Bowmore Black Rock – NAS lagret på sherry fad

Hjem » Ex-sherry fad » Side 62

Bowmore Black Rock – sherry fadlagret Islay

Destilleri: Bowmore
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Bowmore Black Rock er en skotsk whisky på 40% Vol. Bowmore Distillery er beliggende på Islay, og Black Rock er derfor en Islay single malt whisky. Bowmore destilleriet er ejet Suntory Holdings Limited. Whiskyen er lagret på ex-bourbon fad og ex-sherry fad. Whiskyen er uden aldersangivelse og endvidere kølefiltreret. Den er frigivet til salg i lufthavne som en såkaldt “Travel Exclusive”.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #40

Anmeldelse af Bowmore Black Rock

Næse:

Denne whisky fremtræder som det første med en let røget duft. Ikke specielt voldsom, men lige tilpas til at den er tydelig i næsen. Man opfanger noter af appelsin, men de mest fremtrædende toner er af de lidt mørkere og tungere frugttyper som blommer og rosiner. Man opfanger svagt peber og vanilje i baggrunden. Der er ikke noget brænd fra alkohol, og den forekommer næsten alkohol-svag. Der er fine sherry-toner over hele udtrykket, og den kan næsten virke vinøs i næsen.

Bowmore Black Rock

Bowmore Black Rock

Palette:

Der er tydelige sherry smagsnuancer som det første. Disse er fint dækket ind af en svag tilstedeværelse af røg. Der er en god karamelsødme, der ikke bliver dominerende. Man fornemmer også noter af egetræ og vanilje. Også i smagen er der manglende styrke fra alkohol. Her er også smagsnuancer af rosiner og appelsin. Sammen med sødmen minder det lidt om appelsin krokant chokolade i udtrykket.

Afslutning:

I eftersmagen er denne dram også domineret af sherry. Man fornemmer også her de mørke noter fra rosiner, chokolade og vanilje. Den kan give et lille bid i tungen, som om der er lidt peber i afslutningen. Det giver drammen skarphed, som man ellers kunne bruge fra en lidt højere alkoholprocent end de 40% Vol, der er i denne whisky.

Hvad siger producenten:

“A delicious balance of peat smoke, treacle, toffee and orange that have been strongly influenced by the time spent maturing in Spanish sherry casks.”

Konklusion:

Denne whisky er faktisk ret kompleks for af en NAS whisky. Det fine sherry udtryk er godt komplementeret af appelsin, mørk frugt og chokolade. Når det så er sagt, så mener jeg godt den kunne bruge en lidt højere alkoholprocent, for at give whiskyen lidt mere bund og fylde. Den virker lidt tynd i forhold til, hvor kompleks den faktisk er. Prisen i lufthavnen ligger på omkring 450,- kroner, hvilket også må siges at være lige i overkanten for en whisky uden aldersangivelse – også selvom man får en hel liter i flasken. Konklusionen på denne anmeldelse af Bowmore Black Rock er, at det er en fin, kompleks NAS whisky, men måske lidt for dyr, og med for lidt alkoholstyrke.

Smokehead Rock Edition – en udgave med masser af røg

Hjem » Ex-sherry fad » Side 62

Smokehead Rock Edition – som at slikke et askebæger, på den gode måde

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Ian Macleod Distillers
ABV: 43%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Smokehead Rock Edition er en skotsk whisky på 43% vol. flasket af Ian Macleod Distillers, der egentlig er placeret i lavlandet – the Lowlands. Whiskyen er på flasken kategoriseret som en Islay single malt, og der er en del usikkerhed om, hvem der rent faktisk laver whiskyen. Flere mener at det er Ardbeg Distillery, som står bag Smokehead. Ian Macleod Distillers, fungerer som uafhængig aftapper af flasken. Det er ikke uden grund den kaldes “The Mystery Malt”. Whiskyen er lagret på ex-boubon og ex-sherry fad, og er endvidere kølefiltreret og uden aldersangivelse.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #39

Anmeldelse af Smokehead Rock Edition

Næse:

Røg er det dominerende i næsen, når man første gang dufter til denne dram. Der er virkelig tale om tyk røg, som man kender det fra et bål. Når næsen har tilpasset sig den kraftige røg-aroma, så opfanger man de lidt finere nuancer whiskyen også indeholder. Man kan nu dufte noter af frisk og syrlig frugt, som man kender det fra grønne æbler og citrusfrugter. Aromaen kan næsten forekomme lidt tør – en tørhed som leder tankerne hen på egetræ fra fadet.

Smokehead Rock Edition

Smokehead Rock Edition

 

Palette:

Smagen er også præget af den umiddelbare eksplosion af røg, man får i munden ved første smag. Når smagsløgene har tilpasset sig dynen af røg, så fremkommer der også i paletten ganske fine nuancer. Man smager tydeligt indflydelsen fra sherry fadene. Man fornemmer nu moden frugt, der giver fylde og sødme. Noter af karamel og krydderier som kanel kommer lidt frem fra baggrunden. Smagen af egetræ træder stille og roligt frem i paletten. Man fornemmer ikke umiddelbart de 43% vol alkohol i whiskyen.

