Tomatin Cask Strength – Highland Single Malt Scotch Whisky

Hjem » Ex-sherry fad » Side 9

Tomatin Cask Strength – Bourbon & Sherry Casks

Destilleri: Tomatin
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 57,5%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Tomatin Cask Strength er en skotsk whisky på 57,5% Vol. Whiskyen er fremstillet på Tomatin Distillery, som er et af de skotske destillerier i Highland distriktet. Whiskyen har modnet i en kombination af first fill ex-bourbon fad og ex-oloroso sherry fad. Det udmeldes ikke, hvor længe whiskyen har modnet på disse fad, da flasken kommer uden aldersangivelse. Whiskyen er aftappet uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #529

Anmeldelse af Tomatin Cask Strength

Næse:

En tydelig maltsødme kommer op fra glasset som det første. Der følges op med sødme fra røde bær. Der duftes solmodne kirsebær og skovbær. Langsomt ændrer sødmen karakter til at være mere som den man kender fra tørrede frugter som rosiner og svesker. Ligeledes bliver vanilje og marcipan efterhånden mere og mere tydelig. Et let strejf af citrusfrugter som mandariner og klementiner anes i baggrunden. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Tomatin Cask Strength - Miniature

Tomatin Cask Strength – Miniature

Palette:

De 57,7% Vol. alkohol er en del mere markant i smagen end i næsen, og en smule vand kan med fordel tilsættes. Ganske som i duften er maltsødmen også det første som rammer smagsløgene. Sødmen fra de tørrede rosiner og svesker følger hurtigt efter. Efter et par nip til denne Highland whisky, kommer egetræ mere frem i smagen, og med sig har det et fint strejf af vanilje, karamel og marcipan. I baggrunden kigger lidt sødme og syrlighed frem fra modne mandariner og klementiner.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne dram. Sødmen fra svesker og rosiner mærkes som et let lag i munden. En begyndende let bitterhed mærkes mens et strejf af mandler og hasselnødder mærkes i munden. Kombinationen leder tankerne i retning af det man kender fra gammelt læder. Momentvis kommer citrusfrugterne, der også var at finde i både duften og smagen, også frem i afslutningen. Man efterlades med en fornemmelse i munden, som når man har drukket overtrukket te, mens man mærker varme fra alkoholen i mund og brystkasse.

Hvad siger Producenten:

“The Cask Strength Edition is our most vivacious expression, yet still retains Tomatin’s characteristically rich and sweet undertones. Matured in a classic combination of first fill ex-Bourbon and ex-Oloroso Sherry casks, aromas of golden syrup and ginger biscuits prevail while flavours of malt loaf and marzipan lead to a dry, lingering spicy finish.”

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftig whisky. Kan man lide whisky, der ikke er voldsomt kompleks, men stadig giver en ganske fornuftig smagsoplevelse, så er dette et godt bud på en god flaske. Man kan købe en flaske for cirka 450,- kroner. For de penge får man en dram, der er aftappet ved fuld fadstyrke, og en ganske stabil oplevelse. Er man nybegynder i den fantastiske verden af cask strength whisky, så er dette en fin måde at blive introduceret til området, uden at tegnebogen bliver tømt helt. Konklusionen på denne anmeldelse af Tomatin Cask Strength er, at man her får en glimrende entry level fadstyrke whisky.

Springbank 10 Year Old – Amontillado Cask Matured

Hjem » Ex-sherry fad » Side 9

Springbank 10 Year Old Amontillado Cask Matured – Sherry Wood

Destilleri: Springbank
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 55%
Alder: 10 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Springbank 10 Year Old Amontillado Cask Matured er en skotsk whisky på 55% Vol. Whiskyen er fremstillet på det skotske Springbank Distillery i Campbeltown distriktet. Spritten er destilleret i july 2014 og, der er senere aftappet den 2. september 2024 i 9.900 eksemplarer. Whiskyen har først lagret i 5 år på gebrugte ex-bourbon fad, og har herefter lagret yderligere 5 år på ex-sherry fad, der tidlige har indeholdt Amontillado sherry. Whiskyen er fremstillet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke tilsat farvestoffer. Dette er den tredje aftapning i destilleriets “Sherry Wood” serie. Denne flaske har kode 24/197. Jeg har her anmeldt en sample fra denne aftapning.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #524

Anmeldelse af Springbank 10 Year Old Amontillado Cask Matured

Næse:

En duft af mørk karamel kommer op fra glasset først. Sødmen fra malten kommer efter. Bagved duftes søde tropiske frugter, som modne mango og bananer. Efter at have smagt på whiskyen kommer tørrede frugter efterhånden mere og mere frem i næsen. Der duftes nu tørrede abrikoser og rosiner. Momentvis opfanges et strejf af fjern røg og maritimt udtryk, der giver associationer til en tur på stranden. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Springbank 10 Year Old Amontillado Cask Matured

Springbank 10 Year Old Amontillado Cask Matured

Palette:

De 55% vol. alkohol mærkes i munden, og man kan med fordel tilsætte et par dråber vand til at nedtone dette en smule. Sødmen fra karamel og malt er, ganske som i duften, også det første der smages. Hurtigt følges op med en tilbagetrukket røg og let saltet fornemmelse i munden. Lejlighedsvist opfanges stærk peber på tungen, der dog hurtigt aftager igen. Efter et par nip til denne Campbeltown whisky bliver noter af honning, moden mango og bananer tydeligere. En smule bitterhed kommer efterhånden frem, hvilket leder tankerne i retning af kakao,

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Sødme fra karamel, honning og tropiske frugter ligger som et fint lag i munden. Der opleves svagt lidt sødme fra tørrede abrikoser og rosiner, efterhånden som bitterheden tiltager. Der opleves hasselnødder og mokka, mens der opfanges lidt salt på læberne. Man efterlades med et minde som når man har drukket kraftigt sødet kaffe, mens alkoholen mærkes i mundhulen.

