som det aftager, bliver sødme og vanilje mere dominerende. Det giver en fornemmelse af mælkechokolade i munden, inden det klinger af med en lidt tør tungespids.

Hvad siger producenten:

“Dette er vores første aftapning i 2019. Denne whisky har lagret på en kombination af Oloroso sherry og Portvins egetræs fade. Denne kombination af på den ene side spanske fade, der har huset den mørke sherry, bidrager med en dyb og rig karakter af tørret frugt samt de allerbedste eks-portvinsfade fra Portugal, der tilfører en fantastisk sødme og balance til whiskyen. Whiskyen afrundes som altid af frugt sødmen, der er så karakteristisk for Braunstein’s whisky.”

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftig whisky, der faktisk har en del at byde på. Den har en god balance mellem sødme, syrlighed og bitterhed. Det giver drammen en god variation. Man kan købe en flaske for omkring 800,- kroner. Det er naturligvis dyrt for en whisky uden aldersangivelse, når man tænker på, hvad man ellers kan få for pengene. Sammenligner man med andre danske whiskyer, så klarer den sig dog godt, både hvad angår både pris og kvalitet. Skal man introducere folk til dansk whisky, så kan man godt starte med denne. Så bliver man nemlig ikke skuffet. Konklusionen på denne anmeldelse af Braunstein Library Collection 19:1 er, at den er en god repræsentant for dansk whisky.

Thy Whisky No. 9 – Bøg

Hjem » Ex-oloroso fad » Side 25

Thy Whisky No. 9 – bøgerøget whisky fra Nordjylland

Destilleri: Thy Whisky
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 50,8%
Alder: 4 år
Fadtype: Sherry
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Thy Whisky No. 9 er en dansk bøgerøget whisky på 50,8% Vol. Whiskyen er produceret af Thy Whisky, men destilleret på Nordisk Brænderi. Kornet kommet fra gården Gyrup, og er mæsket på Thisted Bryghus. Alle er bosiddende i det nordlige Jylland. Whiskyen er lagret på ex-oloroso sherry fad fra december 2014 til januar 2019, hvorefter den er flasket. Der er sendt 741 flasker på markedet. Whiskyen er ikke kølefiltreret, og med lidt hovedregning kan man regne ud at den er lige over 4 år gammel. Jeg har købt denne sample på whiskymessen 2019.

Besøg: Producentens hjemmeside og destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #50

Anmeldelse af Thy Whisky No. 9

Næse:

Man opfanger først sødme fra moden frugt når man dufter til denne whisky. Der er en svag nuance af tørre frugter, og en smule mint. Efter lidt tid i glasset fremkommer en fin note af egetræ. Man opfanger en smule vanilje i baggrunden. Alkoholen er ikke specielt tydelig på trods af de 50,8% Vol. Sjovt nok bliver alkohol-aromaen en smule tydeligere lige når man tilsætter et par dråber vand. Dette erstattes dog hurtigt af, at de andre aromaer fremtræder tydeligere. Her fremkommer også en lille snert af røg. Når man har smagt på drammen, og herefter dufter igen, så kommer kanel mere frem.

Thy Whisky No. 9 - Sample

Thy Whisky No. 9 – Sample

Palette:

Alkoholen er meget markant i smagen, men dette afhjælpes med lidt vand. Paletten er præget af god malt-sødme. Der er tydelig tilstedeværelse af mørke frugter, som rosiner og abrikoser. Efter et par mundfulde træder egetræs og vaniljenoter lidt tydeligere frem. Også her kommer stærke krydderier som kanel og peber frem efter et par mundfulde, og mælkechokolade dukker op. Der er en lidt metallisk bi-smag i baggrunden, som antyder at det er en ung whisky. Røgen er kun ganske svagt til stede.

Afslutning:

Der er em medium afslutning på drammen. Den er præget af varme fra alkoholen, men er ellers ret blød i udtrykket. I eftersmagen er mælkechokoladen en del tydeligere end i paletten. De mørke frugter, som også var at finde i smagen, er også her fint at finde. Man kan mærke de stærke krydderier på tungen. Røgen fra bøgetræet er nærmes ikke at finde i eftersmagen. Vaniljen træder slutteligt tydeligt frem, inden tungen tørrer en smule ud.

Hvad siger producenten:

“Fremstillet af Propino-byg dyrket økologisk på Gyrups marker. Maltet på Mältzerei Steinbach. Brygget på Thisted Bryghus. Destilleret på Nordisk Brænderi. Lagret og tappet af Thy Whisky”

Konklusion:

Dette er som sådan en ganske fin whisky. Den rammer en fin mellemvare, hvor der ikke er noget særlig som springer i øjnene, som adskiller den væsentligt fra andre dramme. Man kan købe en flaske for omkring 1000,- kroner, og det mener jeg bestemt er for dyrt. Når man tænker på, at man køber en whisky på blot fire år, så får man for lidt valuta for pengene. Sammenligner man med andet dansk whisky i det prisleje, så klarer den sig såmænd fint nok. At dette prisleje er for højt er en hel anden snak, og pengene vil nok være bedre brugt på en skotsk whisky, hvor man kan få ret god kvalitet for 1000,- kroner. Whiskyen skal dog have et plus for at være røget med bøgetræ, som giver et ekstra lokalt islæt. Konklusionen på denne anmeldelse af Thy Whisky No. 9 Bøg er, at den klarer sig fint i forhold til dansk whisky, men den skiller sig ikke væsentligt ud fra mængden.