Afslutning:

Der er en god og medium lang afslutning på denne whisky. Eftersmagen er selvfølgelig også præget af røg. Yderligere bliver smage af egetræ tydeligere, et stykke inde i afslutningen, der også her giver drammen et lidt tørt udtryk. På trods af denne tørhed fremkommer stadig en god sødme. Også i afslutningen fornemmer man sherry, moden frugt og krydderier. Måske kan man endda opfange lidt mørke, tørre frugter som rosiner, svesker og nødder. Det giver en god og kraftig fornemmelse i munden. Slutteligt sidder man med en let saltet følelse i munden.

Hvad siger producenten:

“The perfect gift for old and young rockers, this limited edition metal tin features a debossed ‘Smokehead Skull’, made from the many adjectives that capture the Single Malt’s boisterous, outrageous, and deep peaty flavours. Smokehead is a rich, seaweedy and intensely peaty Islay single malt whisky. The flavour is fresh, fruity and immense, with notes of sherry, iodine, toffee, smoke and sea salt all fighting for recognition. A really vigorous whisky not for the faint hearted … savour and enjoy!”

Konklusion:

Denne røgbombe tilbyder en god kompleksitet. Man får en fin blanding af røg, sherry, umoden frugt, moden frugt, citrus, rosiner og salt. Imponerende nok er tilstedeværelsen af egetræ fra fadet meget tydelig i denne whisky, hvilket må siges at være flot af en whisky uden aldersangivelse. Flasken kan købes for omkring 550,- kroner, hvilket principielt er lige i overkanten for en NAS whisky. Når det så er sagt, så syntes jeg faktisk at den er pengene værd. Man får masser af røg som fra en ung whisky, og masser af kompleksitet som fra en ældre whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Smokehead Rock Edition er, at kan man lide røg og fin kompleksitet, så er den et godt køb.

Jameson Caskmates Stout Edition – lagret på ølfad

Hjem » Ex-sherry fad » Side 62

Jameson Caskmates Stout Edition – Whiskey lagret på fad fra Irsk stout

Destilleri: Midleton
Land: Irland
Type: Blended
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Øl
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Jameson Caskmates Stout Edition er en irisk whiskey på 40% Vol. Whiskeyen er flasket på Jameson Distiillery, beliggende i Dublin i Irland, og det er under ejerskab af Pernod Ricard gruppen. Whiskeyen produceres dog i virkeligheden på New Midleton Distillery, som også destillerer blandt andet Tullamore Dew. Whiskeyen er lagret i ex-bourbon fad og ex-sherry fad. Det specielle ved denne aftapning er, at den også har lagret på Irsk stout fad, der har været brugt af Corks Franciscan Well Brewery til deres øl. Whiskeyen er uden aldersangivelse og den er kølefilreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #29

Anmeldelse af Jameson Caskmates Stout Edition

Næse:

Man opfanger straks friske frugter i duften. Det minder om friske, syrlige æbler. Dette skæmmes dog lidt af et bid fra alkohol i næsen, på trods af de kun 40% vol. Den har dog stadig en relativ blid aroma. Efter lidt tid opfanger man noter af kaffe og karamel, som man også kender fra de mørke øl. Man fornemmer en god sødme. Hele udtrykket i næsen kan lede tankerne hen på amerikansk bourbon.

Jameson Caskmates

Jameson Caskmates

Palette:

Smagen er ganske blid og blød, men man får et lille bid fra alkoholen, på trods af det lave alkoholindhold. Dette ødelægger dog ikke indtrykket. Også paletten er præget af frugtsmag, som man kender det fra grønne æbler og umodne pærer. Man fornemmer også en smule bitterhed, som måske skyldes humlen fra øllen. Når man kommer igennem de første indtryk, opfanger man også lidt chokolade og mørk sukker, der giver en god sødme til drammen.

Afslutning:

Der er en meget kort afslutning på denne whiskey, hvor man ikke sidder med nogen smagsoplevelse i længere tid. Når det så er sagt, så er den korte eftersmag også præget af frugtsmag fra æbler. Der er en let bitterhed, der lægger sig hen over det generelt blide udtryk, der ellers kendetegner Jameson Caskmates Stout Edition.

Hvad siger producenten:

“When the Jameson Master Distiller met the Master Brewer from Franciscan Wells for a drink, a plan was hatched to send a few Jameson casks to their brewery down the road for them to age their craft Irish stout. Once the stout had been bottled, the seasoned barrels were returned to Jameson and were re-filled with Jameson Whiskey. Jameson Caskmates emerged; a whiskey that retains all the smoothness of triple-distilled Jameson Original, albeit singing a different tune. The addition of stout notes including cocoa, coffee and butterscotch means that this is Jameson with a difference.”

Konklusion:

Dette er en irsk whiskey, og det er den ingen tvivl om. Den er blid og blød, hvilket gør den let at drikke. Det er en dram man kan drikke en hel aften, uden at den bliver for voldsom. Der findes en del øl, som er tilføjet whiskey, eller har lagret på whiskey fad. Det omvendte er ikke set så tit. Det er et spændende projekt, at lade whiskeyen lagre på ølfad, der tilføjer lidt bitterhed til oplevelsen. Det giver et fint modspil til det bløde og blide, der kendetegner irsk whiskey.Flasken kan købes til et sted mellem 250,- og 300,- kroner. Man kan få andre fine flasker i det prisleje, og jeg syntes måske penge er bedre brugt andet sted. Man kan være heldig at finde den på tilbud til omkring 200,- kroner for 1 liter, og så er den da bekendtskabet værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Jameson Caskmates Stout Edition, er at projektet er spændende, men prisen står ikke helt mål med resultatet.