Hvad siger producenten:

“NOSE: There is an earthy, mustiness on the nose, along with notes of hazelnut, maraschino cherries and blood orange. PALATE: Notes of cured meats, gorse and tobacco box are balanced with sweet hints of coconut and treacle. FINISH: A dry finish with notes of wood shavings and tarragon.”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Hvis man kan lide whisky fra Campbeltown regionen, og fra destilleriet i særdeleshed, så vil man ikke blive skuffet med denne whisky. Man får klassiske noter af røg og strand, og fin kompleksitet, der blot forstærkes af det høje alkoholindhold. Jeg købte denne flaske for 1199,- hos min lokale whisky pusher. Var man ikke heldig at få fat i denne meget efterspurgte flaske, så sælges de for større summer på det sekundære marked. Med sådanne beløb er jeg lidt tilbageholden med at åbne min flaske, og er som sådan glad for, at jeg fik fat i den sample jeg har anmeldt her. Konklusionen på denne anmeldelse af Springbank 10 Year Old Amontillado Cask Matured er en dejlig whisky, der desværre er hypet i en sådan grad, at priserne er kammet helt over.

Ardnahoe 5 Year Old Inaugural Release – Islay Single Malt Scotch Whisky

Hjem » Ex-sherry fad » Side 9

Ardnahoe 5 Year Old Inaugural Release – Limited Release

Destilleri: Ardnahoe
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 50%
Alder: 5 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Ardnahoe 5 Year Old Inaugural Release er en whisky på 50% Vol. Whiskyen kommer fra det skotske destilleri Ardnahoe Distillery på Islay. Whiskyen har modnet på en kombination af ex-bourbon og ex-oloroso sherry fad. Den har modnet på disse fad i 5 år, som det også fremgår på flasken. Dette er den første aftapning fra destilleriet, og kommer som en Limited Edition. Whiskyen ikke er tilsat kunstig farve, og at den er fremstillet uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #523

Anmeldelse af Ardnahoe 5 Year Old Inaugural Release

Næse:

Der duftes med et samme røg, når glasset nærmer sig næsen. Det er røg som man kender det fra grillen, når man tænder den op. Sødme fra malt, vanilje og brun sukker følger op. Bagved anes maritime og mineralske noter, der giver associationer til hav, salt og kalk. Momentvis opleves et strejf af citrusfrugter, der blot forstærkes efter også at have smagt på whiskyen. De 50% vol alkohol mærkes ikke i næsen.

Ardnahoe 5 Year Old Inaugural Release

Ardnahoe 5 Year Old Inaugural Release

Palette:

Ganske som i næsen, så mødes smagsløgene også først af den tydelig smag af røg. Det er en tør røg, som man kender det fra bålstedet og brændeovnen. Hurtigt kommer sødme fra malten, vanilje og lys karamel efter. Kombination mellem røg og sødme leder tankerne i retning af røget kød som bacon og skinke. Bagved ligger fint et strejf af salt og flintesten i denne skotske whisky. Efter et par nip til drammen kommer noter af lime og grapefrugt mere og mere frem. Alkoholen er som i næsen heller ikke tydelig i markant i smagen, men man fornemmer dog at procenterne er i den gode ende.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Sødme fra vanilje og lys karamel har lagt sig som et fint lag i munden. Lejlighedsvist kommer stærk ingefær frem og giver lidt prikken på tungen. Syrligheden fra lime og grapefrugt er tydeligere i eftersmagen. Sammen med en tiltagende bitterhed ledes tankerne i retning af revet skal af citrusfrugter. Hele eftersmagen pakkes ind i et fint lag af røg. Man sidder tilbage med en fornemmelse i munden som når man spist en lakridsrod, mens der mærkes lidt varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“The Inaugural Release ~ the first Single Malt Scotch Whisky of Ardnahoe Distillery. This limited release has been matured in a combination of ex-Bourbon and ex-Oloroso sherry casks, and is bottled with no artificial colouring and no chill-filtration.”

Konklusion:

Dette er en dejlig whisky. Kan man lide klassisk Islay whisky, så vil man bestemt ikke blive skuffet med denne whisky. Den har præcist det der skal være af godt med røg, maritime og mineralske noter, mens der stadig ligger fine oplevelser. når man fordyber sig lidt i glasset. Whiskyen kan købes for omkring 800- kroner, og jeg købte to flasker fra min lokale whiskypusher. Med denne først udgivelse bliver det spændende at smage de komme aftapninger fra dette nye destilleri. Konklusionen på denne anmeldelse af Ardnahoe 5 Year Old Inaugural Release  er, at det et dejligt bekendtskab, som giver håb for meget mere god whisky fra destilleriet.